Du er her: Forside Beskrivelse af foto og citat-film

Beskrivelse af foto og citat-film

I højre hjørne af forsiden kører en film-sekvens, der skifter mellem 12 sort-hvide fotos fra døvblindeverdenen og 12 citater med udtalelser fra døvblinde – om alt mellem himmel og jord. Om at være afhængig af hjælp og hjælpemidler. Om at erkende et syns- og høretab, og om de store følger det dobbelte handicap har. Filmen viser skiftevis et sort-hvid foto og et citat med hvid skrift på sort baggrund. Her kan du læse billedbeskrivelser og citater.

Foto 1

En døvblind kvinde undersøger et målebånd med følbare punkter, mens kontaktpersonen, en mand, står lige ved siden af og betragter. Kvinden ser meget koncentreret ud.

Citat 1

”Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan følge med i naturen. Så er bladene faldet af, eller skoven er grøn, og man aner det ikke”

Foto 2

Nærbillede af en hånd, der ligger fremstrakt på et bord med håndfladen opad. En anden hånd der holdes ovenover har pegefingeren fremstrakt. Denne er i gang med at prikke LORM-bogstaver i modtagerens håndflade. 

Citat 2

”Når kontaktpersonen går fredag aften, kan det løbe koldt ned af ryggen på mig ved tanken om, at jeg er bundet til mit hjem til mandag morgen”

Foto 3

På en CCTV-skærm ses ordet PUNKTSKRIFT med store hvide bogstaver på sort skærmbaggrund.

Citat 3 

”Retten til at gøre noget impulsivt er væk. Du skal hele tiden planlægge din tilværelse”

Foto 4

En gruppe på fire personer står tæt sammen og taler tegnsprog. En af mændene viser tegnet for 'se' ved at pege på sine øjne. En tolk i venstre side af billedet gengiver tegnet for en døvblind, der kigger meget intenst på afsenderens øjne. En døvblind aflæser det direkte fra afsenderens hænder taktilt.

Citat 4

”Det føles som om, man er helt alene om at have det dobbelte handicap”

Foto 5

Nærbillede af en døvblind kvinde, der bøjer ansigtet helt ned mod et stykke papir for at se papiret. Hun mærker samtidig på punkter på papiret. Der er kun omkring 5 centimeter mellem hendes ansigt og papiret. Hun smiler imens.

Citat 5

”Jeg kan føle mig frygteligt ensom, når jeg ikke kan følge med i samtalen ved et selskab. Så foretrækker jeg faktisk at være alene”

Foto 6

Ordet 'sansning' står på en læse-skærm, der holdes hen over siden på et blad.

Citat 6

”Jeg kan ikke gå rundt og få informationer, bare ved at radioen eller tv’et kværner. Det er altså trist at undvære”

Foto 7

En ældre døvblind mand står ved et kæmpe stort gammelt træ. Han føler på træets enorme træstamme med den ene hånd, mens han med sin hvide stok peger i retning af sin kontaktperson, der står på den anden side af træet. 

Citat 7

”Det er vigtigt at føle, at der er brug for én. At man gør bare en lille bitte forskel for andre mennesker. Ellers er det hele jo ligemeget”

Foto 8

En døvblind afprøver gulvets afmærkning på en Metro-station i København med sin hvide stok. Hun står ved stoplinjen ved perronen og ser skeptisk ud i sin kropsholdning. Synskonsulent Kirsten Bjerg står lige bag hende og er klar til at vejlede og rådgive. Rummet er stort og i helt grå beton-lignende materialer med rene linjer. Det oplyses af lys højt oppefra.

Citat 8

”Jeg ved ikke, hvad der er værst – at ikke kunne se eller ikke kunne høre. Jeg kan ikke klare at tænke særlig dybt over det, uden at jeg bliver helt.… så skynder jeg mig at tænke på noget andet”

Foto 9

En døvblind mand sidder ved et bord og modtager taktil-tolkning fra kvindelig tolk eller kontaktperson. Han ser meget koncentreret ud.

Citat 9

”Noget af det vigtigste for os er, at hjælpemidlerne virker. Hvis de ikke virker, så er man fuldstændig passiviseret”

Foto 10

En døvblind kvinde står foran et stort banner med ordet KOMMUNIKATION. Hun smiler stort og peger på den, hun taler med.

Citat 10

”Det er et fuldtids-arbejde at være afhængig af hjælpemidler og teknik”

Foto 11

En læseskærm med lys i står over et stykke papir, hvor en hånd har skrevet: Kan du læse dette?

Citat 11

”Jeg kan ikke lide, der bliver truffet beslutninger hen over hovedet på mig. Jeg har også en mening om tingene, selvom jeg har svært ved at se og høre”

Foto 12

En døvblind sidder ved et skakbord og spiller skak med en seende person. Den seende har sort stof for øjnene og et høreværn på ørerne. Det er lige vilkår! 

Citat 12

”Da jeg også begyndte at miste hørelsen, var jeg helt handlingslammet. Jeg anede ikke, hvad der var af muligheder, eller hvor jeg skulle henvende mig for at finde ud af det”

 

FDDB • Kløverprisvej 10 B• 2650 Hvidovre • Telefon: 36 75 20 96 • Fax: 36 38 85 85 • Teksttelefon: 36 48 50 96 • Mail: fddb@fddb.dk