Døvblinde som levende bøger
Af Alice Argir og Kirsten Malmbak, informatører
Vi to informatører havde meldt os til at deltage i Menneskebiblioteket, som foregik i Kongens Have i København i weekenden 28. – 30. august. Vi kunne dog kun være med fredag.
Menneskebiblioteket blev opfundet i forbindelse med Roskilde Festivalen år 2000 og har siden spredt sig til hele 38 lande. Arrangementets slogan er: Lån et menneske du har fordomme imod! Mange fordomme kommer nemlig af, at vi kun kender hinanden via tv eller mødes overfladisk i byerne uden tid til at komme hinanden ved.
Da vi ankom, Alice med sin kontaktperson og jeg med to tegnsprogtolke, fik vi udleveret bluser med skriften LÅN MIG PÅ MENNESKEBIBLIOTEKET samt navneskilte.
Vi informatører skulle fungerer som menneske-bøger, altså som levende bøger, der kunne fortælle om os selv.
”Menneskebøgerne” kom blandt andet fra Anonyme Alkoholikere, Foreningen af spiseforstyrrelser, Foreningen af Danske DøvBlinde, Christiania og Parkering København (parkeringsvagter). Vi sad på ”standen” i tre etager som bøger på hylderne på et bibliotek.
Mange spændende snakke
En læge lånte Alice og snakkede med hende om døvblindhed, og Alice fik også en snak med politibetjenten. Et meget ungt nyforelsket teenage-par ”lånte” mig. Vi tre og min ene tolk gik uden for standen, og vi fik en helt anderledes snak, end jeg er vant til. Det unge par troede ikke, at døvblinde kan være kærester eller samlevere. Det var altså en fordom.Jeg fortalte dem, at jeg har en mand, som jeg har været sammen med mig i 24 år. De to unge måbede meget og ville næsten ikke tro på det. De ville se et foto af min mand, men jeg havde desværre ikke noget med. De spurgte mig, om jeg havde en uddannelse og hobbies. De ville meget gerne have, at jeg tegnede dem sammen, idet jeg er amatør-kunstner. Jeg sagde til dem, at de ikke skulle forvente, at det blev som en kopi af et foto, men snarere kunst. De fik kuglepen-tegningen og sagde wow. De gav mig et kram. Det var en rigtig sjov oplevelse at snakke med de to, for de kyssede også under tegnearbejdet. Mon jeg er Kirsten Amor?
Det næste par, jeg snakkede med, var to herrer fra Køge. De spurgte mig om, hvorfor jeg er døvblind, når jeg har synsrest. Jeg svarede, at de har et normalt synsfelt på ca. 180 grader, mens jeg kun har ca. 15 graders synsfelt, så jeg er døvblind på grund af et stort synstab. De blev overraskede over, at døvblinde kan spille skak via en skakcomputer. Det kan man ved hjælp af en lyspen. Vi snakkede om tegnsprog og også om døve, idet der ikke var døve repræsenteret på menneskebiblioteket.
Til sidst lånte et par unge kvinder mig sammen med min første tolk,
som heldigvis kunne tale engelsk, da en af dem var fra England. De spurgte ligesom de to herrer om, hvorfor jeg er døvblind, når jeg har lidt syn, og også om tegnsprog er internationalt. De lærte lidt tegnsprog og forstod, at tegnsproget har dets egen grammatik. De ville gerne have tegnnavne, men jeg kunne ikke give dem noget lige med det samme, for man må kende hinanden bedre, før man kan vælge navnetegn. De spurgte mig om, hvordan jeg mødte min mand, når vi begge to er døvblinde. Jeg fortalte, at jeg mødte ham på en tandemferie for 25 år siden og fortalte om sommerkurser på Castberggård. De kunne ikke forstå, hvordan vi kan snakke sammen på tegnsprog uden at se.
De blev meget overraskede over, at jeg fortalte, at jeg tolker for min mand, når der er fodbold i TV. Jeg viste dem, hvordan jeg gengiver fodbold-spillet ved at bruge taktilt tegnsprog.De to kvinder havde mange gode spørgsmål, blandt andet hvor mange døve og døvblinde, der er i Danmark. Til sidst blev jeg fotograferet sammen med de to unge kvinder efter deres ønske.
Alice fik også snakket med forskellige mennesker. Blandt andet fortalte hun om hjælpemidler til en mor og datter. Hun fortalte dem, at hun har en talende køkkenvægt, og datteren blev nysgerrig, og spurgte, om den så udover at fortælle, hvad tingene vejer, også kan fortælle, om der er mel eller sukker i? Det måtte Alice dog svare nej til.
En ung pige kom og spurgte, hvordan det er at leve med hørenedsættelse. Alice fortalte at man klarer det, blandt andet ved at bruge tegnsprog og taktilt tegnsprog.
Der skal stadig informeres
Da vi tog afsked med de andre frivillige på Menneskebiblioteket, fik vi at vide, at de var meget imponerende af, at Alice og jeg ikke kan se og heller ikke høre, men vi kan så meget andet.
Det viste sig, at der stadigvæk er mange, som ikke ved noget om os døvblinde. Lex Grandia, præsidenten for verdensforbundet for døvblinde, har ret i, at vi må blive ved med at informere om os døvblinde til folket. Hovedarrangøren af Menneskebiblioteket, der hed Ronni Abergel, spurgte os, om vi ville komme igen næste gang. Vi svarede: Ja, selvfølgelig! Det var en rigtig dejlig oplevelse. Det bliver spændende, hvornår og hvor menneskebiblioteket skal foregå næste gang.
_______________________
BILLEDBESKRIVELSE: De to informatører Alice Argir (til venstre) og Kirsten Malmbak (til højre) står på en scene og holder armene rundt om hinanden. De har ens sorte t-shirt på med skriften: LÅN MIG. Alice står med en hvid stok i hånden. De smiler begge og ser ud til at være klar til at blive lånt ud som levende bøger.
