Du er her: Forside Nyheder Vores Lex leverede flot tale til DH's jubilæum

Vores Lex leverede flot tale til DH's jubilæum

Lex Grandia DH-konference

Lex Grandia, medlem af FDDB og præsident for Verdens DøvBlindeforbund (WfDB), leverede en flot tale ved DH's 75 års jubilæum, der blev fejret 22. april i Den Sorte Diamant ved Københavns havnefront.

Lex, der som præsident for Verdens DøvBlindeforbund har været med i det store arbejde omkring udformningen af FN's nye handicap-konvention, roste DH for at være en organisation, hvor der er plads til de mange facetter, som hver medlems-organisation har. Han sammenlignede på smukkeste vis DH med en usleben diamant, hvor vi alle må bruge vores egne kræfter til at slibe den smuk og facetteret.

DH som handicapkonventionens vogter

DH står i følge Lex over for en stor og meget vigtig opgave med at overvåge den nye FN-handicapkonvention. Den lægger op til lige muligheder for handicappede og skal indskrives i den danske lovgivning, når den bliver vedtaget i løbet af sommeren.

Efter den flotte tale gav Lex os Verdensforbundets motto med på vejen: 

Intet om os, uden os!

Et motto, som blev modtaget med anerkendende og samtykkende nik i hele Dronningesalen, hvor DH's medlemmer, samarbejdspartnere, politikere og venner var mødt op for at fejre jubilæet.

Billedbeskrivelse: På billedet står Lex på talerstolen og holder tale. Bag ham på en kæmpe storskærm skrivetolkes hans tale.

Læs mere om jubilæumskonferencen - klik på DH's hjemmeside

 

Læs hele Lex' tale herunder:

 

Kære DH og kære gæster.

  

Tillykke med 75 års jubilæet.

 

Jeg vil gerne sige tak for at jeg må holde en lille tale her som medlem af en lille handicap organisation, Foreningen af Danske Døvblinde, Syns- hørehæmmede, FDDB. Nu befinder vi os her i den sorte diamant. Jeg ved ikke meget om diamanter. Jeg er faktisk født blind, så jeg har overhovedet ikke nogen forstand på farver. Hvis jeg vil vide mere om diamanter må jeg orientere mig, indhente informationer, spørge seende og blive klogere. Så jeg fik at vide at diamanter sjældent er sorte. Det er bygningens form der ligner en diamant.  Diamanter er derimod transparente. Siderne på en diamant hedder facetter og en diamant har mange facetter. Det er de mange facetter der gør en diamant så smuk at se på. DH har mange facetter at se på.

 

Det kan være svært for små organisationer at følge med i alle facetter af det store handicappolitiske arbejde som DH skal udføre.

 

Jeg er FDDBs repræsentant i DH Aalborg og medlem i det regionale kontakt forum om handicap i region Nordjylland, det lokale arbejde som er vigtige facetter i DH's arbejde.

 

Tidligere har jeg oplevet en anden facet af DH da jeg var bestyrelsesmedlem i det Europæiske handicap forum EDF. DH kæmpede hårdt for at få et transparent demokrati gennemført i EDF, kæmpede hårdt for at få alle handicap organisationerne repræsenteret og kæmpede for at få den Europæiske ikke diskriminations lovgivning på plads. DH er selv gennem årene blevet mere og mere transparent og det skal vi fortsætte med at arbejde på. Handicappolitik vil blive mere omfattende og DH får repræsentation i flere råd og nævn, men vi skal fortsætte med at fortælle hinanden hvad vi laver. Rapportering og information er meget vigtig i en stor organisation.

 

Jeg har mødt DH repræsentanter i FN arbejdet i New York, hvor jeg repræsenterede en lille verdensorganisation, Verdens Døvblinde forbund. DH var med i hele forhandlingsprocessen for at få en handicap konvention på plads og kæmpede internationalt for nogle af de værdier som er vigtige for DH nu og i fremtiden. Værdier som en demokratisk og transparent struktur og at de små organisationer med få ressourcer også bliver hørt og deres facetter bliver belyst.

 

Vi har sider som handicap organisationerne hurtigt kan blive enige om, fordi de er fælles, men hver handicap organisation har også sin egen facet. Det er den specifikke viden, de specifikke erfaringer hvert forskelligt handicap medfører. Der er sider flere handicaporganisationer deler. Fddb har f.eks punktskrift tilfælles med Dansk Blinde Samfunds medlemmer, men for os er punktskrift endnu vigtigere fordi vi ikke alle kan anvende talesyntese og lydbøger. Vi har tegnsprog og tolkning tilfælles med LF, men for os er tolkningen ofte individuel og tegnsproget ofte taktilt. Vi bruger personlige assistenter, men i andre situationer end personer med en fysisk funktionsnedsættelse. Vi skal fortsætte med internt i DH at forklare hinanden hvad vores specifikke facetter er og hvordan de ser ud når de bliver belyst. Det er yderst nødvendigt for at forstå hinanden, men også for at sikre, når en af os repræsenterer DH med alle sin facetter, at alle facetter, alle handicap organisationer bliver repræsenteret. Vi skal altså støtte hinanden i alle vore forskellige facetter og arbejde for konsensus når vigtige beslutninger skal tages. Udefra, fra politisk hold, ser man DH's forskellige facetter, men det er og skal fortsat være en og samme sten. Det er en slags en for alle og alle for en princip som kræver den højeste grad af konsensus mellem os. For mig som medlem af FDDB betyder det at jeg er klar over vores egen facet, men også åben for alle de andre og jeg skal være præcis der, hvor behov for mennesker med døvblindhed skal forsvares.

 

En meget vigtig facet i DH arbejdet er arbejdet i udviklingslandene. Jeg har mødt DH i Uganda, hvor FDDB har et miniprogram sammen med døvblinde organisationen i Uganda. DH og medlemsorganisationerne udfører en vigtig funktion i de lande der ikke er så priviligerede som os.

 

Den facet er vigtig at have med også i økonomiske nedgangstider. Hvis det er svært for os, hvordan er det så for udviklingslandene.

 

 En diamant skal slibes. En diamant uden slibning er bare en almindelig kedelig sten uden den helt store interesse. Det er slibningen som bringer skønheden frem i diamanten. Derfor har slibningen afgørende indflydelse på diamantens værdi. Diamanten er det hårdeste kendte mineral og kan derfor kun slibes med diamantstøv. Det er DH's medlemmer selv, der skal lave det slibearbejde.

 

75 års historie har slebet DH til en værdifuld diamant, men vi er ikke færdige med slibearbejdet.

 

Forhåbentlig bliver FN's konvention om rettigheder for personer med handicap snart ratificeret af Danmark. Det betyder at konventionen skal implementeres i Danmark. Den får indflydelse på dansk lovgivning og praksis. Det er først og fremmest DH's medlemmer der skal kæmpe for deres rettigheder og overvåge om dansk praksis er i overensstemmelse med konventionen. Det gælder på alle niveauer, kommunalt, regionalt, nationalt, på det offentlige og private område. Konventionen handler om personer med handicap som os i DH og omfatter alle livsområder fra vugge til grav. Jeg siger ofte at der står ikke noget om vores begravelser i konventionen. Konventionen bliver DH's vigtigste dokument i fremtiden og det handicappolitisk arbejde bliver omfattende. Personer med handicap og deres rettigheder skal inkluderes i alle samfundsområder. Det kræver meget slibearbejde, mange ressourcer, men det gør også DH endnu mere synlig som en værdifuld organisation som bidrager til et samfund der er værd at leve og deltage i for alle.

 

DH har nu 32 medlemmer og mange flere facetter. Hvis vi nu fortsætter med at slibe og også med at finde flere facetter, så når vi måske engang 58 facetter. En diamant med 58 facetter er en brillant.

 

Jeg ønsker DH en Brillant fremtid og slutter med vores internationale motto: Intet om os uden os.

  

Lex Grandia

 

 

FDDB • Kløverprisvej 10 B• 2650 Hvidovre • Telefon: 36 75 20 96 • Fax: 36 38 85 85 • Teksttelefon: 36 48 50 96 • Mail: fddb@fddb.dk