Danmarksmester i DøvBlindeskak

Åbne mesterskaber i DøvBlindeskak er en årligt tilbagevendende begivenhed. I år fejrede man 20 års jubilæum og Henning Adriansen, der har deltaget i samtlige 20 år, blev Danmarksmester. Dragør Nyt tegner et portræt

Af Birgit Buddegård, Dragør Nyt

Henning Adriansen rækker hånden frem for at byde velkommen og spørger om det sner.

Med sin hånd på hans videregiver tolken svaret, der er nej – men det har sneet, og den ligger som et fint pudder over haven.

Indenfor i den hyggelige stue sætter vi os ved spisebordet for at begynde interviewet, der foregår via en computer, der oversætter teksten til punktskrift, som Henning Adriansen læser på sin punktlæseliste. Mens tolken med taktilt tegnsprog – følbart tegnsprog – videregiver små meddelelser om de nik og smil og andre tilkendegivelser, der er en del af en samtale.

Henning Adriansen fortæller gerne både om skak og sin hverdag – og det foregår på syngende dragørsk – eller øresundsmål, som det vist rettelig hedder.

”På den anden side af Storebælt tror de, jeg er bornholmer,” konstaterer han leende, men han nedstammer fra de hollandske indvandrere og kan føre sin familie tilbage til 1700-tallet.

Ingen tvivl om tilhørsforholdet til Dragør og Store Magleby, hvor han stadig kan møde skolekammerater fra Store Magleby skole –  og hvor lokalkendskabet kommer ham til gode, når han dagligt går sine to ture på ”Højvejen”.

”Det er svært på et nyt område,” siger Henning Adriansen, men i det kendte går spadsereturene fint.                     

Skarpt trænet hukommelse

For som døvblind lever Henning Adriansen på sin hukommelse. Og den er imponerende.

Han nævner i hurtig rækkefølge navnene på alle, han i sin tid var sammen med i skakklubben i Dragør, hvor han spillede skak i mere end 20 år, før han – da foreningen af Danske DøvBlinde startede sin skakklub – meldte sig ind her.

”Der var flere, der var dygtigere end mig, ” siger han beskedent om årene i skakklubben i Dragør.

En ægte beskedenhed, der også viste sig, da Dragør Nyts udsendte indledningsvis ønskede tillykke med danmarksmesterskabet, og Henning Adriansen mente, at det var lidt held.

Lang karriere

Henning Adriansen har spillet skak i det meste af sit nu 80-årige liv.

”Jeg var måske en smule ensom som dreng,” kommer det eftertænksomt.

”Grå stær, stærke briller og dårlig hørelse fra 11-12 års alderen. Men vist havde jeg da kammerater,” siger han, der i 14-årsalderen lærte sig selv at spille skak ved at kigge i aviser og se spillemuligheder- og skaktræk der.

Senere spillede han med en skolekammerat.

Den foreløbige krone på skakkarrieren satte Henning Adriansen så ved at tage guldmedaljen ved årets åbne mesterskaber i DøvBlindeskak.

Ved foreningens 20-års jubilæum, sit eget 20-årsjubilæum - han har deltaget i samtlige år uden at misse en eneste gang – satte Henning Adriansen dem alle skakmat.

Bevæbnet med ure med mærkbare visere, følbare skakbrikker, hvor man kan orientere sig med fingrene, og en trænet hukommelse og forestillingsevne havde 13 døvblinde sat hinanden stævne på Fuglsangcentret i Fredericia.

Der spilles efter de internationale skakregler – eneste undtagelse er, at man må røre brikkerne.

Mesterskaberne foregår fra torsdag til søndag med en fest lørdag aften.

Om han bliver træt af skak?

”Aldrig! Jeg bliver aldrig træt af at spille, det er noget af det sidste, jeg bliver,” siger Henning Adriansen med både patos og undren. Hvordan kan nogen komme på den idé.

Henning Adriansen spiller dog ikke hver dag – slet ikke. Men han går i ”træningslejr” med sig selv hvert år i begyndelsen af december, så han er klar til mesterskaberne, der afholdes hvert år i januar.

Og antallet af pokaler og medaljer i hjemmet viser, at træningen giver afkast.

Holder formen

At være totalt døvblind er et dobbelt handikap, der vanskeliggør rigtig meget i hverdagen: Kommunikation, socialt samvær, orienteringsevnen.

For at sige det ligeud, må det være rigtig besværligt og rigtig svært at bevare livsgnisten, når der sættes så mange begrænsninger.

Men Henning Adriansen giver på ingen måde udtryk for negativitet og begrænsninger. Tværtimod.

Sit gode humør tilskriver han arv fra sin far. En familie med tradition for at nå højt op i årene. Henning Adriansens farmor blev 91, så jeg har noget at leve op til, konstaterer han lunt. Hans farfar blev 86, og hans farbror rundede de 100.

Selv fyldte Henning Adriansen fyldte 80 i november sidste år. Det blev fejret med familiefest på Strandhotellet.

Hvordan han holder sig i form? Jamen, der er jo de to daglige spadsereture og ellers en tur på kondicyklen derinde, siger Henning Adriansen og nikker mod soveværelset.

Og så går der jo også tid med rengøring, madlavning og opvask.

”Jeg kunne godt få mad fra plejehjemmet, men jeg vil hellere selv.”

Og haven skal passes om sommeren.

”Jeg føler mig frem,” ler han, der med rødder i en gartnerfamilie og selv drivhusgartner nok ved, hvordan det skal klares.

Henning Adriansen har boet i sit hus på Sydstranden siden 1974 og kunne se de første 10 år, så han kender hver krog af både hus og have.

Læsestof

Og så læser Henning Adriansen romaner på punktskrift fra Dansk Blindesamfunds Bibliotek.

Lige nu er han i gang med Leif Davidsens sidste roman - I Hemingways fodspor.

Det tager lang tid at læse punktskrift, men alligevel når Henning Adriansen en god del bøger. Og også her gør den skarpt trænede hukommelse sig gældende, når det handler om titler og indhold.          Dragør Nyt bliver også læst hver uge – ofte ved hjælp af tolk - men med ny elektronik kan Henning Adriansen også skanne aviser ind og læse dem med punktskrift.

Dragør Nyt ønsker tillykke med Danmarksmesterskabet og et forsinket – men ikke mindre velment - tillykke med fødselsdagen.