Månedens FOKUS november 09: Ingen individuel vurdering i forslag til ny tolkelov
Af Kirsten Malmbak, næstformand
kimaba@mail.tele.dk
I dag har vi ret til en individuel behandling og vurdering, når vi skal tildeles rettigheder og diverse ydelser. Det ser vi i den nugældende lovgivning og generelt i handicappolitikken i Danmark. Når vi skal have tildelt en kontaktperson, bliver behovet og timerne vurderet ud fra den enkeltes livssituation og aktivitetsniveau. Når vi i forbindelse med arbejde tildeles personlig assistance og tolkebistand, sker det også efter en individuel vurdering og efter reglerne i loven om kompensation til handicappede i erhverv. Denne lov sikrer døvblinde ret til bistand i forholdet 1:1, altså er du ansat 20 timer, har du ret til 20 timers bistand. Når du er under uddannelse, er det ligeledes en individuel vurdering, hvor meget personlig bistand, du har behov for til dit studie. Derfor er det med stor undren, at dette individuelle vurderingsprincip helt er udeladt i det nye forslag til lovgivning på socialtolke-området.
Forslaget er delt op i en ubegrænset del og en begrænset del. Den begrænsede del er beskrevet med en ens ret for alle tolkebrugere til et bestemt antal tolketimer årligt. Vi har fået oplyst tallet 7 timer årligt. Retten til en individuel vurdering er ganske forsvundet i den del af lovforslaget. Det er et voldsomt tilbageskridt i lovgivningen på handicapområdet. Helst så vi, at der var ubegrænsede tolketimer og tolkeområder til alle tolkebrugere, men det tør politikerne ikke vedtage, da de stadig husker situationen fra foråret 2008, hvor Det Sociale Tolkeprojekt måtte lukke på grund af stigende tolkepriser og større efterspørgsel end forventet.
Vi mener, at bevillingen til tolkeområdet, hvortil der årligt forventes afsat 40 mio. kr., skal kunne rumme retten til individuel vurdering og dermed dækning af et tolkebehov, som sikrer døvblinde tolkebrugere muligheden for et selvstændigt og ligeværdigt liv. Modellen med de 7 timers tolkning skal og kan forbedres, hvilket vi vil arbejde målrettet for.

