Formandens beretning 2009
FDDB Forældreforeningen.
Formandens Beretning 2009
2008 har været et stille år for foreningen. Der har faktisk ikke været nogen arrangementer under forældreforeningen, ud over vore møder i bestyrelsen, siden vi sidste år havde årsmødet på Fanø.
Her havde vi jo nogle spændende foredrag af Lisbeth Tranebjerg og Claus Asmussen der hver især er mennesker som kender meget til døvblindhed. Den ene fra det lægefaglige og den anden på egen krop. Herudover havde vi et levende foredrag af Bente Ramsing Som siden har været konsulent i Baltikum. Sidste år havde vi også en ændring i det normale, da vi her havde alle børnene sendt af sted på egen hånd, mens vi holdt faglig Lørdag. I år har vi gjort som tidligere, og det skyldes primært at vi ikke fik de foredragsholdere vi gerne ville. Class Møller er jo højt på ønskelisten, men vi har fyldt et par gode erstatninger ind i stedet med foredrag af Anita Otte Clausen, Ungdomsprojektet, og Bettina Kastrup.
Årsag til at vi ikke har haft yderligere arrangementer, er primært at jeg har haft et meget stort arbejdspres, og da ingen andre har taget initiativet, så ….
Samtidigt kom bevillingerne for 2009 meget sent (omkring marts), så vi følte ikke vi kunne nå at lave et arrangement i foråret. Men vi arbejder på at få Class Møller til at til at komme senere på året og håber også, at vi kan få tilslutning til en enkelt dag med døvblindekonsulenterne. Dette er i øvrigt også en af de ting vi har fået bevilget. Dette arrangement er lidt dyrere end normalt, og det er muligt af vi af den årsag bliver nødt til at spare et eller begge arrangementer væk, men nu må vi se.
Jeg vil her opfordre alle til at gå ind på www.fddb.dk , hvor vi får webmasteren til at lægge datoerne ind. Hold øje med det!!
Ellers er mange af vores børn aktive under Ungdomsprojektet, og det er utroligt dejligt at mærke, hvordan de glæder sig til deres arrangementer. Dette kommer der mere om senere. Vi kan kun opfordre til at jeres store børn deltager, for jeg ved at mange af dem der har deltaget, glæder sig meget til næste gang, og det er nogle dygtige voksne der tager sig af dem. Desværre ved vi jo ikke, hvor længe de får lov at blive ved, men vi håber der findes midler til, at de kan fortsætte.
Ellers er det dejligt, at der nu er kommet et nyt medlem på listen. Hvis I hører om nye familier som får konstateret Usher, Charge, Rubella eller andet der medfører de to handicaps, så lad os endelig høre fra dem, for vi vil alle gerne hjælpe disse familier – De skal være hjerteligt velkommen.
Vores nye folder er færdig.
Karsten Jensen, formand, 5. juni 2009

