Hvem er vi?
Ungdomsarbejdet i FDDB
Efter at FDDB i et par år satte fokus på de unge, startede Ungdomsprojektet den 1. juli 2005.
Projektet er rettet mod unge med kombinerede syns- og hørenedsættelser.
Projektet har kørt i 4 år, men er nu blevet forlænget til 30. juni 2010.
I projektet arrangerer vi mange aktiviteter for og med unge med syns- og hørenedsættelser.
Blandt andet arrangerer vi FDDB-Ungdomsmøder hvor alle unge mellem 15 og 35 år er velkomne. På møderne bliver der taget forskellige interessante emner op, eller vi tager på udflugt. F.eks. har vi besøgt en politigård, Post Danmark hvor der er døve ansatte og været på fisketur. På møderne er der afsat tid til hygge og fri snak. Møderne bliver altid holdt torsdag eftermiddag for det meste i København, Odense eller i Fredericia. Se mere om de enkelte arrangementer under FDDB Ungdomsmøder.
Vi arrangerer ungdomskurser og ungdomstræf over en weekend for samme målgruppe, ligesom vi også har oprettet flere netværksgrupper som f.eks. teenagetræf for børn og unge mellem 10 - 20 år og dagsmøder for synshørehæmmede mellem 30 og 49 år.
Derudover samarbejder vi med forældreudvalget, som består af aktive forældre til synshørehæmmede og døvblinde børn og unge mellem 0 og 25 år.
Der har været afholdt en Ungdomskonference i november 2009. Formålet med konferencen var at drøfte fremtiden for de unge synshørehæmmede og døvblinde i FDDB.
Vi vil gerne have, at så mange som muligt får mulighed for at bruge projektet, så har du nogle gode ideer eller andre kommentarer, er du velkommen til at kontakte Ungdomsprojektet i FDDB på ungdom@fddb.dk

