TV-udsendelse Fjernsyn for Voksne - tekstversion

TV-udsendelsen ”Fjernsyn for Voksne”

Sendt første gang 25. februar kl. 22.40 på tv-kanalen DK4

Studievært Georg Julin står ved et højt bord i et fjernsyns-studie. I baggrunden er en hvid lilje. Bag ham i højre side af skærmen sidder informatør Bente Mejndor fra FDDB og projektleder Line Wolff-Petersen ved et rundt bord på et lille podie. Der er spotlys på dem. Bente har rød bluse, og Line har sort skjorte på.

Studievært: Velkommen til Fjernsyn for Voksne. Programmet i dag har fokus på døvblindes færden i Danmark. Det er et emne, som optager mange mennesker, og det vil vi gerne komme lidt nærmere ind på.

(2 minutters indslag om et nyt smagepanel, der vil blive vist sidst i programmet. Dette har ikke noget med døvblindhed at gøre)

Studievært: Men først velkommen til jer to. Line, vi har inviteret jer, fordi det handler om døvblindes vilkår i Danmark. Du arbejder i  Foreningen af Danske DøvBlinde.

Line: Ja i daglig tale forkortet til FDDB.

Studievært: Ja, og det navn kommer op på skærmen til sidst, så man ved hvor man skal henvende sig, hvis man vil vide mere om foreningen bagefter. Hvad er foreningens formål?

Line: Formålet er at skabe livskvalitet blandt døvblinde i Danmark. At give døvblinde en mulighed for at komme i en forening, hvor man føler sig forstået, og hvor der tages hensyn til det specielle handicap, det er at have både en synsnedsættelse og en hørenedsættelse eller at være helt døv og helt blind.

Studievært: Hvor mange døvblinde er der i Danmark?

Line: En undersøgelse fra Videnscentret i Danmark viser, at der er omkring 10.000 døvblinde i Danmark. Heri beregner vi også de mange ældre, der har en aldersbetinget høre- og synsnedsættelse. Derudover er der også dem der har syndromet usher og er født med en hørenedsættelse eller er døve, og så får man et synsproblem senere med alderen.

Studievært: Ca 10.000, siger du. Og hvor mange er I i foreningen?

Line: Vi er kun 400. Vi er en lille forening - endnu. Vi håber selvfølgelig på, at vores aktiviteter og projekter kan nå ud til flere, for der sidder mange ældre, der er uopdagede, og som ville have glæde af de tilbud og aktiviteter, vi har.

Studievært: Så den her udsendelse kan måske sætte lidt mere fokus på, at man også kan være støttemedlem?

Line: Det kan man sagtens. Det vil vi håbe.

Studievært: Hvad er det for aktiviteter i foreningen?

Line: Det er for eksempel erfagrupper, et netværk hvor døvblinde mødes og har socialt samvær, hvor man kan få foredragsholdere ud. Simpelthen et samlingssted, hvor man er sammen med ligestillede, hvor kan hygge sig, og hvor man er i trygge og gode rammer.

Studievært: Bente, vi skal tale lidt med dig. Du har taget et link med herind. Det hedder vist et FM-link. Hvad betyder det for dig i hverdagen? (han holder Bentes smart-link op mod kameraet).

Bente: Det hedder et Smart Link, og det er et FM-system. Det betyder, at når jeg kommer ud et sted, hvor der ikke er det der hedder teleslynge, som også går direkte på høreapparatet, så kan jeg være med. Den sorterer støj fra, så jeg kan høre samtalen.

Studievært: Du er informatør i foreningen. Hvad vil det sige at være informatør?

Bente: Kort og godt, at jeg går ud og fortæller om mit liv som døvblind, syns- og hørehæmmet, og fortæller at der er mulighed for at have et godt liv – trods alt. Fortæller om foreningen, og i det hele taget om de daglige problemer, og hvad man kan gøre ved det.

Studievært:  Hvad er det for problemer, vi som seende og hørende bliver konfronteret med, når vi møder en døvblind?

Bente: Det største problem er at man ofte ikke hører, at der bliver talt til én. Og når man så heller ikke kan se det, så er det som om, man står i et lukket rum, og man er ikke klar over, at henvendelsen er møntet på mig, og så svarer man jo ikke.  Der kan man som seende og hørende lige røre ved mig, eller sige mit navn højt, og i det hele tage lige gøre opmærksom på, at nu vil jeg tale med dig.

Studievært: Vi har aftalt, at vi kan tale personligt om mange af de her ting. I gamle dage gik blinde med et mærke på tøjet. Er det værdigt, og gør man det i dag?

Bente: Vi kan også godt få et mærke på tøjet, men jeg bruger det ikke. Folk har for travlt til at se det i dag. Den hvide stok er meget bedre, og så har man samtidig en fornemmelse af underlaget. Det er jo smart med gågader der bugter sig og former sig med brosten og mønstre, og jeg skal komme efter jer (alle griner). Det er jo en ujævn flade, og der er stokken god til at mærke efter. Den giver en tryghed.

Studievært: I lyskryds er der høje toner. Kan I bruge det til noget?

Bente: Nej, med de nye digitale høreapparater sænkes baggrundslyde og dybe lyde, og talen kommer frem, så vi kan ikke høre fx lysfyrene.  

Studievært: Burde man forske mere i information / kommunikation via digitale medier til jer?

Bente: …jeg forstår ikke helt, hvad du mener..?  (Bente kigger lidt nervøst på Line for at få hjælp)

Studievært: Jo, altså man kan jo flyve til månen i dag. Måske kunne man også lave noget indbygget trådløst, fx til den hvide stok, fra de signaler dér.

Bente: Det bliver der lavet forsøg med, og man har også afprøvet det, men det virker ikke helt endnu. Det giver jo det dobbelte problem, når man også mangler hørelsen. Vi kan jo ikke kompensere for det tabte syn med hørelsen.

Studievært: Vi kan jo kommunikere med dig, fordi du har høreapparat og kan høre, hvad vi siger. Men du er vel også en af de heldigt stillede, eller hvad? Hvordan gør man med dem , der er mindre heldigt stillet?

Bente: Ja, men i princippet handler det om, hvilken kommunikationsform, man behersker. Dem der er født døve bruger jo tegnsprog som modersmål. Jeg er kun født hørehæmmet og har fået undervisning i at tale. Med mine gode høreapparater, så klarer jeg mig på tomandshånd. Mit problem er, at når jeg skal høre mere, så må jeg bruge smartlinken for ikke at sige hva’behar hvert øjeblik.

Studievært: Hvordan kommunikerer andre? Er det noget med, at man bruger tegnsprog i fingrene?

Bente: Dem der har en synsrest, kan aflæse tegnsprog, fx mange af dem der har usher. Dem der har usher 1, de er født døve og mister langsomt synet. Det er meget få, der er helt døvblindfødte, og de bor oftest på institution eller i bofællesskaber. Men dem der er født døve og langsomt mister synet, det gør de pga. en øjensygdom der hedder Retinitis Pigmentosa, som har hørehæmmethed som syndrom, og den øjensygdom fjerner langsomt nethinden, og til sidst mister man det centrale syn. Så længe man har et restsyn, så kan man måske aflæse tegnsprog. Når det sidste syn er væk, så lærer man at aflæse taktilt, dvs. at man holder sin hånd på den, der udfører tegnsprog.

Studievært: Kan du gøre det?

Bente: Nej (smiler). Jeg kan lave nogle tegn, men jeg kan ikke aflæse det.

Studievært: Det kan man altså lære. Men det er noget med at tage hinanden i hånden – bogstaveligt talt!

Bente: Ja, men jeg har lært mig et andet system, LORM. Det er et bogstaveringssystem, hvor man laver prikker og streger i hånden. Hele alfabetet ligger i håndfladen eller på håndryggen. Hvis jeg skal tage mine høreapparater ud, fx ved frisøren, så har jeg ingen chancer for at kommunikere.

Studievært: Kan du vise mig LORM på min hånd her? (rækker venstre hånd frem mod Bente tværs over bordet med fingerspidserne pegende i retning mod Bente) 

Bente: (Tager studieværtens hånd) Den vender forkert (griner).

Studievært: Så får du den anden!  (rækker højre hånd over bordet)

Bente: Den vender ligeså forkert! (griner igen)  Nå, men for eksempel (Bente udfører bogstaverne i LORM omvendt i forhold til Bente selv, dvs. at stregerne kører ned ad studieværtens hånd væk fra Bente selv). Her er et A (laver en prik på studieværtens tommelfinger-spids), og her er et B (laver en streg ned ad pegefingeren), og her er et C (en prik på handleddet). Og så kan man sætte bogstaverne sammen. Det er til forskel fra punktskrift lettere at lære, for eksempel for ældre. Blinde bliver jo næsten ”født” med punktskrift, ligesom døve er født med tegnsprog. For eksempel er jeg født hørehæmmet og har senere mistet synet, og jeg har ikke lært så meget tegnsprog. Jeg kan nemmere lære LORM. Det har jeg også undervist i blandt andet til et par ældre, der ikke kan høre på teleslynge eller FM-system. De har haft stor succes med at lære LORM. Man skal bruge LORM i lang tid, for at lære at gøre det hurtigt. Jeg har set det blive tolket til én engang, og det er rigtig smart.

Studievært: Tak skal du have, Bente. Line, det er jo noget af en opgave for foreningen at få det budskab ud. Der sidder jo nok mange ude ved tv-skærmene, som kommer i den her situation. Er det her et system, man burde gøre mere ved?

Line: Ja bestemt. Vi har udviklet undervisningsmateriale og en handske, som gør det lettere for pårørende og andre der omgås ældre i det daglige, at lære det her kommunikationssystem. FDDB har tre super-LORM’ere, som har lært systemet indgående, og som tager ud på skoler og i ældreklubber og underviser, så ældre kan lære det, inden det er for sent.

Studievært: Line, hvad er din baggrund for at arbejde i foreningen her?

Line: Jeg er uddannet i kommunikation og psykologi, og fra jeg var færdig, der har jeg sagt, at jeg vil have noget at gøre med mennesker. I mit første job havde jeg med børn at gøre, og da jeg ville søge nye udfordringer faldt jeg nærmest over den her forening, og jeg tænkte, at det her synes jeg er spændende, det vil jeg gerne vide noget mere om, og så var jeg heldig at få jobbet. For mig er det vigtigt at have et job, der gør en forskel, og at kunne gå hjem hver dag og føle, at jeg har gjort en god gerning.

Studievært: Der ligger et stort arbejde for jer. I er kun 400 medlemmer, og du siger, at der findes 10.000 i Danmark, der har et behov. Hvad kan man mere gøre for at informere den danske befolkning?

Line: Vi håber, at vi kan få flere informatører ud. Vi har blandt andet lavet et samarbejde med Ældremobiliseringen, hvor formålet netop er at få vores informatører ud til ældreklubberne for at fortælle om, hvordan det er at have en kombineret syns- og hørenedsættelse. På den måde håber vi at nå ud til en bred skare. Det kan godt være, at Ældremobiliseringens medlemmer ikke på nuværende tidspunkt har problemet, men så ved de i hvert fald, hvis de møder nogen, eller selv kommer til at stå i situationen, hvor de kan henvende sig. Vi er ikke en forening, der har råd til at lave de store kampagner, men det er vores måde at sprede ringene i vandet. Så det håber vi.

Studieværten: Skal vi ikke lige opfordre til, at man kan gå ind på jeres hjemmeside?

Line: Jo, meget gerne. Den hedder: www.fddb.dk

Studievært: Rigtig god vind fremover. Jeg er helt sikker på, at det her er et stykke arbejde, der vil trænge godt ind i den danske befolkning.

Studieværten vender sig direkte mod kameraet og går videre til det næste punkt i udsendelsen.