Hverdage i Corona-tiden fra en ung døvblinds perspektiv

NYT PÅ BLOGGEN

Fortsættelse af ‘hverdage i Corona-tiden fra en ung døvblinds perspektiv’
28. september 2020

Corona-situationen er blusset op, så skriveriet må i gang igen. Dog lukker hele samfundet ikke ned pga Corona denne gang. Nogle må arbejde hjemmefra, men mange er alligevel på job med nye retningslinjer. Mundbind og visir er blevet et krav flere steder. En pink lady som mig, har selvfølgelig lyserøde mundbind.

Mundbind er nu ikke et hit for os døve, der bruger mundaflæsning - det bliver meget uforståeligt kun at kunne se øjnene. Så hellere visir!

Tilbage til sommerferie: Vejret var i følge mig SKØNT. Jeg ELSKER solen og varmen - sidder ude i solen, så snart det er muligt og læser!

Jeg nåede rigtig meget i den i uge i juli, hvor jeg var på ferie hjemme ved mor og far. Jeg fik lov til at få min el-kørestol med hjem til mor og far, MEN kun til udendørs brug - indendørs er der trin op og ned og smalle døre, jeg kunne komme til at ridse. Vi nåede gåture og vi besøgte farmor - Mutti på cykel og mig i el-kørestol. Flere gåture (man ved man er tilbage i landsbyen, når folk bliver skræmte af en el-kørestol).... Jeg kunne køre om kap med fars robotplæneklipper i haven - jeg var lige lidt hurtigere, obligatorisk is-spisning i Ribe (as usual - mens det regnede og blæste udenfor, sad vi i daddy’s VW-autocamper med varme på, men is skulle vi have), pandekage-spisning ved Kviesøen og besøg af 3 veninder - megahyggeligt... fik set Havfruefløjterne, Fredericias nye tilgængelige badestrand til blinde - genialt !

Og jeg fik set min mors nye arbejdsplads i Vejle. Hun sagde, de også har handicappede og psykiske syge patienter på en af de andre gange - jeg var nødt til at tjekke om de havde loftlifte - det har de... wauvvv ... og så tilbage til Aarhus. Her blev træning kombineret med vennehygge.

Maries og min fælles ven kom fra Kbh. Han logerede hos Marie, og jeg hyggede med tirsdag og torsdag den uge, han var her. Vi legede turister i domkirken, spiste pizzaer på Mickie's Place, besøgte væksthusene i Botanisk hav og gik en tur i haven.
Torsdag: Til Dyrehaven i Højbjerg, fodre bambierne og spise kandiserede mandler (troede kun de kunne fås til jul) og så til Mindeparken og rundt og til sidst til Restaurant Bones... smadder hyggeligt!

Mens vejret var lidt kedeligt, koldere og med regn, lavede jeg fotobog. Jeg havde ingen deadline, så det tog mig evigheder, men den blev færdig med 630 fotos over 178 sider. Ham jeg laver fotobog for er med til at godkende og justere. Han er helt vild med slanger og krapyl - fuck hvor er der mange grumme dyr i nærbillede og zoom.

Og selvom mange ting lyder positive, så kan jeg i den grad godt blive pisse-træt af tingene her. Hvornår fa’en er hjemmeplejen færdig med ferie?!
De har tablets at læse info på, men de har max 5 min til læsning og får aldrig læst det vigtigste!
Corona er jo blusset op igen, så de kommer iført mundbind. De aner ikke, at jeg er døv og de fatter ikke, at man ikke kan kommunikere med mig med mundbind på. Nogle af dem nægter at skrive på min iPad.

Jeg er startet i nyt sondeernæringsforløb, dobbelt portion, 8 timer om natten. Det er lige at finde nye rutiner.
De sidste to aftener er hjemmeplejen kommet kl. 22.15 og har stillet 20 spørgsmål om indstilling af sondemekanikken og ernæring og væske ... og de starter altid med at spørge: 'Hvor er der sprit og handsker?' 
De går lige forbi i gangen, og der er også en hel hylde ude på badeværelset!
Jeg tåler ikke de mange spørgsmål så sent, så nu er det blevet ændret til besøg kl. 16.30 af én bestemt vikar i hjemmeplejen (som heller ikke anede en skid om det).

Jeg er vist nr. 1755899542 i systemet (overdrivelse fremmer forståelsen), men okay. Jeg må grine af det, når hun hælder vand og sondeklister ud over det hele - selvfølgelig uden at tørre op, for det er der ikke tid til. Mor og far var forbi en dag, og mor var målløs... men jeg sagde bare: 'Jamen det er bare hverdag her'... og man må bare sige 'pyt' - det meste af tiden....
Resultat: Jeg kan SELV bestemme min sengetid og koble sonde til mig.

På Skejby Universitetshospital er jeg med i en videnskabelig undersøgelse. En studerende skriver ph.d om kræft og tumor i hjernen. Selvfølgelig er jeg med. Samtaler, blodprøver, undersøgelser, spørgeskemaer og tests. Sidst jeg var der blev turen kombineret med tjek ved øjenlæge, som også er på Skejby universitetshospital. Samme syn som sidst... jubiii noget holder sig stabilt!

Ved de store indgange fik vi alle udleveret mundbind, som vi skulle have på. Alle undtagen sygeplejersker, læger og ansatte. Dem så jeg ikke med mundbind. Tolken tog heldigvis mundbindet af, når vi var inde til samtaler/undersøgelser. Shit, det var stadig svær kommunikation med de mundbind!

Hjemad kørte jeg selv fra hospitalet i min el-kørestol. Fin vej og fedt vejr, og der er ca. 3-4 km hjem.

Mine hverdage har nu igen taget noget af en drejning. Jeg har lige været indlagt på Skejby universitetshospital i næsten 3 uger. Ikke pga. corona, men med slem dobbeltsidig lungebetændelse og højt infektionstal (normal infektionstal er 0-7). Mit tal toppede på 331. Jeg var virkelig døsig og dårlig og havde ondt allevegne. Der er brugt forskellige ilt-apparater, penicillin og antibiotika-kur til at slå tallene ned. Vi mener, det er sondemad, der er skyld i lungebetændelse. Man SKAL sove med hovedgærdet hejst. Det gjorde jeg også, men samtidig kravler jeg i søvne sammen i den flade fodende, og sondemaden løber tilbage i lungerne. Dumt. Jeg må sige, at jeg er en smule angst for sondemad og vil kun have det, når jeg er vågen.

Lungebetændelsen har tappet voldsomt mange kræfter fra kroppen. Samtidig med at jeg har spist for lidt, er kilo’ene igen faldet. Buh... fra Skejby er jeg nu overflyttet til genoptræningsstedet Vikærgården, Risskov, Aarhus.
Her er fokus på de helt basale ting. Kost og ernæring fylder mest lige nu, da jeg lige skal tilbage på rette spor! Jeg får specialkost, gratineret kost – alt er blendet – og drikkevarer med fortykkelsesmiddel. Mystisk at jeg ikke må få favoritmad som for eksempel pizza, kage og chokolade.

Positiv indstilling: Jeg må snart spise normalt igen!

Solskins- og håndsprittede hilsner herfra - jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe og at I alle kommer godt igennem tiden.

 

Juni 2020:

MEN nu er der solskin og lys for enden af tunnelen!

MENNESKER!! Jubiii... åh, hvor de været savnet.
Corona-hysteriet virker i den grad til at have lagt sig - i hvert fald her i Aarhus. Mange steder som forlystelsesparker, fitness centre, kulturelle steder og endnu flere er genåbnet - selv vores Fuglsangcenter har fået grønt kort til at slå dørene - om lidt kommer vi. 

Forsamlingstallet er øget fra 10 til 50 personer (indtil 8. juli). Derefter må vi se, om forsamlingstallet stiger yderligere - jeg håber. Men det kræver, at vi stadig overholder retningslinjerne. Corona-smitte er stadig iblandt os. Der er netop kommet melding om ny smitte på et plejehjem og i nogle skoleklasser i Nordjylland. Og tilmed er der ny registret corona-virus ved nogle danske minkfarme, hvor flere af dyrene må aflives. Æv! Vi må ikke glemme, at Corona stadig er i blandt os.

Mange dage sker der ikke så meget her. Jeg NYDER solen og det gode vejr - og møder lidt flere af naboerne - alle sammen søde ældre mennesker.
Lidt for meget nydelse i solskinnet gør mig dog krabbefarvet.

FDDBU

Sidste lørdag lykkedes det endelig at gennemføre et møde i FDDB’s Ungdomsudvalg. To af vores unge kunne mødes i H-huset sammen med tolke og os to fra Jylland var med via Skype. Ilse Bellamy var også med i en times tid. Det var kaotisk at få Skype til at fungere, men det var herligt at se folk igen! Og dejligt at kunne lave noget planlægning. Det giver virkelig håb om, at FDDBU kan mødes igen til en sej weekendtur i Fredericia efter sommeren.

Vi LEVER...

Erfalederne har i dag modtaget forholdsregler fra sekretariatet for at kunne holde erfamøder igen.
Vores lokale er endnu ikke åbnet, men hvad er bedre end at mødes ude i den frie natur, når solen skinner, når himmel er blå, og når der er masser af varme!

Et lille antal deltagere fra min erfagruppe mødtes i går til en gåtur i Marselisborg Mindepark.
Mindeparken er en smuk grøn oase på ca. 27 hektar lidt syd for Aarhus centrum. Parken blev indviet 5. juli 1925 af Kong Christian den 10.
Parken ligger i et område mellem Marselisborg Slot og Aarhus Bugt.
I parken er der snorlige stier, smukke blomster og træer fra hele verden.
Navnet “Mindepark” stammer fra parkens oprindelige formål, som var at samle udenlandsdanskere, når de var på besøg i hjemlandet. Der er sidenhen opført et stort cirkulært kalkstens-monument (indviet i 1934) for de faldne danske soldater i 1. verdenskrig (1914-1918). De fleste soldater var dansk-sindede sønderjyder under tysk værnepligt. Der er indhugget 4140 navne på faldne soldater samt fire store relieffer, der symboliserer:
Udmarchen, Krigen, Freden og Hjemkomsten.
Smukt. Jeg har set det tidligere, men denne gang var det en helt ny oplevelse ovenpå mediernes opfriskning og fejring af 100-årsdagen for Sønderjyllands genforening.
Det nye i Mindeparken var netop en stor sten med teksten: “Sønderjyllands Genforening med Danmark 1920 -2020”. Over teksten pryder Sønderjyllands Amts våbenskjold efter 1920 - de to slesvigske løver, som holder en Dannebrogs-vimpel.

Ditte, Dorte og Stine ved den nye mindsten

På billedet står Dorte Eriksen, Stine H. Lorenzen og jeg ved den nye sten.
Vi blev enige om, at stenen symboliserer vores lille erfagruppe med budskabet GENFORENING. På grund af Corona-virussen har vi ikke set hinanden siden sidst i februar. Det føltes som lang tid uden vores sluddersladder - ja nærmest som 100 år siden, vi har mødtes sidst.

Vi mødtes i Mindeparken kl.11, snakkede, spiste medbragt frokost og gik en tur. Tilbage igen ved starten spiste vi Dortes hjemmebagte mums-kager og købte kaffe og vand i parkens lille is-café.
Kl.14 skiltes vi og ønskede hinanden en rigtig GOD sommer - ih nogle skønne timer.

Vi må gerne mødes med folk nu igen, bare vi følger retningslinjerne - så det er bare med at aftale noget! I søndags lykkedes det at invitere min mor og far, veninde Marie og hendes forældre til kaffe og masser af KAGE. Marie og jeg har delt lejlighed sammen i studietiden her i Aarhus fra 2009 – 2015, og vores forældre fik også et fint bekendtskab. Det er mega-hyggeligt at samles allesammen et par gange om året. Denne gang med fire forskellige kager... mit kage-elskende-hjerte synes, det er SKØNT med et stort udvalg samt at leve af kagerester tre dage derpå.

Solskins- og håndsprittede hilsner herfra.
Jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe, og at I alle kommer godt igennem tiden.

 

 

Fortsættelse af ‘hverdage i Corona-tiden fra en ung døvblinds perspektiv’

Hjemmedag nr. 78 - uge 22 - torsdag - vi er her endnu...

SHOPPING! Juhuuu. Butikkerne er åbne igen. Og det gælder også mange andre steder i kulturlivet, forlystelsesparker, sporten, flere jobs og skolebørn er igang igen. Grænserne er delvist åbnet op. Nu mangler vi næsten bare foreningslivet og FDDB!

Shopping på anderledes vilkår - hold da op hvor skal alt sprittes af, og hænderne skal sprittes fra butik til butik. Men jeg har været ude at shoppe i to dage: Tak til regeringen og de politiske partier - nu har jeg det meget bedre med nye sandaler og lir i skabene.
Og Marie og jeg har testet én restaurant indtil nu. Der er ligefrem skilte på bordene: 'Her er rengjort, og du kan godt sætte dig.' 
Det virker altså lidt hys, men vi kan sikkert godt vænne os til det - det er nok renlighed, der er kommet for at blive.

Men jeg mærker også, at Corona-situationen er faldet. Folk tør igen gå tættere på hinanden. Også inde i supermarkederne springer folk ikke til side eller rundt imellem hinanden. Skønt, hvis det hele dæmpes med tålelige forbehold.

Her hos mig går det fint.
Hjemmeplejen har skruet ned for mundbind, handsker og forklæder, men visirerne bruges lidt endnu.
Min genoptræning er startet stille op igen med nye folk i manegen. Corona-tiden med total STOP for kommunal træning har fået konsekvenser og sat tingene i bakgear for mig. Jeg håber, det kan trænes tilbage igen, da vi var nået et godt stykke fremad med muskler, arm- og håndkræfter. Jeg er tilbage på at kunne løfte et 1/2 kg. Det er ikke engang nok til at løfte en liter mælk. Alternative løsninger tages i brug som kopper i vasken, og mælken hældes langsomt over. Ting tager tid og tid har vi stadig masser af.

Jeg har siden sidste år kæmpet med for lav vægt og for lidt mad pga skadet synkefunktion. Jeg følte enten, at mad og drikkevarer sad fast i halsen, eller også endte jeg i et hosteanfald.

Jeg har arbejdet sammen med hjemmeplejen, fysioterapeuter, ergoterapeuter, med strømstimulering og diætister. Det var stadig ikke nok, så nu for to uger siden har jeg fået anlagt en mavesonde. Det fungerer ok, stadig kommer sygeplejersker ved middagstid og ved aftentid for at give næring... Det VIL jeg selv lære at gøre. Jeg kan ikke have folk rendende så meget! Og når FDDB starter kurser og ungdomsweekender, så VIL jeg med UDEN en hær af folk til at hjælpe.
I morgen skal jeg undervises i en sondepumpe, der næsten gør arbejdet selv. Jeg skal lære at koble til og fra, og finde ud af hvilke knapper, der skal trykkes på. Mon ikke jeg negler den?! Med en mavesonde kan jeg stadig spise det, jeg har lyst til - hurra for kage og chokolade... og kaffe!

Erfagruppens gåtur sidst blev aflyst pga dårligt vejr og ingen læskure i den park, hvor vi skulle have gået. Vi har aftalt at rykke gåturen til juni, det skal nok lykkes!

Nu er det snart Pinse, så jeg ønsker jer alle nogle dejlige dage, måske ovenikøbet i samvær med familien og venner.

Solskins- og håndsprittede hilsner herfra - jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe, og at I alle kommer godt igennem tiden.

 

 

Hjemmedag nr. 60 - uge 19 - søndag - vi er her endnu...

Sidste uge var jeg nærmest kun indendøre, da det regnede udenfor. Jeg arbejdede på en digital fotobog med billeder fra venners ferie sidste år. Deres ferie gik til Borneo. Der er 640 fantastiske fotos at designe med. Fotobogen, der laves på computer, sendes til print via internettet, når det hele engang er færdigt. Det er afslappende for mig at arbejde med, men også kreativ-hjernegymnastik!
Fotobogen tager mig nogle måneder at lave, da jeg elsker at komme ud i solskinsvejret, når det er her. Fotobogen er til kolde- regnvejrsdage.

Fra i dag mandag åbner det danske samfund mere op - juhuuu - vi skal selvfølgelig stadig følge forholds- og afstandsreglerne: max 10 personer samlet og 1-2 meters afstand!
I fase 2 åbner: butikker og storcentre. Fra 18. maj skal de større børn 6.-10. klasse i skole, og efterskoleelever må vende tilbage.
Restauranter og caféer må åbne... og den professionelle idræt, som fx Superligaen må genstartes allerede nu ... der er fokus på menneskets trivsel frem for samfundsøkonomien - den tanke kan jeg godt lide. Stadig er der intet nyt om grænseåbningen, men statsminister Mette Frederiksen har lovet os en ny melding senest 1. juni. Vi skal glæde os over situationen nu - resten skal nok komme.

Her hos mig har der i denne uge været fødselsdagsfejring. Min far havde fødselsdag sidst i april, min veninde Marie i starten af maj, og min lillesøster 8. maj. Tju-hej, hvor har det været hyggeligt og givet masser af kage. Marie kom hos mig med kage, kage og mere kage... og vi skulle også teste noget mystisk slik. Det var nærmest spis-til-du-segner.

I fredags holdt vi familie-fødselsdag her i min lejlighed for far, mor og lillesøster. Lillesøster havde selvfølgelig også sin kæreste med, men vi var stadig kun fem personer samlet. Det var virkelig tiltrængt og skønt, for vi har ikke været samlet hele familien siden starten af marts. Selvom vi kan se hinanden over videotelefoni, så kan det ikke måle sig med at mødes fysisk med venner og familie.

Og mere fejring: Mandag 4. maj var det 75 år siden, at Danmark blev frit efter fem års tysk besættelse. Rigtig mange mennesker satte tændte stearinlys i vinduerne - et mindeværdigt symbol på, at de danske byer igennem fem år lå hen i mørke om aftenen, men natten 4. maj kom der igen lys.

De danske tv- og radiokanaler har også vist mange film og serier baseret på 2. Verdenskrig. Det hele kulminerede med tv-shows og musik på DR1 og TV2 4. maj om aftenen, og jeg så selvfølgelig med.

Meget er anderledes i vores Corona-nedlukningstid, men jeg tror ikke, at det kan sammenlignes med krigens mørke og rædsler! I disse tider er vi adskilte ja, men ikke forfulgte eller mangler livsvigtige ting. Min Erfa-gruppe ’Midt- og Nordjylland Tegnsprog’ er begyndt at røre lidt på sig igen. Erfagruppen er lille. Vi er 6-7 døvblinde og med ledsagere og kontaktpersoner er via ca. 10 personer. Vi er i gang med at planlægge en gåtur ud under åben himmel, og det skal nok lykkes. Vi savner i den grad at mødes og få inspiration og inputs til dagene.

Solskins- og håndsprittede hilsner herfra!

Jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe og at I alle kommer godt igennem tiden.

 

Forsættelse af ‘hverdage i Corona-tiden fra en ung døvblinds perspektiv’

Hjemmedag nr. 46 - uge 17 - søndag - vi er her endnu...

Danmarks samfund åbner stille og roligt mere op. Flere børn er tilbage i vuggestuer, børnehaver og skoler. Flere voksne er tilbage på job. Masser af håndvask giver ødelagte hænder. Hænderne er tørre, og mange søger råd om hjælp - hvad skal vi gøre, og hvilken håndcreme anbefales?
Der kan bruges mange penge på diverse håndcremer, eller man kan prøve med et husmoder-trick med ingredienser, vi ofte har i køkkenet. Du skal bruge:

2 tsk olivenolie
1 tsk flormelis

Sådan gør du:
1. Begynd med at varme olivenolien i nogle sekunder. Bland flormelisen i.

2. Smør hænderne ind i din hjemmelavede håndcreme, når den er kølet af. Gerne lige inden sengetid.

3. Tag et par bomuldsvanter på og sov med vanterne på hænderne natten over, så olien absorberes ordentligt ind i huden. Hvis det bliver for klæbrigt, kan du tørre overflødigt olie af med et håndklæde.

Jeg har prøvet og det virkede her! Mine hænder blev i hvert fald bløde og dejlige igen.

April måned er næsten slut. Jeg synes, tiden går virkelig hurtig. Det gode vejr har stået på længe - skønt! Og nu er det også blevet varmere. Flere folk sidder ude ude og  glemmer afstandsreglerne - eller er ligeglade med reglerne. Reglerne siger stadig, at max 10 personer må være forsamlet på ét sted. Det har ført til, at politiet er mere ude at advare og observere. Der kan gives bøder, og på enkelte offentlige områder er der etableret forsamlingsforbud. 

Her i Aarhus har jeg bemærket, at mange nyder solskinsvejret i Den Botaniske Have. Lidt for mange mennesker samles. De griller og drikker kolde bajere på deres picnic-tæpper. Her hos mig har vi en fælles-terrasse i gården, Oasen, hedder den, og på solskinsrige dage sidder der altså også over 10 personer sammen dernede. Vi skal stadig passe på os selv og hinanden og undgå smitte - også selvom vejret er forrygende!

Her hos mig er der nærmest kommet noget hverdag over den mystiske corona-tid. Jeg har vænnet mig til den, og synes ikke den er så meget anderledes end mine 'normale' hverdage. Dog ser jeg stadig langt færre personer, og der er ingen rigtige møder, arrangementer eller træning.

I tirsdags mødtes min veninde Marie og jeg til en gåtur på en af de store kirkegårde her i Aarhus. Der var kun få folk. Det var nyt terræn for mig at øve elkørestols-kørsel på. Marie tager ikke ud, uden at have fyldt en pose med hjemmebagte hapsere eller kage - hurra! at få lov til at være forsøgskanin til hendes smagsprøver.

April og maj betyder fødselsdage både i familien og min veninde Marie. I år er alle gaverne bestilt via web-handel, og jeg synes, jeg har været Aarhus V rundt i pakkeræs! Jeg har fået set nye steder og er blevet opdateret på tilgængeligheden i området - høhø, det er ikke altid lige til. 

I denne måned har jeg prøvet:

Dao til adresse
Dao til pakkeshop
GLS til adresse
GLS til pakkeshop
Postnord til adresse
Postnord til pakkeboks
Postnord til nærboks og
Postnord til postbutik

Jeg kan nok bedst lide Dao til adresse - nøjjj de er hurtige til at levere varene, MEN jeg ser meget frem til, at de fysiske butikker åbner igen. Mit shoppe-gen hungrer! Så når lokalbutikkerne åbner, så boycotter jeg web-handel.

Nu er det tid til kaffe og chokolade - smiler!

Solskins- og håndsprittede hilsner herfra

Jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe, og at I alle kommer godt igennem tiden.

 

 

 

19. april
Hjemmedag nr. 39 - uge 16 - søndag - vi er her endnu...

Så er det danske samfund begyndt at åbne igen - hurra - Vi mærker mere liv i trafikken og på gaderne.
De mindre børn blev sendt i vuggestuer, i børnehaver og i skole igen i onsdags med en helt ny hverdag. Skiftehold og der vaskes hænder til den helt store guldmedalje. På bagsiden af medaljen advarer børnepsykiaterne om at holde øje med tvangstanker og OCD mod bakterier og ekstrem håndhygiejne.

I fredags slog også nogle ungdomsuddannelser dørene op igen. Jeg tænker, at det kommer til at gå fint, for fra på mandag har yderligere flere virksomheder og liberale erhverv som fx frisører, fysioterapeuter, tandlæger, kiropraktorer, køreskoler med flere fået lov til at åbne igen.
Vores adfærd afgør hele tiden genåbningen. Stiger smittetallene, så må der lukkes ned igen... Vi håber på det bedste, men har stadig ikke set smittetallene fra påsken. Caféer, restauranter, højskoler og efterskoler må fortsat holde lukket, da sundhedsministeriet vurderer, at vi bliver for mange mennesker samlet på ét sted. Jeg håber foreningslivet snart må lukke op igen - dermed også FDDB!

Et af ugens højdepunkter var torsdag 16. april, hvor hendes majestæt dronning Margrethe II fyldte 80 år. Selvom man er dronning, må man blive hjemme og fejre sin fødselsdag der. Al gallafest og fødselsdagsfest var aflyst. Dronning Margrethe befandt sig på Fredensborg Slot, men rundt om i landet var der lavet små arrangementer til ære for fødselaren. For eksempel havde en sportsforening via internettet arrangeret en 8,0 km lang løbetur, gåtur, cykeltur, rulle-, ride- eller rotur, som man selv skulle foretage med sine nærmeste. Ved at tilmelde sig arrangementet, støttede man automatisk de Danske Hospitalsklovne med 8 kr. pr. deltager. På deres hjemmeside kunne man så selv printe diplomer og medaljer. Det var en sød tanke. Jeg var desværre ikke selv med, men jeg så at nogle af mine venner havde deltaget sammen med deres familiemedlemmer. I løbet af dagen viste tv-kanalerne tidligere udsendelser med Dronning Margrethe, og der var fællessang kl. 12.

Dronning Margrethe havde på forhånd frabedt at få tilsendt blomsterbuketter. I stedet skulle man sende blomster til ældre og ensomme i vores samfund - en meget smuk tanke af en, jeg synes der har fortjent titlen: “Verdens bedste dronning”.
Hendes majestæt holdt en smuk tale i tv kl. 19, og om aftenen blev hun fejret af de nærmeste i familien. Gad vide om den store kongelige fødselsdagsfest udsættes til senere på året. Stort TILLYKKE herfra.

Her hos mig er hjemmeplejen begyndt at tage det mere roligt. Nu er det oftest nok med sprittede hænder. Det sterile udstyr fra top til tå er faldet, og det er blevet mere menneskeligt igen. Når jeg er ude at handle, hopper folk dog stadig fra side til side for at holde afstand til hinanden.

Jeg kan stadig fint få tiden til at gå - jeg har nærmest fundet rutiner i de mystiske hverdage, og det kører. Udfordringer skal stadig findes, og jeg øver mig stadig i at køre i forskellige omgivelser. I mandags trillede jeg en tur ud til min veninde Marie. Det var første gang, jeg tog den 2-3 kilometer lange tur i min el-kørestol. Og der var udfordringer nok!

Nogle steder blev fortorvet så smalt ved busstoppestederne, og skraldespandene stod midt på fortorvene, så jeg var nødt til at køre tilbage til nærmeste kryds, krydse vejen og håbe på, at tilgængeligheden var bedre på den anden side ad vejen.

Jeg nåede ud til Marie - jubiii, det tog 45 minutter. Marie bor på 2. sal i et ældre lejlighedskompleks. Der er trapper og ingen elevator, så vi mødtes i gårdhaven til en sludder og kagehygge. Altid så afslappende og hyggeligt. Hjemturen var noget nemmere, da jeg nu havde styr på fortorve og vejene.

Humøret her er i top. Vejret er solrigt og friskt, og så længe der er kaffe på kanden og chokolade inden for rækkevidde, så går alt her.

Solskins- og håndsprittede hilsner - jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe, og at I alle kommer godt igennem tiden.

 

 

 

 

Hjemmedag nr. 31 - uge 15 - lørdag - vi er her endnu...

Påsken er skudt i gang. Den mest mystiske og stille påske nogensinde, ifølge mig. Mange plejer at mødes med familie fra nær og fjern til påskefrokoster. Det er aflyst i år. Kirkens vigtigste højtidsdage er også aflyst eller udsendes digitalt.
Her hvor jeg bor, kommer sognets Folkekor og synger påsken ind via fællessang i gården kl. 15 - super initiativ. Os beboere kan stille os ud på svalegangen, lytte med (hvis man kan høre) og skåle med.

Der er nu gået en måned, siden regeringen startede nedluknings-tiltagene. Hvor vildt, at vi oplever denne sære tidsperiode i vores liv. Vi savner sikkert alle det sociale liv og de normale hverdage. Selvom tiden er meget anderledes. Der er så meget 'hold afstand' og alene-tid, og så oplever vi også fantastiske hjælpende hænder. Bare det at folk hjælper hinanden med de praktiske ting: Rengøring, indkøb, luftning af kæledyr, havearbejde osv. Det varmer at læse om frivillige folks tiltag.
I denne tid hylder vi sygeplejersker og læger - der er så mange hverdagshelte og heltinder, der bør hyldes!

Smittetallene begynder at stabilisere sig, og regeringen begynder at forsøgs-åbne samfundet igen.
Fra 15. april starter vi med at sende mindre børn i vuggestuer, i børnehaver og børn 0.-5. klasse sendes i skole.
Jeg ved godt, at vi skal starte oplukningen et sted, men lige at starte med børnene, synes jeg er lidt ambivalent. Børnene har selvfølgelig de stærkeste immunforsvar, men de forstår ikke 'hold afstand-reglerne. Og de kan ende med at slæbe en del virus med hjem. Jeg er lidt spændt på at se, hvad der sker -  jeg håber bestemt ikke at smittetallene stiger.

Her hos mig går det stille og roligt. Jeg kan sagtens finde på noget hver dag, men sommetider MÅ jeg bare mødes lidt med folk. I søndags hyggede min veninde Marie og jeg nogle timer sammen i naturen med 'hold-afstands-kagetapas'. Marie bagte amok: Boller, kager og skumfiduser. Den søde tand dansede for vildt! Og MEGA-dejligt at ses igen. De små stunder holder humøret HØJT i flere dage.

I onsdags kom mine forældre til Aarhus. Det var HERLIGT igen med kendte mennesker omkring mig. Selv FaceTime med videotelefoni kan ikke slå et rigtigt menneskeligt selskab! Vi var stadig hele tiden på afstand.

Vejret var forrygende, så vi kunne sidde ude i solen med kaffe og mums-jordbærtærte. Mit års første stykke jordbærtærte - jubiiii, det er næsten ubeskriveligt med jordbærrenes lidt syrlige smag kombineret med den lyserøde søde gelé, mazarinbunden og chokolade - forhåbentlig ikke årets sidste jordbærtærte.

Jeg bor tæt på Den Botaniske Have i Aarhus. Havens træer og blomster er ved at springe ud. Hver gang jeg er derovre, er der nye planter, der er sprunget ud. Det dufter lifligt af forårsblomster, jeg elsker det. Stierne er snoede og hyggelige, og jeg hev mor og far med på en gåtur over i haven. Der var en del andre mennesker i haven, der sad på tæpper og nød solskinnet. Man kan se Den Gamle By udefra, og aldrig har jeg set den så tom. Der plejer at være masser af liv derinde og mange turister. Det var virkelig en trist forladt by.

Hjemme igen fra gåturen besluttede vi at støtte det lokale pizzaria og købte to pizzaer med hjem. Sikke en SKØN dag.

Angående min egen træning så er jeg nødsaget til at holde igen. Jeg er vant til at få masseret ryggen og nakken én gang om ugen. Sidste gang jeg fik massage var 5. marts - nu går det ikke længere uden. Mine ben bliver stive, min ryg sidder fast, og der opstår nervesmerter rundt i kroppen. Vi skal bare lige henover påsken, så kan jeg kontakte fysioterapeuten, neuro-fysioterapeuten og ergoterapeuten igen - om ikke andet, så i hvert fald som 'kritisk-behandling'! Det bliver okay igen.

Håndsprittede hilsner herfra - jeg håber, I kan holde modet og humøret oppe, og at I alle kommer godt igennem tiden.

På gensyn ved næste blog-indlæg fra mig   :)

 

 

6. april 2020

Jeg hedder Ditte, er 31 år og bor i Aarhus. Jeg har diagnosen Neurofibromatosis Reckling von Hausen type 2 (NF2), der giver godartede tumorer på nervebanerne rundt i kroppen. Sygdommen har ødelagt hørelsen, synet på venstre øje, nedsat synet på højre øje og sidst ved to rygoperationer har det ramt nogle funktioner i hænder, arme og ben. Jeg har siddet i el-kørestol siden sommeren sidste år. Mange livsomstillinger er taget i brug, men det får mig ikke ned med nakken!

Det er upraktisk med Corona-virussen. Det tager vildt overhånd! Og selvfølgelig bliver det taget alvorligt. Bliv hjemme, mød ingen, vask og sprit hænderne.

Mine dage starter for tiden med ‘Morgensang’ på DR1 kl. 9.05 og i weekenden kl. 10 med Philip Faber, der er dirigent. I programmet vækkes kroppen, stemmen varmes op, han spiller og synger så hjerteligt og charmerende. Jeg er helt døv og kan hverken høre melodier eller sang, men blot at se sangteksterne igen sender mig flashback til folkeskolens hyggelige morgensang. Danske sange og for mit vedkommende næsten glemte tekster. Det er en god og glad måde at starte dagen på.

Jeg er ikke ramt af Corona-virus, men jeg har på fornemmelsen, at området, hvor jeg bor, er lidt en farezone med ældre og svækkede mennesker. Hjemmeplejen kommer hver dag. De siger, at flere er syge, og før de går ind, ifører de sig plastikforklæde, handsker og væbner sig med håndsprit. Det næste bliver vel mundbind og hætte. Til sidst kommer de måske i astronautdragter!

Jeg tager det alvorligt, det med Corona-virussen, men der skal også være plads til grin og latter. Grin og latter er jo godt for immunforsvaret!

Al min kommunale genoptræning er sat på stand-by, så det er med at hitte på noget træning selv. Jeg øver mig i at komme fra nattøj til almindeligt tøj og få fodskinner og sko på selv. Det er besværligt, når jeg sidder i el-kørestol. Da jeg startede øvelserne i uge 11 tog det ca. 6 timer - men juhuuu det lykkedes - det stædige lyserøde æsel (mig) giver ikke så let op! I denne uge (uge 13) har jeg iført mig tøj, fodskinner og sko på 1 times tid. Meget bedre - det går den rigtige vej. Øvelse gør mester!

Jeg har endnu ikke behov for kontaktperson i hverdagen. Jeg bruger kontaktperson, hvis jeg skal nye steder hen, men lige nu kommer jeg ikke meget rundt. Jeg handler fortsat selv, og hvis det drejer sig om større indkøb, kan jeg tilkalde min lillesøster Rikke i bil, der bor tre km herfra. Så mangel på kontaktperson har jeg ikke oplevet endnu.
Ellers er jeg den introverte type og vant til at være meget alene. Jeg bor alene og kan nemt hygge mig i eget selskab med tv, film, tv-serier, romanlæsning, lave digitale fotobøger, og så er jeg ude at trille en tur hver dag for at få luft og D-vitaminer. Og hvor har vejret været dejligt de sidste mange dage med frisk luft, blå himmel og solskin. Træer og blomster springer ud - det dufter forrygende af forår.

Det kan godt være, vi lever i en digital tidsalder med FaceTime, Skype, videotelefoni mv. Jeg bruger lystigt af teknologiens mange muligheder til at kontakte folk, men hvis jeg begynder at savne noget, så er det alligevel familiens og vennernes nærhed, almindelige hverdage, FDDB-arrangementer, erfa-møder og café-ture.

Råd til andre døvblinde

Mist ikke modet. Der er så meget at sætte pris på. Omgiv dig med ting, du holder af. Parfume, duften af dagens første kop kaffe, et stykke chokolade, en kage, smagen af frisk frugt, naboen der kommer uventet forbi med en liter is, bare fordi han lige vil tjekke om alt er ok, tidligt forår, solskinsvejr. En besked fra en gammel veninde, jeg ikke har set i lang tid, eller at jeg selv har god tid til at skrive til venner nær og fjern. Listen er uendelig.

Håndsprittede hilsner herfra - jeg håber I alle kommer godt igennem tiden.

Læs flere blog-indlæg her
Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK