Action weekend
Danhostel, Aarhus City
Tilmelding til Action weekend - klik her
Kom og vær med til årets drøn af fart, spænding og sjove udfordringer sammen med andre døvblinde, som også ønsker at udvide deres personlige grænser.
Temaet for Action Weekend 2023 er:
Kommunikation, samarbejde og personlige udfordringer med stort fokus på samvær. Hvis du har mod og lyst til at prøve at være med, så tøv ikke med at tilmelde dig!
Action Weekend foregår i Aarhus-området. Vi skal bo på Danhostel Århus City og derfra tage ud til de forskellige aktiviteter. Det er også på Danhostel, vi spiser de fleste måltider og hygger os sammen efter dagens oplevelser.
Aktiviteterne på årets Action Weekend bliver:
- Sejlads med RIB boat, som er en hurtig båd med fart og skumsprøjt. Vi sejler ud til en ø i Aarhus bugt, hvor vi skal prøve vikinge-lege som øksekast og andre sjove ting. Her vil vi også lave mad over åbent bål og hygge os sammen.
- Rappelling, som er tovklatring ned fra høje tårne og ramper.
- Paintball, et skyde-rollespil, hvor man skal ramme hinanden, men bliver vakt til live igen.
- Tømmerflåde-bygning og tømmerflåde-race.
Alle aktiviteterne kommer til at foregå på samme vilkår, som hvis vi var seende og hørende. Der bliver fuld fokus på sikkerheden under afviklingen. Som døvblind deltager skal man enten være helt selvhjulpen eller have en kontaktperson eller tolk med, som kan agere ens øjne og ører.
Alle aktiviteter foregår udendørs, så mød ikke op i balletsko, men med praktisk udendørs tøj og fodtøj, der kan tåle at blive vådt og snavset.
Transport frem og tilbage til aktiviteterne kommer enten til at foregå via offentlig bus eller letbane evt. med 10 - 15 minutters gang. Transport til aktiviteterne er inkluderet i Action Weekend-prisen.
Pris for Action Weekend: 2.000 kr.
Tilmeldingsfrist: 3. april
Tilmelding via link her på siden eller ved henvendelse til FDDBs sekretariat på:
Tlf. 36 75 20 96
fddb@fddb.dk
Kursusledere: Sandie Tvergaard og Henrik A. C. Jørgensen
På gensyn!