Sommer- og landsmøde

Hotel Opus, Horsens

 

Tilmelding til sommer- og landsmøde - klik her

 

Årets sommer- og landsmøde holdes igen på Hotel Opus i Horsens.
Der tilbydes tre udflugter. Man vælger den udflugt, man helst vil deltage i. Vi kan ikke garantere, at alle får den ønskede udflugt, men vi gør vores bedste, for at I får en god oplevelse.

Deltagerbetaling

Deltager man kun i landsmødet tirsdag 25. juni kl. 10 - 17, er det gratis at deltage.
Det koster 2.000 kr. for FDDBs medlemmer at deltage i sommermødet inkl. udflugter, festmiddag og rejseudgifter. Den fulde pris er 5.000 kr., men FDDB giver et tilskud på 3.000 kr. pr. medlem. Der kan søges om at få det fulde beløb til sommermødet dækket. Læs mere i Medlemsnyt 2. Der søges refusion for kontaktpersonens udgifter.


Fælles transport

Der vil være fællestransport fra København med opsamlingssteder undervejs. Den ene bus starter i København og samler op i Valby, Høje Taastrup og Slagelse, hvorefter den kører direkte til Hotel Opus i Horsens.
Den anden bus starter i Odense og samler op på Ulleruphus og Horsens banegård, hvorefter den kører direkte til Hotel Opus.

Der vil være opsamling på Horsens banegård for de, der kommer fra Jylland. Sæt kryds i tilmeldingsskemaet for at oplyse, hvor du vil stå på bussen. Vi forventer, at busserne ankommer til Hotel Opus om mandagen kl. ca. 12. Der vil være afgang igen fra Hotel Opus om torsdagen kl. ca. 9.40. Husk at være ved bussen i rette tid. Rejseudgifter dækkes efter billigste offentlige transportmidler.


Tilmelding

Tilmeldingen er bindende med sidste frist 29. marts. Endeligt program for dagene samt deltagerliste udsendes senest 14 dage før.


Faciliteter på Hotel Opus

I år har arbejdsgruppen prioriteret lidt mere frihed i sommermødets program. Det sker på baggrund af tilbagemeldinger fra sidste sommermøde. Der vil være mere tid til at bruge hotellets faciliteter. Hotel Opus har en hyggelig lobby, hvor det er muligt at samles i sofa-grupper og nyde en snak. Det vil også være muligt for talebrugere at få en lille hygge-snak på tegnsprog i en tegnsprogs-café. På hotellet findes også et træningsrum med løbebånd og cykler for de meget aktive. Endvidere har Opus et dejligt wellness-rum med sauna, varmestol, fodbad og dampbad, hvor man kan slappe af samt golfsimulator og mulighed for at spille minigolf. Ikke langt fra Hotel Opus ligger Aqua Forum, et stort vandland.


Udflugter

I år er der tre udflugter, som alle er i nærheden af Horsens.


1. Danmarks Industrimuseum (ca. 10 min. i bus)

Industrimuseet var en stor succes på sidste sommermøde. Her kan man opleve gamle dage. I museets værksteder vises håndværkets og industriens historie. Museets faste udstillinger er bygget op som miljøer, der fortæller 150 års historie med fokus på produktion, levevilkår og finansiel udvikling. Der er mulighed for at dufte, føle og røre, hvilket bringer erindringer fra den tid frem.  
Museet er ikke velegnet for kørestolsbrugere, da ca. 40 % af museets udstillinger ikke kan beses med kørestol. For at komme rundt på hele museet er det godt at være mobil, da der er en del trapper.


2. Boller Slotshave (ca. 20 min. i bus)

En dejlig have/park, som hører til Boller Slot (der er ikke adgang til slottet, som nu er lavet om til lejligheder). Haven er smuk og indeholder mange slags pryd- og nytteplanter samt æbletræer og en japansk anlagt have. Mest kendt er den ca. 1000 år gamle og stadig levende Boller-eg. En guide vil fortælle om havens og slottets historie, og vi nyder medbragt kaffe og kage i parken inden turen tilbage til Hotel Opus.
Kørestolsbrugere kan komme rundt i det meste af haven. Sørg for at medbringe relevant dansk sommertøj!


3. Glud Museum (ca. 30 min. i bus)

Østjysk landsbymuseum, hvor man oplever landsbyens gårde og huse og kommer tæt på livet i landsbyen. Man kan fx besøge en fæstebonde eller en kogekones hjem. Museet huser også en stor udstillingshal med landsbrugsredskaber, hestevogne og landhåndværk. Det er muligt at komme rundt i landsbyen i kørestol, dog er der nogle steder pigstensbelægning, og det er ikke muligt at komme ind i alle husene pga. smalle dørkarme og høje trappesten. Sørg for at medbringe relevant dansk sommertøj!


Krambod på sommermødet

I år vil der være en krambod med hjælpemidler, som medlemmer ikke længere bruger, men som man tror, andre kan få glæde af. Så tag dine aflagte mindre hjælpemidler med (ikke fx møbler!)
Sekretariatet sørger for opstilling af kramboden. Overskuddet fra salget går til FDDBs aktiviteter.

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her.
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her.

LUK