Vandrekursus i det midtjyske højland

Fuglsangcentret, Fredericia med ture i det midtjyske højland

Der åbnes for tilmelding, når arrangementet har været annonceret i Medlemsnyt 2

FDDB indbyder til et 3-dages kursus med vandringer i det midtjyske højland og på ruten Horsens - Søvind.

Vi skal bo på Fuglsangcentret. Vandringerne gennemføres uanset vejret. Turlængden er begge dage ca. 14 km. Det er meget vigtigt, at både du og din ledsager kan gå 14-15 km. Det er pt ikke helt afklaret, om der er toiletmulighed undervejs på turen om lørdagen, så man kan være henvist til at træde af bag træer og buske.
Søndag ser det ud til, at det kan lykkes at holde midtvejspause et sted, hvor der er toilet.
Husk rygsæk til madpakke og drikkevarer.
Det er obligatorisk med gode vandresko/støvler. Gå ikke i sandaler, da det øger risikoen for at støde tæerne eller vride om i anklen.
Det er en god ide at have en langærmet bluse og lange bukser med for at undgå brændenælder og myg. Ligeledes er en vindtæt og vandafvisende jakke og regntøj også en god ide at tage med. Hvis du vil have kaffe med på turen, så medbring en termokande.

Om vandreturene

Lørdag 11. juni: Det Midtjyske Højland
Kl. 8.30: Busafgang fra Fuglsangcentret
Turen starter ved forsamlingshuset i Vellinge og går de første 4 km ad en natursti til Bryrup langs en gammel jernbanerute mellem Horsens og Silkeborg. Fra Bryrup vil vi køre med veterantog de næste 5 km til Vrads Station, hvor vi holder frokostpause. Herfra begiver vi os ud på en cirka 10 km lang vandretur i området omkring Vrads. En storslået natur, hvor åbne områder med lyng, skove og fugtige moser med bl.a. porse veksler mellem hinanden. Ca. 3 timer senere samler bussen os op og kører os tilbage til Fuglsangcentret. Vi er tilbage kl. ca. 17.

Søndag 12. juni: Horsens - Søvind
Kl. 8.30: Busafgang fra Fuglsangcentret
Turen starter ved den gamle jernbanebro ved Nørresø og går langs en nedlagt jernbane, der er lavet til natursti. Her har vores guide hevet mange ålekvabber i land, da han var knægt. Med start gennem Stensballe, der i dag er et af de mere eftertragtede boligområder i Horsens, forlader vi Horsens by og går med fjorden på højre hånd og skovene og herregårdlandskabet på venstre side ud langs Horsens Fjord. Godt halvvejs på turen forlader vi kysten og følger den gamle jernbane til Haldrup og går herfra gennem et mere kulturpræget landbrugsland til Søvind, hvor turen slutter. Vi er tilbage på Fuglsangcentret kl. ca. 17.

Turleder begge dage er naturvejleder Leif H. Sørensen, der til daglig er leder og naturvejleder på Trente Mølle Naturskole på Sydfyn.

Praktiske oplysninger

Deltagerpris: 1800 kr.
Rejseudgifter refunderes til billigste offentlige transport.
Tilmelding via kalenderen på www.fddb.dk eller ved henvendelse til FDDB.
Tlf. 36 38 85 92
fddb@fddb.dk
Frist for tilmelding er 1. april
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte
Gerd Nielsen på:
tlf. 24 65 65 69
eller Britta Vestergaard
brittaves@gmail.com

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK