FDDB

Medlemsnyt 4

April 2018

Årgang 34

 

Indholdsfortegnelse

 

FRA FDDB

Internationalt samarbejde

Haptiske signaler for spanske døvblinde

To 25-års jubilarer i FDDB

Interview med jubilarerne

Brugerrådet ved TV 2

OPLYSNINGEN

Udvidet tegnsprogstolkning på TV

Nyt fra Nota

DØVBLINDE-KONSULENTERNE

Mærk foråret

FDDB-UNGDOM

FDDB-ungdoms weekend i Roskilde

ARRANGEMENTER

Klub Vest udflugt

Gåtur fra Nærum til Lyngby

Kig forbi Helsingør når døvblind krydser Øresund i kajak

Gåtur i Helsingør

Weekendkursus for forældre

ERFAGRUPPER

Bornholm

Nordsjælland

København Nord

København Vest

Sjælland tegnsprog

Østsjælland

Vestsjælland

Storstrøm

Fyn

Syddanmark tegnsprog

Sønderjylland

Sydvestjylland

Trekant-området

Midtøstjylland

Midtvestjylland

Midt- og Nordjylland tegnsprog

Nordjylland

NAVNE

Fødselsdage

Dødsfald

 

 

 

FRA FDDB

 

Internationalt samarbejde

 

Af Bjarne Hvidsten, næstformand

 

Foreningen Danske DøvBlinde – FDDB er den nationale døvblindeorganisation i Danmark. Mange af FDDBs medlemmer er aktive og deltager i kurser, sommer- og landsmøder samt møder i de lokale erfagrupper. Foreningen arbejder med politiske mærkesager og prøver at forbedre døvblindes levevilkår og livskvalitet hver dag.

 

DBNSK er DøvBlindes Nordiske SamarbejdsKomité imellem de fem nordiske lande. Alle de nordiske formænd og næstformænd mødes i komiteen en gang om året og udveksler information og erfaringer om vores politiske sager. DBNSK er støttet af Nordisk Ministerråd.

 

EDbU er den Europæiske Døvblinde Union - European Deafblind Union. De fleste europæiske repræsentanter er formænd eller næstformænd fra de europæiske nationale organisationer, og de deltager i generalforsamling i EDbU ca. en gang om året, hvor der vælges fem bestyrelsesmedlemmer. Det er blevet drøftet, om man skal forsøge at få støtte af EU, men det er ikke afklaret endnu.

 

Som noget nyt har EU inviteret repræsentanter fra EU-landene til at deltage i en 1-dags konference i EU-parlamentet i Bruxelles i Belgien i juni i forbindelse med 50-året for Helen Kellers død. Jeg deltager som næstformand for FDDB og ser meget frem til begivenheden.

 

I juni deltager FDDBs formand og jeg som næstformand også i en verdenskonference for døvblinde i Benidorm i Spanien. Den arrangeres af WFDB, som er døvblindes verdensforbund - World Federation of the DeafBlind. De internationale repræsentanter fra de mange nationale døvblindeforeninger deltager ved samme lejlighed i WFDBs generalforsamling, hvor der også vælges bestyrelsesmedlemmer.

 

WFDB modtager ikke støtte fra nogen statslige instanser i verden. Efter generalforsamlingen deltager FDDBs formand og næstformand i den internationale Helen Keller konference, der holdes samme sted. Her deltager også 2-3 andre medlemmer fra FDDBs bestyrelse. Konferencen falder på den 27. juni, som er international døvblindedag. På konferencen er der foredrag, workshops, udstilling, 1-dags udflugt og festival. To af Danmarks repræsentanter vil fremvise FDDBs nye bog og app med haptiske signaler.

 

Internationale aktiviteter

Af øvrige internationale aktiviteter kan nævnes ERCW, som står for Europæisk Rehabiliterings- og kulturuge – European Rehabilitation and Cultural Week. Der har desværre ikke været holdt noget arrangement i 2017, og det overvejes, om den europæiske kulturuge skal indlemmes i EDbU og støttes herfra.

 

ISFDB er et internationalt sportforbund for døvblinde - International Sport Federation of the DeafBlind. Der har heller ikke været nogen arrangementer i 2017. FDDB har skrevet til WFDB for at høre, hvordan ISFDB støttes.

 

Ulandsprojekter

FDDB yder fortsat et stort arbejde i projektet i Nepal, som er økonomisk støttet af DH – Danske Handicaporganisationer.  

 

FDDB vil fortsætte med at samarbejde med døvblindes internationale organisationer og udveksle nyt fra verden og dermed støtte hinanden.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Haptiske signaler for spanske døvblinde

 

Af Dorte Eriksen

 

FDDB fik før jul en henvendelse fra den spanske døvblinde-forening FASOCIDE, som spurgte, om kommunikationsudvalget havde lyst til at planlægge et kursus med undervisning i haptiske signaler for 24 personer fra Spanien. Det sagde vi i udvalget ja til.

 

Den spanske organisation gik derfor i gang med at søge om tilskud fra EU, og det lykkedes dem at få tilskud til både kursus, en del af opholdet og transport fra Erasmus+, som er en undervisnings-fond under EU. Samtidig søgte FDDB penge hos Dansk Blindesamfund om yderligere tilskud, så kursus og ophold kunne foregå på Fuglsangcentret.

 

Vi fik bevilget et flot tilskud fra DBS, og dermed kunne det lade sig gøre at invitere den spanske delegation på 24 personer til kursus på Fuglsangcentret i marts. 

 

Kommunikationsudvalget udpegede en arbejdsgruppe, som kom til at bestå af Peter Ryberg, Charlotte Dohm, Pia Hesse og mig. Vi planlagde i fællesskab tre dages undervisning.

 

I alt kom seks spanske døvblinde samt 18 tolke og ledsagere herop. Af de seks døvblinde var fire af dem tegnsprogsbrugere og to af dem talebrugere, men de kunne også lidt tegnsprog. Tre af tegnsprogsbrugerne var taktilbrugere, og én havde synsrest og kunne aflæse sin tolk på afstand.

 

Peter, Charlotte og jeg fordelte undervisnings-opgaverne imellem os, og Pia stod for de praktiske opgaver og tog billeder undervejs.

 

Kommunikationen på kurset var et helt kapitel for sig. Det foregik sådan, at når jeg underviste på dansk tegnsprog, så var der en dansk tolk, der oversatte til engelsk tale. Det blev så oversat af en spansk tolk til spansk, og derefter kunne de spanske tolke oversætte til spansk tegnsprog. En lang kommunikations-vej, og det gav os mange udfordringer og krævede meget tålmodighed.

 

Undervejs havde jeg selv stor glæde af at modtage haptiske signaler. Nogle gange var min kontaktperson nødt til at udføre to signaler ad gangen, fordi der jo næsten hele tiden blev udført tolkning, og det var rart for mig at vide, hvor lang tid, der blev tolket, og samtidig foregik der andre ting. Fx hvis der var nogen, der grinede, var det rart for mig at vide det samtidig, og dermed fik jeg to haptiske signaler på én gang.

 

 

Det var en stor oplevelse at undervise på dette kursus, og vi var glade for at kunne konstatere, at spanierne fik rigtig meget ud af det og tog hjem med masser af inspiration. Målet er, at de nu vil arbejde på at opbygge og udbrede haptiske signaler i deres eget land med inspiration i de signaler, vi bruger i Danmark. Så det kan vi vist godt tillade os at kalde et vellykket kursus!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

To 25-års jubilarer i FDDB

 

Af Bitten Rasch, Telekommunikation

 

Der er ikke mange, der kan sige, at de har været ansat 25 år i FDDB.

 

Den 1. april er det 25 år siden, Birgit Larsen og Gerd Nielsen blev ansat i FDDB, som teksttelefon-instruktører. Det er godt gået!

 

Igennem 25 år har Birgit og Gerd været nogle af drivkræfterne i Telekommunikation. De har været med på hele rejsen fra starten med de første døvblindetelefoner, som gav døvblinde mulighed for at telefonere og frem til nu, hvor døvblinde efter behov kan vælge forskellige løsninger. Birgit og Gerd har i høj grad igennem alle årene været med til at sikre, at døvblinde ikke tabes i den teknologiske udvikling,

 

Birgit og Gerd har med deres store indsigt i døvblindes udfordringer – og med energi og gejst – været med til at videreformidle information om nye løsninger og give enkel og systematisk undervisning, der har gjort det nemmere for døvblinde at blive fortrolige med nye kommunikationsløsninger.

 

Stort tillykke med jubilæet og en meget stor tak for arbejdsindsatsen gennem 25 år!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Interview med jubilarerne

 

Af Pia Hesse, kommunikationsansvarlig

 

Den 1. april var det 25 år siden, Birgit Larsen og Gerd Nielsen blev ansat i FDDB som nogle af foreningens første teksttelefon-instruktører.

 

Birgit og Gerd er søstre og begge døvblinde. De har i de 25 år brugt mængder af tid og energi på at gøre kommunikationen bedre og lettere for rigtig mange af FDDBs medlemmer i det projekt, der i dag hedder Telekommunikation. De har i imponerende grad fulgt med den teknologiske udvikling og må efterhånden siges at være eksperter i at blive ved med at prøve, indtil et problem er løst. 

 

Vi har spurgt dem, hvordan de i så mange år har kunnet blive ved med at finde gejsten i arbejdet.

 

Hvad fik dig til at gå ind i FDDB og lade dig ansætte i IKT-projektet for 25 år siden?

 

Gerd: Jeg havde ikke tænkt på at arbejde i FDDB på det tidspunkt, da jeg var ansat som omsorgskonsulent i Dansk Blindesamfund. Men Hans Kristiansen ringede og spurgte om det ikke lige var mig.

Jeg kunne ikke sige nej til denne fantastiske chance for at blive uddannet som instruktør. Det lød bare så spændende.

 

Birgit: Jeg blev opfordret til det af en god ven, Albert Palmby, og det lød spændende. Det trak også, at vi fik tilbudt uddannelse, så vi blev rustet til opgaven. 

 

Hvordan var arbejdsforholdene dengang? 

 

Gerd: Vi havde det virkelig godt. Der var altid sådan en god stemning, og alle syntes bare, det var så spændende. Men det var også et nyt område, og der var meget der drillede. Både instruktører og elever kunne føle sig helt håbløse indimellem, og alle kunne let blive i tvivl, om det var en selv eller udstyret, det var galt med.

Jeg glemmer aldrig på første kursus for os kommende instruktører, hvor Ella Schäffer græd af glæde, da hun for første gang kunne telefonere med sin mor.

 

Birgit: IKT-instruktørerne, som dengang hed Telefoninstruktører, blev ansat som timelønnede, og vi fik god støtte af Albert Palmby og Hans Kristiansen, som var ansvarlige for uddannelse og ansættelse af os. Vi var seks, der blev uddannet, og vi havde det sjovt sammen. Vi holdt ugekurser for døvblinde, som havde behov for en døvblindetelefon. Derefter fik han eller hun udstyret med hjem og fik hjemmeundervisning, indtil de kunne det, de havde brug for at lære. 

 

Kan I beskrive den udvikling, der er sket inden for det teknologiske område for døvblinde i de 25 år?

 

Gerd: Det er blevet enklere at telefonere med kompenserende programmer som Zoomtext og punktskrift. Dengang kunne vi kun telefonere og ikke bruge mailprogrammer eller internet, så det er gode fremskridt.

 

Birgit: Det startede med en døvblindetelefon i tre udgaver. En med stor skrift, en logtekst med punkttastatur og en bærbar med punktlæseliste. Målet var at døvblinde skulle kunne telefonere som andre. Senere kom behovet for nyheder og grupper, hvor døvblinde kunne skrive sammen. I dag kan mange døvblinde bruge både stor skrift og syntetisk tale på smartphones og nogle med punktlæseliste. Jeg synes, IT skal udvikles, så det er tilgængeligt for alle og bør kunne tilsluttes handicapkompenserende udstyr som punktlæseliste, Jaws, Zoomtekst etc. Hjemmesider og offentlige servicesider bør gøres tilgængelige, så de også kan anvendes af alle døvblinde, fx borger.dk

Vi har dog holdt fast i IDeksy, som er en nyhedsgruppe på internettet med ren tekst for døvblinde.

 

25 år er lang tid… hvad er det der gør, at du har brændt for området så længe?

 

Gerd: Det betyder meget for mig at være med til at formidle svært stof til andre og opleve den store tilfredshed og glæde hos brugeren, når det lykkes at betjene udstyret med de kompenserende programmer. Vi har som instruktører været med til at teste nye programmer og udstyr, og jeg synes det er fantastisk, at jeg har haft denne mulighed.

 

Birgit: Selvstændigt arbejde, dialogen med andre døvblinde, og det at jeg har fået lov til at være med til at præge udviklingen, samt glæden ved at se at tingene lykkes for andre. Jeg er samtidig stolt af, at FDDB i alle de år har løftet opgaven med at sørge for, at døvblinde ikke bliver hægtet af den teknologiske udvikling. Det er en stor opgave, som projektet altid har værnet om.

 

De næste 25 år…?

 

Gerd: Det kommer an på, hvordan det kommer til at gå helbredsmæssigt, men det vil være godt, at der kommer nye og yngre instruktører.

 

Birgit: Så længe jeg kan bidrage og følge med udviklingen, bliver jeg gerne i projektet. Jeg vil fortsat gerne være med til at udvikle området. Især efter at jeg selv er blevet punktlæser og bruger det sammen med iPhone og iPad, er det spændende at dele den viden, man får med andre. Men det er også vigtigt, at der kommer yngre kræfter, som kunne tænkte sig at blive uddannet som IKT-instruktør i telekommunikation.

 

Et godt råd til unge, der gerne vil gøre en forskel for andre?

 

Gerd: Det er meget tilfredsstillende at arbejde inden for IKT i FDDB. Især hvis du er engageret og vil være med til at udvikle nye muligheder inden for området. Du vil opleve, at du gør dig selv en stor tjeneste.

 

Birgit: Tag imod uddannelse, vær velforberedt, sig fra når du ikke er klar til en opgave, bed om hjælp og vær en god lytter.  

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Brugerrådet ved TV 2

 

Af Anders Fransson og Ditte Sørensen

 

Den 28. februar var der møde for femte gang i brugerrådet for tilgængelighed ved TV 2. Der er endelig kommet gang i nogle konkrete tiltag.

 

Justering af indholdet på Tegnsprogskanalen

TV 2 samarbejder med DR og Døvefilm om Tegnsprogskanalen. Vi fik at vide, at TV 2 har fået tilladelse fra Kulturministeriet til at udvide indholdet på Tegnsprogskanalen. Det betyder, at en nyhedsudsendelse udgår, og at en del af ’Go’ aften Danmark’ vil blive tegnsprogstolket fra 3. april. Det kan du læse mere om andetsteds i dette nummer af Medlemsnyt.

TV 2 modtager meget gerne kommentarer til tegnsprogstolkningen af Go’ aften Danmark.

 

Tilvalgstekster på TV 2 PLAY

Siden 13. marts har TV 2 fået igangsat tilvalgs-tekstning på TV 2 PLAY. Det er i første omgang tilgængeligt for abonnenter og nye programmer fra marts måned samt de mest sete arkivprogrammer. Teksterne er tilgængelige på iOS-platformene (iPhone, iPad og Apple TV). På sigt bliver tilvalgs-tekster også tilgængelige på andre tekniske platforme og muligvis på flere programmer fra arkivet. Tilvalgsteksterne får samme symbol [=] på TV 2 PLAY som på broadcast og på DRs streamingtjeneste DRTV.

 

Visuel udformning af TV 2s tekstning

Brugerrådet har tidligere opfordret TV 2 til at sætte sort bånd bag deres tekster. TV 2 har valgt at holde fast i teksterne som de er nu, da de mener, at det dækker for en mindre del af billedfladen, end hvis man sætter sort bånd bag teksterne. Til gengæld arbejder de på at gøre det muligt for brugerne på TV 2 PLAY at vælge forskellige visuelle udformninger af tekstningen. På sigt vil TV 2 udvide mulighederne, så man fx kan få undertekster, der beskriver lydeffekter samt tekstspor for synshæmmede, der kan læses op af modtagerens hardware.

 

Gener fra underlægningsmusik og lydeffekter

Nogle høreapparatbrugere er generet af lydeffekter i og imellem programmer. TV 2 registrerer alle lydklager og undersøger mulige årsager, når flere seere gør opmærksom på lydproblemer i samme program. Der gennemføres desuden løbende kampagner, både internt i TV 2 og over for de produktionsselskaber, der producerer en væsentlig del af sendefladen, for at sikre høj lydkvalitet.

 

Oplæsning af undertekster og synstolkning

TV 2 har på nuværende tidspunkt ikke planer om at tilbyde oplæste undertekster eller synstolkning, da deres fokus er på tilvalgstekster på TV 2 PLAY. Underteksterne på PLAY kan senere blive udgangspunkt for talesyntese-baseret oplæsning af undertekster.

 

Hvad synes vi i FDDB?

Vi er i FDDB glade for, at der endelig sker konkrete tiltag, og at TV 2 har indført tilvalgstekster på TV 2 PLAY. Når disse tekster er helt på plads, er der håb for oplæste tekster.

 

Har du noget, du gerne vil have, vi tager op på møderne, så kontakt FDDB.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

OPLYSNINGEN

 

 

Udvidet tegnsprogstolkning på TV

 

Landets døve og tegnsprogsbrugere har siden april fået en række nye programmer og tilbud på skærmen. Som et led i både DRs og TV 2s public service-forpligtelser leverer tv-stationerne en række nyheds- og aktualitetsprogrammer, der bliver tegnsprogstolket og udkommer på Tegnsprogskanalen, hvor en tegnsprogstolk oversætter programmet – ofte samtidig med, at det bliver sendt.

 

Blandt nyskabelserne er for eksempel et egentligt nyhedsprogram for døve klokken 18.00 på alle hverdage, ligesom en del af ’Go’ aften Danmark’ fra TV 2 også fremover vil kunne ses med tegnsprogstolkning.

 

I forvejen bliver TV-Avisen klokken 18.30 og TV 2 Nyhederne klokken 19.00 sendt med tegnsprogstolkning på Tegnsprogkanalen, ligesom DR1-magasiner som Horisont, Sundhedsmagasinet, Kulturmagasinet Gejst og Langt fra Borgen bliver vist i en tegnsprogstolket udgave. Derudover byder Tegnsprogskanalen for eksempel også hver uge på det ugentlige døvemagasin Tidens tegn, som DR2 ligeledes sender hver lørdag formiddag.

Tegnsprogskanalen sender 365 dage om året, og der er 15 tolke ansat hos Døvefilm tilknyttet kanalen.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Nyt fra Nota

 

Af Stine Duus Svendsen, teamleder lydproduktion Nota

 

Som led i regeringens beslutning om at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen, er det besluttet, at Nota skal flytte til Nakskov.

 

Lige nu arbejdes der på at finde lokaler i Nakskov, der kan leve op til de krav, Notas funktioner stiller. Derefter skal der udarbejdes en implementeringsplan, og først derefter kan der fastlægges et tidspunkt for flytning.

 

Udflytningen forventes ikke at komme til at påvirke de aftaler, Nota har indgået om produktion af materialer til kunder og samarbejdspartnere. Vi vil selvfølgelig gøre vores allerbedste for at yde den bedst mulige service før, under og efter udflytningen.

Når vi ved mere, vil vi vende tilbage med mere information.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

DØVBLINDE-KONSULENTERNE

 

Mærk foråret

 

Af Malene Strandkvist, døvblindekonsulent

 

Jeg indrømmer, at det lige nu mest er forår på kalenderen, men dagene er allerede blevet lysere og længere. Det nyder jeg. Jeg har fået fornyet lyst til at komme ud og gå lange ture. Til at følge naturens opvågnen. Til at dufte til jorden og blomsterne. Til at se og mærke de små spirer, der folder sig lidt mere ud for hver dag der går. Det giver mig livsglæde at være opmærksom, at stoppe op og bruge mine sanser bevidst.

 

Det er som om, mine sanser bliver vakt til live igen, når der er forår i luften. Forleden stod jeg på en station og ventede på toget. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg mærkede solens stråler brænde på mine kinder. Fuglene kvidrede ivrigt. I buskene bag mig var vintergækker og erantisser spiret frem. Luften var stadig kold. Når jeg gik ind i skyggen, mærkede jeg mange små ujævnheder under mine fødder. Det var nedtrådt og frossen sne, som fejemaskinen ikke havde kunnet komme helt i bund med.

 

Inde under halvtaget var der flere graders temperaturforskel i forhold til pladsen i solen. Jeg skyndte mig tilbage i solen.

 

Hvordan bruger du din følesans og lugtesans i naturen?

Med følesansen mærker du og identificerer forskellige ting. Du mærker strukturer og materialer med dine fingre. Det kan være barken eller grene på buske eller træer. Når du går, så mærker du forskelligt underlag under dine fødder. Underlaget kan være glat, ujævnt eller blødt. På din hud mærker du luften, vinden, regnen, temperaturen og solens stråler. Du bruger lugtesansen til at få information om, hvad der er foran dig, eller hvad der kommer dig i møde. Det kan være blomster og planter med forskellige dufte og lugte, havets saltvand eller landmandens gylle på markerne.

 

Jeg vil opfordre alle til at tage en ven under armen på en gåtur og til at lade foråret trænge helt ind under huden.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

FDDB-UNGDOM

 

FDDB-ungdom er for dig, der har syns- og hørenedsættelse og er mellem 15 - 35 år

 

FDDB-ungdoms weekend i Roskilde

Af Suzanne Airy Helena Dalsgaard

 

Den første forårsweekend stod i FDDBUs tegn, hvor vi indtog et vandrehjem i Roskilde ved havnen. Vejret var slet ikke forårsagtigt, da Kong Vinter stadig herskede med sne og glat føre.

 

Vi mødtes på Roskilde Station, hvor de fleste af os gik i samlet flok. Vi gik parvis, som når små børn går tur med børnehaven. Der var 1,6 km, og det var bidende koldt. De lange underbukser, halstørklæder, huer og handsker var fundet frem hos de fornuftige, der trodsede vejret.

 

Vel ankommet fik vi udleveret værelsesnøgler, håndklæde og sengelinned og fik smidt taskerne, inden vi fik aftensmad.

Snakken gik lystigt, og efter aftensmaden mødtes vi i mødelokalet til praktiske informationer og lavede præsentationsrunde, hvor det nye medlem blev præsenteret. Derefter var der fri leg med snak eller afslapning.

 

Om lørdagen var der god tid med luft i skemaet til at spise morgenmad, gå tur eller hvad man havde lyst til. Vikingeskibsmuseet ligger kun 300 meter fra vandrehjemmet, men vi kunne ikke nå ned og se det, da vores kursusprogram sluttede kl. 15, og museet allerede lukkede kl. 16.

På kurset hørte vi om historien bag punktskrift og om læsemetodens punktlighed og opbygning, samt om hvordan punkt læses og skrives. Nogle havde prøvet det før, mens andre var helt grønne. Lærerigt var det i hvert fald for alle.

 

Efter frokost skulle vi prøve at skrive på Perkins maskiner, som er store, tunge og gammeldags skrivemaskiner med kun syv taster. De er enkle at bruge, men det kræver kræfter at trykke tasterne i bund.

 

Efter punktundervisningen havde vi fri og kunne gøre, hvad vi ville. Nogle tog i Roskilde Domkirke, andre tog en sludder, mens andre slappede af på værelset. Efter aftensmaden var der quiz om punkt og et af spørgsmålene skulle vi læse på punkt. Det tog sin tid, men alle blev færdige.

 

Søndag var der morgenmad og afslutning. På vej tilbage til stationen til fods lagde jeg mærke til, at vintergækker tittede op flere steder. Det var et godt tegn på, at vinteren slap sit tag den dag.

 

Alt i alt var det en herlig weekend i ungdommens tegn, hvor jeg hyggede mig meget med de andre unge. Jeg glæder mig til vi ses igen i august på Fuglsangcentret!

 

Glæder du dig også…?

Så husk at sætte et stort flot kryds i kalenderen 3. - 5. august, hvor vi skal bo på Fuglsangcentret og have en super aktiv weekend. Cool!

 

Ønsker

Husk - har du særlige ønsker for et arrangement, så kan du altid skrive til os. Smid en besked på facebookgruppen FDDB-Ungdom eller send en mail til Jackie på JBLH@me.com - så vil vi tage forslagene med til overvejelse på vores kommende udvalgsmøder.

 

Datoer for ungdomsarrangementer 2018

3. - 5. august

7. - 9. december

 

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os i udvalget for spørgsmål eller lign. Ønsker du at være med på vores mail liste, så send en mail til: jblh@me.com

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

ARRANGEMENTER

 

Klub Vest udflugt

12. maj

 

I blad 3 annoncerede vi Klub Vests næste udflugt, som går til Svendborg og Tåsinge lørdag 12. maj.

Desværre var tilmeldingsfristen røget ud af bladet.

Tilmeldingsfrist til turen var 13. april.  

Læs mere om udflugten i blad 3 eller i kalenderen på www.fddb.dk

 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Gåtur fra Nærum til Lyngby

Torsdag 3. maj

 

Vi mødes på Nærum Station torsdag 3. maj kl. 11.

Vi går forbi Sorgenfri slot og videre til Lyngby. Vi skal spise vores medbragte madpakker. Derefter går vi på café og drikker kaffe med kage. Døvblinde betaler kun 30 kr.

FDDB betaler udgifter for kontaktpersoner eller ledsager.

Sidste frist for tilmelding er tirsdag 1. maj til Ella på

ellaella@mail.tele.dk eller til Gerd tlf. 24 65 65 69.

Kom med, så vi sammen kan nyde den friske luft og få god motion.

Gåturshilsen fra Ella

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Kig forbi Helsingør når døvblind krydser Øresund i kajak

Fredag 25. maj

 

Kom og vær med på den danske side, når svenske døvblinde Torbjörn vil padle i kajak fra Helsingør til Helsingborg for at sætte fokus på døvblindesagen.

 

FDDB laver en lille event med pavillon, kransekage og champagne kl. 11 - 15, hvor vi vil informere forbipasserende og forhåbentlig også pressen om døvblindhed. Kom og bak op om turen – vi giver et glas champagne eller cider. FDDB dækker ikke udgifter til transport.

 

Sted: Lystbådehavnen, Helsingør Nordhavn ved beddingen lige ud for Sejlklubbens klubhus og restaurant.

 

Program

Kl. 11: Pavillonen åbnes, og der bydes på champagne, kransekage og information om døvblindhed til forbipasserende og evt. presse. Quiz og konkurrence i pavillonen.

Kl. 13 - 13.30: Thorbjørn starter sin padling, som vi følger live via iPad fra pavillonen.

Kl. 15: Quiz og duft-konkurrencens vindere trækkes og kontaktes pr. sms.

 

I tilfælde af kraftig vind udsættes padlingen til dagen efter på samme tidspunkt. Hold øje med FDDBs hjemmeside og eventsiden på Facebook i dagene op til eventen, hvor vi annoncerer, om der sejles. 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Gåtur i Helsingør

Fredag 25. maj

 

Vi mødes på Helsingør station kl. 11.

Vi går gennem byen til Marienlyst Slotspark forbi Helsingør Stadion og ned til Nordre Strandvej ved lystbådehavnen. Der spiser vi vores medbragte mad. Ved lystbådehavnen vil vi overvære en begivenhed:

En svensk døvblind ung mand ved navn Thorbjørn Svensson vil padle i kajak fra Helsingør til Helsingborg med start på et tidspunkt imellem kl. 13 og 13.30.

FDDB viser sin opbakning til Thorbjørn ved at servere champagne og kransekage i en lille pavillon på havnen. Hvis vi får tid fortsætter turen rundt om Kronborg. Vi slutter med at drikke kaffe på Kulturværftet.

Pris 30 kr.

FDDB betaler for kontaktpersoner.

Tilmelding senest 22. maj til:

Edith Dolleris

Tlf. 49 21 46 12

e.dolleris@stofanet.dk

Husk at ringe besked hvis du bliver forsinket til Edith på

tlf. 42 17 65 89

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Weekendkursus for forældre

8. - 9. september

 

Har du nedsat syn og hørelse, og har du hjemmeboende børn?

Har du og din ægtefælle/kæreste lyst til at mødes med andre forældre i samme situation?

 

Siden 2014 har forældre med hjemmeboende børn mødtes en gang om året, og det gør vi igen i år. Programmet bliver spændende, og undervejs vil vi udveksle gode og udfordrende erfaringer.

Vi får blandt andet besøg af Elisabeth Weichel, som er synshandicappet og i gang med sin sidste eksamen som sexolog. Hun vil fortælle sin historie om selvtillid, selvværd, børn, venskab, kærester og sex samt komme omkring de problematikker, der kan være i et forhold, ægteskab eller som single, når man har børn. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og dele erfaringer.

Om søndagen får vi besøg af regionskonsulent Helle Riley fra Dansk Blindesamfund, som bl.a. vil vejlede os vedr. økonomisk støtte til os døvblinde og vores børn. Der vil være tid til socialt samvær både i løbet af dagene og til festmiddagen lørdag aften.

 

Hvem er kurset for?

Der er plads til otte forældrepar/singleforældre på kurset. Både tale- og tegnsprogsbrugere er velkomne. Børn er ikke med på kurset denne gang.

 

Tid og sted

Kursusweekenden finder sted på Fuglsangcentret i Fredericia. Vi mødes lørdag til frokost kl. 12, og der vil være hjemrejse efter frokosten om søndagen kl. ca. 13.00.

Du eller din ægtefælle skal være medlem af FDDB for at deltage. Ophold og transport dækkes af FDDB, men der opkræves deltagerbetaling på 400 kr. pr. medlem.

Tilmeldingsfristen er 18. juni på

fddb@fddb.dk eller

Tlf. 36 75 20 96 eller

via tilmeldingsskema i kalenderen på www.fddb.dk

 

På glædeligt gensyn

Mange hilsner fra kursuslederne

Nina Ernst og Sandie Tvergaard

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

ERFAGRUPPER

 

I alle erfagrupper er kontaktpersoner og ledsagere velkomne. Kaffe med brød kan købes på mødet, og transport tilbydes efter aftale med erfalederen. Nye medlemmer er altid velkomne.

 

 

Bornholm

Dato: Onsdag 23. maj

Vi besøger Lykkelund Gedemejeri, Krækketsvej 3, Østerlars

Tilmelding til Anvör Poulsen på:

Tlf. 56 91 13 79 eller

mobil 22 56 93 81

Mange hilsner

Anvör

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Nordsjælland

Dato: Tirsdag 15. maj 

Spisning: Kl. 12 - 13

Erfamøde: Kl. 13 - 15

Sted: Fælleshuset, Sejlgårdspark 117, Farum

Emne: Sangens dag. Kom og syng med når Grethe Hermansen lader melodierne strømme ud fra tangenterne.

Tilmelding til arrangementet samt til evt. kørsel (taxa tur/retur) til Susanne på

susanne.loecke@gmail.com eller

mobil 60 43 19 91

Vel mødt og på gensyn!

KH Susanne Løcke

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

København Nord

Bemærk ny dato

Dato: Fredag 25. maj kl. 10.30 - 13.00

Sted: Rymarksvej 1, Hellerup

Emne: Vi holder sommerafslutning og

Ingrid Ovesen fortæller om nogle af sine spændende rejser.

Tilmelding senest søndag før mødet til:

Tlf. 32 53 65 69

Mobil 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Mange hilsner

Arne og Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

København Vest

Dato: Mandag 14. maj kl. 12.30 - 15.00

Sted: H-huset, Blekinge Boulevard 2, Taastrup

Emne: Om forårets naturelementer og fuglesang ved

Thomas Gyalokay.

Tilmelding senest søndag ugen før mødet til:

Tlf. 32 53 65 69

Mobil 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Mange hilsner

Birgit og Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sjælland tegnsprog

Dato: Onsdag 23. maj kl. 13.30 - 15.30

Sted: Solterrasserne i Valby

Emne: Dorte Eriksen fortæller om sin rejse til Nepal.

Sidste frist for tilmelding er tirsdag 15. maj til Ella via I-Deksy eller

ellaella@mail.tele.dk

Mange hilsner

fra Ella

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Østsjælland

Dato: Tirsdag 29. maj kl. 13 - 16 

Vi gentager succesen med udflugt til Bøgeskoven.

Tilmeldingsfrist senest fredag før mødet.

Tlf. 50 58 87 45

Med venlig hilsen

Kari Steffen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Vestsjælland

Dato: Fredag 4. maj kl. 13 - 16

Sted: Blomstergården, Rosenkildevej 96, A blokken, Slagelse

Emne: Sommerafslutning med lækker mad og hygge.

Pris: 50 kr.

Tilmelding: Jeg ringer rundt til jer alle om mandagen som jeg plejer.

På gensyn

Venlige hilsner fra

Heike & Sandie

Tlf. 30 11 30 71

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Storstrøm

Dato: Mandag 28. maj kl. 13 - 15

Sted: Bakkehuset, Fjordbakken 79, Nykøbing F.

Emne: Vi skal snuse lidt til haptiske signaler.

Tilmelding: Jackie ringer rundt ugen før erfa-mødet, ellers tilmelding på 20 27 70 11.

Pris: 30 kr. til kaffe og kage. Ledsager er gratis.

OBS: Ønsker du at deltage i sommerafslutningen 25. juni, skal du medbringe 150 kr. senest på erfamødet  28. maj.

Jeg glæder mig til at se jer.

Mange hilsner Jackie

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Fyn

Dato: Onsdag 23. maj kl 12.45 - 15.15

Sted: Seniorhuset, Toldbodgade 5-7, Lokale 1, Odense C

Emne: Sommerhygge og erfaringsudveksling.

Har I emner/indslag eller spørgsmål til gruppen, er de meget velkomne!

Tilmelding: Senest tirsdag 15. maj til

gittepug@stofanet.dk eller på tlf. 25 11 63 77

De bedste hilsner Gitte

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Syddanmark tegnsprog

Dato: Onsdag 16. maj kl. 13 - 16

Sted: Tegnsprogshuset, Egeskovvej, Fredericia

Emne: Medlemsmøde med en repræsentant fra HB, som informerer om vigtige emner i FDDB.

Kom med og få vigtig info om FDDB.

Hilsen fra Eva og Torben

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sønderjylland

Dato: Onsdag 9. maj kl. 13 - 16

Sted: Rødekro Kro i Rødekro.

Emne: Husk vi starter kl. 13 og spiser middag sammen. Efter middagen har vi stole-yoga med Bente Ramsing.

Derefter er der kaffe og te.

Tlf. 74 52 58 29

Mange hilsener

Karla Andersen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sydvestjylland

Dato: Tirsdag 1. maj kl. 13.30 - 15.30

Sted: Vindrosen i Esbjerg

Husk tilmelding til næste erfamøde er senest torsdag 26. april kl. 12, hvis du ønsker kørsel.

Tilmelding på:

Tlf. 30 49 58 22 eller

henrikkostow@gmail.com

Bedste hilsner

Henrik

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Trekant-området

Dato: Onsdag 2. maj og onsdag 13. juni kl. 13 - 16.

Sted: I. P. Smidts gård, Fredericia

Emne: Vi snakker om forårets glæder og hvordan vi bedst klarer alle udfordringerne.

Vi kunne godt bruge nogle flere deltagere i gruppen, så har du både nedsat syn og hørelse, og har du lyst til at hygge dig med andre i samme båd, så ring og få en snak eller kom og vær med.

Hos os bliver alle hørt.

Efter juni-mødet holder vi sommerferie og starter først op igen den første onsdag i september.

Vel mødt!

Gert Schou Weingardt

Tlf. 53 81 66 16

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midtøstjylland

Dato: Tirsdag 29. maj kl. 10 - 12

Sted: Folkestedet, Carl Blochs gade 28. stuen lok. 07, Aarhus C

Emne: Ikke programsat endnu.

Tilmeld jer senest ugen før af hensyn til kaffe/te og brød, som koster 30 kr. Det er gratis for ledsagere.

Er transporten et problem, så finder jeg en løsning på det.

Med venlig hilsen

FDDB-rådgiver og erfa-leder

Niels Henrik Jørgensen

Tlf. 86 23 21 27 / mobil 24 46 57 30

nhenrik@youmail.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Midtvestjylland

Dato: Mandag 28. maj kl. 13.00  - 15.30

Sted: Vestfløjen Sct. Johs. Kirke, Fredhøj Allé 2, Herning

Emne: Quiz og sommerhygge.

Tilmelding senest onsdag før mødet til:

Per Mortensen

Mobil 23 28 60 25

permorten50@gmail.com

Bente Mejndor

Tlf. 75 94 44 75

b.mejndor@mail.dk

Vel mødt og venlig hilsen

Per og Bente 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Midt- og Nordjylland tegnsprog

OBS. Vi prøver at mødes på tirsdage i håb om større fremmøde.

Sted: Aarhus Døveforeningens lokale, Skanderborgvej 201, Viby J.

Ses vi – ja vi gør!

Mange hilsner

Ditte B. Sørensen

Mobil 25 77 28 24

ditte_11@hotmail.com

Bjarne Hvidsten

Mobil 31 13 60 94

maxim700@live.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Nordjylland

Dato: Fredag 11. maj kl. 10 - 13

Sted: Foreningernes Hus, Torvesalen, Torvet 5, 1. sal, Nørresundby

Emne: En god og hyggelig snak med hinanden, hvor både nye og gamle medlemmer kan komme til orde og lytte til hinandens erfaringer.

Afbud/tilmelding: Senest mandagen før mødet til erfaleder

Hanne Vestergaard Ottesen på

mobil: 20 27 94 97 eller

hanne@8sen.dk

På glædeligt gensyn til alle

De bedste hilsner fra Hanne V. Ottesen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

NAVNE

 

Fødselsdage

 

95 år

Christine Petersen-Bønding, Brande

Født 8. maj 1923

 

80 år

Gunnar Knud Hansen, Frederiksberg

Født 20. maj 1938

 

70 år

Linda Knudsen, Ringsted

Født 11. maj 1948

 

60 år

Steen Birger Thorsen, Bjerringbro

Født 12. maj 1958

 

 

FDDB ønsker hjerteligt tillykke med fødselsdagene

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Dødsfald

 

Ellen Marie Jørgensen, Bogense.

Født 6. august 1929, er død.

 

Poul Erik Jensen, Frederikssund

Født 1. august 1931, er død.

 

Inge Marie Andersen, Holbæk

Født 1. juli 1926, er død.

 

Knud Winther, Tjæreborg

Født 4. marts 1931 er død.

 

Æret være deres minde

 

Tilbage til indholdsfortegnelse