FDDB

Medlemsnyt 5

Maj 2018

Årgang 34

 

Indholdsfortegnelse

 

FRA FDDB

Medlemsmøder i 2018

Individuel handicapkørsel til blinde og stærkt svagsynede

Haptisk bog med 139 signaler er lige på trapperne

Ny medarbejder i DøvBlinde-Teamet

Tænk på FDDB i dit testamente

OPLYSNINGEN

Nyt fra Nota

DØVBLINDE-KONSULENTERNE

På kursus om Den motiverende samtale

FRA LÆSERNE

Chokoladekursus i Erfa Vestsjælland

Dans i Erfa Fyn

ARRANGEMENTER

Gåtur i Kalundborg

Gåtur om Bagsværd sø

Klub Øst sommertur til Assistens Kirkegården

Sommerudflugt til Helsingør med Klub Øst

Temadage for døvblinde bedste/oldeforældre

Når syn og hørelse svigter

ERFAGRUPPER

Bornholm

Nordsjælland

København Nord

København Vest

Sjælland tegnsprog

Østsjælland

Vestsjælland

Storstrøm

Fyn

Syddanmark tegnsprog

Sønderjylland

Trekant-området

Midtøstjylland

Midtvestjylland

Midt- og Nordjylland tegnsprog

Nordjylland

NAVNE

Fødselsdage

Kolofon

 

 

 

FRA FDDB

 

Medlemsmøder i 2018

 

Af Birgit Larsen, HB-medlem

 

Hovedbestyrelsen er rigtig glad for, at alle FDDBs erfaledere har sagt ja til at bruge et erfamøde på at holde medlemsmøde. På medlemsmøderne kommer et bestyrelses-medlem på besøg i gruppen. HB har udarbejdet følgende oversigt med emner, som kan drøftes på møderne:

 

Politiske mærkesager hvor der er opnået resultater i 2017

- ID kort – hvad er det og hvordan får man det?

- Handicapkørsel – hvad er det og hvordan får man det, når det træder i kraft juni 2018?

 

Planlagte politiske mærkesager frem til landsmøde 2019.

- Lydfyr med vibrationer

- Postloven – blindeforsendelser – PostNord

- Omorganisering af tolkeområdet

 

Økonomi

- Indtægter i 2017 i alt kr. 9.295.189 inkl. projektmidler

- Indtægterne kommer fra tips/lotto, fonde, staten til projektarbejde, kommuner til erfagrupper, refusioner for ktp. og renter.

- Udgifter i 2017 i alt kr. 9.428.505 inkl. projektmidler

- Udgifter er medlemsaktiviteter, Medlemsnyt, lønninger, husleje og møder

- FDDB har desværre ikke fået arvemidler i 2017

- Vi kom ud af 2017 med et underskud på kr. 133.336. Der var budgetteret med et underskud på 167.500 kr.

 

§ 8a

- Fra 2018 skal en forening have 500 medlemmer, der betaler mindst 200 kr. hver i kontingent, for at man ikke skal betale skat af arveindtægter, og for at bidragsydere kan trække donationer til FDDB fra på årsopgørelsen. I kan hjælpe FDDB ved at opfordre jeres venner og familie til at blive medlem af FDDB. Man er altid velkommen til at kontakte FDDB og spørge til mulighederne for at støtte døvblindesagen.

 

Legater

- Alice Agnes Kamps legat: Uddeles 4. juni fortrinsvis til ældre enlige værdigt trængende

- Døvblindefonden: Uddeles i december som julelegat

- Juchumfonden: Legatet kan søges til FDDBs store arrangementer efter opslag i Medlemsnyt.

 

Aktiviteter 2018

- Gennemgang af aktivitetskalenderen

 

Nordisk og internationalt samarbejde

- DBNSK

- EDBU

- WFDB

- Nepal

 

Andre tilbud:

- Få besøg af FDDB rådgiver

- Få rådgivning i telekommunikation om IT, tlf. mv.

- Få en telefon eller mailven

- Få rådgivning af FDDBs socialrådgiver

 Kom med på FDDBs maillister: Debatten, Hjælp, Litteratur og Sundhed

 

Spørgsmål til medlemmerne

- Er der aktiviteter I savner i FDDB?

- Har I noget på hjerte, I ønsker skal bringes videre til hovedbestyrelsen?

 

HB glæder sig til en god dialog med jer på medlemsmøderne.

Vi ønsker alle en god sommer!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Individuel handicapkørsel til blinde og stærkt svagsynede

 

Af Zen Donen, juridisk konsulent

 

1. juli træder den ændrede lov om individuel handicapkørsel i kraft. Med lovændringen er det ikke længere kun bevægelseshæmmede, men også blinde og stærkt svagsynede, der kan få adgang til individuel handicapkørsel. Hidtil har omkring 25 kommuner selv valgt at have tilbuddet, men fra 1. juli skal alle kommuner tilbyde det.

 

Individuel handicapkørsel er et supplement til den almindelige offentlige transport. Transporten udføres af dit lokale trafikselskab, og der køres med taxa eller minibusser. Der er ofte flere passagerer med i vognen, men du betaler kun for den direkte tur man ville køre, hvis du var alene i bilen. Der køres fra gadedør til gadedør.

 

Optagelse i ordningen

Det er kommunerne, der godkender (visiterer) blinde og stærkt svagsynede til ordningen. Du skal derfor henvende dig til kommunen for at ansøge om at få bevilget individuel handicapkørsel. Kommunerne kan bruge Dansk Blindesamfunds medlems-, rejse- og ledsagerkort eller rejsekort udstedt af Dansk Blindesamfund som gyldig dokumentation for, at en ansøger er berettiget til at benytte ordningen. Kommunen kan også vælge at bruge anden dokumentation på, at ansøger er blind eller stærkt svagsynet, men vi forventer ikke, at det vil ske, fordi det kræver mere administration. Oplever du problemer med at blive visiteret til ordningen, hører FDDBs juridiske konsulent Zen Donen gerne fra dig på zen@fddb.dk

 

Kørselsformål

Du kan køre til fritidsformål. Det kan fx være indkøb, familie/vennebesøg, bibliotek, frisør og lignende. I nogle kommuner også til privat fysioterapeut og genoptræning i kommunen. Du kan ikke bruge ordningen til kørsel til hospital, heller ikke hvis det er fordi, du skal til genoptræning. Her gælder som udgangspunkt reglerne om siddende patientbefordring, som er en anden ordning. Ved kørsel til læge gælder som udgangspunkt også andre regler, som er forskellige fra kommune til kommune, og der er ofte forskel på, om du er pensionist eller ej.

 

Kørselsomfang

Du bevilges som udgangspunkt 104 enkeltture pr. kalenderår. Nogle kommuner bevilger flere ture fx internt i kommunen. Der kan ikke spares op fra år til år ved ubrugte ture.

 

Pris

Du skal betale en kilometertakst for hver enkelt tur. I nogle kommuner er der også et årligt abonnementsgebyr.

 

Hjælpemidler

Du kan have kørestol, rollator og lignende med.

 

Ledsager

Du kan medtage ledsager og andre fx børn. Der er forskel på, hvor meget, og om der tages betaling for ledsagere og andre i de forskellige kommuner. Husk at spørge om du kan få bevilget gratis ledsager i handicapkørslen, når du ansøger kommunen om at komme med i ordningen. Førerhunde kan medtages uden betaling.

 

Find mere information på www.fddb.dk

På FDDBs hjemmeside har vi lagt links til lokale trafikselskaber, hvor du kan læse mere om ordningen i dit område.

Klik ind på www.fddb.dk og scroll ned ad siden eller tab dig frem, til du kommer til punktet Samling af nyttig viden og links.

Klik på den.

Her finder du vejledningen og nederst finder du links til trafikselskaberne.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

 

Haptisk bog med 139 signaler er lige på trapperne

 

I slutningen af maj forventer FDDB at have den nye bog med haptiske signaler klar til salg i vores webshop.

Bogen kommer til at hedde:

Haptiske signaler – 139 nye og kendte signaler

Den udgives på både dansk og engelsk.

Bogen kommer til at koste 139 kr.  

 

Du kan allerede nu se alle signalerne på www.youtube.com

Du kan fx søge direkte på youtube på ordene: 

’haptisk’ og ’griner’. Så får du signalet for GRINER frem på en kort video.

Du kan også søge efter en youtube-kanal ved navn HAPSIGNAL DK. Her kan du se hele rækken af 139 signaler. 

 

Vi regner også med at have en app med alle signalerne klar inden sommerferien.

 

Hold øje med FDDBs hjemmeside eller læs mere her i Medlemsnyt, hvor vi annoncerer det, så snart bogen er landet fra trykkeriet!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Ny medarbejder i DøvBlinde-Teamet

 

Af Tanja Düring Lindeneg

 

Jeg hedder Tanja Düring Lindeneg, er 44 år, gift og har tvillingedrenge på 4 år.

 

Jeg bor på landet i en renoveret købmandsgård lidt uden for Gadbjerg, som ligger mellem Vejle og Give. Min fritid bruger jeg primært sammen med min familie og ofte udendørs i køkkenhaven eller den skov, der omgiver os.

 

Jeg har siddet i Foreningen af Tegnsprogstolkes bestyrelse, og i dag er det den lokale børnehaves bestyrelse, jeg yder en indsats i.

 

Jeg holder af at udfordre mig selv, og lige nu er det lange vandreture og tegning i form af grafisk facilitering, som har min interesse. Jeg læser så meget, jeg kan komme til, og kan godt lide at udvide min viden.

 

Jeg er uddannet tegnsprogstolk fra det gamle KC Aarhus tilbage i 2001 og har arbejdet fuldtids som tegnsprogstolk/leder frem til 2016, hvor jeg startede mit eget firma. Derudover er jeg certificeret ICC-Coach, hvilket kan lyde farligt fint og i virkeligheden ’bare’ handler om at være god til at lytte og stille de rette spørgsmål.

 

I dag arbejder mit firma med to områder: Kommunikation og læring i virksomheder/institutioner og undervisning af børn med læsevanskeligheder.

 

Jeg brænder for god og gennemtænkt kommunikation og er stor tilhænger af at vende tingene på hovedet med jævne mellemrum. Jeg håber, at det er noget af det, jeg kan bidrage med i min nye stilling hos FDDB, hvor jeg skal være Dortes makker i Døvblinde-teamet.

 

Jeg glæder mig til at hilse på både nye kolleger og alle jer medlemmer efterhånden som vore veje krydses.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Tænk på FDDB i dit testamente

 

Har du et ønske om, at dit livsværk skal komme nogen til gode – også efter at du ikke selv er her længere?

 

Foreningen Danske DøvBlinde er berettiget til at modtage arv og gaver efter en særlig paragraf i loven. Vi er fritaget for arveafgift, og derfor går hele beløbet ubeskåret til foreningen, hvis du vælger at indsætte FDDB som arving i dit testamente. 

 

Hvis du ikke opretter et testamente, fordeles dine værdier efter arveloven. Har du ingen arvinger, går arven videre til staten, medmindre du har skrevet testamente.

 

Det kan være en rar tanke at vide, at nogen der har brug for det, vil få glæde af ens arv, og FDDB kan garantere, at beløbet bruges direkte til medlems-aktiviteter og til at kæmpe for døvblindesagen.

 

Hvordan gør jeg, hvis jeg vil oprette testamente?

Når du opretter et testamente, bestemmer du selv, om FDDB skal arve et fast beløb, en procentdel eller hele formuen. Du kan godt fordele din arv imellem dine arvinger og FDDB. Da vi ikke skal betale arveafgift til staten, går hele det beløb, du testamenterer til FDDB til vores arbejde for døvblindesagen.

 

FDDB tilbyder at betale omkostningerne til din advokat ved oprettelsen af testamentet, hvis du ønsker det.

 

 

Gaver og gavebreve

Du kan også vælge at give en gave til FDDB. Der er fradrag for alle gavebeløb på maksimalt kr. 15.900 (i 2018).

 

Et gavebrev er en langvarig gave med en årlig ydelse gennem mindst 10 år eller så længe du lever. Hele den faste, årlige ydelse kan fratrækkes på selvangivelsen.

 

Find flere gode råd om arv, testamente og gaver på www.fddb.dk eller ring / skriv til os og få mere information om dine muligheder.

 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

OPLYSNINGEN

 

Nyt fra Nota

 

Af Lene Wagner, bibliotekar

 

Aktuelle punktbøger

 

Jesper Wung Sung: En anden gren

Jesper Wung Sung har skrevet en gribende slægtsroman om sin kinesiske oldefar San og sin danske oldemor Ingeborg, der i starten af 1900-tallet mødtes og forelskede sig i hinanden. San kom til København for at blive udstillet i Tivoli, hvor publikum kunne iagttage ægte kinesere og se dem arbejde.

 

Punktbog 418078

13 bind

 

 

Kim Leine: Rød mand – sort mand

Kim Leine har igen skrevet en fantastisk historisk roman fra Grønland. Det er en selvstændig fortsættelse af Profeterne i Evighedsfjorden. Romanen foregår i tiden 1724 til 1735, hvor koloniseringen af Grønland startede. En gennemgående figur i bogen er den dansk-norske præst Hans Egede, der forsøgte at kristne grønlænderne. Alle de problemer der opstod som følge af danskernes tilstedeværelse, er mageløst godt beskrevet.

Punktbog 418104

16 bind

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

DØVBLINDE-KONSULENTERNE

 

På kursus om Den motiverende samtale

 

Af Connie Møller, døvblindekonsulent

 

Vi døvblindekonsulenter er altid meget optaget af, hvordan vi yder den bedste støtte, rådgivning og vejledning til de borgere, som vi kommer hos.

 

Derfor var det med stor interesse, at en god håndfuld konsulenter drog på kurset: ’Motivation og forandring – hvad gør det så svært?’ udbudt af IBOS, Instituttet for Blinde og Svagsynede i starten af marts.

 

Dagen igennem blev vi undervist i grundprincipperne i metoden Den Motiverende Samtale, som er en samarbejdsbaseret samtalestil, som sigter mod at styrke borgerens egen motivation og selvvalgte forpligtigelse til forandring. 

 

Ånden i Den Motiverende Samtale bygger på at støtte, rådgivning og vejledning skal være et samarbejde, som indeholder følgende fire elementer: partnerskab, accept, medfølelse og fremkaldelse.

 

At uddybe Den motiverende samtale yderligere her vil blive alt for omfattende, men vi kan sige, at vi gik meget inspirerede hjem og fik masser af stof til eftertanke.

 

Jeg vil dog fremhæve den øvelse, hvor vi i små grupper på skift skulle prøve at være henholdsvis en person, som ønskede forandring, en interviewer og en observatør. Her kunne vi opleve, hvordan Den Motiverende Samtale føles på egen krop ved ønske om forandring. Det blev tydeligt for de fleste, at den opleves som en motiverende og behagelig samtale, når det tog afsæt i den enkeltes ressourcer og engagement, frem for at intervieweren, ud fra egne erfaringer og gode råd, fremførte hvorledes en forandring kunne finde sted.

 

Jeg tror, jeg kan sige på alles vegne, at det var et lærerigt kursus, og at vi gik hjem med oplevelsen af både at få sat ord på det arbejde, vi allerede gør, og at få flere værktøjer med i konsulentkufferten.

 

Vi ønsker jer en dejlig sommer.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

FRA LÆSERNE

 

Chokoladekursus i Erfa Vestsjælland

 

Af Jan Roland Andersen

 

Fredag 6. april holdt erfagruppen Vestsjælland chokoladekursus.

Vi var i alt 17 medlemmer og 17 kontaktpersoner / hjælpere samt vores underviser Jørgen. Jørgen er indehaver af Chokoman.dk som ligger i Sorø og som laver egne chokolader med fyld og underviser i at lave chokolade.

 

Vi startede dagen med en lun bolle og kaffe, og derefter fik vi lidt viden omkring chokoladen og dens historie samt nogle små smagsprøver. Vores borde var delt i fire hold, da hvert hold efterfølgende skulle lave egen chokolade med fyld.

Hold 1 lavede hindbærtrøffel, hold 2 lavede romtrøffel, hold 3 lavede nougattrøffel og hold 4 lavede hvid chokolade med karamel og lakrids. Nogle af opgaverne krævede start i køkkenet og derefter fortsatte vi ved bordene. Vi var alle fælles om det, og til sidst skulle chokoladerne pyntes.

 

Da alle var færdige, blev chokoladen anrettet på sølvfade, og der blev taget billeder. Selv underviseren syntes, at vi var dygtige og beundrede, hvad vi kunne trods nedsat syn og hørelse. Til sidst blev chokoladerne delt ud i små poser sammen med en lille opskriftbog.

 

En dejlig, hyggelig og lærerig dag i chokoladens tegn. Tak til Heike og Sandie for deres store arrangement samt en tak til vores kontaktpersoner og hjælpere.      

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Dans i Erfa Fyn

 

Af Poul Larsen

 

En rigtig god eftermiddag havde vi i erfagruppen i Odense med dans på programmet i slutningen af april.

 

Vi havde aftalt at mødes lidt tidligere, så vi kunne nå at få et lækkert stykke smørrebrød på egen regning. Der var god opbakning. Vi var 10-12 stykker, så vi fik et langt bord at sidde ved, og efterhånden kom der flere til og hyggede.

 

Kl. 13 gik vi til vores lokale, hvor Gitte bød velkommen og kom med praktiske informationer om den store sal, hvor der skulle danses til et 4-mands orkester. Der var også tid til en præsentationsrunde, så alle vidste, hvem der var mulighed for at få en dans med.

 

Alle ville gerne være med til at danse, så de spil, som Gitte havde taget med, blev ikke brugt. Kl. 14 kom der gang i musikken, og der kom godt gang i de danseglade – alle var på gulvet!

 

Dem som plejer at danse der hver onsdag kom og bød os op til dans. Det var rigtig hyggeligt med fest og glade dage.

 

Vi sluttede kl. ca. 15.15 og gik tilbage til vores lokale og fik eftermiddagskaffe og en god kage, så vi ikke gik sultne hjem.

 

Tusind tak til Gitte Callø for en god og hyggelig eftermiddag og et godt arrangement.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

ARRANGEMENTER

 

 

Gåtur i Kalundborg

Mandag 28. maj 

 

Vi mødes mandag 28. maj kl. 10.30 på Kalundborg station.

Vi går en dejlig tur, og undervejs spiser vi de medbragte madpakker og slutter med kaffe og kage på en café.

Tilmelding til Jonna:

Tlf. 21 80 77 45

Mange hilsner

Niels Peter

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Gåtur om Bagsværd sø

Torsdag 7. juni

 

Vi mødes på Bagsværd station torsdag 7. juni kl. 11.

Vi går rundt om Bagsværd sø og spiser vores medbragte madpakker undervejs.

Vi slutter med kaffe, te og kage på café Sisko.

Turen er på cirka 10 km.

Det koster 30 kroner, og FDDB betaler for ledsagerne.

Tilmelding senest mandag 4. juni til Gerd:

Tlf. 24 65 65 69 eller

gerdnielsen@privat.dk

Giv besked hvis du bliver forsinket.

Kom med på en frisk gåtur

Hilsen Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Klub Øst sommertur til Assistens Kirkegården

Onsdag 13. juni

 

I år går vores sommertur til Assistens Kirkegården under temaet ’Den Fortællende Have’. En guide viser os rundt på Assistens Kirkegården, hvor han vil fortælle om udvalgte kulturpersonligheder og om kirkegården i sin helhed. Vi starter i den ældste afdeling og bevæger os op gennem tiden.

Efter rundvisningen spiser vi vores medbragte frokost i Sansehaven, hvorefter vi går på café i nærheden. Vi går i et stille og roligt tempo, hvor alle kan være med. Hvis man er gangbesværet, kan det anbefales at tage en rollator med, som man kan sidde på undervejs. Der findes dog bænke rundt omkring.

Vi mødes kl. 11 ved Kapelvej 2 - 4 tæt på Nørrebrogade. Rundvisningen varer ca. halvanden time.

 

Assistens Kirkegården blev grundlagt i 1760 på et areal, der dengang svarede til 20 hektar. I dag findes der også en nyere afdeling med nutidige grave. Mange spændende borgere og kulturpersonligheder ligger begravet på kirkegården, bl.a. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, H.C. Ørsted, maleren Chr. Eckersberg, forfatteren Hans Scherfig, fysikeren Niels Bohr, dramatikeren Kjeld Abel, maleren Henry Heerup, nutidige musikere og mange flere. Der findes bl.a. en katolsk afdeling og en russisk-ortodoks afdeling udover den protestantiske.

 

Møde-tidspunkt: Lidt før kl. 11, hvor omvisningen starter - indtil 12.30 for selve omvisningen

Mødested: Kapelvej 2 - 4

Ca. 14.30 kaffe / te med kage.

Pris: 35 kr. for aktive døvblinde for rundvisningen og 30 kr. for kaffe / te med kage i alt 65 kr. der betales kontant til klublederen.

FDDB dækker for én kontaktperson / ledsager.

Sidste frist for tilmelding er 1. juni til FDDBs sekretariat på

tlf. 36 75 20 96

fddb@fddb.dk

Tilmeldingen er bindende. Max 30 deltagere.

Både tale- og tegnsprogsbrugere er velkomne. Der vil være tolke til stede. Kom og vær med til en dejlig sommerdag!

 

Mange varme hilsner fra klubledelsen

Ella Shäffer og Ole Braband

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Sommerudflugt til Helsingør med Klub Øst

Onsdag 8. august

 

Kom og hør om rejsekongen Simon Spies og hans farvestrålende liv på Helsingør Bymuseums særudstilling om Simon Spies. Hans daværende enke Janni Spies har været så venlig at udlåne hans personlige ejendele, film o.a. til Bymuseet.

 

Hvem kan ikke huske hans leopardtøfler, den store vamsede pels, hans berømte stok, ophold på ’Villa Fjolle’ i Sverige vist på dansk TV, de berømte grisefester på Mallorca m.m.

Simon Spies var pressens yndling, og han skulle nok sørge for at få omtale, selvom hans udtalelser og happenings ind imellem vakte forargelse.

 

Efter Spies-udstillingen skal vi ud at sejle med færgen ’Aurora’, der sejler i fast rutefart mellem Helsingør og Helsingborg. Vi bliver ombord i tre timer, hvor vi skal have en dejlig buffet med kaffe / te og kage samt en overraskelse.

 

Når vi går fra borde giver Klub Øst en ’Brostræde-is’ - en hjemmelavet isvaffel eller andet. Vi nyder den i ro og mag med udsigt til Øresund og Kronborg. Derefter skal vi besøge domkirken Sct. Olai Kirken opkaldt efter den norske Kong Olav den Hellige. Den blev bygget i en gotisk stil og indviet i 1559. Tidligere havde den et meget spidst spir, men det blev erstattet senere af arkitekt H.B. Storck. I 1200-tallet var den blot en lille landsbykirke. Bussen holder i nærheden inden hjemturen til Valby Station.

 

PROGRAM

Kl. 8.10 afgang fra Lyshøjgårdsvej ved Valby Station. Bussen holder på den anden side til venstre for stationen.

Kl. 9.30 rundvisning med en guide på Spies-Udstillingen. Bagefter går vi rundt på egen hånd.

Kl. 11.40 mødes vi uden for Helsingør Bymuseum og går ned til bussen i nærheden og kører ned til færgen.

Kl. 12.43 spiser vi ombord ’Aurora’. Der vil være en overraskelse ombord. Når vi går fra borde får vi en isvaffel og ser på domkirken.

Kl. 17.00 afgang mod Valby Station.

Kl. ca. 18.00 ankommer vi ved stationen.

 

Pris for hele arrangementet er 300 kr., som FDDB dækker for en kontaktperson / ledsager. Drikkevarer er for egen regning. Der vil være tolke med på hele turen. Både tale - og tegnsprogsbrugere er velkomne. Max. 30 personer.

Sidste frist for bindende tilmelding er tirsdag 24. juli til FDDBs sekretariat på:

Tlf. 36 75 20 96

fddb@fddb.dk

Kom og vær med til en spændende og underholdende dag.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen!

 

Mange sommerhilsner

Klubledelsen Ella Schäffer og

Ole Braband

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Temadage for døvblinde bedste/oldeforældre

For tegnsprogsbrugere og talebrugere

5. - 6. september

 

Har du helt eller delvis mistet syn og hørelse, kan det være utroligt svært at finde på noget at underholde børnebørn eller oldebørn med. Det er svært, når man ikke længere kan læse historier for dem eller deltage i deres leg. Det problem tror jeg, vi er mange, der kender, og derfor vil FDDB igen i år holde temadage for døvblinde bedste-oldeforældre.

 

Temadagene finder sted onsdag 5. - torsdag 6. september på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150 i Fredericia. Vi mødes onsdag til frokost og slutter torsdag efter frokost.

 

Formålet med temadagene er at inspirere og give idéer og tips til kreativt samvær med børnene trods det dobbelte sansetab.

 

Onsdag vil der være et foredrag af en kunstner og fortæller. Efter foredraget vil vi arbejde med de muligheder, vi har. Om aftenen er der festmiddag og socialt samvær, hvor vi kan udveksle erfaringer. Næste dag er der foredrag om legetøjets påvirkning af børnene, samt hvad der rører sig i tiden.

 

Jeg anbefaler, at du har en pårørende eller kontaktperson/ledsager med.

 

Pris for temadagene er 300 kr. pr. par.

Rejseudgifter dækkes efter gældende regler, som er billigste offentlige transport.

 

Tilmeldingsskema og program kan downloades fra kalenderen på www.fddb.dk eller fås ved henvendelse til FDDBs sekretariat Trine Dissing tlf. 36 38 85 92. 

Tilmelding skal være FDDB i hænde senest fredag 22. juni.

 

Yderligere oplysninger kan fås hos FDDB-rådgiver Bente Mejndor,

tlf. 75 94 44 75 

b.mejndor@mail.dk  

Rigtig god sommer og mange venlige hilsener

Bente

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Når syn og hørelse svigter

For talebrugere

22. - 25. oktober

 

FDDB afholder dette kursus mandag 22. - torsdag 25. oktober på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150 i Fredericia. Kurset er for dig, som har fået konstateret både syns- og høretab. Erfaringen viser at der melder sig en masse spørgsmål. Hvordan klarer jeg den daglige tilværelse med familie, venner, arbejde osv.?

Dagligdagen kan virke uoverskuelig, og man føler sig ene og isoleret selv blandt mange mennesker og fristes let til at trække sig tilbage fra det, man plejer at gøre. 

 

Oplever du noget af dette, så er ovennævnte kursus lige noget for dig. Her kan du møde andre i samme situation.

 

Kursets formål er at inspirere deltagerne til at tackle dagligdagen på bedst mulig måde med det dobbelte sansetab.

Programmet byder på foredrag om livsomstilling, information om hjælpeordninger samt syns- og hørehjælpemidler. Der vil også være debat og erfaringsudveksling. Kursuslederne som selv er døvblinde/synshørehæmmede vil dele ud af egne erfaringer.

Vi anbefaler, at du har en kontaktperson/ledsager eller pårørende med.

 

Kurset er gratis. Der opkræves dog et gebyr på 400 kr. til dækning af div. materialer.

Rejseudgifter dækkes efter gældende regler, som er billigste offentlige transport.

 

Tilmeldingsskema og program kan downloades fra kalenderen på www.fddb.dk eller fås ved henvendelse til FDDBs sekretariat Trine Dissing tlf. 36 38 85 92. 

 

Tilmelding skal være FDDB i hænde senest torsdag 9. august.

Yderligere oplysninger kan fås hos FDDB-rådgiver

Bente Mejndor,

tlf. 75 94 44 75

b.mejndor@mail.dk  

eller

Per Mortensen

mobil 23 28 60 25

permorten50@gmail.com

 

Rigtig god sommer og mange venlige hilsener

Bente Mejndor og Per Mortensen

Kursusledere

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

ERFAGRUPPER

 

 

I alle erfagrupper er kontaktpersoner og ledsagere velkomne. Kaffe med brød kan købes på mødet, og transport tilbydes efter aftale med erfalederen. Nye medlemmer er altid velkomne.

 

 

Bornholm

Dato: Onsdag 23. maj

Vi besøger Lykkelund Gedemejeri, Krækketsvej 3, Østerlars

Tilmelding til Anvör Poulsen på:

Tlf. 56 91 13 79 eller

mobil 22 56 93 81

Mange hilsner

Anvör

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Nordsjælland

Erfagruppen i Nordsjælland holder sommerferie i juli og august.

Vi ses igen tirsdag 4. september.

God sommer og på gensyn.

Mødeleder Susanne Løcke

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

København Nord

Alle ønskes en dejlig sommer.

Vi mødes igen fredag 17. august.

Mange hilsner

Arne og Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

København Vest

Alle ønskes en dejlig sommer.

Vi mødes igen mandag 20. august.

Mange hilsner

Birgit og Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sjælland tegnsprog

Dato: Onsdag 23. maj kl. 13.30 - 15.30

Sted: Solterrasserne i Valby

Emne: Dorte Eriksen fortæller om sin rejse til Nepal.

Tilmelding til Ella via I-Deksy eller

ellaella@mail.tele.dk

Mange hilsner

fra Ella

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Østsjælland

Dato: Tirsdag 29. maj kl. 13 - 16 

Vi gentager succesen med udflugt til Bøgeskoven.

Tilmeldingsfrist senest fredag før mødet.

Tlf. 50 58 87 45

Med venlig hilsen

Kari Steffen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Vestsjælland

Vi holder sommerferie og er tilbage igen fredag 3. august.

På gensyn

Sommerhilsner fra

Heike & Sandie

Tlf. 30 11 30 71

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Storstrøm

Dato: Mandag 25. juni kl. 12.30 - 15

Bemærk det starter kl. 12.30, og prisen er 150 kr.

Sted: The Cottage, Skansevej 19, Nysted

Emne: Sommerhygge

Tilmelding: Jackie ringer rundt ugen før erfa-mødet. Ellers tilmelding på.

Tlf. 20 27 70 11

Pris: 150 kr. til frokost og kaffe.

Ledsagere betaler også 150 kr.

Vi ses næste gang mandag 27. august. God sommerferie!

Jeg glæder mig til at se jer

Mange sommerlige hilsner Jackie

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Fyn

Dato: Onsdag 13. juni

Heldagsarrangement for erfagruppen Fyn til Ærø!

Vi mødes ved færgelejet i Svendborg allerede kl. 8.35.

Vi sejler kl. 9.05 og ankommer til Ærøskøbing kl. 10.20.

Her møder vi den lokale guide, Jesper, der i bus tager os med på rundvisning til bl.a Marstal, Voderup Klint, Skjoldnæs Fyr, Cigar-plantagen og øl-smagning på Rise Bryggeri inkl. frokost.

Turen slutter på egen hånd i eventyrbyen kl. 16.

Vi sejler hjem igen kl. 17.35 med ankomst til Svendborg kl. 18.50.

Jeg opfordrer til at alle har en kontaktperson/ledsager med.

Pris: 300,- for hele turen inkl. din ledsager (bindende tilmelding).

Nærmere program rekvireres ved Gitte Callø.

Jeg formidler gerne hjælp med kørsel (evt. samkørsel) til/fra Svendborg.

gittepug@stofanet.dk

Tlf. 25 11 63 77

Tilmeldingsfrist 4. juni.

Jeg håber at se rigtig mange af jer, smil!

KH Gitte Callø

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Syddanmark tegnsprog

Dato: Onsdag 13. juni kl. 12 - 16

Sted: Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150 i Fredericia.

Emne: Grillfest

Tilmeldingsfrist 1. juni. Kom med godt humør til hygge og samvær.

I alle ønskes en rigtig god sommer.

Hilsen fra Eva og Torben

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Sønderjylland

Kære alle!

I må have en rigtig god sommer.

Vi ses i september.

Mange gode sommerhilsener fra

Karla Andersen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Trekant-området

Dato: Onsdag 13. juni kl. 13 - 16

Sted: I. P. Smidts gård, Fredericia

Emne: Vi snakker om forårets glæder, og hvordan vi bedst klarer alle udfordringerne.

Vi kunne godt bruge nogle flere deltagere i gruppen, så har du både nedsat syn og hørelse, og har du lyst til at hygge dig med andre i samme båd, så ring og få en snak eller kom og vær med.

Hos os bliver alle hørt.

Efter juni-mødet holder vi sommerferie og starter først op igen den første onsdag i september.

Vel mødt!

Gert Schou Weingardt

Tlf. 53 81 66 16

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Midtøstjylland

Dato: Tirsdag 26. juni kl. 10 - 12

Sted: Folkestedet, Carl Blochs gade 28. stuen lok. 07, Aarhus C

Emne: Planlægge vores sommerafslutning.

Tilmeld jer senest ugen før af hensyn til kaffe/te og brød, som koster 30 kr.

Gratis for ledsagere.

Er transporten et problem, så finder jeg en løsning på det.

Med venlig hilsen

FDDB-rådgiver og erfa-leder

Niels Henrik Jørgensen

Mobil 24 46 57 30

Tlf. 86 23 21 27

nhenrik@youmail.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Midtvestjylland

Dato: Mandag 28. maj kl. 13.00  - 15.30

Sted: Vestfløjen Sct. Johs. Kirke, Fredhøj Allé 2, Herning

Emne: Quiz og sommerhygge.

Tilmelding senest onsdag før mødet til:

Per Mortensen

Mobil 23 28 60 25

permorten50@gmail.com

Bente Mejndor

Tlf. 75 94 44 75

b.mejndor@mail.dk

Vel mødt og venlig hilsen

Per og Bente 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Midt- og Nordjylland tegnsprog

OBS. Vi prøver at mødes på tirsdage i håb om større fremmøde.

Sted: Aarhus Døveforeningens lokale, Skanderborgvej 201, Viby J.

Ses vi – ja vi gør!

Mange hilsner

Ditte B. Sørensen

Mobil 25 77 28 24

ditte_11@hotmail.com

Bjarne Hvidsten

Mobil 31 13 60 94

maxim700@live.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Nordjylland

Dato: Fredag 8. juni kl. 10 - 13

Sted: Torvesalen, Foreningernes Hus, Torvet 5, 1.sal, Nørresundby.

Emne: Vi holder traditionen tro en hyggelig frokost og ønsker hinanden rigtig god sommer. Alle medbringer drikkevarer til eget forbrug til maden.

Tilmelding / afbud: Senest mandagen før mødet til

erfaleder Hanne Vestergaard Ottesen

Tlf. 20 27 94 94 eller på

hanne@8sen.dk

På glædeligt gensyn til alle fra Hanne

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

NAVNE

 

Fødselsdage

 

95 år

Poul Erik Olsen, Solrød Strand

Født 19. juni 1923

 

95 år

Anna Katrine Petersen, Ringsted

Født 20. juni 1923

 

85 år

Allis Pedersen, Aabybro

Født 8. juni 1933

 

85 år

Hannelore Elsbeth Inge Nevermann, Værløse

Født 9. juni 1933

 

80 år

Holger Lyngø, Fredericia

Født 15. juni 1938

 

80 år

Karen Margrethe Pedersen, Ringsted

Født 28. juni 1938

 

70 år

Søren Sickmann, Skanderborg

Født 1. juni 1948

 

70 år

Bent Ove Bjerre, Fredericia

Født 26. juni 1948

 

70 år

Gurli Brok Høgsberg, Solbjerg

Født 28. juni 1948

 

60 år

Amah Koutodjo Mensah, Virum

Født 7. juni 1958

 

60 år

Verner Richter, Valby

Født 19. juni 1958

 

40 år

Bart Bendtsen, Fredericia

Født 26. juni 1978

 

30 år

Jonathan Sørensen Lindop, Nyborg

Født 26. juni 1988

 

FDDB ønsker hjertelig tillykke med fødselsdagene

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Kolofon

 

Foreningen Danske DøvBlinde - synshørehæmmede

Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup

Tlf. 36 75 20 96 – fax 36 75 14 03

fddb@fddb.dk

Åbent mandag - fredag kl. 9 - 14

Indlæg til bladet sendes til: medlemsnyt@fddb.dk 

Redaktion: Gerd Nielsen og Pia Hesse

 

Blad 6     deadline 25. maj    udgives 20. juni

Blad 7     deadline 22. juni    udgives 18. juli

Blad 8     deadline 3. august  udgives 29. august

Blad 9     deadline 31. august   udgives 26. september

Blad 10   deadline 28. september    udgives 24. oktober

Blad 11   deadline 26. oktober     udgives 21. november

Blad 12   deadline 23. november  – udgives 19. december