FDDB

Medlemsnyt 1

Januar 2019

Årgang 35

 

 

Forside:

Nytårshilsen

Besøg af unge døvblinde fra Nepal

Bruger du punktskrift?

 

Indholdsfortegnelse

FRA FDDB

Nytårshilsen

Resumé af Hovedbestyrelsesmødet 14.-15. november 2018

Den nye finanslov

Alice Agnes Kampps legat for blinde-døve

Huskeliste ved ansøgning om legat

Er du kandidat til hovedbestyrelsen?

OPLYSNINGEN

Bruger du punktskrift?

Nyt fra Nota

DB KONSULENTERNE

Med propper og briller i Næstved Storcenter

Nyt fra FDDB-ungdom

Besøg af unge døvblinde fra Nepal

Kom med på ungdomsweekend til DR-byen og Christiania

ARRANGEMENTER

Gåtur i København

Vintertur med Klub Øst til Amalienborg

På hesteryg med netværket Midt imellem

Minikursus

ERFAGRUPPER

Bornholm

Nordsjælland

København Nord

København Vest

Sjælland tegnsprog

Østsjælland

Vestsjælland

Storstrøm

Fyn

Syddanmark tegnsprog

Sønderjylland

Sydvestjylland

Trekantområdet

Midtøstjylland

Midtvestjylland

Midt- og Nordjylland tegnsprog

Nordjylland

NAVNE

Fødselsdage

Dødsfald

Kolofon

 

 

 

 

FRA FDDB

 

Nytårshilsen

 

Af Anders Fransson, formand

 

Vi tager afsked med det gamle år 2018 og byder velkommen til det nye år 2019. Nu hvor champagnepropperne er sprunget og raketterne er faret til himmels, har vi et nyt spændende år foran os.

 e

Hvad vil dette år bringe? Det ved vi aldrig med sikkerhed, for selv de mest uventede ting kan ske pludseligt og uden varsel.

Vi ved dog, at der i 2019 skal være valg til Folketinget. Vil den nuværende regering blive siddende, eller kommer der et regeringsskifte? Vi ved ikke, hvad den kommende regering har af tanker for folk med døvblindhed eller folk med handicap generelt. Vi ved, at den nuværende regering var dem, der kom med et generelt forbud mod diskrimination i forhold til handicap. Det var dem, der var med til at indføre handicaptillæg til SU på erhvervsuddannelserne, det var dem der fik inkluderet blinde, svagsynede og døvblinde i ordningen for individuel handicapkørsel, og det var dem, der fik sat skub i, at CFD nu kan gå i gang med at skabe et opkvalificeringskursus for kontaktpersoner.

 

FDDB skal i 2019 holde godt øje med dette nye projekt. At kontaktpersoner klædes godt på, kan kun være til gavn for os døvblinde i hverdagen.

 

FDDB har igen i 2019 en masse spændende arrangementer på programmet for enhver smag og for alle aldre. Her kan nævnes weekender for de unge, Midt imellem, action-weekend, Seniorhøjskole med flere.

 

Det største og vel nok vigtigste er vores sommer- og landsmøde, hvor foreningens fremtid formes, og hvor en ny hovedbestyrelse skal vælges for de næste to år. Jeg håber at se rigtig mange af jer i Horsens til juni.

 

Det nye år rummer en masse nye og spændende ting, så lad os sammen hoppe ind i det nye år. På hele FDDBs vegne ønsker jeg dig et rigtigt godt og lykkebringende nytår.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Resumé af Hovedbestyrelsesmødet 14.-15. november 2018

 

Formand Anders Rohde Fransson bød velkommen til årets sidste HB-møde. Herefter bød han Jackie Lehmann Hansen velkommen som ny i Hovedbestyrelsen. Jackie afløser Nina Ernst Jensen. Der var besøg af Shakti og Asha fra Nepal, som er på Frontrunners-ophold på Castberggård og sidder i døvblindeforeningen DANs bestyrelse i Nepal.

 

Udpluk fra opgavelisten

HB har et ønske om flere rådgiverbesøg til tegnsprogsbrugere på institutioner. DøvBlinde-Teamet og Telekom arbejder videre med det.

 

Aktivitets-rapportering

Der er oprettet et skema, som kursuslederne kan udfylde efter afholdelse af kurser og aktiviteter til brug for afrapportering til fonde og tilskudsgivere. Der er allerede indkommet flere gode tilbagemeldinger.

 

Medlemskab af Dansk Blindesamfund (DBS)

Der er nye krav for medlemskab af DBS. Vi regner nu med, at alle FDDBs medlemmer kan blive medlem. Opfordring til at ansøge om medlemskab i DBS er udsendt til de FDDB-medlemmer, der ikke allerede er medlemmer.

 

Deltagerbetaling for unge op til 35 år

HB besluttede at fastholde deltagerbetalingen på 250 kr. for alle unge, der deltager i FDDB-U arrangementer.

 

Sikker mail

HB besluttede at godkende en indstilling fra bogholderiet om at bestille Citrix Sharefile til brug for sikker mail.

 

Aktiviteter på sommermødet

Der er udvalgt tre udflugter i umiddelbar nærhed af Horsens:

- Danmarks Industrimuseum, som var en stor succes ved Sommermødet i 2017.

- Glud Museum: Et landsbymuseum med inden- og udendørs seværdigheder.

- Boller Slotspark: Her er mulighed for gåture i slotshaven og den tilhørende skov.

Vedr. foredrag bliver det undersøgt, om vi kan få et foredrag om ’Fantomsyn’.

 

Der er ikke planlagt andre faste aktiviteter, da arbejdsgruppen har lagt vægt på, at der i 2019 skal være mere luft i programmet, så medlemmerne får bedre mulighed for at bruge Hotel Opus’ faciliteter: sauna, varmestol, dampbad, massage, motionsbånd og motionscykler eller minigolf. Alternativt kan man gå i svømmehallen eller tage en tur til Horsens by eller få talt med medlemmer/venner, man måske ikke har talt med længe.

 

Udlandsbekendtgørelsen i forbindelse med ferie og handicappolitisk arbejde i udlandet

Aarhus Kommune har over for aktive FDDB-medlemmer meddelt, at de kan få kontaktperson med til ferie i udlandet i max to uger om året, og når de deltager i handicappolitisk arbejde i udlandet betragtes dette som ferie!

Det kan betyde, at man skal vælge mellem at holde ferie med familien eller repræsentere FDDB internationalt. Det er et urimeligt valg! De henviser til Udlandsbekendtgørelsen, hvor kun ferie er omtalt. Her ønsker FDDB, at der skal stå, at man udover ferie også kan have kontaktperson med til internationalt handicappolitisk arbejde. FDDB har kontaktet DH for at få dette taget op både selvstændigt og i forbindelse med emner, der skal belyses, når Danmarks indsats skal vurderes i forhold til gennemførelsen af FNs Handicapkonvention.

 

Status på projekter

DøvBlinde-Teamet

Sarah Juul Buckspan er blevet ansat og er kommet rigtigt godt fra start. Sarah er i fuld gang med at lære tegnsprog.

 

Telekommunikation

Der er kommet flere ønsker til en kommende medlemsdel. Synergi er i gang med at beregne de omkostninger, det vil medføre.

 

Projekt Nepal

Ann Thestrup stopper som projektleder ved udgangen af 2019. Birgit Larsen har ligeledes valgt at stoppe som ulands-frivillig ved slutningen af 2019. Vi er i gang med at se, om der kan findes dygtige afløsere. Der er valgt ny bestyrelse i Nepal i efteråret. Nyt projekt starter i 2020, hvis vi vælger at fortsætte. Asha supplerede med at sige, at Danmark jo ikke skal blive ved med at give støtte til døvblinde i Nepal, men det er et superflot arbejde, der er gjort af alle. HHO supplerede med, at der skal oprettes døvblindeforeninger i hver provins, hvor der også skal søges penge. DAN skifter rolle fra forening til forbund.

 

Tolkning

Puljen for ledsagetolkning hos DNTM blev udtømt før årets udgang. Det betød, at i 17 % af året kunne FDDBs medlemmer ikke bestille tolkning. FDDB har henvendt sig til Den Nationale Tolkeyndighed sammen med Danske Døves Landsforbund og Høreforeningen.

 

Uddannelse af kontaktpersoner

Socialstyrelsen har netop indgået kontrakt med CFD Rådgivning om udvikling og afprøvning af et kompetenceudviklingsforløb til kontaktpersoner for mennesker med erhvervet døvblindhed. FDDB bliver repræsenteret i projektets arbejdsgruppe med både tale- og tegnsprogsbrugere.

 

Seniorudvalg

Der er 468 medlemmer i FDDB. Heraf er 311 over 65 år, hvilket svarer til 66,5 % af alle medlemmer. Der blev nedsat en lille gruppe bestående af Bjarne Hvidsten og Gert Weingardt, som kommer med forslag til et udvalg til næste HB møde.

 

Kontaktpersonhåndbogen opdateres

Birgit Larsen er med i arbejdet bag vejledende retningslinjer for kontaktpersoner og døvblinde, som skal opdateres.

Fredericia kommune har ved et møde med kontaktperson-foreningen udtalt, at FDDBs lange dagsarrangementer kan være meget ressourcekrævende for kontaktpersoner.

 

NOTAs ad hoc gruppe

NOTA flytter til Nakskov pr. 1. september 2019, men studiet forbliver i København. Der er en overgangsordning for IT. Fremover mødes ad hoc gruppen i H-Huset i Høje Taastrup.

 

Notas ’Individuel service’ for døvblinde på punkt, stor skrift og lyd

Det er kun få, der bruger den individuelle service på lyd. Det kunne være dejligt, hvis rådgiverne oplyser om denne service på hjemmebesøgene eller i erfa-grupperne.

E-bøger på Notas app er blevet udsat. Test starter marts/april 2019.

 

Eventuelt

Jackie Lehmann Hansen foreslog en drøftelse om medarbejderes pensionsalder. Der er ikke nogen øvre grænse for, hvornår ansatte skal gå på pension, men det vil være hensigtsmæssigt at have fokus på mulighed for overgangsperioder og oplæring af nye medarbejdere i god tid.

 

Hele referatet fra HB-mødet kan fås ved henvendelse til FDDB.

Næste HB-møde er 6.-7. februar.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Den nye finanslov

 

Af Birgit Larsen

 

I blad 12 omtalte vi, at førtids- og folkepensionister kan se frem til, at pensionerne får et løft. Dette skyldes den nye finanslovsaftale, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har opsagt satspuljeaftalen.

 

Det er ikke kun pensionen, der får et løft. Finansloven indeholder flere forbedringer, som vores søsterorganisationer, Høreforeningen og Dansk Blindesamfund har kæmpet hårdt for, og hvor FDDB har været med til at lægge pres på de ansvarlige politikere.

 

I Danmark står 25.000 mennesker på venteliste til at få høreapparater. I nogle regioner er ventetiden omkring to år.

På finansloven er der afsat 100 millioner kroner ekstra de næste fire år til nedbringelse af ventelisterne på høreapparatbehandling. Aftalen indebærer også, at vejen gennem systemet skal lettes for patienten, og at vejen til behandling skal effektiviseres.

 

De næste fire år er der også afsat midler til tilgængelige medier for synshandicappede. Der er i finansloven nævnt oplæsning af lokale lydaviser, podcast om og til mennesker med synshandicap og udvikling af digitale løsninger til blinde, fx forbedring af tilgængelighed på apps

 

FDDB vil arbejde for, at de medier også bliver tilgængelige for døvblinde. Det betyder i praksis, at lydaviser og podcast også kan læses på en punktlæseliste.

Ledsagerordningen for blinde og svagsynede har eksisteret i mange år, men har kun været gældende til 67 år. Det har bevirket, at rigtig mange ældre blinde og svagsynede har været isolerede fra omverdenen. Ledsagerordningen, som giver ret til 15 timers ledsagelse om måneden, kan fra 2019 og fire år frem, i en forsøgsordning også søges af blinde og svagsynede over 67 år.

Ældre døvblinde kan få glæde af denne forsøgsordning, hvis de fx har fået afslag på at få bevilliget kontaktperson ifølge Servicelovens §98.

 

Aftalen om nedbringelse af ventelisten til høreapparatbehandling, medieaftalen samt forsøgsordningen med ledsagelse af blinde og svagsynede over 67 år er en stor sejr.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Alice Agnes Kampps legat for blinde-døve

 

Af Bettina Poulsgærd

 

Alice Agnes Kampps legat for blinde-døve er til uddeling 4. juni 2019. Både døvblindfødte og døvblindblevne kan søge. Der kan søges om legatportioner på op til kr. 5.000. Der uddeles legater især som støtte til ferieophold. Afslag meddeles ikke.

 

Skema skal udfyldes og kopi af årsopgørelse vedlægges. Indsendes i en lukket kuvert mærket ”AAK legat” til FDDB senest 19. april 2019.

 

Ansøgningsskema kan fås ved henvendelse til Foreningen Danske DøvBlinde, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup eller downloades fra www.fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Huskeliste ved ansøgning om legat

 

Af redaktionen

 

Denne huskeliste kan bruges, hvis du vil søge et legat, hvor der ikke skal anvendes et særligt skema.

 

- Navn og adresse på fonden

- Dato

- Navn

- Adresse

- Cpr. nr.

- Telefon nr.

- Hvilket beløb søges der om

- Til hvilket formål

- Hvorfor er jeg nødt til at søge

- Afslutning (Jeg håber på positivt svar) eller lign.

- Med venlig hilsen

- Underskrift

- Vedlagt: Fx kopier af bilag 

- Mange fonde uddeler kun legater, hvis sidste skatteopgørelse er vedlagt

- Oplysninger om rejsemål (hvis det er en rejse, der søges om)

- Sidste pensionsmeddelelse

- Oplysningsmateriale om hjælpemiddel (hvis det er hjælpemiddel,  der søges om) 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Er du kandidat til hovedbestyrelsen?

 

Af hovedbestyrelsen 

 

Hvis du stiller op til valg til Hovedbestyrelsen, bedes du sende et indlæg til Medlemsnyt inden 26. april. Her skal du fortælle lidt om dig selv, hvad du vil arbejde for som HB-medlem, og om du er tegnsprogsbruger eller talebruger.

Dit indlæg må max fylde 150 ord.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

OPLYSNINGEN

 

Bruger du punktskrift?

 

Af redaktionen

 

For at markere den internationale Braille-dag 4. januar havde FDDB et opslag på Facebook, hvor vi opfordrede medlemmer til at skrive kommentarer og fortælle, hvad punktskrift betyder for lige netop dem. Her kan du læse opslaget samt et par udvalgte og let-forkortede indlæg fra kommentar-feltet:

 

FDDBs opslag

”I dag er det international Braille-dag, og punktskrift fejres over hele verden. For mange døvblinde er punktskrift livsnerven til omverdenen. Lyder det lidt gammeldags med prikker på et stykke papir? Det er det ikke nødvendigvis.

 

Hvad du måske ikke ved, er at der kan kobles elektroniske punktskrift-displays til moderne iPads og smartphones, og vupti kan døvblinde følge med i, hvad der foregår på Facebook, skrive mails og læse nyheder på moderne medier.

 

Vupti er måske lidt meget sagt.. det kræver overvindelse og øvelse at forsøge at overskue de elektroniske medier. Men det kan lade sig gøre for mange, og det kan gøre en kæmpe forskel at føle sig som en del af den verden.

 

Er du døvblind og bruger elektroniske medier eller andre medier ved hjælp af punktskrift, så skriv gerne en kommentar og del med verden, hvad det betyder for lige netop dig!”

 

Kommentar, Mehtap Demirkaya:

”Jeg benytter elektronisk punkt. Jeg sluger ganske vist massevis af lydbøger, men det er en helt særlig gave at være i stand til at læse med fingrene.  Det letter de små, praktiske gøremål i hjemmet, når jeg eksempelvis skal lave mad og hurtigt og nemt kan læse mig igennem de forskellige glas, pakker og poser for at finde noget bestemt. Det samme når jeg leder efter en bestemt te.

 

Derudover er punktskriften til stor støtte, når jeg skriver/læser engelsk. Alle de nuancer, jeg ikke fanger med ørerne, opfatter jeg nemt og hurtigt med fingrene, hvilket gør oplevelsen mindre ressourcekrævende.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn lærte punktskriften at kende, og hvor begejstret jeg var over, at jeg nu pludselig kunne læse mig frem til de lyde i det talte sprog, som jeg ikke opfattede. Blev der sagt 'S' eller 'F'? Hedder hun Gitte eller Ditte?

På studiet gør jeg også brug af punkt. Især til eksamener, hvor jeg ubesværet kan ajourføre mig med mine noter med fingrene. Punktskriften har betydet meget for mig op gennem barndommen og gør det stadig”.

 

Kommentar, Birgit Larsen:

”I 2018 besluttede jeg mig for at lære punktskrift. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke troet, at det skulle blive nødvendigt. Jeg har CI på begge sider og havde forventet, at jeg kunne gå fra stor skrift til lyd. Desværre er mit skelnetab højt, så der er for mange ord, jeg ikke kan høre.

 

Starten var svær, men med god undervisning og træning fik jeg hurtigt lært at skrive punktalfabetet. Jeg købte selv en lille 14 punktlæseliste og fandt i FDDB fem andre punktlæsere, som jeg begyndte at skrive sammen med. Jeg brugte både en Perkins maskine og min Focus 14. Det var sjovt at få breve med posten. I starten kunne det tage en hel aften at stave mig igennem en side på punktpapir. Med øvelse og atter øvelse går det bedre og bedre. Her et år efter går det stadig langsomt med at læse på papir, hvis linjerne står for tæt. Jeg kan anbefale at abonnere på punktavisen, som NOTA udsender en gang om ugen. Det er også god træning. Jeg er efterhånden blevet god til at bruge punkt i stikordsform til foredrag og lign. Det er også blevet meget nemmere at finde det rigtige krydderi, når det er afmærket med punkt.

 

Min Focus 14 med punkt er blevet et vigtigt hjælpemiddel for mig sammen med min iPhone. Den følger mig fra om morgenen, og er det sidste jeg lægger fra mig om aftenen. Det er fantastisk, at jeg nu kan ligge med armene under dynen og læse fx nyhederne, inden søvnen overmander mig. Jeg vil ikke påstå, at det har været let at lære at føle punkterne, men med træning kommer det lige så stille. Jeg bruger kun den lille forkortelse, for jeg synes det dækker mit behov. Når jeg lytter til en bog, bruger jeg læselisten som støtte til de ord, jeg ikke kan høre, og jeg er også så småt begyndt at bruge punkttolkning.

 

Jeg synes, det er vigtigt at bevare punktskriften i hele verden, så blinde og døvblinde har valgmuligheden. For nogle af os døvblinde er valget nødvendigt, hvis vi vil bevare et selvstændigt liv og fx selv læse vores post og følge med i informationsstrømmen”.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Nyt fra Nota

 

Af Lene Wagner, bibliotekar

 

Aktuel punktbog i december

 

Audur Ava Ólafsdottir: Ar

Islandsk vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2018.

Romanen handler om Jonas Ebeneser, der er blevet skilt og beslutter at begå selvmord. Med det for øje rejser han til et fjernt krigshærget land. Jonas er en dygtig håndværker og bliver involveret i istandsættelsen af det hotel, han bor på. Han har nemlig medbragt en boremaskine, som han egentlig vil bruge til at skrue en krog i loftet. Men gradvist vender han tilbage til livet. En rørende og let læst roman. Den indeholder også humor trods det alvorlige emne.

 

Punktbog 418490

5 bind

 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

DB KONSULENTERNE

 

Med propper og briller i Næstved Storcenter

 

Af døvblindekonsulenterne Maria Clauding og Jeanette Johansen

 

I december holdt vi supervision for kontaktpersoner. Temaet var: At være døvblind i et storcenter.

 

Vi mødtes i Næstved Storcenter, seks kontaktpersoner og to døvblindekonsulenter. Kontaktpersonerne blev delt i par og udstyret med ørepropper for at simulere en hørenedsættelse og briller, der svarede til en synsnedsættelse med AMD eller Retinitis Pigmentosa. Opgaven var på skift at agere henholdsvis døvblind på julegaveindkøb og kontaktperson til ledsagelse med syns- og høretolkning.

 

Alle gik til opgaven med stor iver og entusiasme. De meget store briller, der ligner klodsede dykkerbriller, vakte en del opmærksomhed blandt de mange, mange øvrige handlende i centeret. En børnehave fik sig en oplevelse, da de prøvede brillerne. Andre nysgerrige fik svar på deres spørgsmål og et lille indblik i, hvordan det kan opleves at være både syns- og hørehæmmet.

 

Alle deltagerne fik afprøvet at være henholdsvis døvblind og kontaktperson. Der blev købt ærmebræt, undertøj og andre spændende julegaver.

 

Vi døvblindekonsulenter havde mulighed for at betragte deltagerne, da de gik rundt i centeret. Det var en god oplevelse. Stor respekt – de var så engagerede og fokuserede på opgaven, at de helt glemte tiden. 

 

Ved evaluering af oplevelsen gav flere udtryk for, at det giver god mening gentagne gange at afprøve de ledsageteknikker, man lærer på CFDs kurser, idet man lærer noget nyt, hver gang man bruger dem.

 

En anden erfaring var at inddrage ekspedienterne i indkøbet. Det giver god mening at bede om professionelt råd og vejledning i butikken, frem for at kontaktpersonen skal vurdere og råde borgeren efter bedste evne.

 

Vi sluttede af med frokost på Solgaven i Næstved, hvor vi fik ønsket hinanden god jul og godt nytår.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Nyt fra FDDB-ungdom

 

Besøg af unge døvblinde fra Nepal

 

Reportage fra to unge nepalesiske døvblinde, som deltog på FDDB-ungdoms juleweekend i Aalborg i december.

 

Oversat fra engelsk:

Vi, Asha og Shakti, ankom til Ålborg Banegård 7. december kl. 17.  Alle vores nye døvblinde venner fra FDDB-ungdom var allerede ankommet, og vi blev introduceret for hinanden med varme hilsner. Det regnede udenfor og føltes virkelig koldt. Trods støvregnen var det en fin tur til hotellet på 15 minutter. Vi havde tolken Philip med til at hjælpe os med kommunikationen.

 

På hotellet hvilede vi os i en halv time inden middagen.  Om aftenen fortalte vi om Nepal og beskrev vores forening for FDDB-ungdoms medlemmer. De var meget nysgerrige efter at vide mere om Nepal og vores organisation. Der var også en lang række spørgsmål.

 

8. december tog vi i Zoologisk have efter morgenmaden. Vi lærte rigtig meget i zoo. Der var både dyr fra meget kolde og fra meget varme områder. De blev holdt i separate bure efter hver deres behov.

 

Klokken 13 gik vi til fods hen til en restaurant. Senere på dagen besøgte vi en skole for døvblinde. Vi kom ind i bygningen for døvblinde unge. Vi var meget interesserede i at få mere at vide om alt, hvad der foregår på skolen. Vi vidste i forvejen, at de fleste døvblinde unge her er primært døve, og at mange af dem også har indlæringsvanskeligheder. Nogle af dem har flere handicap.

 

Kl. 16 var vi tilbage på hotellet. Til aftensmad smagte vi traditionel mad fra Danmark. Efter middagen spillede vi kort.

Dagen efter tjekkede vi ud af værelserne og mødtes for at evaluere weekenden. De fleste syntes, at besøget i Zoologisk have havde været spændende, selv om det regnede. Det var en meget god oplevelse for os at møde venner og se nye steder. Hotellet, vi boede på, var et dejligt sted, og værelserne var rene.

 

Kl. 11 forlod vi gruppen fyldt med gode minder. Vi takkede alle vores nye døvblinde venner for deres hjertelige modtagelse. Vi håber, vi får mulighed for at se dem igen engang i fremtiden.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Kom med på ungdomsweekend til DR-byen og Christiania

29.-31. marts

 

Første ungdomsweekend i år bliver på Amager (København).

Kom og vær med til en sjov weekend fredag 29. marts - søndag 31. marts 2019.

 

Vi skal besøge DR-byen med rundvisning, se bl.a. Bamses hus, sceneværkstederne og det imponerende NewsRoom, hvor alle nyhederne produceres. Derefter skal vi opleve Fristaden Christiania med alle dens skæve løjer, farverige boliger og snoede stier.

Vi har booket værelser på Danhostel Copenhagen Amager.

 

Vi mødes på Københavns Hovedbanegård fredag 29. marts kl. 17 og slutter søndag 31. marts kl. 11.

Weekenden koster kun 250 kr. pr. medlem. Det dækker kost, forplejning, leje af sengelinned og håndklæder.

 

Du kan tilmelde dig elektronisk på www.fddbu.dk senest

mandag 11. februar

 

Betaling for weekenden skal være hos FDDB senest mandag 25. marts 2019 på Reg. nr. 2191 Konto nr. 0377 643 402 eller på MobilePay 61 31 42 40.

Husk at skrive ’FDDBU weekend 1’ og dit navn på tilmeldingen.

Tilmeldingen er bindende. Skriv hvis der er noget, vi skal tage hensyn til som brug for skrivetolk, speciel kost eller andet.

Tog/busbilletter dækkes efter billigste transport.

Er betalingen ikke FDDB i hænde senest 25. marts, bliver man automatisk afmeldt arrangementet.

 

Program, praktisk information og deltagerliste fremsendes ca. 14 dage før arrangementet afholdes.

 

SKYND DIG AT TILMELDE DIG - der er begrænsede pladser!

 

Mange hilsner fra Ungdomsudvalget

Nicoline, Ditte, Nadia, Destin og Anders

 

OBS OBS OBS

Til vores arrangementer kan du få dækket tog og busbilletter efter billigste transport. Dog skal du være opmærksom på, at billetten skal være sendt ind til fddb@fddb.dk senest 14 dage efter arrangementet, ellers refunderes den ikke.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

ARRANGEMENTER

 

Gåtur i København

Torsdag 7. marts

 

Vi skal gå 5 kilometer.  

Vi mødes kl. 11 på Nørreport Station ved Netto. Vi går i Botanisk Have og i Kongens have og finder et sted, hvor vi spiser vores medbragte madpakker. Derefter går vi en tur i H. C. Ørstedparken, inden vi slutter med kaffe eller te med brød på en café ved Nørreport station.

Pris 30 kr.

FDDB dækker for transport og kaffe til ledsagerne.

Tilmelding senest mandag 4. marts til Gerd på:

Mobil 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Ring eller send sms, hvis du bliver forhindret eller kommer for sent. 

Gåturshilsner

Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Vintertur med Klub Øst til Amalienborg

Onsdag 20. marts

 

Denne gang går vinterturen til Amalienborg. På Christians VIII’s palæ bliver vi guidet rundt på det historiske museum Amalienborg Museet, der blev åbnet for offentligheden i 1994. Museet dækker tiden for den Glücksborgske kongeslægt fra 1863 op til i dag. Vi starter med at høre om Amalienborgs og Museets historie.

 

Derefter går vi på egen hånd ind og ser særudstillingen ’Eventyrdronningen’, som er et festfyrværkeri af farver og former, kostumer, bordopdækninger og ting og sager.

Kom med og få et indblik i, hvordan Dronningens kreative hjerne, hjerte og hænder skaber de mest forunderlig ting.

Slottets personale vil være behjælpelige med trapper (elevatoren er under renovering).

Derefter tager vi en bus fra enten Store Kongensgade eller Bredgade til tæt på restauranten Riz Raz i Kompagnistræde 20. Her skal vi have en dejlig Middelhavsbuffet, dessert, kaffe / te m.m.

 

Program

Kl. 12.30: Vi mødes på Amalienborg, Slotsplads 5

Kl. 13 - 14: Rundvisning på Amalienborg Museet

Kl. 14: På egen hånd særudstillingen ’Eventyrdronningen’

Kl. 16.30: Buffet på Riz Raz

 

Pris: 325 kr. for hele arrangementet

Drikkevarer for egen regning. FDDB dækker for kun en kontaktperson / ledsager. Der vil være tolke tilstede og blive delt mobilteleslynger rundt.

Max. 27 personer i alt.

Bindende tilmelding senest 6. marts kl. 12 til FDDBs sekretariat.

Tlf. 36 38 85 92

fddb@fddb.dk

 

Både tale- og tegnsprogsbrugere er velkomne. Kom og vær med til en spændende dag.

 

Mange hilsner

Klubledelsen

Ella Schäffer og Ole Braband

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

På hesteryg med netværket Midt imellem

Lørdag 4. maj

 

Netværket ’Midt imellem’ inviterer medlemmer på 30 – 50 år med på en tur til Børkop for at ride i naturskønne omgivelser på Snur-om-gaard Ridecenter.

Ridning er med god grund en populær aktivitet, fordi man som rytter har en enestående kontakt med hesten, samtidig med at det er god træning for kroppen. Når du sidder på en hest og skal følge dens bevægelser, træner du både balance, motorik og koordinationsevne. Derudover kan hestenes rolige væsen bidrage til, at man selv kommer helt ned i gear og er til stede i nuet.  

På dagen for arrangementet mødes vi kl. 12 på Fredericia Banegård. Derfra er der fællestransport med bus til Snur-om-gaard Ridecenter.

Her starter vi med at få lidt frokost, hvorefter vi begiver os op på hesteryg. Hestene på Snur-om-gaard er rolige og vant til ryttere med særlige behov, så alle kan være med, uanset om du tidligere har siddet på en hest, eller om du er nybegynder. Hvis du ikke er så meget til heste, er der også en fin sansehave på Snur-om-gaard, som du kan gå en tur i.

Når vi er færdige med at ride, kører vi mod Fuglsangcentret, hvor vi skal hygge os med lækker bålmad, og hvad vejret ellers tillader. Hvis det regner, har vi et lokale indenfor, hvor vi kan spise.

Kl. 20 slutter vi af med fællestransport til Fredericia Banegård.

Der kan deltage op til 10 personer + ledsagere.

Pris pr. deltager: 250 kr. Beløbet dækker frokost, ridning og aftensmad inden hjemturen. Ledsageren dækkes af FDDB.

Transport efter billigste befordring dækkes af FDDB.

Arrangementet er for både tegnsprogs- og talebrugere. Vi anbefaler, at du har en kon­taktperson eller ledsager med til syns­beskrivelse. Det må gerne være en ægtefælle eller en anden, du kender godt. Der er også mulighed for tolkning under arrangementet. 

Tilmelding senest 4. marts til FDDBs sekretariat på:

fddb@fddb.dk

tlf. 36 38 85 92 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Minikursus

12. - 16. august

 

Traditionen tro skal vi på årets Minikursus bo på Fuglsangcentret i Fredericia. Minikurset er målrettet alle FDDBs medlemmer.

For at kunne deltage skal man selv kunne gå op i bussen. Der er hjælpere til at give en hånd, men vi kan ikke klare løfteopgaver.

 

Mandag er der mulighed for en gåtur i omegnen.

Tirsdag skal vi en tur til Den gamle By i Århus. Vi skal udfordre vores sanser i forskellige miljøer og besøge specielle områder tilrettelagt for døvblinde, og der bliver også tid til at gå rundt på egen hånd. Vi spiser vores medbragte madpakker i Den gamle By. Besøget sluttes af med medbragt kaffe og kage.

 

Onsdag går turen til Randers Regnskov, hvor der er mulighed for at udforske på egen hånd. Vi spiser vores medbragte madpakker i Regnskoven. Førerhunde må ikke komme med ind, men der er mulighed for, at de kommer i hundeparkering. Vi slutter af med kaffe og kage i Danmarksparken, som ligger i forbindelse med Regnskoven.

 

Den sidste udflugt torsdag bliver til Give-Egnens Museum. Vi skal besøge udstillingen Nutidigt håndarbejde og andet nørkleri med inspiration fra gamle håndarbejds-traditioner. Vi spiser vores medbragte madpakker på museet. Vi kører tilbage til Fuglsangcentret og drikker eftermiddagskaffe, så der er god tid til afslapning inden festaftenen.

 

Der er quiz og anden underholdning hver aften.

 

Efter tilskud fra FDDB er fratrukket, koster ophold inkl. udflugter og festmiddag: 2.000 kr.

Husk ledsagerkort.

 

FDDB arrangerer fællestransport fra banegården 12. august kl. 11.50 og fra Fuglsangcentret 16. august kl. 9.45.

Rejseudgifter efter billigste offentlige transportmiddel refunderes efter indsendelse af bilag.       

 

Tilmeldingsskema findes på FDDBs hjemmeside og fås også ved henvendelse til FDDB. Udfyldt skema skal være hos FDDB senest fredag 24. maj. Vi sender umiddelbart herefter svar til dig, om du er optaget. Program og deltagerliste udsendes samtidigt med svar på optagelse på kurset.

 

Har du spørgsmål til kurset, er du velkommen til at kontakte mig på mail birgit@bljl.dk eller mobil 21 46 31 18.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

ERFAGRUPPER

 

I alle erfagrupper er kontaktpersoner og ledsagere velkomne. Kaffe med brød kan købes på mødet, og transport tilbydes efter aftale med erfalederen. Nye medlemmer er velkomne.

 

 

Bornholm

Dato: Onsdag 27. februar kl. 13.30 - 15.30 

Sted: Sagahuset

Emne: Vi skal høre nyt fra hovedkontoret og om tilbud fra FDDBs telekommunikation ved Anders Fransson og Bitten Rasch.

Vi får kaffe/te og brød med pålæg eller ost samt kage og frugt. 

Pris for hele arrangementet: 45 kr.

Alle, der ønsker at blive hentet og kørt hjem igen skal huske at give besked til Anvör eller Ole.

Mange hilsner Anvör 

Mobil 22 56 93 81

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Nordsjælland

Dato: Tirsdag 5. februar

Spisning: Kl. 12 - 13 

Erfamøde: Kl. 13 - 15

Sted: Fælleshuset, Sejlgårdspark 117, Farum.

Emne: Hvorfor blev jeg kontaktperson?

Vores kontaktpersoner er uundværlige for os, men véd vi egentlig, hvad der motiverede dem til at vælge det vigtige arbejde? Kom og lyt til nogle spændende fortællinger.

Tilmelding til arrangementet samt til evt. kørsel (taxa tur/retur) skal ske til Susanne på:

susanne.loecke@gmail.com

Mobil 60 43 19 91

Vel mødt og på kærligt gensyn!

Susanne Løcke

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

København Nord

Dato: Fredag 22. februar kl. 10.30 - 12.45

Sted: Rymarksvej 1, Hellerup

Emne: Et liv med svære udfordringer, som jeg ikke vil bytte. Ved Gerd Nielsen.

Tilmelding senest søndag før mødet til Arne på:

tlf. 45 85 94 19

abkrogh@sorgenfrivang1.dk

eller til Linda på: tlf. 25 11 05 75

Mange hilsner

Linda og Arne

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

København Vest

Dato: Mandag 4. marts kl. 12.30 - 15.30

Sted: H-huset, Blekinge Boulevard 2, Taastrup

Emne: Døvblindekonsulent Malene Strandkvist fortæller, hvad vi kan bruge døvblindekonsulenten til.

Tilmelding senest søndag ugen før mødet til Gerd:

Tlf. 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Godt nytår

Birgit og Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sjælland tegnsprog

Dato: Onsdag 20. februar kl. 13.30 - 15.30

Sted: Solterrasserne på den gule stue

Emne: Gugga fortæller om sin rejse til Afrika.

Sidste frist for tilmelding er mandag 11. februar til Ella via ideksy eller ellaella@mail.tele.dk

Mange hilsner fra Ella

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Østsjælland

Dato: Tirsdag 26. februar kl. 14 - 16 

Sted: Teaterbygningen, Køge

Emne: Forfatter Inge B. Thomsen fortæller om sin bog ’Alene du’ og beretter om lys og håb i sit liv. Med sig har hun psyko- og kunstterapeut: E. M. Fischer.

Tilmelding senest torsdag inden mødet på:

Mobil 50 58 87 45

Pris 30 kr.

På gensyn!

Kari Steffen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Vestsjælland

Dato: Fredag 1. februar kl. 13.30 - 16.00

Sted: Blomstergården, Rosenkildevej 96, A blokken, Slagelse

Emne: Vi får besøg af hørekonsulenten fra CSU Slagelse.

Pris: 30 kr.

Tilmelding: Jeg ringer rundt til jer alle om mandagen som jeg plejer.

På gensyn

Venlige hilsner fra

Heike & Sandie

Tlf. 30 11 30 71

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

Storstrøm

Dato: Mandag 11. februar kl. 13 - 15

Sted: Bakkehuset, Fjordbakken 79, Nykøbing F.

Emne: Birgit Larsen kommer og fortæller om Nepalprojektet i FDDB

Tilmelding: Jackie ringer rundt ugen før erfa-mødet.

Tilmelding kan også ske på tlf. 20 27 70 11.

Pris: 30 kr. til kaffe og kage

Jeg glæder mig til at se jer

Mange hilsner Jackie

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Fyn

Dato: Onsdag 27. februar kl. 12.30 - 15.15.

Vær opmærksom på tidligt start-tidspunkt.

Sted: Seniorhuset, Toldbodsgade 5-7, Odense, Lokale 1.

Emne: Døvblinde som arbejdsleder. Hvordan fungerer et samarbejde mellem den døvblinde og kontaktpersonen bedst?

Vi får besøg af Søren Sickmann og Else Marie Jensen, som vil dele deres erfaringer og råd til konflikthåndtering til ’Det gode samarbejde’. Herefter er der tid til en fælles erfaringsudveksling og dialog i gruppen.

Pris: 35 kr. til kaffe/kage.

Til jer, der har lyst:

Vi kan mødes til køb-selv-smørrebrød kl 11.45 i caféen.

Kontakt Gitte Callø for tilmelding og evt. hjælp til transport senest tirsdag 19. februar på gittepug@stofanet.dk

eller tlf. 25 11 63 77

Mange hilsner fra Gitte

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Syddanmark tegnsprog

Dato: Onsdag 20. februar kl. 13 - 16

Sted: Tegnsprogshuset, Egeskovvej 5, Fredericia

Emne: Foredrag af Anne Louise Dissing om love og personligheder i gamle dage. Kom og lyt til, hvad hun fortæller.

Husk at tage brød med til kaffe.

Hilsen fra

Eva og Torben

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

Sønderjylland

Dato: Onsdag 6. februar kl. 14 - 16

Sted: Rødekro Kro i Rødekro

Emne: Endnu ikke fastlagt.

Tlf. 74 52 58 29

Mange gode hilsener og på gensyn!

Karla Andersen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sydvestjylland

Dato: Tirsdag 5. februar kl. 13 - 15.30

Sted: Vindrosens lokale 4, 2. sal, Exnersgade 4, Esbjerg.

Emne: Vi skal have medlemsmøde med besøg fra hovedbestyrelsen. I den anledning får vi gratis smørrebrød.

Tilmeld jer senest ugen før af hensyn til forplejning.

Vel mødt med frisk nytårshalm i træskoene.

Med venlig hilsen

Erik Kiørbye

Tlf. 75 13 12 28

kiorbye@esenet.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Trekantområdet

Dato: Onsdag 6. februar kl 12.45 - 15.15

Bemærk at datoen er rykket pga. vinterferien.

Sted: Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, Fredericia.

Emne: Vi skal hygge og sætte vores præg på årets program.

Har du et emne til dialog og erfaringsudveksling i gruppen, er det meget velkomment.

Kom og vær med til at give dit input!

Pris: 35 kr. til kaffe/kage.

Kontakt Gitte Callø for tilmelding og evt. hjælp til transport på: gittepug@stofanet.dk eller

tlf. 25 11 63 77

Mange hilsner fra Gitte

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midtøstjylland

Godt nytår

Dato: Tirsdag 26. februar kl. 10 - 12

Sted: Folkestedet Carl Blochs gade 28. stuen lokale 03, Aarhus C

Emne: Vi skal hygge os.

Tilmeld jer senest otte dage før af hensyn til kaffe/brød til 30 kr.

Er transporten et problem, så finder jeg en løsning på det, men dette skal ske 14 dage før.

Med venlig hilsen

FDDB-rådgiver og erfa-leder

Niels Henrik Jørgensen

mobil 24 46 57 30

nhenrik@youmail.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midtvestjylland

Dato: Mandag 18. februar kl. 13 - 15.30

Sted: Vestfløjen v. Sct. Johs. Kirke, Fredhøj Allé 2, Herning

Emne: Hygge og sang med Harmonika-duoen ved Sigge og Henning i Snejbjerg.

Tilmelding senest onsdag før mødet til:

Per Mortensen

Mobil 23 28 60 25

permorten50@gmail.com

Bente Mejndor

Tlf. 75 94 44 75

b.mejndor@mail.dk

Mange kærlige hilsener fra

Per og Bente

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midt- og Nordjylland tegnsprog

Jeg mailer rundt og sammen finder en mandag, hvor vi kan mødes kl. 12.30 - 15.00

Sted: DBS-Huset, Sønder Allé 10, Aarhus C.

Ses vi – ja vi gør!
Mange hilsner
Ditte B. Sørensen
Mobil: 25 77 28 24
ditte_11@hotmail.com
Bjarne Hvidsten
Mobil: 31 13 60 94
naestformand@fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Nordjylland

Dato: Fredag 8. februar kl. 10 - 13

Sted: Torvesalen, Foreningernes Hus, Torvet 5, 1.sal, Nørresundby

Emne: Er ikke helt fastlagt endnu.

Vi glæder os til at se jer alle.

Tilmelding/afbud: Husk at melde til eller fra senest mandagen før mødet på mobil 20 27 94 97 eller på

hanne@8sen.dk

På glædeligt gensyn fra erfaleder

Hanne Vestergaard Ottesen og Mia Winther

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

NAVNE

 

Fødselsdage

 

95 år

Elin Rønnelund, Lynge

Født 7. februar 1924

 

85 år

Johannes Sørensen, Svendborg

Født 8. februar 1934

 

85 år

Jytte Olsen, Albertslund

Født 13. februar 1934

 

85 år

Kirsten Joan Holum, Valby

Født 25. februar 1934

 

80 år

Kirsten Hansen, Faxe

Født 16. februar 1939

 

80 år

Bente Christensen, Valby

Født 21. februar 1939

 

80 år

Birthe Jacobsen, Valby

Født 21. februar 1939

 

75 år

Jette Hanne Jacobsen, Nykøbing F

Født 5. februar 1944

 

75 år

Bruno Pedersen, Ålsgårde

Født 15. februar 1944

 

60 år

Benthe Fynbo Petersen, Augustenborg

Født 3. februar 1959

 

FDDB ønsker hjertelig tillykke med fødselsdagene!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Dødsfald

 

Jytte Jespersen, Bagsværd

Født 24. juni 1929 er død.

 

Æret være hendes minde

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Kolofon

 

Foreningen Danske DøvBlinde - synshørehæmmede

Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup

Tlf. 36 75 20 96 – fax 36 75 14 03

fddb@fddb.dk

Åbent mandag - fredag kl. 9 - 14

Indlæg til bladet sendes til: medlemsnyt@fddb.dk 

Redaktion: Gerd Nielsen og Pia Hesse

 

NR.       DEADLINE                    UDGIVELSE

  2         1. februar                       27. februar

  3         1. marts                         27. marts

  4         29. marts                       24. april

  5         26. april                         22. maj

  6         24. maj                          19. juni

  7         21. juni                          17. juli

  8         2. august                       28. august

  9         30. august                     25. september

 10        27. september                23. oktober

 11        25. oktober                    20. november

 12        22. november                18. december

 

FDDB modtager stof til MEDLEMSNYT inden kl. 12

på deadline-datoen på medlemsnyt@fddb.dk