FDDB

Medlemsnyt 2

Februar 2019

Årgang 35

 

 

Indholdsfortegnelse

 

FRA FDDB

Fagligt netværk for døvblinde på Færøerne

Landsmøde 2019

Den nye finanslov

Nyt fra DRs brugerråd

Legat Juchum Fonden

OPLYSNINGEN

Apple Watch og andre smart-ure

SubReader – få undertekster læst op i biografen

I praktik i Handicap-huset

Dejlig træning i Handicap-huset

Nyt fra Nota

ARRANGEMENTER

Rådgivnings- og netværksdag for tegnsprogsbrugere i Fredericia-området

To temadage med Telekommunikation

Udflugt til Blåvand med Klub Vest

Sommer- og landsmøde 2019

Genopslag: Turen til Lüneburger Heide

Vandrekursus – oplev det sydfynske

ERFAGRUPPER

Bornholm

Nordsjælland

København Nord

København Vest

Østsjælland

Vestsjælland

Storstrøm

Fyn

Syddanmark tegnsprog

Sønderjylland

Sydvestjylland

Trekantområdet

Midtøstjylland

Midtvestjylland

Midt- og Nordjylland tegnsprog

Nordjylland

NAVNE

Fødselsdage

Dødsfald

Mindeord for Torben Egense Hansen (1)

Mindeord for Torben Egense Hansen (2)

Kolofon

 

 

 

FRA FDDB

 

Fagligt netværk for døvblinde på Færøerne

 

Af Birgit Larsen, HB-medlem

 

I starten af februar deltog jeg i et seminar om døvblindhed på Færøerne. Formålet var at opbygge et fagligt netværk for døvblinde. Det er første gang, jeg har besøgt Færøerne, og det var en smuk oplevelse. Klippelandskabet var dækket af sne.

 

Færøerne består af 18 øer, hvoraf kun en er ubeboet. Der bor 51.000 mennesker på Færøerne, og der lever 70.000 får. Lufthavnen ligger på Vågø. For at komme til Thorshavn skulle vi igennem en fem kilometer lang tunnel, som ligger 40 meter under havoverfladen. Vi skulle også igennem to andre tunneller, som var sprængt ud i klipperne.

 

Der er tre sygehuse, og når folk skal på sygehuset foregår det fortrinsvis med helikopter. Jeg startede med at få en fin rundvisning på Synscentralen af Karin Kass, som blandt andet er mobility-instruktør og har sørget for meget af det praktiske i forbindelse med seminariet. På Synscentralen er der både værksteder, dagscenter og fitness-redskaber. Der er også en massør tilknyttet huset. På den anden side af vejen ligger Hørecentralen, og lidt i spøg blev vi enige om, at døvblinde måtte være lige midt i mellem.

 

Det er vigtigt at få et netværk med fokus på døvblindhed op at stå på Færøerne og at få professionelle fra både sundhedssystemet og det sociale system til at samarbejde. Lige nu er døvblinde tilknyttet enten høre- eller synsområdet.

 

Der er få botilbud til døvblinde. Unge døvblinde bliver derfor boende hjemme længe. Der mangler også et tilbud om brugerstyret, personlig assistance på Færøerne. Der er endnu ikke en servicelov på Færøerne.

 

Lederen af det Nordiske Velfærdscenter, NVC, Maria Creutz bød velkommen og gennemgik programmet. Jeg var den første oplægsholder, og jeg fortalte om mit liv som døvblind. Jeg fortalte om de forskellige perioder i mit liv: Barndom, ungdom, voksenliv og som folkepensionist.

 

Bettina Kastrup Pedersen, pædagogisk konsulent fra Center for Døvblindhed og Høretab fortalte om, hvor vigtigt det er, at man på specialområdet henviser til hinanden og samarbejder med både Pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) og især forældrene. Bettina kom med eksempler for at illustrere de problemer, som døvblinde børn typisk har. Det drejer sig især om sprogindlæring, indskrænkning af synsfelt og ændring i adfærd.

 

Derefter holdt professor Lisbeth Tranebjærg en meget interessant forelæsning om genetik. Jeg vil blot nævne et enkelt syndrom, som blev nævnt; Færø syndrom. Arvelighedsbetingede syns- og høreproblemer er nemlig højere repræsenteret på Færøerne end i andre lande. Dette skyldes dels, at den oprindelige befolkning var lille, og der forekommer fætter-kusine ægteskaber.

 

Færø- syndromet er mangel på et bestemt enzym, der påvirker musklerne, hvilket betyder, at de ikke udvikler sig normalt. Det kan give bevæge-forstyrrelser. Der er også hørenedsættelse og øjenmuskel-lammelser, og nogle kan have respirations- forstyrrelser og kortere livslængde. De fleste lever kun til 20-års alderen. Syndromet er mere eller mindre unikt for Færøerne. I forskningsprojektet er der i alt fundet 50 personer, hvoraf halvdelen er fra Færøerne. 1 ud af 1700 børn, der fødes på Færøerne, har sygdommen.

 

På Færøerne er der tre øjenlæger, men er der tale om specielle øjensygdomme, henvises videre til Kennedy Instituttet i Danmark. Tidligere har de færøske øjenlæger samarbejdet tæt med Thomas Rosenberg, øjenlæge ved Kennedy-instituttet.

 

Til sidst fortalte Moa Wahlqvist fra Sverige, som har en doktorgrad i handicapvidenskab, om bl.a. fysisk og psykisk sundhed hos døvblinde. Moa fortalte bl.a. om en undersøgelse med 75 spørgsmål, som 171 døvblinde personer har besvaret. Undersøgelsen viste fysiske problemer hos mange, fx ømhed i musklerne, ondt i lænden og tinnitus. Man spænder i kroppen for at lytte eller se. Når man går på ukendte steder, spænder man også. Psykisk kan det også være svært at komme ud blandt andre mennesker, og det er ikke ualmindeligt, at døvblinde får depressioner. Døvblinde oplever også økonomiske vanskeligheder. Undersøgelsen viste også, at en del har koncentrationsbesvær.

 

Det var et meget veltilrettelagt seminar, og jeg nød den laks, de har på Færøerne. Den smagte fantastisk.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Landsmøde 2019

 

Af Hovedbestyrelsen

 

Foreningen Danske DøvBlinde - synshørehæmmede indkalder hermed til ordinært landsmøde tirsdag 25. juni 2019 kl. 10 - 17 på:

 

Hotel Opus Horsens, Egebjergvej 1, 8700 Horsens

 

Dagsorden ifølge gældende love for Foreningen Danske DøvBlinde – synshørehæmmede.

 

Forslag, der ønskes behandlet på landsmødet, skal være FDDBs sekretariat i hænde senest en måned før landsmødets afholdelse.

Dagsorden og bilag udsendes senest 14 dage før landsmødet. Deltagelse i landsmødet er gratis, og rejseudgifter refunderes efter billigste transportform. Taxa-udgifter dækkes ikke.

 

Der kan arrangeres fællestransport fra Horsens banegård på dagen. Giv FDDB besked ved tilmelding.

Hvis du ikke ønsker at bruge fællestransport, kan FDDB kontaktes for flere oplysninger om transportmuligheder.

Hvis du har brug for tolk, skal dette oplyses ved tilmelding.

 

Af hensyn til frokost og kaffe er tilmelding nødvendig senest 19. maj til:

 

FDDB, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup

Tlf. 36 75 20 96

fddb@fddb.dk

 

Tilmeldingsskema er andetsteds i bladet eller kan findes online i kalenderen på www.fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Den nye finanslov

 

Af Birgit Larsen

 

I Medlemsnyt 12 omtalte vi, at førtids- og folkepensionister kan se frem til, at pensionerne får et løft. Dette skyldes den nye finanslovsaftale, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har opsagt satspuljeaftalen.

 

Det er ikke kun pensionen, der får et løft. Finansloven indeholder flere forbedringer, som vores søsterorganisationer, Høreforeningen og Dansk Blindesamfund har kæmpet hårdt for, og hvor FDDB har været med til at lægge pres på de ansvarlige politikere.

 

I Danmark står 25.000 mennesker på venteliste til at få høreapparater. I nogle regioner er ventetiden omkring to år.

På finansloven er der afsat 100 millioner kroner ekstra de næste fire år til nedbringelse af ventelisterne på høreapparatbehandling. Aftalen indebærer også, at vejen gennem systemet skal lettes for patienten, og at vejen til behandling skal effektiviseres.

 

De næste fire år er der også afsat midler til tilgængelige medier for synshandicappede. Der er i finansloven nævnt oplæsning af lokale lydaviser, podcast om og til mennesker med synshandicap og udvikling af digitale løsninger til blinde, fx forbedring af tilgængelighed på apps. 

 

FDDB vil arbejde for, at de medier også bliver tilgængelige for døvblinde. Det betyder i praksis, at lydaviser og podcast også kan læses på en punktlæseliste.

 

Ledsagerordningen for blinde og svagsynede har eksisteret i mange år, men har kun været gældende til 67 år. Det har bevirket, at rigtig mange ældre blinde og svagsynede har været isolerede fra omverdenen. Ledsagerordningen, som giver ret til 15 timers ledsagelse om måneden, kan fra 2019 og fire år frem i en forsøgsordning også søges af blinde og svagsynede over 67 år.

Ældre døvblinde kan få glæde af denne forsøgsordning, hvis de fx har fået afslag på at få bevilliget kontaktperson ifølge Servicelovens §98.

 

Aftalen om nedbringelse af ventelisten til høreapparatbehandling, medieaftalen samt forsøgsordningen med ledsagelse af blinde og svagsynede over 67 år er en stor sejr.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Nyt fra DRs brugerråd

 

Af Anders Fransson og Bitten Rasch, Telekommunikation

 

Der blev holdt møde i DRs brugerråd 30. oktober. Det helt store punkt på mødet var det nye medieforlig og Public Service-kontrakten mellem Kulturministeriet og DR, hvor DR skal spare 20 procent over de kommende år. Det betyder, at der lukkes tre radiokanaler, samt at antallet af TV-kanaler skæres ned fra seks til tre. Der skal fremover produceres en del direkte til internettet, og det bliver primært indhold til de yngre målgrupper.

 

Den nye Public Service-aftale indeholder desuden en række punkter omkring tilgængelighed. Der skal blandt andet være en øget og bedre kvalitet af tekstningen. Der skal også være bedre lydkvalitet og en bedre taleforståelse. Der skal være tekstning af breaking news, mere live-synstolkning og oplæste undertekster i app’en. Der skal desuden være nyheder, der let kan læses af døvblinde.

 

Sidstnævnte er særligt interessant for os i FDDB. I dag kan man på Ideksy tilgå DRs tekst-tv på samme måde, som man kender det fra sit tv. Tekst-tv er en meget gammel teknologi, og firmaet der udviklede og har vedligeholdt det, er lukket. DR holder stadig liv i tekst-tv, men der skal findes en anden måde, hvor DR kan levere nyheder til Ideksy. Dette arbejdes der på, og indtil da vil man kunne bruge DR tekst tv på Ideksy, som man plejer.

 

Der er stor tilfredshed med det varierede indhold på tegnsprogskanalen, men flere døve ønsker at flere DR-programmer tolkes til tegnsprog. DR er opmærksom på dette, men det er op til Kulturministeriet at godkende ændringerne i indholdet. Der må presses på i de fora, hvor man kan påvirke det.

 

DR er ved at være i mål med deres lydprojekt og er opmærksomme på svingende kvalitet, når der sendes telefoninterviews. Lige nu har man ikke penge til at udskifte det gamle telefonsystem, men det vil blive gjort i fremtiden.

 

Fremover vil der komme mindre forsinkelse på undertekster, da der arbejdes på en teknisk løsning, hvor billedet forsinkes en smule, så det passer med underteksterne. De digitale DVB undertekster udgår, og fremover skal man slå undertekster til via sit tekst-TV.

 

Telekom er med til at teste undervejs i DRs videreudvikling af app og webtilbud. Er der noget, du synes bør tages op på møderne, kan du altid skrive ind til FDDB. Drejer det sig om lydproblemer i programmer, så er det vigtigt at skrive navnet på programmet samt dato og tidspunkt, og hvad problemet drejer sig om. Jo mere konkret jo bedre.

 

På mødet blev der nævnt et konkret problem vedr. vejrtrækning, som høres meget tydeligt igennem en teleslynge, men når man ikke ved, om det drejer sig om et eller flere programmer, kan det være svært at afgøre om andre oplever det samme.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Legat Juchum Fonden

 

Der uddeles i år 20 legatportioner af 5.000 kr. til dækning af deltagelse i FDDBs sommer- og landsmøde 2019.

 

Juchum Fonden ønsker at legatet fortrinsvis uddeles til enlige og værdigt trængende.

 

Kontakt FDDBs kontor tlf. 36 75 20 96 for at få ansøgningsskema tilsendt eller find skemaet og udfyld det online på FDDBs hjemmeside www.fddb.dk under Tilbud til dig.

Legater finder du under menupunktet: Kørsel, legater, tolkning og øvrig info. 

 

Husk at vedlægge en kopi af seneste årsopgørelse.

Send ansøgningen til FDDB mærket ’Juchum Fonden’ med de personlige oplysninger, du ønsker skal lægges til grund for at komme i betragtning til legatet.

 

Der er ansøgningsfrist mandag 8. april. Du får besked hurtigst muligt herefter, hvis du er kommet i betragtning til legatet.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

OPLYSNINGEN

 

Apple Watch og andre smart-ure

 

Af Telekommunikation

 

Apple Watch kom på markedet i 2015, og i dag er der flere forskellige smart-ure på markedet. Et smart-ur er et ur, der kan forbindes til en smartphone og kan give besked om fx ny sms eller opkald. Mange af urene kan også måle, hvor mange kalorier, man forbrænder, og hvor mange skridt man går på en dag.

 

De fleste smart-ure kræver, at man har et godt restsyn for at kunne betjene dem, mens Apple Watch har indbygget forstørrelse og VoiceOver, som også findes i iPhone. Desværre kan uret ikke betjenes via et punktdisplay.

 

Enkelte høreapparat-firmaer har udviklet apps til uret, så man kan styre funktionerne i sine høreapparater fra uret.

 

Det er muligt, men dog noget besværligt at forbinde en streamer til Apple Watch, og lyden er desværre utrolig dårlig. VoiceOver lydniveau er bedre uden en streamer tilsluttet, men det kan give udfordringer i støjende omgivelser. Man kan ikke tilslutte ’Made for iPhone’-høreapparater direkte til uret. Vi kan håbe, at disse ting vil blive forbedret i fremtiden.

 

Er VoiceOver slået til, kan man mærke, hvad klokken er ved hjælp af vibrationer, og bruger man navigation som fx Google Maps, kan vibrationer fortælle, hvornår man skal dreje til venstre eller højre.

 

Kan uret fortælle, når det ringer på døren?

Svaret er nej, men nogle dørtelefoner kan ringe op til en mobiltelefon eller en fastnettelefon. Er nummeret på ens iPhone knyttet til dørtelefonen, vil man på Apple Watch få besked, når dørtelefonen ringer til ens iPhone.

 

Hvad skal du være opmærksom på, hvis du overvejer et smart-ur?

Det er vigtigt at prøve uret, inden man køber det. Har du en hørerest, kan du bruge den indbyggede tale i Apple Watch. Har du en syns-rest, skal du være opmærksom på, om du kan se nok til at betjene uret på den lille skærm. Bruger du punkt, skal du beslutte dig for, om du kan nøjes med, at det skal bruges til at få vibrationer ved sms, mail etc. og fx få info om antal skridt og anden motionsdata.

 

Der er også kommet et smartur på markedet med fire punkttaster, hvor der er seks punkter i hver tast. Det hedder Dot Watch og er udviklet i Sydkorea. Det kan forbindes til ens telefon, og ud over at give besked om ny sms mm., kan man også aflæse klokken. Det er en fordel, da man på almindelige punkt-ure kan komme til at skubbe til viserne, når man vil aflæse klokken.

 

Der er desuden kommet et nyt hjælpemiddel på markedet, som hedder Sunuband. Det er ikke et smart-ur, men et armbånd der ud over at komme med vibrationer for opkald, sms mv. også kan opdage og advare imod forhindringer, når man færdes.

 

Da et smartur nemt kan koste 2.000 kr. eller mere, er det vigtigt at vurdere, om man har brug for de ekstra funktioner, og hvor meget man kan betjene uret. Det er en rigtig god ide at afprøve det, inden man køber det eller ansøger om det, hvis det er muligt.

Sunuband og Dot Watch kan man ansøge om at få bevilget som et hjælpemiddel. Hjælpemiddeludstillingen på IBOS har et Sunuband, man kan prøve.

 

Dot Watch koster 4.968 kr.

Apple Watch koster fra ca. 2.500 kr. og opefter.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 



 

SubReader – få undertekster læst op i biografen

 

Af Anders Fransson, Telekommunikation

 

I slutningen af det gamle år var der i nyhederne et indslag om app’en SubReader, der kan læse undertekster op på biograffilm og serier på HBO Nordic og Netflix.

 

FDDB Telekommunikation satte sig for at teste app’en i praksis, og jeg tog derfor en tur i biografen for at se Fantastiske Skabninger 2. Her er en beskrivelse af, hvordan SubReader fungerer og nogle betragtninger omkring brugen af den.

 

Inden man går i biografen, skal man hente app’en ned på sin telefon. Jeg fik den installeret på min iPhone og skulle derefter først oprette mig som bruger med et brugernavn og adgangskode. Herefter var den klar til brug. App’en er gratis til brug i biografer. Den kan også bruges sammen med streamingstjenesterne HBO, Netflex og Viaplay

 

Når man ankommer til biografen, bør man logge ind i SubReader app’en, inden man går hen og viser sin billet. Uden for salens indgang er der placeret en stor QR-kode, som man skal scanne med SubReader app’en. Hvis man først skal logge ind, når man står ved indgangen til salen, spærrer man for andre gæster i længere tid.

 

Jeg fik en medarbejder fra biografen til at scanne QR-koden for mig. Når koden er scannet, er SubReader klar til brug. Man putter herefter telefonen i lommen og tænder for sin streamer. Når filmen starter, begynder SubReader automatisk at læse underteksterne op via en talesyntese. Underteksterne vises ikke på telefonens display. Det fungerer på samme måde som oplæsning af undertekster på DRs synskanaler.

 

Jeg brugte en streamer sammen med min iPhone og kunne derved både høre oplæsningen af underteksterne og få surround-sound-effekterne med, og det giver en fuldendt filmoplevelse. Kvaliteten af oplæsningen er perfekt. På intet tidspunkt oplevede jeg, at oplæsningen haltede bagefter i forhold til filmen. Oplæsningen sker med den stemme, man har valgt på sin iPhone eller Smartphone. Man skal stadig huske at sætte telefonen på lydløs.

 

Da det er en dansk talesyntese, der læser underteksterne op, vil udenlandske navne udtales med dansk accent, men det er ikke kun et problem med SubReader, men med talesynteser generelt.

 

På trods af at man kan have brug for hjælp til at scanne QR-koden, så scorer SubReader topkarakter, fordi det er utroligt nemt at bruge, og fordi det kan bruges sammen med ens høretekniske udstyr via bluetooth.

 

Til sammenligning kan app’en MovieReading til synstolkning ikke bruges sammen med en streamer eller et headset, der bruger bluetooth, fordi telefonen selv skal synkronisere sig i forhold til filmen. Det er ikke smart. SubReader viser vejen, og der er potentiale til, at app’en med fordel kan udvikles videre til brug ved synstolkning.

 

SubReader er kun muligt at bruge i udvalgte biografer, mens andre biografer som fx Palads ikke har valgt at bruge det. En efterspørgsel fra kunderne kan forhåbentlig ændre på det.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

I praktik i Handicap-huset

 

Af Suzanne Dalsgaard

 

Jeg er startet i praktik 1. februar i Handicap-huset, hvor jeg skal være frem til 30. marts som led i min uddannelse til miljøteknolog.

Jeg skal optimere husets affaldssortering. Der vil blive opsat affaldsstationer/fraktioner, så ansatte og gæster kan sortere affald her. Tanken er, at det skal være tilgængeligt for alle husets brugere og tilgodese de handicaps, der måtte være.

 

Hvis I har ideer eller input til affaldssortering, er I velkomne til at skrive til mig på suzanne@hhdrift.dk

 

Jeg glæder mig til at hilse på jer, hvis vores veje krydses i H-huset.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Dejlig træning i Handicap-huset

 

Af Allan Olsen

 

Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan det går med træningen i Handicap-huset. Jeg har været i gang nu i fire måneder, og det går rigtigt godt. Jeg er kommet i bedre form. Man bliver også glad, når man har fået rørt kroppen og fået sved på panden. Vi laver både opvarmning og træner på maskiner, hvilket er rigtig sjovt. Vi styrketræner og laver afspænding og åndedrætsøvelser. Og så har vi det hyggeligt socialt.

 

Vi kunne godt bruge nogle flere FDDB-medlemmer. Jeg synes, du skulle komme og prøve det. Alle er velkomne til en prøvetime. Husk at alle kan være med, og der bliver taget individuelle hensyn.

Træningen foregår hver tirsdag kl. 12.00 - 13.30 i Handicap-huset i Høje Taastrup.

Du er velkommen til at ringe eller sms’e til mig og høre mere eller sende en mail til vores træner Nadia, hvor du også kan tilmelde dig.

 

Allan tlf. 20 32 45 23

Nadia tlf. 22 59 34 89

nluczynska@hotmail.com

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Nyt fra Nota

 

Af Lene Wagner, bibliotekar

 

Aktuel punktbog i januar

Susse Wold: Bevægelse

 

I denne bog beretter skuespilleren Susse Wold om store og små begivenheder i sit 80-årige liv. Hun har haft et usædvanligt liv. Det meste af sin barndom boede hun på kostskole. I mange år har hun boet på Hawaii i et par måneder om året sammen med sin mand Bent Mejding. Nogle af beretningerne er meget private. Hun beretter også om sine rejser, bl.a. med en H.C. Andersen forestilling.

 

Punktbog 418541

6 bind

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

ARRANGEMENTER

 

Rådgivnings- og netværksdag for tegnsprogsbrugere i Fredericia-området

Fredag 22. marts

 

Er du tegnsprogsbruger og synshæmmet?

Bor du i Fredericia-området?

Så vil FDDB gerne invitere dig til en særlig rådgivnings- og netværksdag.

 

En FDDB-rådgiver er klar til at svare på spørgsmål inden for døvblindeområdet. Du kan også blive hjulpet til at få den rigtige hjælp og rådgivning, fx om afmærkning af ting i dit hjem eller belysning. Du vil måske gerne deltage i arrangementer i FDDB? 

FDDB-rådgiveren kan hjælpe dig. Alle spørgsmål er velkomne.

 

En af FDDBs IKT-instruktører vil også være til stede for at fortælle om tekniske løsninger og anden hjælp, der kan gøre det nemmere at kommunikere.

Du vil møde andre tegnsprogsbrugere, der også er synshæmmede. Lyder det spændende, så kom gerne!

Vi serverer kaffe og kage.

Dato: Fredag 22. marts kl. 13.30 - 15.30.

Sted: Kirkesalen på Ulleruphus, Lumbyesvej 28D, Fredericia

Tilmelding: Senest 19. marts via kalenderen på www.fddb.dk eller
tlf. 36 38 85 92
fddb@fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

To temadage med Telekommunikation

Torsdag 25. april (vest)

Tirsdag 14. maj (øst)

 

Har du lyst til at høre om:

- MobilePay og andre betalings-apps

- Hvordan man køber dagligvarer på nettet og kan få tilbudsavis på mail

- App’en ’Haptiske signaler’ og gennemgang af IKT signaler

- FDDBs hjemmeside og tilmelding til arrangementer?

 

Telekommunikation holder to temadage, hvor der vil være mulighed for at høre nærmere om disse emner. Det vil foregå som information med mulighed for at gennemgå nogle af emnerne. Man kan ikke forvente at få undervisning på Temadagene.   

 

Vest:

Dato: Torsdag 25. april

Sted: Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, Fredericia

 

Øst:

Dato: Tirsdag 14. maj

Sted: H-Huset, Blekinge Boulevard 2, Taastrup.

 

Begge dage kl. 10.30 - 16.00.

 

Tilmelding senest 1. april. Oplys hvilke af disse emner, du har interesse i. Endvidere om du bruger tale, zoom, begge dele eller punkt. Telekommunikation dækker udgifterne til arrangementet, og der refunderes billigste transport.

 

For tilmelding kontakt Bitten på:

Tlf. 36 38 85 86

bitten@fddb.dk

eller brug tilmeldingsskema på FDDBs hjemmeside i kalenderen.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Udflugt til Blåvand med Klub Vest

Lørdag 25. maj

 

Klub Vest inviterer på tur til Blåvand. Turen planlægges af Dorte Eriksen og hendes nye med-klubleder Gitte Callø.

Dato: Lørdag 25. maj.

Der vil være centraltolk med på turen.

Vi opsamler med bus ved Aarhus Banegård kl. 8.00, på Fredericia Banegård ved indgang vest kl. 9.20, på Ulleruphus kl. 9.30 og ankommer til Blåvand kl. ca. 11.00.

I Blåvand har vi et par timer, hvor der er mulighed for at besøge Tirpitz museet eller gå en tur til fyrtårnet. Man skal selv betale for entré.

Husk dit ledsagerkort, så du får din ledsager med ind gratis. 

Vi spiser frokost på Blåvand Kro kl. 13. Der vil være isvand på bordene, men derudover betaler man selv for drikkevarerne.

Efter frokosten kan deltagerne nyde en kop kaffe eller en spadseretur. Der er også mulighed for at besøge en bolsjebutik.

 

Vi kører fra Blåvand kl. 17 og er i Fredericia kl. ca. 18.30 og i Aarhus kl. ca. 19.45.

Deltagerne sørger selv for evt. forplejning til hjemturen.

Pris: 200 kr. pr. person. Prisen er inkl. fælles-bus og frokost på restauranten. FDDB dækker kun for en kontaktperson/ledsager.

 

Tilmelding senest 1. maj ved henvendelse til FDDBs sekretær Trine på:

tlf. 36 38 85 92

trine@fddb.dk

eller online via skema i kalenderen på www.fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Sommer- og landsmøde 2019

24. - 27. juni

 

Årets sommer- og lands­møde holdes igen på Hotel Opus i Horsens.

Et udvalg bestående af Ditte Sørensen, Nina Ernst Jensen, Trine Dissing, Bitten Rasch og Henrik Ottesen har sammensat programmet. Der tilbydes tre udflugter. Man vælger den udflugt, man helst vil deltage i. Vi kan ikke garantere, at alle får den ønskede udflugt, men vi gør vores bedste, for at I får en god oplevelse.

 

Deltagerbetaling

Deltager man kun i lands­mødet tirsdag 25. juni kl. 10 - 17, er det gratis at deltage.

Det koster 2.000 kr. for FDDBs medlemmer at del­tage i sommermødet inkl. ud­flugter, festmiddag og rej­seudgifter. Den fulde pris er 5.000 kr., men FDDB giver et tilskud på 3.000 kr. pr. med­lem. Andet sted i bladet kan du læse, at der kan søges om at få det fulde beløb til som­mermødet dækket. Der søges refusion for kon­taktpersonens udgifter.

 

Fælles transport

Der vil være fællestransport fra København med opsamlingssteder undervejs. Den ene bus starter i København og samler op i Valby, Høje Taastrup og Slagelse, hvorefter den kører direkte til Hotel Opus i Horsens.

Den anden bus starter i Odense og samler op på Ulleruphus og Horsens banegård, hvorefter den kører direkte til Hotel Opus.

 

Der vil være opsamling på Horsens banegård for de, der kommer fra Jylland. Sæt kryds i til­meldingsskemaet for at oplyse, hvor du vil stå på bussen. Vi forventer, at busserne ankommer til Hotel Opus om mandagen kl. ca. 12. Der vil være afgang igen fra Hotel Opus om torsdagen kl. ca. 9.40. Husk at være ved bussen i rette tid. Rejseudgifter dækkes efter billigste offentlige trans­portmidler.

 

Tilmelding

Tilmeldingsskema fin­des andetsteds i bladet. Det er vigtigt, at alle informa­tioner udfyldes. Du kan også finde skemaet på FDDBs hjemmeside i kalen­deren eller få et skema til­sendt elektronisk ved at henvende dig til FDDBs sekretariat. Tilmeldingen er bindende med sidste frist 29. marts.

Endeligt program for dagene samt deltagerliste udsendes senest 14 dage før.

 

 

Faciliteter på Hotel Opus

I år har arbejdsgruppen prioriteret lidt mere frihed i sommermødets program. Det sker på baggrund af tilbagemeldinger fra sidste sommermøde. Der vil være mere tid til at bruge hotellets faciliteter. Hotel Opus har en hyggelig lobby, hvor det er muligt at samles i sofa-grupper og nyde en snak. Det vil også være muligt for talebrugere at få en lille hygge-snak på tegnsprog i en tegnsprogs-café. På hotellet findes også et træningsrum med løbebånd og cykler for de meget aktive. Endvidere har Opus et dejligt wellness-rum med sauna, varmestol, fodbad og dampbad, hvor man kan slappe af samt golfsimulator og mulighed for at spille minigolf. Ikke langt fra Hotel Opus ligger Aqua Forum, et stort vandland.

 

Udflugter

I år er der tre udflugter, som alle er i nærheden af Horsens.

 

1. Danmarks Industrimuseum (ca. 10 min. i bus)

Industrimuseet var en stor succes på sidste sommermøde. Her kan man opleve gamle dage. I museets værksteder vises håndværkets og industriens historie. Museets faste udstillinger er bygget op som miljøer, der fortæller 150 års historie med fokus på produktion, levevilkår og finansiel udvikling. Der er mulighed for at dufte, føle og røre, hvilket bringer erindringer fra den tid frem. 

Museet er ikke velegnet for kørestolsbrugere, da ca. 40 % af museets udstillinger ikke kan beses med kørestol. For at komme rundt på hele museet er det godt at være mobil, da der er en del trapper.

 

2. Boller Slotshave (ca. 20 min. i bus)

En dejlig have/park, som hører til Boller Slot (der er ikke adgang til slottet, som nu er lavet om til lejligheder). Haven er smuk og indeholder mange slags pryd- og nytteplanter samt æbletræer og en japansk anlagt have. Mest kendt er den ca. 1000 år gamle og stadig levende Boller-eg. En guide vil fortælle om havens og slottets historie, og vi nyder medbragt kaffe og kage i parken inden turen tilbage til Hotel Opus.

Kørestolsbrugere kan komme rundt i det meste af haven. Sørg for at medbringe relevant dansk sommertøj!

 

3. Glud Museum (ca. 30 min. i bus)

Østjysk landsbymuseum, hvor man oplever landsbyens gårde og huse og kommer tæt på livet i landsbyen. Man kan fx besøge en fæstebonde eller en kogekones hjem. Museet huser også en stor udstillingshal med landsbrugsredskaber, hestevogne og landhåndværk. Det er muligt at komme rundt i landsbyen i kørestol, dog er der nogle steder pigstensbelægning, og det er ikke muligt at komme ind i alle husene pga. smalle dørkarme og høje trappesten.

Sørg for at medbringe relevant dansk sommertøj!

 

Krambod på sommermødet

I år vil der være en krambod med hjælpemidler, som medlemmer ikke længere bruger, men som man tror, andre kan få glæde af.

Så tag dine aflagte mindre hjælpemidler med (ikke fx møbler!)

Sekretariatet sørger for opstilling af kramboden. Overskuddet fra salget går til FDDBs aktiviteter.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Genopslag: Turen til Lüneburger Heide

26. - 31. juli

 

Vi genopslår turen til Lüneburger Heide 26. juli - 31. juli.

Prisen er 4.535 kr. næsten alt inkl. Hvis man ønsker enkeltværelse, er der et gebyr på 660 kr. Turen går til Walsrote, Celle og Hodenhagen.

Hvis du vil være med på denne tur, er sidste frist for tilmelding 1. marts.

Yderligere oplysninger kan du finde i Medlemsnyt 1.

Du må også gerne kontakte os på mobil 20 45 71 90 eller 53 81 66 16 og få flere oplysninger og programmet tilsendt enten på mail eller almindelig post.

 

Med venligste hilsner

Katja og Gert 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

Vandrekursus – oplev det sydfynske

30. august - 2. september

 

FDDB tilbyder igen i år et vandrekursus for interesserede medlemmer. På årets vandretur med naturvejleder, Jesper Vagn Christensen, vandrer vi på Sydfyn omkring Fåborg. 

Vi skal bo på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150 i Fredericia. Der arrangeres bustransport til vandreturenes start- og slutsted begge dage.

 

Praktiske oplysninger

Kurset starter fredag 30. august med frokost kl. 12 og slutter mandag 2. september med morgenmad.

Vandringerne henvender sig til deltagere med god fysik og gennemføres uanset vejret. Husk rygsæk til madpakke og drikkevarer. Gode vandresko med tyk sål er obligatorisk samt en vandafvisende og vindtæt jakke. Regntøj medbringes, hvis vejrudsigten varsler regn. Ønsker du kaffe/te på turene, skal en termokande medbringes.

Prisen er 1.500 kr. som dækker ophold og forplejning samt bustransport.

Tag med på dette spændende vandrekursus i den dejlige danske sensommer. Vi vil snakke om, hvordan vi bedst kan formidle vandringen og naturen og bruge både føle-, lugte- og smagssans undervejs.  

Tilmelding senest 15. maj. Rejseudgifter refunderes til billigste offentlige transport. Program og tilmeldingsskema fås hos FDDB eller udfyldes online via kalenderen på www.fddb.dk

Om vandreturene

Vi bliver hentet om morgenen kl. 8.30 begge dage og kørt til vandreruternes startsted. Vi bliver også hentet af bussen ved dagens afslutning.

 

Fredag 30. august om aftenen

Om aftenen får vi introduktion til de to vandringer på Sydfyn.

Jesper Vagn Christensen fortæller om sine mere end 25 år som naturvejleder og biolog i det fynske og om sin store begejstring for området ved Faaborg. Jesper har stor viden om Danmarks natur, geologi og arkæologi, og han er en begejstret formidler af det hele.

 

Lørdag 31. august

Svanninge Bakker, Sollerup Skov og Svanninge Bjerge

En rundtur på ca. 14 km i det kuperede terræn nord for Faaborg

Svanninge Bakker, Sollerup Skov og Svanninge Bjerge er et sammenhængende naturområde på godt 10 kvadratkilometer. Svanninge Bakker og Sollerup Skov ejes af Naturstyrelsen, mens Svanninge Bjerge ejes af Bikubenfonden. På dagens vandring passerer vi naturtyperne overdrev, kilde, eng, løv og nåleskov samt vandløb. Vi går ad skovveje og skovstier. Vi vil opleve bakker, åbne vidder, skovens dufte, bækkens rislen og meget mere. Undervejs fortæller Jesper om natur-, kultur- skov- og kunsthistorie. Naturen er dynamisk, men menneskets opfattelse af naturen skifter også med tiden.

Vandreturen starter på den offentlige P-plads nord for Restaurant Skovlyst i Svanninge Bakker (Odensevej 169, Faaborg). Her findes toilet og en velassorteret kiosk.

 

Søndag 1. september

Fra Svanninge Bakker til Fjællebroen

En vandring på ca. 16 km ad Øhavsstien gennem skove og landbrugsland, landsbyer, forbi Holstenshuus langs Nakkebølle Fjord til kysten ved havnen ved Fjællebroen.

Turen starter samme sted som lørdagens rundtur, nemlig på P-pladsen ved Restaurant Skovlyst. Vi går mest ad skov- og markveje, men også en smule på asfalt og lidt på stier.

 

Undervejs fortæller Jesper om de steder, vi passerer. Alt i alt giver det en koncentreret omgang Danmarks-historie.

 

Fra Svanninge Bakker går vi gennem Svanninge Bjerge, hvor vi skal forcere Lerbjerg, det fjerde-højeste punkt på Fyn (126 meter over havet). Vi fortsætter gennem ’Norden’, den nordligste del af Diernæs Sogn, gennem landsbyen Diernæs til tomten, hvor Finstrup Kirke engang lå. Vi fortsætter forbi Holstenshuus, som er én af Fyns i alt 123 hovedgårde.

 

Herfra går vi gennem Holstenshuus Enemærke, krydser den gamle jernbane mellem Faaborg og Svendborg og fortsætter gennem landbrugslandet til landsbyen Åstrup. Herfra går turen vest om Nakkebølle gods, Nakkebølle Sø og gennem skoven, der gemmer på et middelalderligt voldsted. Til slut følger vi den kringlede sti langs kysten frem til Fjællebroen, Hovedgården Rødkildes gamle havn og nu hjemsted for Film Fyns studier. På havnen i Fjællebroen er der toilet. Ved havnen i Fjællebroen bliver vi hentet af bussen, som kører os retur til Fredericia.

 

Bemærk at vandreturene er på 30 kilometer til sammen, så det er vigtigt, at du er forberedt og trænet til udfordringen.

 

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at

kontakte Gerd på:

tlf. 24 65 65 69

eller via gerdnielsen@privat.dk

 

Kursushilsner

Gerd Nielsen og Søren Sickmann

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

ERFAGRUPPER

 

I alle erfagrupper er kontaktpersoner og ledsagere velkomne. Kaffe med brød kan købes på mødet, og transport tilbydes efter aftale med erfalederen. Nye medlemmer er velkomne.

 

 

Bornholm

Dato: Onsdag 27. marts kl. 13.30 - 15.30 

Sted: Sagahuset

Emne: Vi får besøg af Lillian Hjort West, som fortæller om Osvald Helmuth. 

Vi får kaffe/te og brød med pålæg eller ost samt kage og frugt. 

Pris for hele arrangementet: 45 kr.

Alle, der ønsker at blive hentet og kørt hjem igen, skal huske at give besked til Anvör eller Ole.

Mange hilsner Anvör 

Mobil 22 56 93 81

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Nordsjælland

Dato: Tirsdag 5. marts 

Spisning: Kl. 12.00 - 13.00

Erfamøde: Kl. 13.00 - 15.00

Sted: Fælleshuset, Sejlgårdspark 117, Farum.

Emne: Vi får besøg af Landsformanden for Dansk Handicap Forbund, Susanne Olsen, som fortæller om sig selv og sit arbejde.

Tilmelding til arrangementet samt til evt. kørsel (taxa tur/retur) til:

susanne.loecke@gmail.com eller

Mobil 60 43 19 91

Vel mødt og på kærligt gensyn!

Susanne Løcke

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

København Nord

Dato: Fredag 29. marts kl. 10.30 - 12.45

Sted: Rymarksvej 1, Hellerup

Emne: Musik med sange og viser.

Tilmelding senest søndag før mødet til Arne på:

tlf. 45 85 94 19

abkrogh@sorgenfrivang1.dk

eller til Linda på:

Tlf. 25 11 05 75

Mange hilsner

Linda og Arne

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

København Vest

Dato: Mandag 1. april kl. 12.30 - 15.30

Sted: H-huset, Blekinge Boulevard 2, Taastrup

Emne: Fem på stribe og erindringsfortælling.

Tilmelding senest søndag ugen før mødet til Gerd:

Tlf. 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Mange hilsner

Birgit og Gerd

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Østsjælland

Dato: Tirsdag 26. marts kl. 14 - 16 

Sted: Teaterbygningen, Køge

Emne: Tidligere Røde Kors leder Vivi Jacobsen fortæller om vennetjenester.

Tilmelding senest torsdag inden mødet på:

Mobil 50 58 87 45

Pris 30 kr.

På gensyn!

Kari Steffen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Vestsjælland

Dato: Fredag 1. marts kl. 13.30 - 16.00

Sted: Blomstergården, Rosenkildevej 96, A blokken, Slagelse.

Emne: Vi får besøg af Kalundborgs tidligere borgmester Tommy Dinesen, som vil fortælle om sit liv som politiker.

Pris: 30 kr.

Tilmelding: Jeg ringer rundt til jer alle om mandagen, som jeg plejer.

På gensyn!

Venlige hilsner fra

Heike & Sandie

Tlf. 30 11 30 71

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Storstrøm

Dato: Mandag 11. marts kl. 13.00 - 15.00

Sted: Bakkehuset, Fjordbakken 79, Nykøbing F.

Emne: Stole-yoga med Bente Ramsing

Tilmelding: Jackie ringer rundt ugen før erfamødet. Ellers kan tilmelding ske på:

Tlf. 20 27 70 11

Pris: 30 kr. til kaffe og kage.

Jeg glæder mig til at se jer.

Mange vinterlige hilsner Jackie

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Fyn

Dato: Onsdag 27. marts kl 12 - 15.30

Vær opmærksom på det tidlige start-tidspunkt.

Sted: Seniorhuset, Toldbodgade 5-7, Odense, Lokale 1.

Emne: Frokost med måltidsteknikker af synskonsulent.

Synskonsulent Kirsten Bjerg vil udfordre os alle i at beherske vores synstab med fokus på forskellige måltidsteknikker, hvor også kontaktpersoner udstyres med ’svagsynsbriller’.

Vi mødes denne dag kl. 12 til en alternativ frokost arrangeret af Kirsten og slutter dagen af med kaffe/kage.

Pris: 40 kr. til smørrebrød, kaffe og kage. Drikkevarer til frokost kan købes.

Kontakt Gitte Callø for tilmelding og evt. hjælp til transport senest tirsdag 19. marts på:

gittepug@stofanet.dk eller

tlf. 25 11 63 77

Kirsten og jeg glæder os til en sjov dag sammen med jer!

Mange hilsner fra Gitte

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Syddanmark tegnsprog

Dato: Onsdag 20. marts kl. 13 - 16

Sted: Tegnsprogshuset, Egeskovvej, Fredericia

Emne: Mine 40 år i Forsvaret ved Susanne Bach Bager.

Kom med og hør hvad hun fortæller.

Hilsen Eva

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sønderjylland

Dato: Onsdag 6. marts kl. 14 - 16

Sted: Rødekro Kro i Rødekro

Emne: Denne dag laver vi stole yoga, som vi har gjort tidligere.

Tlf. 74 52 58 29

Mange hilsener

Karla Andersen

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Sydvestjylland

Dato: Tirsdag 5. marts kl 13.30 - 15.30

Sted: Vindrosens lokale 4, 2. sal, Exnersgade 4, Esbjerg.

Emne: Vi får besøg af Dorte Skipper Martinussen fra hovedkontoret, som vil give os inspiration og gode råd til vores fremtidige møder.

Jeg ringer og aftaler, hvem der kan komme.

Med venlig hilsen

Erik Kiørbye

Tlf. 75 13 12 28 

kiorbye@esenet.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Trekantområdet

Dato: Onsdag 6. marts kl. 12.45 - ca. 15.15

Sted: Trapholtmuseet, Æblehaven 23, Kolding.

Emne: Udflugt til Kay Bojesens livsværk.

Vi mødes kl 12.45 ved indgangen ved butikken og får en guidet rundvisning til udstillingen med Kay Bojesens træfigurer. Vi kender alle særligt aben med de lange leddeløse arme og den lyse plet på maven.

Vi slutter af med kaffe og kage i caféen.

Pris: 125 kr. pr. medlem (pris er inkl. kontaktperson).

Kontakt Gitte Callø for tilmelding og evt. hjælp til transport senest mandag 4. marts på:

gittepug@stofanet.dk eller

tlf. 25 11 63 77

Jeg glæder mig til en hyggelig tur sammen med jer!

Mange hilsner fra Gitte

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midtøstjylland

Dato: Tirsdag 26. marts kl. 10 - 12

Sted: Folkestedet Carl Blochs gade 28. stuen lokale 03,

Aarhus C.

Emne: Vi skal hygge os.

Tilmeld jer senest 8 dage før af hensyn til kaffe/brød til 30 kr.

Er transporten et problem, så finder jeg en løsning på det, men dette skal ske 14 dage før.

Med venlig hilsen

FDDB-rådgiver og erfa-leder

Niels Henrik Jørgensen

Mobil 24 46 57 30 

nhenrik@youmail.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midtvestjylland

Dato: Mandag 18. marts kl. 13 - 15.30

Sted: Vestfløjen v. Sct. Johs. Kirke, Fredhøj Allé 2, Herning

Emne: Om Nepal ved Birgit Larsen fra FDDB 

Tilmelding senest onsdag før mødet til:

Per Mortensen

Mobil 23 28 60 25

permorten50@gmail.com

Bente Mejndor

Tlf. 75 94 44 75

b.mejndor@mail.dk

Mange kærlige hilsener fra

Per og Bente

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Midt- og Nordjylland tegnsprog

Vi forsøger at mødes første mandag i hver måned kl. 12.30 - 15.00.

Jeg mailer rundt til jer.

Sted: DBS-Huset, Sønder Allé 10, Aarhus C.

Ses vi – ja vi gør!
Mange hilsner
Ditte B. Sørensen
Mobil:
25 77 28 24
ditte_11@hotmail.com
Bjarne Hvidsten
Mobil:
31 13 60 94
naestformand@fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

Nordjylland

Dato: Fredag 8. marts kl. 10 - 13

Sted: Torvesalen, Foreningernes Hus, Torvet 5, 1.sal, Nørresundby

Emne: Vi glæder os til at se jer alle og få en god snak om hverdagens udfordringer med nedsat syn og hørelse.

Vi vil præsentere enkelte haptiske signaler for jer. Det kræver ingen forudsætninger, kun nysgerrighed – smil.

Tilmelding/afbud: Husk at melde til eller fra senest mandagen før mødet på:

mobil 20 27 94 97 eller 

hanne@8sen.dk

På glædeligt gensyn fra erfaleder

Hanne Vestergaard Ottesen og Mia Winther

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

 

NAVNE

 

Fødselsdage

 

95 år

Ove Erling Jensen, Esbjerg N

Født 10. marts 1924

 

95 år

Arne Løcke, Kalundborg

Født 14. marts 1924

 

95 år

Lis Asger Jensen, Randers NV

Født 16. marts 1924

 

85 år

Alice Inga Nielsen, Nykøbing F

Født 6. marts 1934

 

85 år

Hasan Bland Zunbarkji, Vanløse

Født 24. marts 1934

 

85 år

Egon Skov, Karlslunde

Født 30. marts 1934

 

80 år

Thomas Elkjær, Aars

Født 27. marts 1939

 

75 år

Bruno Foged Koustrup, Kastrup

Født 6. marts 1944

 

FDDB ønsker hjertelig tillykke med fødselsdagene!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Dødsfald

 

Torben Egense Hansen, Fredericia

Født 6. maj 1952, er død.

 

Gurli M. Christiansen, København SV

Født 1. januar 1923, er død.

 

Arne Christian Pedersen, Roskilde

Født 20. januar 1934, er død.

 

Anna Katrine Petersen, Ringsted

Født 20. juni 1923, er død.

 

Else Margrethe Rasmussen, Hillerød

Født 29. juli 1931, er død.

 

Aase Leth, Farum

Født 19. oktober 1931 er død.

 

Æret være deres minde

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Mindeord for Torben Egense Hansen (1)

 

Af Eva Olesen

 

Jeg har kendt Torben siden vores tid på Nyborgskolens efterskole i 1968. Vi havde en god kemi ved spisebordet og pjattede med hinanden. Jeg var dengang ikke klar over, at han også var synshæmmet. Han var meget aktiv i sport dengang og løb i atletik for døve på 200 meter-distancen. Ja, han var en meget dygtig sportsmand.

 

Jeg forlod skolen i 1969 og så ikke Torben igen før i 1979, hvor min kæreste og jeg var med til Døves dag i Aarhus. Jeg fik tilfældigt øje på Torben og genkendte ham. Jeg prøvede at komme i kontakt men ham, men så til min overraskelse, at Torben var blevet helt blind. Han og hans ledsager kommunikerede med deres hænder. Jeg blev helt paf. Det havde jeg aldrig set før på det tidspunkt. Heldigvis kunne han godt huske mig fra tiden på Nyborg-skolen.

 

I 1980’erne begyndte jeg at komme i døvblinde-kredse og traf igen Torben med stor glæde. Vi var nu begge aktive i Døvblindes Teater og i Provinsklubben vest for Storebælt – det der nu hedder Klub Vest. Vi har altid haft et dejligt og godt samarbejde i klubledelsen samt på tandemferier og døvblinderejser.

 

Torben var den første døvblinde, der modtog Ole Plums mindelegat i 1984. Det var flot, og han var meget stolt og fortsatte som aktiv ved FDDBs arrangementer og i hovedbestyrelsen. Torben var en af de første, som fik en punktskrifttelefon. Dermed blev det nemmere at være i kontakt. Senere kunne vi udveksle sms via iPhone.

 

Den sidste sms, jeg fik fra ham, var 20. januar, hvor han fortalte, at han havde det skidt og fik behandling. Det er en meget mærkelig følelse for mig, at han ikke længere er iblandt os, og jeg vil savne ham, men jeg må komme videre uden hans gode hjælp.

Det er meget sørgeligt og et stort tab for FDDB og vores døvblinde-venner. Mine tanker går også til hans familie.

Æret være hans minde.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Mindeord for Torben Egense Hansen (2)

 

Af Birgit Larsen

 

Torben sov stille ind 2. februar 2019 efter kort tids sygdom. Torben fik den barske besked, at han kun havde få måneder tilbage, men han tog det flot og brugte den sidste tid til at mindes en dejlig barndom, ungdom og voksenliv.

Torben blev bare 66 år, men som han sagde, så havde han haft et rigt liv, både som barn og voksen, med foreningsliv og mange rejser.

 

Han voksede op sammen med sine forældre og storesøster i Århus. I barndommen nød Torben at køre rundt i landet sammen med sin far, som var repræsentant for tagpapfirmaet Icopal. Torben elskede også familiens fisketure og campingferier i Harzen.

 

Torben gik på Fredericiaskolen i otte år og derefter et par år på Nyborgskolen. I ungdomsårene var han aktiv fodboldspiller, og han har igennem hele sit liv fulgt med i sportens verden. Torben var AGF-fan og fulgte trofast kampene på Århus Stadion. Torben var også selv en dygtig idrætsudøver og især inden for mellemdistanceløb gjorde han sig bemærket med gode resultater.

Torben var først i 20’erne, da han kastede sig over malerkunsten, og han malede den natur, som han selv holdt så meget af. Desværre måtte han stoppe med denne hobby som 26-årig, da synet svigtede.

 

Torben har i næsten hele sit voksenliv været aktiv tillidsmand i FDDB. Ud over at sidde i hovedbestyrelsen var han med i ad hoc gruppen for døvblinde under det Nationale bibliotek for læsehandicappede. Han var i en årrække også ansat som IT-instruktør i Telekommunikation.

 

Torben spillede også teater og skak og deltog så ofte han kunne i FDDBs arrangementer. I 2008 blev han syg og gik bogstavelig talt ned med flaget. Det var nogle hårde år for både Torben og hans familie, men han rejste sig igen med fuld styrke og har i de senere år været aktiv i både skakudvalg, erfagruppen Syddanmark, Klub Vest og gåtursgruppen, og Torben var også beboerrepræsentant i Solglimt.

 

I fritiden læste Torben punktbøger. Krimier var hans favoritlæsning. Han elskede at rejse og nåede bl.a. fem gange til Thailand, men besøgte også mange andre steder i verden, og han fortalte levende om sine rejser.

Æret være Torbens minde.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 

 

Kolofon

 

Foreningen Danske DøvBlinde - synshørehæmmede

Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup

Tlf. 36 75 20 96 – fax 36 75 14 03

fddb@fddb.dk

Åbent mandag - fredag kl. 9 - 14

Indlæg til bladet sendes til: medlemsnyt@fddb.dk 

Redaktion: Gerd Nielsen og Pia Hesse

 

NR.       DEADLINE                    UDGIVELSE

  3         1. marts                         27. marts

  4         29. marts                       24. april

  5         26. april                         22. maj

  6         24. maj                          19. juni

  7         21. juni                          17. juli

  8         2. august                       28. august

  9         30. august                     25. september

 10        27. september                23. oktober

 11        25. oktober                    20. november

 12        22. november                18. december

 

 

FDDB modtager stof til MEDLEMSNYT inden kl. 12

på deadline-datoen på medlemsnyt@fddb.dk