Jeg er hverken i stand til at tale med de døde eller spå om fremtiden, men fremtiden er hvad dette indlæg kommer til at handle om. Nærmere bestemt om fremtidens mobilitet for døvblinde.

Fredag 22. marts afholdt Dansk Blindesamfund konference på Fuglsangcenteret med titlen ’Vejen frem – mobility nu og i fremtiden’.

Første del af konferencen handlede om, hvordan vi færdes i trafikken og i offentligheden. Der var et oplæg fra en kvinde, der brugte den hvide stok og fra en anden kvinde der brugte førerhund. Til slut var der et oplæg fra en mand der brugte de to ovennævnte hjælpemidler i kombination med diverse apps på en iPhone.

Den anden del af konferencen handlede om mobilityuddannelsen, og om ekkolokation, altså det at bruge sine ører til at fornemme sine omgivelser.

I den tredje del af konferencen holdt tilgængelighedsrevisor fra Rambøll, Jacob Deichmann, oplæg. Han fortalte om indretning af tilgængelige byrum, bl.a. til døvblinde. Noget, der ville hjælpe os i byrummet vil bl.a. være ledelinjer og lydfyr med vibrationer. Oplægget gav anledning til snak om de mange terrorsikringer, der er stillet op i mange byer, og som er kommet for at blive. Det kan give udfordringer i forhold til ledelinjer, hvis sikringerne står i vejen.

Det måske mest imødesete oplæg handlede om selvkørende teknologi og de udfordringer, der knytter sig hertil. Peter Sorgenfrei, direktør i firmaet Autonomous Mobility fortalte, at biler i år 2023 vil være i stand til at køre helt selv. Ifølge ham vil vi i 2028 ikke længere eje biler, og vejene vil være fyldt med selvkørende biler, som man lejer gennem diverse tjenester. Peter blev dog mødt af en portion skepsis fra den anden oplægsholder, Hannah Villadsen, fra Roskilde Universitet, som forsker i selvkørende biler. Hun påpegede, at der endnu er mange teknologiske detaljer, der skal på plads, før bilerne kan slippes løs på vejene. Der er dog gang i mange forsøg på området, fx er der på DTU lavet et forsøg med en minibus der kører i sneglefart, mens en forsker er med ombord, som en slags støttepædagog, for at bussen kan lære en masse situationer at kende, så den kan reagere hensigtsmæssigt. På den måde er der stadig meget, der skal læres.

En del tilhørere i salen påpegede desuden nogle problemer, der også skal løses: Hvad gør man, når man har specielle behov? Fx når man sidder i kørestol: hvordan finder man frem til bilen og hvordan ved man, hvornår det er ens tur til at stå af? I dag kan man få hjælp af en chauffør i bussen eller under handicapkørslen, men det kan man ikke i en selvkørende bil.

Vil vi i fremtiden udelukkende se førerløse biler fra diverse tjenester og ingen private selvkørende biler? Det bliver nok en blanding af begge former. Bilen er i dag populær, fordi den giver individuel frihed til at man kan køre derhen man vil, når man vil. Alle der har prøvet at vente en halv time på en handicapkørsel, og så ovenikøbet bruge et kvarter ekstra på at køre en omvej, fordi en anden skal af først, ved hvor begrænsende dette er. Så om en sådan tjeneste vil kunne slå igennem i den brede befolkning må tiden vise.

Selvkørende biler vil kunne give døvblinde en større frihed, men det kræver, at vi stiller de rigtige spørgsmål og får gjort de nye teknologier tilgængelige.

Et kig i krystalkuglen viser, at der fortsat vil være brug for FDDB i fremtiden til at tale døvblindes sag, så vi nemmere kan komme rundt ved hjælp af selvkørende tjenester og produkter, der er fuldt tilgængelige. Vores formål med at bryde døvblindes isolation vil fortsat være meget vigtigt at kæmpe for.