TOLKNING
- fra døvblindes perspektiv
Rapport
udarbejdet af
Charlotte
Boye Dohm (2020) for
Den Nationale
Tolkemyndighed (logo)
Foreningen Danske
DøvBlinde – synshørehæmmede (logo)
Tolkning
for døvblinde indeholder en lang række elementer fra forskellige
tolkediscipliner. Døvblindetolkning adskiller sig dermed fra anden tolkning ved
sin høje kompleksitet. Der skal tages højde for det manglende syn og samtidig
formidles et helhedsbillede af situationen. Det kræver et godt overblik fra
tolkens side, og det kræver en høj grad af bevidst prioritering og tilpasning
til situationen.
At
være døvblindetolk kræver øvelse og indsigt, såvel i egne som i den døvblinde
tolkebrugers kapacitet og begrænsninger. Lykkes tolkningen ikke, skaber det
frustration, smerter i skuldre, ryg og arme samt generel mistillid til
omgivelserne hos den døvblinde tolkebruger. Lykkes det derimod at skabe en
helhedsorienteret tolkning individuelt tilpasset den enkelte døvblinde, kan det
give mulighed for højere grad af delagtiggørelse og mere medbestemmelse i eget
liv.
Rapporten kaster lys over et område, der aldrig før er behandlet i dybden i dansk tolkehistorie. Resultaterne kan og bør være udgangspunkt for videreuddannelse af tolke, der ønsker at blive opkvalificeret inden for døvblindetolkning. Den bør også danne grundlag for videre undersøgelser på området. Desuden kan rapporten bruges som politisk værktøj til at beskrive døvblindes kommunikative behov samt for myndigheder til at få indsigt i løsninger til at give døvblinde mulighed for selvstændigt at tage vare på eget liv.
Rapporten
er blevet til i samarbejde mellem Den Nationale Myndighed, DNTM, og Foreningen
Danske DøvBlinde, FDDB. En særlig tak skal rettes til de 16 døvblinde og syv
tolke, der har delt deres erfaringer og viden i fokusgrupperne. Rapporten ville
ikke være mulig uden deres bidrag.
Vi
håber, at denne rapport vil komme døvblinde og tolke til gavn!
Er
du primært interesseret i rapportens resultater, kan du springe direkte til
konklusionen i kapitel 5, som indeholder en sammenfatning af de mange temaer,
der er fremkommet i undersøgelsen.
Vil
du gerne kende og forstå de mange elementer, som døvblindetolkning består af,
anbefaler vi, at du også læser kapitel 1, der indeholder en grundig gennemgang
af tolkningens forskellige discipliner og sproglige elementer.
Kapitel 2 er en gennemgang af rapportens metode.
I kapitel 3 bliver du præsenteret for de mange data, der er fremkommet som grundlag for denne rapport. Dette kapitel giver et dybt og ærligt indblik i, hvad det er for konkrete oplevelser, ønsker og behov, døvblinde har vedrørende tolkning. Her afdækkes også de mange observationer og refleksioner, som erfarne døvblindetolke har gjort på egen hånd i deres arbejde. Udover at udgøre råstoffet i denne rapport, er indholdet i kapitel 3 også vigtig dokumentation, hvis man vil forstå døvblindes kommunikationsbehov og vide, hvad kommunikative begrænsninger betyder på det personlige plan for døvblinde.
Kapitel
4 er en diskussion af data med præsentation af eksisterende viden og forskning
på området samt anbefalinger til videre udvikling af døvblindetolkningen.
Kapitel
5 er en udførlig sammenfatning af undersøgelsens resultater og konklusioner.
Forfatter
til denne rapport, Charlotte Boye Dohm, har en Master grad (EUMASLI) fra HUMAK
University of Applied Sciences, Finland, omhandlende forskning i
tegnsprogstolkning.
Hun
har blandt andet undersøgt danske tegnsprogstolkes hukommelses- og genkaldelsesstrategier
i tolkeprocessen samt danske tegnsprogstolkes perception i tolkning fra dansk
tegnsprog til dansk.
Derudover
har Charlotte fungeret som døvblindetolk siden 1993 og er CODA[1]
med dansk og dansk tegnsprog som modersmål.
Centraltolkning
– er en tolkeform, hvor flere brugere ser eller lytter til de samme tolke. Det
kan både være:
·
Central
tegnsprogstolkning, hvor tolken ofte står på et podie og flere
tegnsprogstalende med synsrest kigger på tolken. I nogle situationer kan der
være flere ’stationer’ med centrale tegnsprogstolke, hvis flere deltagere kan
grupperes efter syn
·
Central
skrivetolkning, hvor flere tablets er koblet på ét skrivetolkeudstyr. Her kan
der ligeledes være flere stationer, der skrivetolker til hver sin tolkeform [fuldtolkning,
stikordstolkning, resumetolkning]
·
Central
taletolkning, hvor tolken konsekutivt taletolker til hele lokalet
Døve
tegnsprogstolke – er døve der har gennemført et tolkekursus og er certificerede
af Den Nationale Tolkemyndighed, DNTM, til at tegnsprogs-, taktil- og/eller
skrivetolke.
Næsten alle tegnsprogstalende døvblinde betegner
døve tegnsprogstolke ’døvetolke’, ikke at forveksle med hørende, der bruger
begrebet døvetolke om hørende tegnsprogstolke.
I
denne rapport nævnes tolke, hvorved der menes uddannede tegnsprogstolke.
En
tolk er flere steder i denne rapport refereret til som ’hun’ for
læsevenlighedens skyld, da størstedelen af tolke i Danmark er kvinder.
3.2 Tolkens tolkefaglige kompetencer
Tolkens fysiske kendetegn, påklædning mm.
Tolkning fra tegnsprog til dansk
Synstolkning, herunder haptiske signaler
Etik i samarbejdet med døvblinde
3.3. Tolkens personlige kompetencer
Løsningsorienteret og omstillingsparat
3.5 Kommentarer til rammerne for tolkning
Tegnsprogs- og tolkekompetencer
Siden
1990’erne er døvblindes kommunikation blevet beskrevet, bl.a. ved udgivelse af
bogen Taktil tegnsprogskommunikation (Dalum,
Jeppesen, Myrup, & Pedersen, 1997), videoen Taktile signaler (Foreningen Danske DøvBlinde, 2000), bogen 103
Haptiske signaler (Foreningen Danske DøvBlinde,
2010) og siden bogen Haptiske signaler – 139 nye og kendte signaler (Foreningen Danske DøvBlinde, 2018).
Tolkning
for døvblinde er blevet undersøgt i et mindre omfang i Delprojekt 3 (Det sociale tolkeprojekt, 2003).
Derudover
gennemførte KC [nuværende KP, tegnsprogstolkeuddannelsen på Københavns
Professionshøjskole], i perioden 2007-2008 en overbygning på tolkeuddannelsen,
hvoraf syv tegnsprogstolke bestod. Overbygningen indbefattede otte moduler
omkring tolkning for døvblinde, der havde en varighed af i alt 34 dage samt
efterfølgende eksamen.
Ud
over taktiltolkning og visuel tegnsprogstolkning til personer med nedsat syn er
både tale- og skrivetolkning samt synsbeskrivelse, haptiske signaler og
ledsagelse blevet en integreret del af tolkenes arbejde i løbet af de sidste 10
år. Begreberne totaltolkning, helhedstolkning og døvblindetolkning, der
indebærer, at tolken kan gøre brug af og skifte mellem flere tolkeformer under
en tolkning, bruges nu i flere sammenhænge.
Døvblinde
er en kommunikativt differentieret gruppe, og det kræver en kombination af
forskellige færdigheder at være i stand til at tolke for døvblinde personer (Raanes & Berge, 2017).
Med
bedre muligheder for at få bevilliget tolk i Danmark stiger behovet for
døvblindetolke. Indtil nu har gældende viden på området primært været baseret
på individuelle erfaringer. Denne undersøgelse skal derfor afdække, om der er
sammenfald i døvblindes ønsker til tolkens kompetencer og, i så fald, på hvilke
områder. Her er det døvblinde som gruppe, der beskriver hvilke kundskaber og
kvalifikationer, det er vigtigt, tolken besidder. Det giver mulighed for at
undersøge hvilke kompetencer, såvel personlige som faglige, en døvblindetolk
skal besidde for at levere en kvalificeret tolkning, der, i næsten alle
tilfælde, er betalt af det offentlige. Ligeledes bidrager erfarne døvblindetolke
med deres perspektiver samt deskriptive løsninger på de temaer, der er
tilvejebragt af rapportens døvblinde deltagere.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Døvblindhed er et kombineret handicap,
der består af alvorlig syns- og hørenedsættelse. Der skelnes mellem
døvblindfødte [medfødt døvblindhed] og døvblindblevne [personer med erhvervet
døvblindhed]. Ved medfødt døvblindhed er funktionsnedsættelsen indtruffet,
inden begrebsverdenen og sproglig kommunikation er udviklet (Socialstyrelsen,
2018. Om medfødt døvblindhed), mens
den for døvblindblevne er erhvervet senere i livet, efter at sproglig
kommunikation er udviklet.
Denne rapport omhandler alene tolkning
for døvblindblevne personer. Fælles for de fleste døvblindblevne er, at der er
tale om en progredierende lidelse, der indebærer, at personen mange gange i
livet skal omstille sig til nye livsvilkår, nye strategier og måske nye kommunikationsformer
(Socialstyrelsen, 2018. Om erhvervet
døvblindhed).
Den fælles-nordiske definition af døvblindhed,
senest revideret i 2016, placerer ansvaret for at skabe adgang til aktiviteter for døvblinde
hos samfundet. Et tilgængeligt samfund bør blandt andet omfatte
”tilgængelig specialiseret døvblindetolkning, herunder tolkning af tale, miljøbeskrivelser
og ledsagelse.” (Socialstyrelsen, 2018. Nordisk
definition af døvblindhed).
Gruppen af døvblindblevne deles
kommunikativt op i to grupper: De som har tegnsprog som modersmål og de som har
dansk tale som modersmål. I Foreningen Danske DøvBlinde [FDDB] benævnes en
person med tegnsprog som modersmål som ’tegnsprogsbruger’, mens forskningen
ofte bruger begrebet tegnsprogstalende for at understrege, at det er et sprog,
man taler og identificerer sig med, og ikke et sprog, der benyttes som
hjælpemiddel.
I FDDB benævnes en døvblind med dansk
som modersmål som ’talebruger’. Denne rapport benytter, som oftest, begreberne
tegnsprogsbruger og talebruger af respekt for døvblindes valg, og fordi
døvblindetolkning er mere forskelligartet end blot tolkning mellem dansk og
tegnsprog og vice versa.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Eftersom døvblinde har forskellige
modersmål, og syns- og høreresten afgør hvilke kommunikationsformer der kan
gøres brug af i den enkelte situation, indbefatter døvblindetolkning tolkning
mellem forskellige sprog og mange forskellige tolkeformer.
Døvblindetolkning består af
interlingvistisk tolkning [tolkning mellem to forskellige sprog] for eksempel mellem
et tegnsprog og et talesprog samt intralingvistisk tolkning [tolkning inden for
samme sprog].
Den interlingvistiske tolkning mellem
tegnsprog og dansk har modalitetsforskel, i og med at tegnsprog er visuelt
eller taktilt, og tale er auditivt.
En intralingvistisk tolkning kan foregå
i samme modalitet som for eksempel i taletolkning fra dansk til dansk, men den
kan også foregå til en anden modalitet, som for eksempel i en skrivetolkning
fra talt dansk til skriftlig dansk. En skrivetolkning kan ligeledes modtages på
to forskellige modaliteter, enten visuelt via en skærm eller taktilt via en
punktskriftslæseliste.
Om taktilt tegnsprog er et selvstændigt
sprog er ikke klart. På verdensplan er forskningen begrænset, men der
argumenteres nogle steder for, at taktilt tegnsprog er et selvstændigt sprog
[se mere i afsnittet taktiltolkning].
Da der ikke findes dansk forskning på dette område, opfattes taktilt tegnsprog
som en modifikation af dansk tegnsprog i denne rapport. Taktiltolkning kan
dermed være både interlingvistisk, hvis den foregår mellem taktil tegnsprog og
dansk, samt intralingvistisk når den foregår mellem visuelt dansk tegnsprog og
taktilt dansk tegnsprog.
Døvblindetolkning
opfattes som en helhedstolkning. Det vil sige, at man ikke kan tage enkelte
elementer ud, fordi det ikke giver mening for helheden. Døvblindetolkning
indbefatter tolkning som sproglig overførsel, synstolkning samt ledsagelse,
hvor hvert element er betinget af de to andre (Dalum,
Jeppesen, Myrup, & Pedersen, 1997). I ”Kompetencer og forudsætninger
for en døvblindetolk. Døvblindes tolkeformer.” (Det
sociale tolkeprojekt, 2003) står der vedrørende helhedstolkning at ”Det
er ikke nok at formidle mellem den hørende og døve verden – man skal formidle
mellem hele omverdenen og den døvblinde.” Døvblindetolkning er således en
kontekstuel tolkning, der må inddrage den verbale kontekst,
situationskonteksten og den kulturelle kontekst, da de i samspil giver
budskabet betydning.
Nedenstående
kommunikationsformer er de oftest benyttede i forbindelse med døvblindetolkning
for danske døvblinde. Der eksisterer andre kommunikationsformer, som danske
døvblinde har kendskab til, for eksempel Lorm og fingerpunkt, men de er ikke
udbredte tolkeformer og derfor ikke medtaget.
Tegnsprog er et visuelt sprog, der
udføres med kropsbevægelser. Det tales af døve og døvblinde og blev i 2013
anerkendt som officielt sprog i Danmark på linje med dansk talesprog.
Tegnsprogets fonemer [mindste dele af
et sprog] består grundlæggende af håndform, orientering af håndform, bevægelse
og artikulationssted. I Danmark kan en bestemt mundbevægelse også opfattes som
et fonem (Afdeling for Dansk Tegnsprog. u.å.).
Ligeledes argumenterer diverse
forskning for tilføjelse af andre fonemer såsom sekventielle strukturer inden for
et tegn (Liddell & Johnson, 1989),
kropsbevægelse, mimik og andre ikke-manuelle artikulatorer (Engberg-Pedersen, 1998; Liddell & Johnson, 1989;
Pfau, Steinbach, & Woll, 2012). Uanset om de lingvistisk opfattes
som fonemer, er de naturligt også en del af dansk tegnsprog.
Tegnsprog adskiller sig ydermere fra talesprog
ved at det, i tegnets morfologiske form, er mere simultant end talesprog.
Således udtrykkes adskillige fonemer simultant på tegnsprog, hvorimod de på
talesprog primært udtrykkes sekventielt (Fenlon,
Cormier, & Brentari, 2017; Rathmann, 2017). Tegnsprogets
kompleksitet kræver derfor en høj grad af lingvistisk kompetence samt kognitive
færdigheder for at kunne udføre en korrekt simultan tolkning (Dohm, 2015).
Ligeledes indebærer denne disciplin
tolkning fra tegnsprog til dansk, ofte kaldet stemmetolkning. Haualand & Nilsson (2019) argumenterer dog for
at undgå begrebet stemmetolkning, da det ikke handler om at sætte stemme på
tegn, men er en tolkning fra et sprog til et andet, der inkluderer alle
lingvistiske parametre på de respektive sprog.
Tolkning fra tegnsprog til dansk
indbefatter både tolkning af døvblinde med en synsrest såvel som taktile
tegnsprogsbrugere, som udtrykker sig på visuelt tegnsprog til seende. Som
beskrevet er tegnsprogets struktur og grammatik meget kompleks, og det kan have
mange variationer. Tolkning fra tegnsprog til dansk bliver ofte anset for en af
de sværeste discipliner, også ved tegnsprogstolkning for seende døve (Napier, Rohan, & Slatyer, 2005).
Tilbage til indholdsfortegnelse
Taktiltolkning
indebærer et skift i tegnsprogets modalitet idet det kan mærkes taktilt af den
døvblinde [benyttes når døvblinde ikke har tilstrækkeligt syn til at aflæse
tegnsprog visuelt]. Den døvblinde placerer således sin ene hånd eller begge
hænder på tolkens hånd/hænder.
Taktiltolkning
kan udføres med en eller to hænder. Tolkning med begge hænder er lettere at
aflæse, da den døvblinde mærker både den aktive og den passive hånd i samtalen.
To-håndstolkning kræver, at man sidder over for hinanden, hvilket betyder, at
det er nødvendigt at bøje sig en smule fremover. Ergonomisk er det for begge parter
ikke en optimal løsning (Mesch,
2013). Den bedste position er ansigt
til ansigt med begge parter stående (Edwards,
2014).
En-håndstolkning
foretages oftest siddende ved siden af hinanden. En-håndstolkning kan foregå
med tolkens venstre eller højre hånd og betegnes ofte højre- eller
venstrehåndstolkning. Tegnsprog har både én-håndstegn som for eksempel NAVN
samt to-hånds tegn. Tegn udført med begge hænder er inddelt i tre typer (Battison, 1978):
1. Tegn med samme håndform og
identiske bevægelser, for eksempel det danske tegn SAMME.
2. Tegn, hvor den ene hånd er aktiv,
og den anden er passiv, men begge har samme håndform. Denne type ses i det
danske tegn METAL.
3. Tegn, hvor den ene hånd er aktiv,
og den anden er passiv, men hvor håndformerne er forskellige. På dansk
tegnsprog er det for eksempel LÆGE og SINGAPORE.
Nogle
tegn er mere komplekse at aflæse i en en-håndtolkning, og kompleksiteten øges,
da ikke-manuelle artikulatorer også skal formidles taktilt (Dalum et al., 1997), da visse fonemer kan være
sværere at aflæse, for eksempel artikulationssted, og da der kan være
ergonomiske begrænsninger i forhold til fonemets bevægelse (Reed, Delhorne, Durlach, & Fischer, 1995).
Nogle
døvblinde, der bruger taktilt tegnsprog, har stadig en synsrest, der giver dem
mulighed for at se omridset af en person eller et ansigt og eventuelt også mundbevægelser.
I
USA argumenteres der for, at taktilt tegnsprog er et selvstændigt sprog, blandt
andet fordi det gennem pro-taktil kommunikation er muligt at ændre på måden,
hvorpå tegn med begge hænder udføres (Edwards,
2014). Pro-taktil kommunikation indebærer haptiske signaler, men også en
ændring af grænserne for berøring, da den døvblindes egen krop bruges i en
grammatisk forståelse. Den døvblindes egen krop kan således bruges som
reference for tegns artikulationssted, tryk og bevægelse ligesom det lettere
vil kunne kategorisere ’gør-ligesom’ tegn og udføre synsbeskrivelse af for eksempel
en lokalitet. Sidstnævnte ligger nær haptiske signaler og de grammatiske dele,
som de indebærer.
Begrebet
spejltolkning dækker over en intralingvistisk tolkning fra visuelt tegnsprog
til taktilt tegnsprog eller fra visuelt tegnsprog til visuelt tegnsprog, når en
tegnsprogsbruger med nedsat syn ikke kan se taleren. Spejltolkning har
tidligere typisk været varetaget af døvblindes døve kontaktpersoner, men mange
kontaktpersoner ønsker ikke at blive brugt som tolk (Dalum et al., 1997) og er heller ikke uddannede til det. Som det
fremgår af rapporten, er spejltolkning ikke uden komplikationer, selv for
uddannede tolke. Der eksisterer nærmest ingen forskning på området, og vi ved
derfor meget lidt om disciplinen (Collins, 2014),
selvom det er døve tegnsprogstolkes primære tolkemetode inden for
døvblindetolkning.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Skrivetolkning
udføres oftest til personer, der ikke har tegnsprog som modersmål, men som har
en synsrest, der kan bruges til at læse tekst på en skærm. Nogle tegnsprogsbrugere
ønsker dog også at bruge skrivetolkning i forskelligt omfang [Læs mere i
kapitel 3. Data under afsnittet Skift
mellem tolkeformer].
I
dag bruges der primært tablets, oftest ipads, til visuel skrivetolkning.
Døvblinde giver udtryk for, at de er tydeligere, og at det dermed er mindre
anstrengende for øjnene at se på end på en bærbar computer, som tidligere ofte
blev anvendt. I visuel skrivetolkning til døvblinde skal baggrundsfarve,
tekstfarve og størrelse altid indstilles til den enkelte. Det har ofte betydet,
at hver døvblind skal have sine egne tolke, men systemet text-on-top [TOT]
muliggør at den enkelte døvblinde, der er koblet på, selv kan indstille størrelse
og farver. Det betyder, at flere døvblinde kan gøre brug af de samme tolke.
Tolkeformen
kan variere fra fuldtolkning til stikordstolkning og et kontinuum derimellem,
ligesom tolkningen kan indebære forskellige former for synstolkning afhængigt
af brugerens syns- og hørenedsættelse. Det er ikke alle døvblinde, der på grund
af begrænset syn, har tilstrækkelige ressourcer til at modtage en fuldtolkning,
og derfor skal skrivetolkning tilpasses den døvblinde, ligesom ved alle andre
discipliner i døvblindetolkning. Det er derfor heller ikke alle døvblinde
skrivetolkebrugere, der kan følge med i en central skrivetolkning.
Hidtil
har tolken, som oftest, medbragt udstyr til skrivetolkning, både tastatur og
skærm, men i enkelte tilfælde har den døvblinde medbragt egen bærbare computer,
for eksempel hvis der ligger specifikke skrivetolkeprogrammer, der er lettere
for den døvblinde at læse.
Skrivetolkning
kan også foregå til en punktlæseliste, ofte refereret til som punkttolkning.
Her læser den døvblinde det skrevne på punktskrift. Den døvblinde medbringer
selv punktlæseliste og ofte også bærbar computer eller tastatur. Der er stor
variation i døvblindes læsehastighed på punkt, og derfor er tolkens
prioritering af information yderst vigtig. En fuldtolkning er sjældent mulig.
Tilbage til indholdsfortegnelse
De
fleste døvblinde har en hørerest, og deres primære kommunikationsmetode er at
opfatte tale og selv at bruge stemme. For dem er det oftest ikke muligt at gøre
brug af mundaflæsning. Der er tre væsentlige faktorer, der afgør om en persons
syn kan støtte taleopfattelsen: Synsstyrken [bruges til mundaflæsning],
synsfeltet og kontrastsynet [gør en i stand til at adskille og opfatte mimik og
ansigtsudtryk] (Lyng, 1991).
Taletolkning
er en intralingvistisk tolkning fra dansk tale til dansk tale for personer, der
har dansk som modersmål [talebrugere]. Taletolkning gør brug af tydelig og
velartikuleret udtale, eventuelt med ændringer af ord, udtryk og deslige.
Taletolkning kan enten foregå simultant eller konsekutivt. Simultan
taletolkning kan ikke udføres, uden at der er overlappende støj, og medmindre
den døvblinde besidder særdeles gode høretekniske hjælpemidler, er det ikke en
brugbar løsning for døvblinde.
Disse
ugunstige forhold gør tolkeformen til den sidste udvej for talebrugere, inden
de må skifte til en primær tolkeform, der ikke er deres modersmål eller er
markant langsommere. Har en talebruger tilstrækkeligt syn til udnyttelse af en
anden tolkeform, for eksempel skrivetolkning, vil man ofte gøre brug af dette,
da det kan foregå simultant og uden at forstyrre omgivelserne.
Da
det tidsmæssigt ofte ikke er muligt at foretage en fuld konsekutiv taletolkning,
kombinerer talebrugere som regel forskellige tolkeformer såsom taktile tegn,
punktskriftstolkning og haptiske signaler, der i sin helhed formidler
budskabet. Når en fuld konsekutiv taletolkning ikke kan foretages, vil det være
stikordstaletolkning i kombination med de tidligere nævnte tolkeformer. Det
stiller store krav til tolkens koncentration, fordi tolken hele tiden skal være
opmærksom på, hvad den døvblinde ikke kan høre og derudfra vælge den rette
metode at formidle det manglende budskab på.
Forskning
inden for dette felt er meget sparsomt, og arbejdsmetoder udføres primært på baggrund
af erfaringsbaseret viden. Det må anses for afgørende at skabe mere viden på
området for at sikre kvaliteten af denne tolkeform.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Verbal
synstolkning formidles gennem sprog, enten visuelt/taktilt tegnsprog eller dansk,
enten talt eller på skrift [herunder også punkttolkning]. Dette er til forskel
fra haptiske signaler, der formidles gennem berøring.
Verbal
synstolkning afbryder af og til igangværende tolkning, men kan være lige så vigtigt,
da det beskriver begivenheder i omgivelserne, andre personers reaktioner og
meget andet. Det skal tydeliggøres, at der nu foretages et emneskift, og at der
er tale om synstolkning.
Både
haptiske signaler og verbal synstolkning er en del af disciplinen synstolkning,
men to forskellige metoder.
Tilbage til indholdsfortegnelse
En
af fordelene ved haptiske signaler er, at de er tydeligt adskilt fra den
primære kommunikationsmetode, hvorimod verbal synstolkning ofte udføres på det
sprog, der i forvejen tolkes til.
Haptiske
signaler formidles gennem berøring på den døvblindes krop, primært på ryggen,
skulderen, overarmen, foden eller låret (Næss,
2006).
Haptiske
signaler kan udføres samtidig med alle de nævnte tolkeformer og er dermed at
foretrække, hvis man ikke vil afbryde den igangværende tolkning. Dog er
haptiske signaler begrænset i deres lingvistiske formåen. Et haptisk signal er
ikke altid tilstrækkeligt til at give en nuanceret synstolkning.
Uden
for Danmarks grænser er der visse steder en opfattelse af, at haptiske signaler
er opfundet af hørende (Pope & Collins,
2014), hvilket er en forkert antagelse.
I
Danmark blev den haptiske udvikling initieret af FDDB’s første formand, Ove
Bejsnap[2],
der var døv og blind tegnsprogsbruger. Dette skete allerede i 1990’erne. I
bogen Taktil tegnsprogskommunikation (Dalum et
al., 1997) er begrebet ’kodetegn’ beskrevet, og et begrænset antal
haptiske signaler er repræsenteret, blandt andet det stadigt eksisterende
signal for KAFFE. I 1999 begyndte Ove Bejsnap at udvikle signaler omhandlende
andre menneskers respons, da det ikke var muligt at modtage denne information
samtidig med, at han tegnede [talte tegnsprog] (personlig kommunikation). Dette
ledte til en workshop, hvor døvblinde selv udviklede de signaler, de fandt
nødvendige, og i sidste ende til udgivelsen af videoen Taktile signaler (Foreningen Danske DøvBlinde, 2000).
Tilbage til indholdsfortegnelse
Dette
kvalitative empiriske studie beskriver de kompetencer, som døvblinde mener er
vigtige, at en tolk besidder. Det er gjort ved at stille et simpelt spørgsmål
til døvblinde tolkebrugere:
Hvad er en god tolk?
Erfarne
døvblindetolke har også været inddraget, og spørgsmål til dem er stillet på
baggrund af de døvblinde deltageres besvarelser. Tolkenes besvarelser bruges
som deskriptiv beskrivelse for, hvordan kommunikation til døvblinde kan
formidles. Resultaterne kan således bruges i fremtidig undervisning af allerede
uddannede tolke.
Ligeledes
kan rapporten give forslag til specifikke områder og tolkediscipliner, der bør
studeres nærmere for at kunne yde en kvalificeret tolkning.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Undersøgelsen
beror på en fænomenologisk filosofi (Lester,
1999) og har til hensigt at identificere specifikke mønstre og metoder,
der kan bruges for at skabe en succesfuld tolkning for døvblinde. Det er en
kvalitativ empirisk undersøgelse, hvor data er indhentet ved hjælp af
fokusgrupper, da det er en god metode til at producere data på kollektivt
niveau (Halkier, 2002). Fordelen ved
denne kvalitative undersøgelsesmetode er muligheden for at få mere dybdegående
viden om tolkens nødvendige kompetencer baseret på de erfaringer og følelser,
som deltagerne har. Derudover giver det mulighed for at diskutere et bredere
emnefelt, hvilket ikke ville være muligt via et spørgeskema. Størstedelen af de
døvblinde deltagere har desuden ikke dansk som modersmål, hvilket sandsynligvis
ville begrænse svarene på et skriftligt spørgeskema.
Der
blev etableret fire fokusgrupper med døvblinde deltagere: To grupper med
deltagere, der primært benytter sig af taktil tegnsprogstolkning [benævnes
herefter også taktilbrugere], en gruppe bestående af døve med nedsat syn, der
primært bruger visuel tegnsprogstolkning [herefter også defineret som
fokusgruppen med nedsat syn, svagsynede tegnsprogsbrugere og lignende] samt en
gruppe med talebrugere, der bruger en kombination af tolkeformer.
For
at sikre deltagernes mulighed for at tale åbent og ærligt blev der, som
udgangspunkt, ikke anvendt tolke til at sikre kommunikationen i fokusgrupperne (Edmunds, 1999) [se uddybende beskrivelse
nedenfor]. I stedet blev der anvendt to moderatorer, der selv er døvblinde, men
med tilstrækkelig synsrest til at facilitere kommunikationen. Den ene har
tegnsprog som modersmål og var moderator for de tre tegnsprogstalende
fokusgrupper. Moderatoren for fokusgruppen for talebrugere har både tegnsprog
og dansk som modersmål. Dette var med til at sikre en optimal
sproglig forståelse samt fremme en fortrolig atmosfære i fokusgrupperne.
Derudover var rapportens forfatter til stede ved alle fokusgrupper for at
videofilme forløbet til dataanalysen.
De to taktile fokusgrupper bestod hver af tre taktile
tegnsprogsbrugere, der kommunikerede med begge hænder aktive. Deltagerne var
placeret i en trekantformation. På denne måde kunne hver deltager ytre sig til
de to andre deltagere. Enkelte gange glemte deltagerne at bruge begge hænder, hvilket
resulterede i, at enten moderatoren eller undertegnede løftede let på
pågældendes passive hånd, hvorefter den blev aktiv. Deltagerne havde dermed en
fri kommunikation uden styring af talerrække.
Når moderatoren stillede uddybende spørgsmål, kunne det af
naturlige årsager kun stilles til to personer ad gangen, og derfor spejltolkede
undertegnede spørgsmålet til den sidste deltager. Der deltog i alt seks taktile
tegnsprogsbrugere i undersøgelsen.
Fokusgruppen med tegnsprogsbrugere med nedsat syn bestod af fem
deltagere. Invitation til deltagelse var sendt ud til flere med forskellige
medicinske årsager til deres døvblindhed, men af tilfældige grunde endte
gruppen med at bestå udelukkende af personer med Usher syndrom[3]. Der blev opsat
et sort klæde som baggrundsfarve i et oplyst område, og en ’talerplads’ inden
for det oplyste område blev markeret med et kryds. Alle deltagere placerede sig
i en sådan afstand, at alle kunne se talerpladsen og aflæse tegnsprog, der blev
udført her. Moderatoren startede med det indledende spørgsmål ”Hvad er en god
tolk?” fra talerpladsen og styrede talerrækken, så de, som ønskede at sige
noget, rejste sig og placerede sig på talerpladsen. En deltager brugte
kontaktperson, der indimellem afklarede for den døvblinde, hvad taleren mente.
Deltagerne i denne fokusgruppe gør primært brug af visuel tegnsprogstolkning,
mens enkelte gør brug af taktiltolkning og skrivetolkning i bestemte
situationer.
I fokusgruppen for talebrugere deltog fem personer, hvoraf
ingen har tegnsprog som modersmål. Der blev brugt teleslynge til al
kommunikation. Tale fra tre af deltagerne var svært at opfange og forstå for
resten af gruppen, og der blev derfor taletolket af en medarbejder fra FDDB, som
har en tydelig og velartikuleret stemme. Denne taletolkning blev også foretaget
i teleslynge. Dermed blev kommunikationen sikret for alle.
I alt deltog 16 døvblinde i fokusgrupperne, der blev dannet
på baggrund af en
analytisk selektiv udvælgelse (Halkier, 2002),
hvor kriteriet var, at deltagerne var jævnlige tolkebrugere. Deltagernes
erfaring med at bruge tolk strakte sig fra 5 år til 44 år, og det
gennemsnitlige ugentlige forbrug spændte fra 1 til 10 timer. Deltagerne bestod
af ni kvinder og syv mænd i alderen 19 til 76 år. Dermed var fokusgrupperne
differentierede både med hensyn til alder, køn og erfaringer med at bruge tolk.
Tragtmodellen,
der inden for kommunikationsforskning er den mest almindelige (ibid.), blev
brugt. Her indledes der med åbne spørgsmål med en tiltagende strammere styring.
Alle fokusgrupper med døvblinde indledtes blot med spørgsmålet ”Hvad er en god
tolk?”, hvorefter svarene førte til stadigt mere specifikke spørgsmål, der ledte
til detaljerede beskrivelser.
Efterfølgende
blev der etableret to fokusgrupper bestående af tolke med stor erfaring i at
tolke for døvblinde. I alt deltog syv tolke, hvoraf én tolk deltog i begge
fokusgrupper. Tolkene havde i gennemsnit 20 års erfaring med at tegnsprogstolke
for døve og 17 års erfaring med at tolke for døvblinde. Den ene fokusgruppe
havde fem deltagere, heriblandt en døv tegnsprogstolk, og fokuserede på tolkning
for tegnsprogsbrugere. Den anden fokusgruppe bestod af tre deltagere med fokus
på tolkning for talebrugere. Forfatteren stod som moderator for begge
tolkefokusgrupper, men deltog ikke i diskussionen og har ikke bidraget med
holdninger til emner. Tolkene beskrev deres erfaringer og bud på bedste praksis
inden for døvblindetolkning og modtog på forhånd spørgsmål (bilag A og B), der
skulle igangsætte refleksioner omkring deres arbejde. Spørgsmålene var knyttet
til de elementer, døvblinde havde givet udtryk for, men det blev understreget,
at de på ingen måde var udtømmende. Debatterne i tolkefokusgrupperne inddrog
også andre aspekter end dem, der blev nævnt i døvblindegrupperne, og de kan på
flere områder ses som en deskriptiv faktor for, hvordan opgaven kan udføres
tilfredsstillende og hvilke tolkefaglige samt etiske overvejelser, tolken bør
foretage.
Alle
fokusgrupper er optaget med et Sony handycam HDR-PJ620 videokamera på stativ. I
taktilgrupperne blev der ydermere brugt et GoPro Hero 7 kamera, der kunne
optage det taktile tegnsprog fra en anden vinkel. I fokusgruppen for talebrugere
blev der ud over den visuelle optagelse også optaget lyd via en Iphone 10
mobiltelefon. De seks fokusgrupper gav 17 timers data, der efterfølgende blev transskriberet
af forfatteren og analyseret for at identificere temaer (Hale & Napier, 2013; Silverman, 2006). Den tematiske analyse
blev udført med henblik på at finde
sammenfald af emner og mønstre, der viste sig relevante for flere af
informanterne.
Informanternes udtalelser er
anonymiserede ved brug af andre navne end deres egne. Den ene taktile
fokusgruppe består således af Emma, Dagmar og Ellen, mens den anden består af
Bo, Jacob og Dennis. Gruppen af tegnsprogstalende med nedsat syn er navngivet
Poul, Bruno, Natalie, Alexandra og Lars, og fokusgruppen for talebrugere Bodil,
Gerda, Trine, Asger og Nanna. Fokusgruppen for tolke til/fra tegnsprog består
af Lisbeth, Karen, Grethe, Louise og Pernille og fokusgruppen for tolke til
talebrugere af Ragna, Karen og Carina.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Fra
de fire fokusgrupper bestående af døvblinde tolkebrugere fremkom der temaer,
som deltagerne mener er essentielle i forbindelse med døvblindetolkning. Nogle
temaer relaterer sig til tolkens personlige kompetencer, andre temaer relaterer
sig til tolkefaglige kompetencer, mens der også er emner, der relaterer sig til
viden og forståelse om døvblinde og døvblindhed.
I
de fire fokusgrupper var der, på tværs af kommunikationsformer, bred enighed om
de personlige kompetencer, hvorimod der er en større differentiering omkring de
tolkefaglige kompetencer. Dette er naturligt set i lyset af, at
kommunikationsformerne er vidt forskellige. Ønsker til tolkens kompetencer er
flere steder en direkte konsekvens af deltagernes manglende eller nedsatte syn
og hørelse, hvilket er en af grundene til, at døvblindetolkning adskiller sig
fra tolkning til døve og hørehæmmede.
I forbindelse med spørgsmålet ”Hvad er en god tolk?” fremkom
der blandt andet disse svar:
·
“En god døvblindetolk kan tilpasse sig
den enkeltes kommunikationsbehov og fornemme hvem jeg er som bruger, og hvad
mine behov er i forbindelse med tolkningen.”
·
”En god døvblindetolk har tålmodighed.”
·
“En god døvblindetolk er for mig én der
kan bevare det forkromede overblik, se hvad der sker i lokalet, skrivetolke i
stikordsform samt give de nødvendige haptiske signaler på min ryg. Jeg bruger
meget tolkning i mødesammenhæng. Tolken skal være fleksibel i forhold til at
tilpasse tolkningen til netop det, som jeg har behov for, uanset om det er
møde, til en middag, hvor der er flere, eller et andet sted. En god døvblindetolk
er en, der kan tilpasse tolkningen efter situationen ud fra mine behov”.
·
“Tryghed er vigtigt for mig, at jeg kan
stole på tolken. Tolken skal have overblik, og jeg skal kunne stole på, at
tolken ikke beder om pauser på uhensigtsmæssige tidspunkter, hvor det ikke
passer ind i programmet.”
·
“Tolken skal kunne alle tolkeformer,
for jeg tror faktisk, jeg bruger alle tolkeformer. Jeg bruger både
taletolkning, taktiltolkning, punkttolkning, haptisk og synsbeskrivelse.”
·
“Jeg synes klart, at en af de vigtigste
opgaver for tolken er, at se udfordringerne med det samme. Hvis tolken kan se,
at tolkningen ikke fungerer, skal tolken tænke hurtigt og finde en anden
løsning. Det synes jeg er vigtigt som tolk, for de kan fornemme, om brugeren
får sine behov dækket eller ikke. Så jeg synes det er vigtigt, at tolken er
hurtigt-tænkende.”
·
“Tolkene skal ikke være berøringsangste
og også gerne have et glimt i øjet, når man snakker sammen”.
·
”Det er vigtigt, at tolke kan lide og
er interesserede i at være sammen med døvblinde, for det er absolut ikke alle,
der kan det”.
·
“Tolkene er gode til at aflæse mit
ansigt og se, om jeg kan følge med, for det er ikke altid, man har overskud til
at sige, at man ikke forstår”.
·
“God mimik og livligt tegnsprog, hvor
budskabet formidles i billeder, er hvad der kendetegner en god døvblindetolk
for mig”.
Der
blev spurgt nærmere ind til ovenstående samt andre emner, og deltagerne
uddybede deres synspunkter. Ser man på de fire fokusgrupper bestående af
døvblinde, er der fælles temaer, som de alle rejser. Disse er:
·
Døvblindes
ressourcer
·
Synstolkning,
herunder haptiske signaler
·
Ledsagelse
[i tæt forbindelse med tryghed]
·
Prioritering
af information
·
Skift
mellem tolkeformer
·
Placering
·
Etik
og personlighed
·
Frit
tolkevalg
·
Tolkens
personlige kompetencer
Trods
variationer i døvblindes behov tegner der sig overordnet et billede af en række
kompetencer, der ønskes af alle. I rapporten er også beskrevet temaer, der ikke
blev nævnt af alle fire grupper, men enten af flere grupper eller af én gruppe,
hvor der stort set var fuld enighed internt i gruppen.
Disse
temaer er:
·
Sproglige-
og tolkefaglige kompetencer
·
Tolkens
fysiske kendetegn
·
Tolkens
påklædning
Alle
døvblinde deltagere gav udtryk for, at det er vigtigt at modtage en god og
kvalificeret tolkning. En individuel tilpasning af tolkningen til den enkelte
døvblinde, dennes behov og de ressourcer, der er til rådighed den pågældende
dag, er essentiel for at tolkningen bliver en succes.
Tolkene
i de to fokusgrupper for tolke supplerede til flere af de allerede eksisterende
temaer og diskuterede også emner fra et tolkemæssigt perspektiv. Det
resulterede i to temaer:
·
Samarbejde
·
Turtagning
Alle
temaer er en del af denne rapport. Da døvblindetolkning består af mange
forskellige discipliner, også inden for samme tolkning, er temaerne uundgåeligt
tæt forbundne og kan ikke stå alene, men bør ses i et samlet perspektiv.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Alle
døvblinde deltagere i fokusgrupperne nævnte, at egne ressourcer er en væsentlig
faktor for mængden af formidling og til dels også valget af tolkeform, såfremt
der er flere at vælge imellem.
Gerda,
der er blind talebruger beskrev: ”Nogen gange bliver jeg nødt til at sige, at
jeg ikke har [punkt]udstyr med til erfamøde, fordi jeg ikke kan rumme det, når
jeg også skal styre mødet, have haptisk og synsbeskrivelse og taletolket og
ledsaget rundt, når jeg skal snakke med nogen.”
Lars,
der har nedsat syn, fortalte at han sommetider bruger skrivetolkning i stedet
for tegnsprogstolkning, fordi det er for anstrengende at kigge på
tegnsprogstolk hele dagen.
Deltagerne
beskrev, at den dygtige døvblindetolk tilpasser sin tolkning til den enkelte døvblinde
og til de ressourcer, der er til rådighed den pågældende dag.
Natalie
sagde: ”Det er vigtigt, at vi bliver aflastet i forhold til vores ressourcer,
så vi kan bruge vores ressourcer på de rigtige ting. Det er vigtigt for mig, at
tolken og tolkningen gør mit liv en lille smule nemmere, og at jeg stadig kan
gøre de ting, som hørende kan. Det gør noget ved ens psyke og ens velfærd, at
man føler, man er en del af samfundet stadigvæk. Det er nok tolkens vigtigste
opgave, jeg kan ikke understrege nok, hvor meget det betyder.”
De
døvblinde deltagere gav udtryk for, at det fungerer bedst, når tolken kender
den døvblinde og dennes behov, så tolken kan tilpasse tolkningen til den
enkelte og foretage den korrekte prioritering af information. Det er i disse situationer,
når det fungerer optimalt med tolken, at man ikke føler sig døvblind. Med
undtagelse af to i gruppen af svagsynede, berettede alle deltagerne om det
essentielle ved at være tryg ved tolken. Er man ikke tryg ved tolken, bruges
der flere ressourcer på selv at kontrollere situationen, men er man derimod
tryg ved tolken, kan man lettere slappe af og afvente, hvad der sker. Det kan
være inden for en række områder:
-
fysisk tryghed under ledsagelse [at man ikke falder eller går ind i noget]
-
tryghed ved at tolken kan ledsage fra A til B uden at gå forkert og dermed
komme for sent
-
tryghed ved at vide, at går man glip af noget, skal tolken nok beskrive det på
et tidspunkt, hvis det var vigtigt
-
tryghed i kommunikationen [at man kan forstå tolken]
Gerda
beskrev det kort på denne måde ”Hvis jeg får en tolk, der ikke kender til
døvblindetolkning, så kommer jeg på arbejde.”
Fornemmer
den døvblinde, at tolken ikke er kompetent inden for de forskellige områder, er
den døvblinde mere opmærksom og, for nogles vedkommende, også nervøs og bruger
derfor flere ressourcer.
Størstedelen
af de svagsynede tegnsprogsbrugere beskrev desuden, at ledsagelse, specielt i
vinterhalvåret, giver dem flere ressourcer til at aflæse den efterfølgende
tegnsprogstolkning. Poul beskrev det således: “Hvis det er mørkt,
og jeg selv begiver mig af sted, så bruger jeg meget energi på at kigge og ikke
falde over ting, så når jeg når frem til tolkestedet, er jeg udmattet og drænet
for energi. Ledsager tolken mig, kan jeg slippe kontrollen, og så har jeg
overskud og energi til at følge tolkningen på stedet. Det gør en forskel.”
Ligeledes beskrev Asger, der er svagsynet
talebruger, synstolkning [via skrivetolkning] som et element, der giver ham
flere ressourcer til at lytte og forstå hvad der siges. ”For mig betyder
synsbeskrivelse, at jeg ikke skal bruge kræfter på at se, hvad der sker omkring
mig, samtidig med at jeg skal lytte efter, hvad der sker. Hvis jeg sidder til
et møde, og der er en der siger noget, så skal jeg sidde og lytte til hvad
vedkommende siger, overveje om det er noget vi har haft før, og jeg skal også
danne mig en mening om det. Det vil koste for mange kræfter, hvis jeg også skal
kigge rundt i lokalet.”
Den ene gruppe af taktilbrugere havde
en debat om deres indre kompensation, dvs. de tilfælde, hvor man tænker eller
gætter sig til den del af budskabet, som man ikke har opfattet (Dalum et al., 1997). Bo beskrev det på denne
måde: ”Hvis jeg er usikker på tolkningen og på hvad der menes, kommer min
hjerne på arbejde med at konstruere sætningerne, så jeg forstår det bedre”.
Gruppen nævnte også, at det kan være energikrævende,
hvis der er et tegn/ord, man ikke forstår eller ikke kan aflæse. Så gentages
det ofte igen og igen eller siges på en anden måde, til man til sidst forstår
det. Som eksempler på ressourcekrævende aflæsning nævnte begge taktilgrupper
blandt andet tilfælde, hvor tolken ikke kender tegnet, bruger dansk syntaks, ikke
bruger bevægelse i kroppen eller ikke bruger pausemarkører samt emneskift [se uddybende
beskrivelse i afsnittet Tegnsprog]. Ydermere
beskrev de, at der for taktilbrugerne selv ofte kan være ukendte tegn, fordi
der konstant foregår en sproglig udvikling, som de fleste ikke kan tage del i
på samme vilkår som seende døve.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Alle deltagerne i de taktile grupper
beskrev massive problemer med spændinger i arme, skuldre og nakke grundet
punktskriftslæsning, aflæsning af taktilt tegnsprog, generelle spændinger i
forbindelse med at færdes og lignende.
Derfor er det ekstremt vigtigt, at
tolke ikke forværrer disse spændinger ved at placere sig uhensigtsmæssigt,
ligesom det er vigtigt, at tolke har kompetencer til at tolke med både højre og
venstre hånd som aktive hænder, således at man som døvblind kan blive aflastet.
Det blev også nævnt, at haptiske
signaler kan afhjælpe for eksempel i forbindelse med pegninger i
yderstillinger.
De fleste vil helst sidde ved siden af
tolken på enten højre eller venstre side, det vil sige, at der tolkes med én
hånd. To døvblinde nævnte, at det i nogle situationer kan være en fordel at
sidde over for hinanden, da man dermed kan bruge begge hænder, hvilket kan give
en lettere forståelse af emnet. Det blev eksemplificeret ved tolkning af
racerløb, fodbold eller lignende. Det vil sige, at det kan være en fordel at
bruge begge hænder, hvis noget har en relation til hinanden. Dette kan være ved
brug af proformer, men ikke udelukkende. Én nævnte dog, at placering over for
hinanden kan betyde, at den døvblindes arme strækkes unødig meget, hvilket
medfører smerter i skuldrene.
Begge taktilgrupper diskuterede også
placering ved siden af hinanden ved en-håndstolkning. Blandt de seks deltagere
var der enighed om, at tolken ikke må sidde for langt væk fra den døvblinde.
Hvis tolken er placeret for langt væk, resulterer det i, at den taktile
døvblindes arm er udstrakt en stor del af tiden, for eksempel ved tegn udført
på tolkens krop, hvilket afstedkommer store smerter og udfordringer med at
koncentrere sig om det tolkede emne.
Collins & Petronio’s (1998) undersøgelser af 14 døvblindes
kommunikation viser, at ved tegn hvor artikulationsstedet er på tegnerens krop
[type X] (Battison, 1974), kan denne
kropsdel bevæges mod hånden for på den måde at aflaste den fysiske belastning. Ligeledes finder de i
undersøgelsen, at nogle tegns bevægelses-sti [movement path] er mindre på
taktilt tegnsprog sammenlignet med visuelt tegnsprog, samt at der er variationer
i fonemet håndorientering på taktilt tegnsprog grundet modtagerens hånds
placering. Om dette er gældende for
dansk tegnsprog udført taktilt vides ikke, men det vil være en fordel, hvis
tolke er bekendt med fordele og begrænsninger inden for udførelsen af tegn og
dermed er i stand til at mindske den fysiske belastning for modtageren.
De seks taktile deltagere beskrev
gentagne gange, at det er særdeles vigtigt, at den taktile tolkebruger hele tiden
har bøjet albue under en tolkning. Det betyder, at tolken skal placere sig tæt
på den døvblinde. Placeringen blev beskrevet som, at knæene næsten møder
hinanden, mens vinklen mellem hofterne bør være mellem 10 og 20 grader. Denne
position kan bedst opnås såfremt begge parter sidder på en drejelig stol.
Flere af de taktile deltagere beskrev
et tegnrum, der ligner det tegnrum beskrevet af tegnsprogsbrugerne med nedsat
syn [se afsnittet Tegnrum], men en
smule mindre. I disse beskrivelser er tegnrummet på ydersiden af skuldrene,
hvad der svarer til, at albueleddet maksimalt er bøjet 45 grader. Det er uklart,
om tegnrummet er ud for den døvblinde, ud for tolken eller et delt tegnrum
mellem de to. Sidstnævnte må antages for mest logisk, således at tolkens aktive
hånd i neutral position befinder sig midt i tegnrummet.
I forbindelse med beskrivelse af tegnrummet,
fortalte Dagmar: ”Når tolkene hænger i luften, er det meget anstrengende. (…) Det
betyder, at jeg mangler hvile, og det gør ondt i mine arme.” Det er derfor
essentielt, at tolke er opmærksomme på ikke at ’lytte’ med hænderne hængende i
luften, men i stedet udøve en procestid [forskydningstid], der afstedkommer, at
tolkningen kan foretages i en flydende sætningskonstruktion og herefter udlægge
en pausemarkør, hvor hænderne føres til låret.
For
de deltagere, der bruger visuelt tegnsprog, beskrives placering i forhold til
lysforhold som fundamentalt for at få tilstrækkeligt udbytte af tolkningen.
Poul forklarede: “Jeg bruger mange ressourcer, hvis der
for eksempel er baggrundslys. (...) Jeg skal komme i god tid for at
sikre mig en plads på vinduessiden. Hvis tolken får den plads, kæmper jeg
virkelig med at aflæse. For en døv gør det ikke så meget. Det er ikke alle
tolke, der er opmærksomme på det, og selvom jeg har sagt det mange gange,
sidder de sommetider på den forkerte side, hvis de kommer før mig.
Lysforholdene har stor indvirkning på, hvor mange ressourcer jeg bruger.”
Bruno bemærkede, at ”modlys gør tolkens ansigt helt sort”. Dette er også beskrevet i pjecen Veje til kommunikation med nedsat syn og hørelse (Foreningen Danske DøvBlinde, 2013).
Der
skal være et godt lys på tolken, men det blev nævnt af deltagerne, at lyset
heller ikke må være for kraftigt, da det kan give genskin og virke skarpt i
øjnene på modtageren. Ligeledes gengav Alexandra, hvordan hun nærmest bliver
blændet af tolkens arme og ansigt, hvis denne har meget lys [nærmest hvid] hud.
Hun ønsker derfor en tolk, der har en mørkere teint. Baggrunden skal være
ensfarvet, såfremt det er muligt.
Afstanden
mellem døvblind og tolk er beskrevet i afsnittet tegnrum.
De
svært hørehæmmede talebrugere i fokusgruppen for talebrugere skildrede ønsket
om, at tolkens ansigt helst skal være rettet mod talebrugeren, således at lyden
projiceres i den retning. Derfor skal placeringen af tolken
nøje overvejes, specielt hvis tolken skal aflæse en tegnsprogsbruger. Placering
til venstre eller højre for talebrugeren kan afhænge af, om hørelsen er bedre
på den ene side frem for den anden.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Deltagerne i de taktile grupper beskrev,
hvordan tolkens fysiske karakteristika kan have indvirkning på tolkningen.
Blandt andet beskrev tre deltagere fra to forskellige fokusgrupper: “Hvis
tolken er for høj, kan det også give mig ondt i skulderen, fordi mine arme hele
tiden løftes højt op”. Jacob forklarede: “Tolkens skuldre skal være nogenlunde
samme højde som mine skuldre.” Det blev også nævnt, at hvis tolken sidder for
lavt, vil det give smerter i tolkens skuldre, og ligesom det er vigtigt, at
begge parter har en drejelig stol, er det også centralt, at stolene kan
indstilles i højden.
Andre udfordringer i forhold til
tolkens fysiske karakteristika kan være, hvis tolken har lange arme. Dermed kan
bevægelserne risikere at blive for store. En taktilgruppe drøftede desuden
konsekvenserne af en overvægtig tolk, hvor tolken fysisk kan risikere at fylde så
meget, at afstanden til den døvblinde er forøget. Det kan give smerte i
skuldrene, hvis tolken er placeret en smule længere væk, da den døvblindes arme
og hænder skal bevæge sig inden for et større tegnrum. I begge tilfælde er det
vigtigt, at tolken er bevidst om dette og holder sig inden for det tegnrum, der
er passende i forhold til taktilbrugerens armlængde.
Andre udfordringer omkring tolkens
fysiske karakteristika kan være svedende hænder, der blev beskrevet af alle de
seks taktile deltagere. ”Det forstyrrer, så det er svært at opfatte tolkningen,”
forklarede Bo.
Tørre hænder beskrives som fysisk
ubehageligt, ligesom større udsmykning på hænderne i form af ringe eller
lignende er forstyrrende. Almindelige ringe som for eksempel vielsesringe opfattes
ikke som forstyrrende, men som en del af tolkens person, hvilket også giver
taktilbrugeren en indikation på, om personen er gift.
Det er ligeledes vigtigt, at tolken
ikke har madrester på hænderne ved kommunikation, og at god håndhygiejne generelt
opretholdes, både ved at tolken jævnligt vasker hænder, men eventuelt også
medbringer håndsprit.
Alle
deltagerne i fokusgruppen for tegnsprogsbrugere med nedsat syn var enige om, at
påklædningen skal være ensfarvet, enkel og i en mørkere nuance for eksempel mørkeblå,
vinrød eller mørk lilla. Sort er acceptabelt, men kan sommetider blive for
mørk.
Gruppen
havde desuden en drøftelse af blusens udskæring, hvor Lars blandt andet gav
udtryk for udfordringer med aflæsningen: ”Mange af de unge kvindelige tolke har
nedringede bluser på, og jeg må indrømme, at det er så svært at aflæse dem.”
V-skæring blev også nævnt som forstyrrende. Der var konsensus i gruppen om, at
en almindelig rund hals henover kravebenet er tilstrækkelig, men at det i visse
situationer kan kræve en højere hals. Der var ikke et entydigt ønske til
længden af ærmer, da det for nogle ikke har nogen betydning. Eksempler varierede
fra korte, ¾ ærmer til lange ærmer. Ydermere blev der givet udtryk for, at der
kan være andre visuelle forstyrrende elementer, hvor neglelak og ure var
eksempler. Hvis tolken skal have neglelak på, skal farven være så afdæmpet, at
man ikke lægger mærke til den.
Tolkens
tolkeskilt var et større emne i gruppen af tegnsprogsbrugere med nedsat syn.
Alle i gruppen udtrykte, at de ikke ønsker, at tolken som udgangspunkt, bærer
skilt, men er bevidste omkring, at der kan være situationer, hvor det er en
fordel, at man kan se, hvem tolken er. Tolkens navneskilt blev beskrevet som ”en
blitz der forstyrrer” og genskin i tolkeskilte, der ofte er blanke, blev
skildret som forstyrrende for aflæsningen.
Gruppen
var enige om, at i situationer, hvor andre deltagere ikke kender til tolkning,
er det nødvendigt, at tolkeskiltet er placeret synligt. Lars begrundede det med
at: “Ved større familiefester, for eksempel min nevøs
konfirmation, kender folk ikke til tolk, og de tror nærmest, at det er en slags
støttepædagog. I sådan en situation er det vigtigt, at tolken har skilt på, men
jeg må virkelig bide det i mig, for det er forstyrrende.”
Alexandra sagde: “Jeg synes, tolken kan
have skilt på, hvis det er ukendte steder, på hospitalet eller lignende. Men
hvis det er kendte steder, for eksempel i døvblinderegi, bør tolken tage
skiltet af, så det er lettere for mig at aflæse tolkningen.”
Der var også forslag om, at hvis tolken
tolker længere sekvenser et sted, hvor andre ikke er bekendte med at kommunikere
gennem tolk, så kan tolken tage skiltet af i disse sekvenser og tage skiltet på
i pauser, eller når der igen er behov for at markere, at man er tolk. Gruppen undrede sig over,
hvorfor kun få tolke bruger matte skilte, og flere forklarede, at de ofte beder
tolken om at tage skiltet af. Der var forslag om, at tolken bærer skiltet,
eventuelt et større end de traditionelle mindre tolkeskilte, nederst på blusen
eller klipset på bukselommen.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Alle
11 tegnsprogsbrugere gav udtryk for, at de generelt ønsker en tolkning, der har
tegnsprogssyntaks. Alle fortalte, at der ofte tolkes til en dansk syntaks,
hvilket betyder, at der skal bruges mange ressourcer på at afkode betydningen.
Dette gælder for såvel taktilbrugere og tegnsprogsbrugere med en synsrest.
Nogle
af de taktile deltagere beskrev tolkninger fra dansk til taktil tegnsprog som
meget ”langtrukne”, ”monotone” og ”svære at følge med i”.
Flere
nævnte formidling af budskabet som et ønske, frem for at der tolkes ord for
ord. Det falder i tråd med teorien om Skopos, hvor fokus ligger på at formidle
målet og budskabet med udgangssproget. Hvad der siges er dermed ikke i højsædet,
men snarere hvad der menes (Vermeer, 1989/2000).
Enkelte
deltagere bemærkede, at det ikke er resume-tolkning de ønsker, men at de ønsker
det fulde udbytte. Det er Skopos teorien dog ikke begrænset af.
Den ene taktilgruppe samt gruppen om
tolkning til visuelt tegnsprog beskrev begge, at mimik og brug af kroppen er
vigtigt for forståelsen af budskabet. Alexandra, der har nedsat syn, sagde: ”Mange
tolke har ikke meget mimik, og de bliver danske i deres tolkning.”
Dagmar, der er taktilbruger med en lille synsrest, berettede om en situation: “Det er vigtigt at tolkene også bruger kropssprog. Jeg havde for nylig en ny tolk til et møde, der ikke brugte kropsprog, og jeg forstod ingenting og måtte hele tiden spørge til hendes tolkning. Hun brugte heller ikke mundbevægelser, hvilket er vigtigt for mig, da jeg har en lille bitte synsrest, så jeg kan se nogle af mundbevægelserne.”
Dagmar beskrev: “Nogle tolke er meget stive i armene og kroppen, endda selvom de sidder på kontorstole, som om de er usikre. De skal have mere bløde bevægelser. Nogle tolke klemmer om min hånd, og jeg prøver at sige til dem, at de skal slappe af. Det er som om, de er bange for at tabe min hånd.” Situationen blev genkendt af de andre i den taktile fokusgruppe, og en anden deltager beskrev det som ”væmmeligt”, når tolke klemmer om hendes hånd.
De tre tegnsprogstalende fokusgrupper diskuterede tempo. Blandt taktilbrugerne blev det nævnt af flere, at tempoet ikke må være for hurtigt, da det kan være svært at følge med. ”Udmattende” beskrev Ellen det som.
I
den forbindelse diskuterede alle tre grupper også tolkning udført af døve
tegnsprogstolke og gav her udtryk for, at det er lettere at
følge med i tolkninger i døveforeningerne, hvor udgangssproget er tegnsprog,
også selvom tolkningerne til tider kan foregå i meget hurtigt tempo. ”Det er
meget lettere at danne et billede i mit hoved under tolkningen, hvis der tolkes
til tegnsprog [af en døv tegnsprogstolk]”, sagde Bo.
Dagmar fremstillede det på denne måde,
hvorefter de andre i fokusgruppen udtrykte enighed: ”Døvetolken formår at
formidle budskabet på samme spændende måde som udgangssproget, fordi det er på
flydende tegnsprog, mens hørendes tegnsprog bliver staccato og ikke flydende på
samme måde. Så bliver jeg også usikker og går lidt i stå. Det flydende og
fuldendte tegnsprog gør det meget mere interessant at følge med”.
Det blev nævnt, at døve tegnsprogstolke
stadig mangler specifik viden omkring tolkning for døvblinde, herunder haptiske
signaler, hvilket den ene taktilgruppe mente døve tegnsprogstolke ikke gør
meget brug af. I den forbindelse blev der efterlyst kurser i døvblindetolkning
for såvel hørende som døve tegnsprogstolke.
Tolken skal kunne tolke til et levende
tegnsprog med de pausemarkører, der hører sig til sproget. Pausemarkører er
meget vigtige for de tegnsprogstalende deltagere. Bruges de forkert, kan det
lede til en forkert opfattelse af budskabet eller kræve flere ressourcer af den
døvblinde for at opfatte budskabet korrekt. Tolkene skal ligeledes have en bevidsthed omkring
tegnsprogets fonemer og hvilke der i konteksten skal tydeligøres eller
produceres i et langsommere tempo. Her nævnte de taktile
deltagere blandt andet, at tegnets artikulationssted skal være tydeligt, hvis
det kan forveksles med andre tegn eller bruges i en kontekst, der kan være svær
at opfatte.
Ydermere kan visse håndformer gengives
i et langsommere tempo, specielt i forbindelse med brug af håndalfabetet [HA].
At taktilbrugere skal bruge mere tid til at mærke efter en specifik håndform
kommer formentlig ikke som en overraskelse for de fleste, men tempo i
udførelsen af HA viste sig også at være relevant for gruppen af tegnsprogsbrugere
med nedsat syn. Poul fremstillede det således: “Hvis man har Usher, så opfatter
man tegn langsommere end døve med et normalt syn. For eksempel kan det være
enormt svært at aflæse meget hurtigt stavet håndalfabet. Jeg oplever, at hvis alfabetet
er blot en lille smule langsommere, er det lettere for mig at aflæse. Derfor er
det også svært for mig, hvis tolken bare japper derudaf. De behøver ikke at medtage
alle detaljer, men kan godt udføre noget resume, så det bliver tydeligere. Det
oplever jeg, at der er nogle tolke, der kan.”
I
en snak om tegnvalg i fokusgruppen for tolke til/fra tegnsprog, beskrev tolken
Lisbeth, at valg af tegn nogle gange afgøres af, om det let kan aflæses
taktilt. ”Jeg kan for eksempel godt vælge et mindre udbredt tegn, hvis jeg
mener, det er lettere at aflæse taktilt,” sagde hun.
Ligeledes
mente tolkene, at det er vigtigt at bruge hyperonymer [ords overbegreb],
såfremt der er usikkerhed om, hvad et tegn betyder. Hyperonymer gør det lettere
for en døvblind, der kommunikerer på taktil tegnsprog, at bruge sine ressourcer
de rette steder. Tolkene eksemplificerede det ved hyperonymet FARVE og
hyponymet HVID samt BY og KALUNDBORG.
Pernille
beskrev endvidere: ”For nogle døvblinde kan det være svært at følge med i
udviklingen af tegnsprog, så jeg synes, det er vigtigt, vi giver os tid til at
formidle nye tegn tydeligt. På den måde bliver det lettere for døvblinde at
bruge nye tolke, der måske ikke har samme overvejelser. Hvis der for eksempel
siges ’app’, så staver jeg det først med håndalfabet, hvorefter jeg udfører
tegnet APP, og derefter staver jeg det igen.”
Pernille
beskrev endvidere, at hun sommetider kan mærke en lille reaktion på den
døvblindes hånd, der kan være et tegn på, at den døvblinde enten ikke kender
tegnet eller ikke kan aflæse det.
Et
hurtigt taletempo har indvirkning på tempoet i tolkningen, hvilket afleder
forskellige konsekvenser for døvblinde. Alle de tegnsprogstalende deltagere,
såvel taktile- som visuelle tegnsprogsbrugere, debatterede sjusket tegnsprog,
hvilket alle var enige om forekommer hos nogle tolke og er meget svært at
aflæse. Det virker som om, der er to grene af diskussionen omkring sjusket
tegnsprog. Den ene er på tegnniveau, hvilket kan relateres til ovenstående emne
om fonemer, og den anden er på sætningsniveau, men de to grene må naturligt ses
som tæt forbundne.
På
sætningsniveau beskrev deltagerne det sådan: ”Jeg har oplevet tolke sjuske med
tegn, hvor jeg slet ikke følte, der var sammenhæng. Jeg forstod slet ikke, hvad
der blev sagt.”
Og:
”Jeg føler det, som om nogle tolke sjusker, og så går det hen over hovedet på
mig. Det er som om, de går hurtigt igennem emnet.”
En
anden sagde: “I en situation hvor jeg ikke forstod
tolken, følte jeg det, som om hun sjuskede. Jeg vil gerne have, at tolken taler
ordenligt, klart og tydeligt, så er det nemmere for mig at forstå, hvad der
bliver sagt. Nogle sjusker. Det kan også være, at tolken er lidt ligeglad med
tolkningen, og den bare skal overstås. Derfor er det meget afhængigt af,
hvilken tolk man får. Nogle vil gerne involvere sig og snakke med døvblinde, og
andre føler bare, det er et arbejde, der skal overstås, og så bliver det et
hurtigt og sjusket resultat.”
Det er muligt, at et hurtigt taletempo
resulterer i, at tolken ikke får formidlet ikke-manuelle artikulatorer, der
forekommer simultant med tegnets fysiske udførelse. Det giver komplikationer i
forståelsen. Derudover kan ovenstående udfordringer muligvis tillægges
manglende kompetencer inden for forskydningstid og hukommelse, hvilket er et
krav, hvis der skal tolkes til en tegnsprogssyntaks (Dohm, 2015; Isham, 1994). Sidstnævnte kommer Ellen også ind på: ”Måske
er det sommetider svært for tolken at huske sammenhæng, hvis de kommer for
langt bagud.” Bo gengav det på denne måde: ”Tales der hurtigt, bliver tolkens
tegnsprog meget småt og hurtigt. Dvs. at tolken faktisk ikke kan følge med i
tolkningen. Det er også svært at følge med i, hvem det er som taler. Det er
vigtigt, at tolken får formidlet tydeligt, hvem der nu taler.”
I forhold til sjuskede tegn på tegnniveau
gengav Dagmar: ”Nogle tolke har meget meget små bevægelser i fingrene, så jeg
må hele tiden spørge til, hvad det tegn betyder.” Emma var enig og beskrev det
som ”meget forstyrrende”.
Tegnsprogsbrugerne skildrede de
sjuskede tegn, som at et tegns artikulationssted er fastlåst til midt på
tolkens overkrop, og at det kun er fingrene, der bevæges. Flere beskrev det,
som om tolken mumler eller taler med sig selv. Tegn skal i stedet bredes ud og
adskilles, så de lettere kan distingveres. Tegnsprogsbrugerne beskrev dette som
”åbne tegn”.
Det skal understreges, at det var alle
tegnsprogsbrugerne, såvel de med synsrest og de som kommunikerer på taktilt
tegnsprog, der efterlyste mere ”åbne” tegn og et ikke for lille tegnrum [se
afsnit om tegnrum].
Tilbage til indholdsfortegnelse
Den
gængse opfattelse når man tolker til tegnsprogstalende personer med et
begrænset synsfelt er og har været, at man skal tolke til et lille tegnrum.
Denne
opfattelse gør deltagerne i gruppen med nedsat syn op med, da de beskriver
andre konsekvenser af det lille tegnrum. Deltagernes refleksioner kan anses som
revolutionerende.
Fokusgruppen for tegnsprogsbrugere med
nedsat syn beskrev, at det virker som om, at jo mindre tegnrummet er, jo flere
visuelle tegnsprogselementer mangler. I stedet fokuseres der på at formidle de
enkelte tegn, altså en tolkning baseret på dansk syntaks [tegndansk tolkning]. Fire
ud af de fem deltagere i gruppen beskrev direkte, at de ikke ønsker, at tolken
bliver låst af et for lille tegnrum, men ønsker en tegnsprogstolkning, der
indeholder alle tegnsprogselementer.
Det blev blandt andet fremstillet på
denne måde af deltagerne:
“Personligt ønsker jeg lidt tydeligere
tegnsprog. Ikke kæmpe stort [løfter arme op over hovedet], men i hvert fald ud
til skuldrene. Hvis tegnrummet bliver lille [viser området foran brystet], så
kan det sidestilles med hørende, der snakker sammen på to-mandshånd. Så sænker
de jo stemmen og udtaler ikke alle ord tydeligt, men mumler lidt. Det samme
sker med det meget lille tegnrum og de sammenflettede fingre. Det bliver også
svært at forstå, hvad der menes. Jeg opfatter mere, at den slags bruges, hvis
nogle døve vil tale hemmeligt sammen.”
Poul forklarede: “Jeg ønsker tolken
lidt på afstand, så tegnrummet kan være større, og tegnene ikke bliver for små.
Hvis der ikke er plads i lokalet, så er det ok. Så må jeg acceptere de mindre
tegn. Men på afstand er der stadig nogle tolke, som har et lille bitte tegnrum
og små tegn. Jeg oplever sommetider, at hvis jeg ikke forstår tolkene, så
rykker de tættere på mig, men de skal jo bare blive på samme sted.”
Alexandra medgav: “Jeg kan ikke se
langt fra, så jeg ønsker tolken tættere på, men jeg vil alligevel gerne have,
at tolken ikke har et for lille tegnrum, bare et normalt tegnrum som til døve.
Jeg oplever ofte, at tolke har så lille et tegnrum, at jeg tror, tolken hvisker
med en anden person. Det er så svært at se, hvad tolken siger, men så viser det
sig, at hun faktisk er i gang med at tolke den hørende taler. Jeg tænker på, om
hun er flov over tegnsprog, og hun derfor gør det så småt for at undgå
opmærksomheden fra de andre deltagere. Men det er enormt svært at se tegnene.”
“Jeg har oplevet en tolk tolke for mig,
og hun brugte et meget lille tegnrum. Senere mødte jeg hende i døveforeningen,
hvor hun tolkede til en større forsamling. Her brugte hun et stort tegnrum og
var meget mere livlig. Jeg tror, hun tænker, at jeg er døvblind og derfor vil
lave et lille tegnrum, men det er jo misforstået. Det er afstanden, det handler
om, og igen er det vigtigt at pointere, at døvblinde er forskellige. Det er
vigtigt, at man har mulighed for at udnytte hele tegnrummet [i naturligt
tegnsprog], men selvfølgelig kan der være situationer, hvor der ikke er plads,
og hvor afstanden [mellem døvblind og tolk] må være mindre og dermed også
tegnrummet.”
En person i gruppen med nedsat syn
nævnte to meter som en god afstand, mens en anden fortalte, at det kan variere
fra dag til dag, hvor godt ens syn er. Det vigtigste er, at man har mulighed
for at aftale afstanden med tolken, inden tolkningen starter.
Størrelsen af tegnrummet for
almindeligt seende døve gengives af Twilhaar
& Bogaerde (2016) som det område foran, ved siden af og ovenover
tegneren, så langt en udstrakt arm kan række. Ud fra deltagernes beskrivelser
vil dette tegnrum, for de flestes vedkommende, kræve en længere afstand end to meter,
for eksempel hvis der tolkes på et podie. I stedet fremstillede deltagerne tegnrummet
fra livet og området ved siden af, foran og ovenover hovedet, så langt en 90
graders bøjet arm ved albueleddet kan række. Tegnrummet foran tolken kan muligvis
øges en smule afhængigt af, om tegnet udføres inden for den døvblindes centrale
syn.
Ovenstående udsagn er med udgangspunkt
i personer med begrænset synsfelt og skal ikke ses som udtryk for alle
svagsynede tegnsprogsbrugeres ønske. Som Nathalie forklarede: ”Det er vigtigt
hele tiden at understrege, at det er individuelt, hvilken afstand man ønsker, og
hvor stort eller lille tegnrummet skal være. Det er vigtigt, at tolke til
døvblinde forstår, at vi er forskellige og har forskellige behov.”
De taktile deltagere beskrev ligeledes
størrelsen af tegnrummet, men som tæt forbundet med placering, hvorfor emnet
tages op i dette afsnit.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Uden undtagelse berettede alle 11
tegnsprogsbrugere om store udfordringer ved tolkning fra dansk tegnsprog til
dansk tale.
Dagmar beskrev det således: “Jeg føler
ofte, at tolkene ikke forstår mig og ikke kan aflæse mig. (…) Jeg synes jeg har
et klart og tydeligt tegnsprog, men alligevel er der nogen tolke, der ikke
forstår mig. Jeg har oplevet at holde foredrag, og selvom tolken har mange års
erfaring, forstod hun mig ikke. Der var mange fejltolkninger, det kunne min
hørende kontaktperson berette for mig. Det er som om, tolkene bare finder på
ting. Hvorfor gør de det? Er jeg virkelig så dårlig til tegnsprog? Det undrer
mig, at selv en så erfaren tolk ikke kan aflæse mig. (…) Og jeg havde endda
lavet stikord. Min kontaktperson afbrød ikke, hvilket jeg ville ønske, men min
kontaktperson synes, det er svært at vide, hvor grænsen går for at afbryde, og
at det også er svært at finde tidspunkter at afbryde på.”
For døve med en synsrest gives der
udtryk for samme fornemmelse. “Jeg kan mærke, at nogle tolke har svært ved at
aflæse mig. Andre kan godt. Men jeg kan fornemme det på dem, som ikke kan, og
jeg må gentage flere gange, men alligevel føler jeg det, som om de ikke kan
aflæse mig,” fortalte Lars.
Bruno fortalte om andre personer, der
yder støtte i tolkningen: “Jeg oplever også, at nogle tolke har svært ved at
forstå, hvad jeg siger, og så må døvblindekonsulenten hjælpe med at tolke.” Dette
er grundet døvblindekonsulentens baggrundsviden, hvilket bekræfter ønsket om at
bruge den samme gruppe tolke, der naturligt vil have en større baggrundsviden
om personen og derfor vil kunne yde en bedre tolkning fra tegnsprog til dansk.
Poul uddybede emnet således: “Aflæsning
er et stort problem mange steder. Det kan være godt at snakke med tolken inden
tolkningen, så tolken får en fornemmelse af tegnsprogskoden og måden at bruge
tegnsprog på. Det hjælper lidt på stemmetolkningen.” Som nævnt af flere andre
er forberedelse essentiel, for at tolkningen bliver en succes, og forberedelse
med den døvblinde inden tolkningen er også en måde at øge tolkens
baggrundsviden.
Natalie beskrev en del af udfordringen
ved tolkning fra tegnsprog til dansk: “Jeg kan sommetider mærke, at aflæsning
er en udfordring. Jeg synes, at tolkene sommetider mangler ændring af
stemmeleje, for eksempel når der er en vigtig pointe. Ligesom for at
understrege, at det er altså vigtigt, og så de hørende der lytter, faktisk
forstår at jeg mener det alvorligt. Det er sommetider lidt for monotont, men
der er brug for nuancering i stemmetolkningen for at forstå, om jeg mener det
alvorligt eller for sjov eller ironisk”. Poul forklarede, at han, udover at
forberede sig sammen med tolken, bruger denne strategi for at forbedre
tolkningen: “Jeg prøver at lave mere kraftige og markante bevægelser i mine
tegn, hvis jeg gerne vil understrege min pointe. Netop for at undgå at
stemmetolkningen bliver for monoton.”
Fokusgruppen bestående af tolke berettede
om udfordringer med tolkning fra tegnsprog til dansk på grund af manglende
mimik, reference-check, referenter [når de kun henvises til ved pegning] samt
utydelige tidsangivelser. ”Det virker sommetider, som om den døvblinde sidder
og tænker over, hvad han eller hun vil sige, og når det bliver deres tur, er
det sommetider et tidligere emne, de refererer til. Det skal man som tolk lige
indstille sig på,” fortalte Lisbeth.
Tolkene beskrev en længere procestid
som essentielt for at kunne foretage en korrekt tolkning fra tegnsprog til
dansk, blandt andet baseret på ovenstående argument. Med en længere procestid
vil der være stille perioder, der betyder, at talebrugere uden tolk vil undre
sig og eventuelt stille spørgsmål til, hvad der foregår. Derfor er der brug for
en central synstolkning, da den fungerende tolk ikke kan varetage denne opgave,
uden at kapaciteten (Gile, 1999)
overstiges. Det kræver, at der er fungerende mikrofon til den tolk, der udfører
synstolkningen.
Samtidig beskrev tolkene, at der i
døvblinderegi også er andre faktorer at tage hensyn til end i en tolkning fra
tegnsprog til dansk til hørende. I døvblinderegi må tolken for eksempel ikke
tale for hurtigt, og tolken skal artikulere ordene tydeligt. Afbryder man den
døvblinde i sin tale på grund af disse faktorer, kan det virke som om, tolken
ikke er i stand til at aflæse eller har misforstået noget.
Tolkene nævnte også, at det er en
fordel, hvis man kender sin co-tolk og har et godt samarbejde med denne [læs
mere i afsnittet Samarbejde]. Hvis tolken ikke er placeret i
fysisk nærhed til den døvblinde, er det vigtigt, at co-tolken giver haptiske
signaler til den døvblinde, for eksempel hvis tempoet skal være langsommere,
afbrydelse på grund af tolkning, give information om modtagernes reaktioner på
det, der bliver ytret, og andet.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Den ene taktilgruppe diskuterede
intralingvistisk tolkning fra visuelt tegnsprog til taktilt tegnsprog, i daglig
tale kaldet spejltolkning. Alle var enige om, at de fleste hørende tolke har
meget svært ved at aflæse en tegnsprogstalende person og videreformidle dette
budskab på taktilt tegnsprog til den døvblinde.
“Der er lange perioder med tavshed i
tolkningen, og tolkene beder ikke taleren om at gentage, hvilket jeg bliver
tosset over. (…) Det gør mig ekstremt skuffet,” sagde Ellen, mens Dagmar tilføjede:
”Det bliver meget kort tolket, når hørende tolke skal spejltolke. Hvis der ikke
er stemmetolkning, går de hørende tolke helt i stå. (…) Hørende tolke er meget
auditive.”
De beskrev, at i disse situationer, er
de nødsaget til at bestille yderligere tolke, der kan varetage tolkningen fra
tegnsprog til dansk, så taktiltolkene kan have dansk som udgangssprog. Det kan
være et direkte ønske fra tolkeleverandøren eller en egen beslutning for at få
tilstrækkeligt udbytte af tolkningen.
Her blev det samtidig nævnt, at
problematikken ikke er til stede ved brug af døve tegnsprogstolke [beskrevet i
afsnittet Tegnsprog], men at det er
problematisk, at der er få fungerende døve tegnsprogstolke.
Blandt fokusgruppen af tolke var der
enighed om, at spejltolkning er en svær disciplin.
Lisbeth fremstillede det således:
”Spejltolkning kræver øvelse, og hørende tolke er ikke gode nok til det. Man
vil gerne forstå, hvad der siges, men det er i princippet ikke nødvendigt. Hvis
man i stedet prøver at formidle tegnene, naturligvis tilpasset taktilt
tegnsprog, negationer og andet mimik, så er det i princippet ikke nødvendigt at
forstå det hele. Problemet er, at mange tolke gerne vil forstå budskabet.”
Pernille uddybede: ”Nogle tolke forstår
ikke det talte tegnsprog 100 %, men de vil gerne forstå for at kunne tolke. Jeg
finder det dog vigtigt at bruge den samme rytme og de samme kropsbevægelser som
taleren. Der ligger mange detaljer i det.” Hertil kommenterede Grethe, at
resultatet således i højere grad vil afspejle talerens udtryk.
Louise, der selv er døv tegnsprogstolk,
mente, at udfordringen for hørende tolke ligger i tolkeprocessen, fordi hørende
tolke primært er vant til at lytte til et talesprog og producere til tegnsprog,
og de har ikke stor erfaring med at aflæse et tegnsprog og producere til et
taktilt tegnsprog.
Grethe beskrev dele af tolkeprocessen
og procestiden på denne måde: ”I en spejltolkning skal min forskydningstid være
meget kort. Problemet opstår, hvis jeg skal omformulere eller tilrette tegn til
taktilt tegnsprog, for eksempel hvis jeg skal stave et ord. Så kommer jeg bagud,
og det kan være svært at have visuel fokus på taleren, mens jeg gør dette.”
Alle i gruppen var enige om, at en
udfordring i spejltolkningen også er, at blikket skal være rettet mod den
tegnsprogstalende, men at det sommetider er nødvendigt at se på den døvblinde
for at aflæse dennes feedback på tolkningen. Dermed kan tolken gå glip af
vigtige passager. Igen understreges vigtigheden af et godt samarbejde med
co-tolken.
Også her ville hørende tolke kunne
drage mere nytte af viden om døve tegnsprogstolkes strategier, da de skal holde
blikket på taleren for at kunne følge budskabet.
I forhold til behovet for at bestille
en separat tolk til at foretage tegnsprog-til-dansk tolkning til brug for
hørende tolke eksemplificerede tolken Pernille, at det kan skyldes placering:
”Hvis man tolker for en tegnsprogsbruger med nedsat syn, der ønsker at sidde i
retning mod taleren, betyder det at tolken må sidde med ryggen eller siden til
taleren. Det er meget dårlige arbejdsvilkår for tolken, hvis man skal
spejltolke, og det ødelægger faktisk kroppen. Så det kan være en grund.”
Tilbage til indholdsfortegnelse
Tolken
skal have en stemme, der er tydelig at høre for de døvblinde, der skal lytte
til taletolkningen. Det er også vigtigt, at tolken artikulerer ordene tydeligt,
ikke taler for hurtigt eller mumler. Gerda beskrev det på denne måde: ” Når jeg
er sammen med andre mennesker, så kan jeg ikke høre, hvad de siger, hvis der er
flere der taler samtidig, så det er vigtigt at tolken taler klart og tydeligt
og langsomt. I det hele taget har jeg brug for et andet tempo end andre
mennesker. Der er også lyde, jeg ikke hører, men jeg ved det ikke, da jeg ikke
hører dem.” Deltagerne skildrede, at det ikke er konstant, at de har behov for
taletolkning, men at tolken hele tiden skal være opmærksom på, om der er behov
for tolkning. Det kan for eksempel være på grund af baggrundsstøj - skramlen
med stole, hosten, baggrundsmusik, et tog der kører ind på perronen med mere. Det
kan også være, at det ikke er muligt at høre og forstå samtalepartnerens stemme,
men muligt at høre en anden stemme. I disse situationer træder tolken ind og
taletolker, indtil det igen er muligt at høre samtalepartneren. Hvilke stemmer
der kan høres, er individuelt. Fire ud af de fem deltagere i fokusgruppen for
talebrugere forklarede, at taletolkning ikke kan stå alene, fordi de ikke hører
det hele, selv med en tolk der har en optimal stemme og stemmebrug.
Taletolkningen skal understøttes af andre metoder, som for eksempel
punkttolkning og/eller haptiske signaler for at skabe en fuldendt tolkning.
Ligeledes er verbal synstolkning en integreret del af taletolkningen.
Talebrugerne skildrede, at det kan være meget svært at høre, hvilken
sindsstemning folk er i, men at haptiske signaler er gode til at knytte
informationerne sammen til et samlet budskab. Ydermere har talebrugerne svært
ved at genkende en person ud fra stemmen, og det er derfor vigtigt, at tolken
synstolker personen med navn.
Tolkene
i fokusgruppen omkring taletolkning beskrev disciplinen som meget kompleks.
Taletolkning er ikke en fysisk belastning som tegnsprogstolkning, eller i endnu
højere grad taktil tegnsprogstolkning, men taletolkning pålægger derimod tolken
en stor kognitiv belastning.
Ragna
skildrede det på denne måde: ”Det virker for nogle, som om man bare sidder og
siger det, som andre siger. Det virker måske som en loppetjans, men det er det
bare ikke. Man skal hele tiden lytte, hele tiden sortere, hele tiden forholde
sig til, hvad den døvblinde kan høre, og hvad man ikke kan. Man er rigtig
rigtig meget på – især i de sociale sammenhænge, fordi der er så meget at vælge
ud i mellem. Der er masser af mennesker, der siger noget i det sociale, og
samtidig også lige en tjener og en sovsekande, du skal forholde dig til,
samtidig med at man skal fornemme, hvad der kan høres, og hvad der ikke kan.
Hvis den man tolker for ikke er i en samtale, skal du forholde dig til de fire
andre samtaler, som du kan høre, og finde ud af: Hvor meget skal jeg tage med, hvor meget skal
jeg bare præsentere, og har jeg præsenteret nok til at han/hun kan vælge?”
Carina
nikkede genkendende og supplerede: ”Når man så er færdig med at tolke en
samtale, så skal man finde ud af, hvad de andre ved bordet snakker om. Hvis der
er en samtale på tegnsprog, synes jeg det kræver meget energi at finde ud af,
hvad der snakkes om.”
Deltagerne
i fokusgruppen reflekterede over tolkeprocessen i taletolkning, hvor Ragna
beskrev sin proces således: ”I en almindelig tegnsprogstolkning er der et
budskab, man skal tolke. I en døvblindetolkning er der også et budskab, men
samtidig er der også alt det andet, der skal med. Jeg har en plan i hovedet
med, hvordan jeg tænker, jeg kan bygge det her op, fortælle det der er blevet
sagt og samtidig tilføje de ting, der er sket i rummet og også lidt om personens
[taleren] tøj, højde og alt mulig andet. Det kan være svært at forudsige, så
derfor har jeg, i mit hoved, et system for hvornår jeg tænker, at det vil være
smart at formidle det, jeg lige har set eller et budskab, der er blevet sagt.
Men man skal gøre noget færdigt, inden man introducerer noget nyt, så jeg ikke
har for mange ting, jeg skal forestille mig i mit hoved. Det skal være en
fortællemåde, som gør, at det kommer til at hænge sammen.”
Denne
metode eller dele af den kan der muligvis også gøres brug af i en
taktiltolkning eller tolkning til visuelt tegnsprog til personer med nedsat
syn.
Samarbejde
med andre tolke beskrives som ekstremt vigtigt i forbindelse med tolkning for
talebrugere [se mere under afsnittet samarbejde]. Ydermere
beskrev tolke-fokusgruppen, at der så småt er ved at opstå en ny disciplin ud over
tolkning til individuelle talebrugere, som er: central taletolkning. Det kan
være til et møde, landsmøde eller lignende større fora, hvor talere taletolkes
konsekutivt. At tolke konsekutivt stiller andre krav til tolken i forhold til
dennes hukommelsesstrategier og metoder.
Området
er stadig nyt i dansk kontekst. Det kunne overvejes at undersøge denne
disciplin nærmere evt. med inddragelse af erfaringer fra udlandet.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Det
er begrænset, hvad deltagerne beskrev om skrivetolkning, men indstilling af
farver og størrelse blev nævnt som indledningsvis vigtigt i en skrivetolkning
til visuel skærm. Derudover skal der laves aftale med tolken om, hvilken form eller
sprogkode, man ønsker tolket til. Er det en fuldtolkning, resumetolkning eller
stikordstolkning. Flere deltagere beskrev resume- eller stikordstolkning som
den bedste løsning, hvis man vil undgå udmattelse. Dog er der ikke mange tolke,
der mestrer denne disciplin. Bodil fortalte: ”Resumetolkning er godt, når man
synes, der bliver skrevet for meget, og det er døvblindetolkene også dygtige
til. Det er en af de ting almindelige
tolke har svært ved, selvom man bestiller det, så kan andre tolke bare ikke
resumetolke.”
Tilbage til indholdsfortegnelse
Der var fuld enighed blandt
taktilbrugerne om, at det er ekstremt svært at følge med i tolkningen, når der
springes i emner. Det skaber stor forvirring, hvis der for eksempel først
snakkes om et emne, der efterfølges af et andet emne, hvorefter man vender
tilbage til det første emne. To deltagere nævnte, at det er vigtigt, at der er
struktur i tolkningen.
Bo fortalte: “Når der springes i emner,
bruger jeg energi på at tænke på, hvordan det andet emne kan hænge sammen med
det første emne, og tænker på om det er mig, der har misforstået noget. Hvis
jeg så endelig finder ud af sammenhængen, springer de måske igen i emnet, og så
skal jeg igen bruge energi på at finde ud af, hvordan det kan hænge sammen. Det
kræver enormt meget af min hjernekapacitet.” Jacob var enig i den beskrivelse.
“Når der springes fra det ene emne til
det andet, tænker jeg “Hvad snakker du om? Jeg forstår ingenting!””, sagde også
Dagmar og fortalte, at det kræver mange ressourcer at følge med i en tolkning,
hvis der ikke er en konsekutiv struktur.
En form for emneskift kan også være, at
der sker noget i lokalet, for eksempel at der spildes noget på gulvet, eller at
en person falder, og fokus rettes derhen. Ellen fortalte, at det ofte ikke
beskrives godt, hverken fuldendt eller i en struktur, der er forståelig, og at
det gør hende forvirret.
Dagmar tilføjede: ”Det kan også være i
pauser, hvor der pludselig tales om det ene og det andet emne, sådan lidt
hurtigt frem og tilbage, og jeg forstår det slet ikke.”
Det er af største betydning, at der
altid er god tid i kommunikationen med døvblinde (Dalum et al., 1997).
Tolkene i fokusgruppen til talebrugere
diskuterede også emneskift og var enige om, at der skal være sammenhæng i
konteksten, da det ellers kan være forvirrende. Ragna forklarede:
”Især på døvblindeområdet er man nødt til at have en rød tråd igennem det,
der foregår. Der kan ikke komme for mange sidespring undervejs, så bliver det
noget rod. Det kræver mange ord, hvis der pludselig sker noget andet. Hvis man
kan tage det efter tolkens mønster, så kan man skære lidt ned på ordene. (...)
Man kan starte med et emne og så forklare dét færdigt, uden at skulle hoppe
tilbage til det første emne: ”Det
jeg sagde før, du ved
nok, det omkring dét der…”. Den slags kommer til at fylde
meget mere,
end det havde behøvet at fylde, hvis man lige kunne få lov til at putte det
ind.”
Tolke fra begge tolkegrupper talte om
at gemme noget information til senere, hvor det er mere passende. Dette kan
anses for en metode til at undgå emneskift.
Emneskift har en mindre fremtrædende
rolle hos gruppen af tegnsprogsbrugere med nedsat syn. Det kan skyldes, at tema-mimik
og referencecheck ofte kan beskrive hvilken referent, der er tale om (Engberg-Pedersen, 1998). På dansk tegnsprog
udføres tema-mimikken gennem non-manuelle artikulatorer, og det er derfor ikke
ligeså vanskeligt at følge emneskift for tegnsprogsbrugere med nedsat syn, som
det er for taktile tegnsprogsbrugere, med mindre det bliver formidlet taktilt.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Næsten alle deltagere gav udtryk for,
at synstolkning [i daglig tale kaldet synsbeskrivelse] er meget vigtigt, for at
de kan føle sig delagtiggjort, og at det bør være forventeligt, at tolken
udfører en synstolkning.
Udfører en tolk ikke synstolkning,
beskrives det som “kedeligt”, at give “en følelse af tomhed”, ”føle sig
isoleret”, ”være i en boble med en afstand mellem mig og dem omkring mig”,
efterlade en i “uvidenhed”, skabe “irritation”, ”frustration” og give
“utryghed”. Emma, der er helt blind og helt døv, sagde i fokusgruppen: “Jeg
føler mig skuffet, når jeg ikke får tilstrækkelig synsbeskrivelse, fordi jeg forventer,
at tolken er mine øjne (…) jeg føler en voldsom tomhed, som om det er
fuldstændig sort, og jeg er alene.”
I den anden taktile gruppe forklarede
Jacob, at “synsbeskrivelsen giver tryghed”, hvilket de andre i gruppen nikkede
samstemmende til.
At synstolkningen er essentiel for, at
den døvblinde føler sig tryg, kan være på grund af, at den døvblindes fysiske
sikkerhed og muligheden for at agere i situationen lægges i tolkens hænder.
Synstolkning fremmer autonomi, da den døvblinde person vil være mere bevidst om
omgivelserne og kan træffe valg ud fra de informationer, der videreformidles.
Modsat betyder manglende synstolkning, at valg træffes af tolken, og dermed har
den døvblinde ikke samme mulighed for at påvirke situationen i en given
retning. Nanna sagde: ”Jeg har været i situationer, hvor jeg skal til mundtlig
eksamen, og der er det rigtig rart for mig, at min tolk laver haptiske signaler
på min ryg for at markere, om censor og lærer smiler eller ser sure ud, så jeg
ved hvilken retning, jeg skal gå i.”
Den
ene gruppe af taktile døvblinde beskrev, at der er stor forskel på
synstolkningens indhold, afhængigt af om det er kendte eller ukendte rammer, man
befinder sig i. Befinder man sig for eksempel i udlandet eller andre ukendte
steder, ønskes der en mere detaljeret synsbeskrivelse, der giver en et billede
af kultur, historie, områdets kendetegn og lignende. Befinder man sig derimod
på kendte steder, er dette ofte viden den døvblinde besidder, og der ønskes i
stedet en synstolkning, hvor det som er anderledes eller adskiller sig fra det
sædvanlige, udvælges. Det kan være ændringer i forhold til det sædvanlige
udseende, nye personer eller lignende.
I en lokal kontekst beskrev Emma sine
ønsker på denne måde: “Det er vigtigt, at tolken synsbeskriver, specielt de
ting der er vigtige for mig og vedrører mit liv og dagligdag. Det kan være
opslag ved min lejlighed, når tolken ledsager mig hjem. Her er det vigtigt for
mig at vide, at der for eksempel bliver lukket for vandet i et bestemt tidsrum,
eller hvis elevatoren er gået i stykker, fordi der har været en fed person
derinde. Selvom det er en meget erfaren tolk, så er det ikke altid den rette
synsbeskrivelse, jeg får.”
Tolkene i gruppen til/fra tegnsprog
havde en kort debat om, hvorvidt synstolkning udføres fra helhed til detalje
eller fra detalje til helhed (Lahtinen, Palmer & Lahtinen, 2010; Raanes, 2001a).
Hvilken metode der bruges i de forskellige situationer var der ikke konsensus
omkring. I gruppen var der enighed om, at det usædvanlige,
anderledes eller nye næsten altid er relevant i en synstolkning. I gruppen for
tolke til talebrugergruppen var Ragna af en anden opfattelse: ”Hvis man har
været det samme sted mange gange, så begynder man at vælge det ud, der er lidt
anderledes, og så tænker jeg, at hvis man er svagsynet eller blind, så kan man
måske nogen gange ende med en forkert opfattelse af, hvordan verden ser ud,
fordi man kun får beskrevet de særlige ting. Et eksempel: Man er ude at rejse,
og så står der en elefant, og så siger man ”Gud, der står en elefant”. Men det
kan godt være, man tror, at så er landet fyldt med elefanter, men det er det
ikke nødvendigvis – der var tilfældigvis bare lige en elefant, og den fik
opmærksomhed, fordi den skilte sig ud. Man skal passe på med ikke altid at
beskrive det ekstraordinære, for så tænker jeg, at de [døvblinde] sommetider
forestiller sig en verden, der er lidt mærkværdig. Ellers så skal man huske at
understrege, for eksempel med elefanten at: ”Her er en elefant, men jeg har
ikke i øvrigt set elefanter.” Men det kan være svært at synstolke det
almindelige. Vi skal virkelig træne os i at se det, vi ser, fordi det er for
nemt bare at se det skæve. Så man skal tænke over, hvad er realistisk, eller
hvad er virkeligheden, og hvad er bare lige det, der fanger øjet.” Carina
tilføjede: ”Jeg synes synsbeskrivelse er en af de sværeste discipliner.”
Tolkene er enige om, at de
informationer der har relation til opgavens formål er vigtige at synsbeskrive,
og det er ikke altid nødvendigt at foretage synstolkningen samtidig med, at episoden
forekommer. Man kan holde på informationen, indtil det nuværende emne er
færdiggjort eller et senere tidspunkt, for at det giver bedre mening og således
undgå, at den døvblinde skal bruge ressourcer på et emneskift.
Der
er stor forskel på den mængde af synstolkning, der ønskes af den enkelte
døvblinde. Nanna fortalte: “Hvis der bliver synstolket for mange
af de små detaljer, det behøver jeg faktisk ikke at vide, for det gør mig bare
bims i hovedet. Jeg har brug for synstolkningen, hvis jeg bliver ledsaget af en
tolk, og tolken fortæller, at vi nærmer os der, hvor vi skal være om fem minutter.
Så har jeg en fornemmelse af, hvor langt væk vi er fra A til B, men hvis der
samtidig kommer de der små informationer undervejs om fodboldreklamer, en der
lige gik der og alle de der små ting, det synes jeg er støj og er
forstyrrende.”
Der var dog andre deltagere, der udtrykte,
at de ønsker en mere detaljeret synstolkning. Fælles for dem alle er, at det
skal have relevans for ens formål med at befinde sig på stedet. Bodil beskrev
det på denne måde: “Hvis jeg får synsbeskrevet rummet, og jeg får synsbeskrevet,
hvordan den der sidder foran mig sidder, og hvad personen har på, om det er en
glad person, der sidder foran mig, eller om det er en person, der er ked af
det, en der ser frisk ud eller en der ser trist ud, så har jeg et meget bedre
udgangspunkt. Så bliver samtalen meget bedre. Det er helt sikkert.”
Undtaget
gruppen af tegnsprogsbrugere med nedsat syn, udtrykte næsten alle deltagere, at
for at kunne foretage en relevant synstolkning, kræver det, at tolken kender
den døvblindes interesser. Bo sagde: “Det kan være svært for nye tolke, fordi
de ikke kender mig og derfor ikke ved, hvad der interesserer mig”.
Tolkene var enige om, at det er vigtigt
at tale med den døvblinde om ønsker til synstolkningen og spørge ind til
interesser, men at det ikke er alle døvblinde, der er vant til disse
overvejelser, og derfor får tolken ikke altid svar. Lisbeth forklarede: ”Hvis
man ikke ved det findes, kan man ikke vide, at man er interesseret.”
Derfor er det fra tolkens side en
balance, men et godt samarbejde mellem tolk og døvblind er en stor fordel, og
jo bedre man kender hinanden, jo nemmere er det at udføre en passende
synstolkning. Tolken Karen beskrev sin metode: ”Hvis det er en døvblind, jeg
ikke har tolket for før, og vi ikke har aftalt noget på forhånd, kan jeg godt
bombardere personen med synstolkning. Det vigtige er, at jeg efterfølgende
spørger ind til, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde. Så kan jeg
efterhånden skræddersy min synstolkning til den enkelte.”
Flere personer i gruppen af
tegnsprogsbrugere med nedsat syn beskrev også synstolkning som en måde at
tildele autonomi til en døvblind. Natalie, der har kikkertsyn, beskrev det
således: “For mig handler synsbeskrivelse meget om ligestilling, for hvis der
for eksempel er en person, der falder eller en person der græder, og jeg kender
personen godt, vil jeg gerne have mulighed for at trøste vedkommende. Så er
foredraget jo ligegyldigt. Jeg vil gerne have lige muligheder for at hjælpe
andre mennesker.”
Natalie fortalte også, at
synstolkningen er vigtig for at kunne fortolke og agere på stemningen. ”Synsbeskrivelse
i tolkningen beskriver også stemningen. Hvis der for eksempel er en telefon,
der ringer, eller folk kommer ind ad døren og forstyrrer, og stemningen derfor
bliver dårlig, ved jeg det ikke, hvis det ikke bliver beskrevet. Det vil jeg
gerne være bevidst om, ligesom jeg ville kunne hvis jeg var normalt seende og
hørende, men det er jeg ikke, og derfor er det rart for mig at vide. For mig
handler det om tryghed i forhold til, hvad der sker omkring mig, fordi jeg ikke
selv har mulighed for at orientere mig. Jeg kan måske fornemme, at folk bliver
lidt urolige, og tolkens øjne flakker, så der sker noget, og det vil jeg gerne
vide.”
Mange emner i de to fokusgrupper for
tolke refererer tilbage til autonomi og selvbestemmelse, herunder også synstolkning.
Carina fortalte om en oplevelse: ”På min allerførste døvblindeopgave var vi på
en udlandsrejse, og så sidder vi i bussen, og jeg siger: ”Det vælter ud med
mennesker, det vælter ud med mennesker”, og så siger jeg: ”Nu er der frit”, og
så rejser jeg mig. Og så fik jeg bare at vide, at det er ikke mig, der
bestemmer det. Og ja, jeg skal blot sørge for at give alle informationerne, og
så ligger beslutningen hos den døvblinde. Det tager jeg med mig i mange
situationer.”
Flere talebrugere bruger begrebet
totalkommunikation, hvorved de mener, at ingen kommunikationsform kan stå alene
for at formidle budskabet. Bodil sagde: ”Det handler om totalkommunikation. En
tolkning uden haptisk er kun en halv tolkning. Jeg er nødt til at have haptisk
til hjælp for at fuldende tolkningen, for at fortælle mig hvordan mimik og
stemning og det hele går op i en større enhed. Det er jeg nødt til – ellers
fungerer det ikke for mig.”
Talebrugerne beskrev synstolkningen som
essentiel for at kunne forstå talerens budskab, da det kan være svært at høre
stemmeleje, intonation, ironi og andet. “Jeg kan slet ikke se noget mere. Og
det der med, at man får punktskrifttolket det, man ikke kan høre, eller
taletolket eller får det på haptisk eller andre måder, det fortæller ikke alt.
Det er jo ikke kommunikation alene. Det er ligeså meget tonefald og mimik og
mange ting, der indgår i en fuld kommunikation, som man ikke har en jordisk
chance for. Altså hvis man tager for eksempel folk, der er blinde, som kun er
blinde og ikke andet, altså de kan jo nogen gange, har jeg i hvert fald hørt,
ligesom høre og fornemme meget alene på deres hørelse, hvis de har normal
hørelse.” sagde Gerda.
Asger tilføjede: ”Som døvblind koncentrerer
man sig, om det der bliver sagt, og kan have svært ved at opfange nuancerne,
tonefald, mimik og kropssprog.”
Ovenstående opfattelse af
totalkommunikation blev der ligeledes talt om i den ene taktilgruppe. Det kan
være svært at danne sig et fuldkomment billede af situationen, fordi man kun
har to arme. Taktilbrugerne fortalte, at tolkene gerne må være kreative og
løsningsorienterede i deres søgen efter at skabe dette billede. Bo beskrev en
situation med fire tolke, der hver havde en opgave i forbindelse med tolkning
af en film. Den ene tolk taktiltolkede talen på filmen – både dialogen og fortællestemmen
– den anden tolk synstolkede billederne på filmen på taktilt tegnsprog, mens
den tredje tolk simultant med den verbale synstolkning udførte haptiske
signaler på ryggen og beskrev billederne og deres forhold til hinanden. Skift i
billeder blev blandt andet tydeliggjort ved brug af et fejende haptisk signal
som i signalet for SWIPE (Foreningen Danske
DøvBlinde, 2018). Den fjerde tolk tolkede underlægningsmusik med
haptiske signaler udført i rytmiske bevægelser på overarmen, der medvirkede til
at give indtryk af stemningen. ”Jeg glemte alt om min døvblindhed og følte mig
hørende og seende” sagde Bo.
I fokusgruppen for tolke til/fra
tegnsprog er tolkene enige om, at formidling af stemning generelt er vigtigt i
en synstolkning: ”Man kan ikke bare synsbeskrive, at her er der tre huse og fem
børn. Men man er nødt til at beskrive stemningen, og her bliver det tolkens
subjektive vurdering”, sagde Pernille, hvortil Grethe tilføjede: ”Når man er
helt døv og helt blind, så kan man ikke fornemme, at andre et stykke væk for
eksempel griner. For seende giver det en følelse eller stemning indeni at se
det. Den følelse inddrages man ikke i som døvblind, og her føler jeg, at det er
vigtigt, at jeg som tolk, muliggør dette. At jeg får sat lidt ekstra farve på
deres hverdag, så stemningen bliver dannet inden i dem selv – forestiller jeg
mig.”
Tolkene i fokusgruppen til/fra
tegnsprog mente, at det er vigtigt at foretage en synstolkning, der er objektiv
i forhold til fakta [Ting eller personers fysiske placering og bevægelser], men
at det er livløs information uden tolkens subjektive fortolkning af årsager og
følelser.
En anderledes opfattelse er der i
fokusgruppen for tolke til talebrugere, der taler for, at tolken ikke skal
fortolke på indtryk, men tolke det man ser. Tolken Ragna sagde: ”Jeg synes, vi
er holdt op med at fortolke på, hvad vi ser, men rent faktisk bare synsbeskriver
det. Vi siger himler med øjnene, sukker, kommer med et udbrud, smågriner. Det
er blevet nemmere, efter vi ikke længere fortolker det, men bare siger det.”
Om tolkene i praksis har forskellige
holdninger til formidling af stemning er ikke klart.
Ligeledes havde tolkene i denne
fokusgruppe en længere diskussion om de dilemmaer der knytter sig til, at synstolkning
for talebrugere sommetider ikke kan udføres diskret, medmindre det er muligt at
formidle synstolkningen via haptiske signaler. For at give den døvblinde den
rette information kan en verbal synstolkning muligvis resultere i at være
sårende for en tredje part. Gruppen var enige om, at en synstolkning ikke bør
være ydmygende eller fordømmende, og at der bør være respekt over for den tredje
part. I denne relation gives der udtryk for, at tolken skal være bevidst om
sine egne udfordringer og begrænsninger, så man ikke påvirker situationen med
ens egne grænser.
Desuden beskrev tolkene i fokusgruppen
til/fra tegnsprog, at synstolkningen kan være med til at skabe samtale med
andre. Karen forklarede: ”Man kan synstolke hvordan folk ser ud, at en person
har en bestemt trøje på eller lignende. Så har den døvblinde mulighed for at
spørge den pågældende person om det. Synstolkning er helt klart med til at skabe
samtaler. Men samtidig må man ikke være bange for stilhed. Det er nogen tolke
og kontaktpersoner bange for.” Tolkene fortalte, at de vælger at synstolke
noget, der foregår i umiddelbar nærhed af den døvblinde, så denne kan reagere.
Det kan være personers påklædning, hvad en person spiser og drikker eller for
eksempel hvordan det foregår for at give et indtryk af, om personen virker meget
tørstig eller sulten samt meget andet.
Det nævnes dog, at synstolkningen ikke
altid leder til kontakt, for eksempel hvis den døvblinde ikke agerer på
informationen. I stedet kan det ske, at den døvblinde indleder en samtale med
tolken. Hvis der er andre i nærheden, der ikke er i samtale, mente tolkene, at
det er vigtigt på et tidspunkt at beskrive, hvad der tales om, for at skabe
kontakt. ”Det er vigtigt at sige det, man snakker om højt, for ellers er det
kun en samtale mellem den døvblinde og tolken.” sagde Lisbeth. Grethe fortalte,
at hun sommetider vælger at indlede samtalen med den døvblinde. ”Jeg må
indrømme, at jeg sommetider finder på noget at tale med den døvblinde omkring,
og så kan jeg finde på at sige til en anden døvblind, at den døvblinde, jeg
tolker for, siger sådan og sådan, selvom det egentlig var mig, der startede
samtalen. Men så har jeg skabt en kontakt [da den anden døvblinde i stedet
stiller spørgsmål].”
Denne metode kræver naturligvis, at
tolken formår at træde ud af samtalen, når kontakten er skabt.
Karen bemærkede, at en anden mulighed
for at skabe kontakt er at tolke udpluk af de andre samtaler, der foregår ved
bordet. Dermed kan den døvblinde vælge, hvilken samtale denne ønsker at være en
del af.
Dette affødte en diskussion om, hvorvidt
nogle samtaler mellem personer er private, eller om de alle er offentlige, når
de foregår i et offentligt rum. Tolkene var, som udgangspunkt, af den
opfattelse, at kan man se eller høre en samtale mellem andre, så er den
offentlig. Tolken kan dog vælge at beskrive, hvad der virker som en privat
samtale, med en ’overskrift’. ”Hvis jeg, som privatperson, kiggede på
forskellige samtaler på tegnsprog, ville jeg kunne se, hvis en var af mere
privat karakter, og så ville jeg jo ikke sidde og følge med i den samtale. Når
jeg opdager, at den er privat, vil jeg lade mit blik vandre videre. Jeg vil
måske have opfanget, at samtalen handler om et uheld, og det mener jeg godt, jeg
kan videreformidle til den døvblinde. Altså sige ”det virker som en privat
samtale, noget om et uheld.” sagde Grethe.
Denne strategi giver stadig den
døvblinde mulighed for at agere og eventuelt spørge ind til uheldet på et
senere tidspunkt. Lisbeth tilføjede: ”Jeg oplever sommetider, at hele bordet
kan høre, hvad to talebrugere taler om, selvom det virker privat. Men de kan jo
ikke høre hinanden, hvis de skulle hviske.”
Såfremt den døvblinde, der tolkes for,
ønsker at stille spørgsmål til den private samtale, mener tolkene, at det er
meget vigtigt at understrege over for den døvblinde, at de to andre taler
sammen og direkte spørge, om den døvblinde ønsker at afbryde dem i deres
samtale. Altså gøre det klart, at man i så fald bryder de sociale spilleregler.
Dermed har den døvblinde selv truffet valget, men ud fra et oplyst grundlag.
Alle grupperne beskrev, at introduktion
af den, der taler er meget vigtigt at formidle – noget som mindre erfarne tolke
ofte glemmer. Dette gælder også i en visuel tegnsprogstolkning til personer med
nedsat syn. For dem kan det være svært at dreje hovedet for at lede efter den
person hvis mund bevæger sig, uden at man bruger for mange ressourcer på det, og
uden at man går glip af noget i tolkningen. For talebrugeres vedkommende kan
det være svært at dechifrere stemmer, både i forhold til personoprindelse og
retningsbestemmelse.
Ligeledes nævnte flere deltagere, at
det er en fordel at bruge de samme tolke i forsamlinger, hvor der er flere
personer man kender, for eksempel ved familiefester, konferencer for døvblinde
og lignende. Kender tolkene ikke navne på de tilstedeværende risikerer man at ikke
få hilst på personer, man kender.
Det samme beskrives af Raanes (2001a) med eksempler på, at
døvblinde er gået lige forbi personer, de er vokset op med og har kendt hele
livet, fordi tolken ikke var bevidst om det.
For at tydeliggøre, at der sker et emneskift, når
tolken går fra at tolke en taler og til at der synstolkes, fortalte nogle af
tolkene, at de under en taktil tolkning ofte enten lægger den ’passive’ hånd
oven på den døvblindes hånd, eller tager
hånden lidt ned og til siden for at markere, at det ikke er noget taleren
siger, men at det er en direkte ytring fra tolken.
Haptiske
signaler kan udføres simultant med den sproglige tolkning, men er dog begrænset
i sin lingvistiske form. Haptiske signaler er gode til at beskrive ting eller
personers placering i forhold til hinanden, ofte bedre end en verbal
synstolkning, og de kan gengive stemninger i form af personers ansigtsudtryk
samt mange andre ting. ”Haptiske signaler er rigtig gode til at give en
rumbeskrivelse, så jeg kan skabe et billede. At få den samme beskrivelse på
taktilt tegnsprog med pegninger i forhold til, hvor folk sidder eller ting er
placeret, giver mig slet ikke det samme billede,” forklarede Ellen.
Der
blev dog givet udtryk for, at mange tolke ikke kender til haptiske signaler
eller ikke kender tilstrækkelige signaler. Dagmar sagde: ”Haptisk gør, at jeg
ved, om alle har forstået mig, men mange tolke kan ikke nok haptiske signaler.
Jeg har for eksempel oplevet, at en tolk ikke mente hun var god til at tegne, og
derfor kunne hun ikke formidle et billede via haptiske signaler. Det er
vigtigt, at tolke er åbne overfor at bruge haptiske signaler og også er kreative
i forhold til, hvordan de løser den enkelte opgave.”
I
fokusgruppen for talebrugere var deltagerne meget begejstrede for synstolkning
og specielt for haptiske signaler. Gerda sagde: ”Jeg synes, haptiske signaler
er fantastiske. Det er noget af det allerbedste, synes jeg. Det kan ikke stå
alene, men det er en meget vigtig tolkeform for mig.”
For talebrugere, der har svært ved at
høre intonation, er haptiske signaler uundværlige for at forstå budskabet.
”Hvis jeg taler med en, for eksempel [person navn], han taler jo meget monotont
og i et bestemt stemmeleje, men med en masse ironi, og jeg forstår ikke hans humor,
så der er det rart, at der er en tolk, der lige prikker til mig [udfører
haptisk] og fortæller, at han mente det sådan og sådan,” beskrev Nanna.
Det blev også nævnt, at der er forskel
på, hvor mange haptiske signaler den enkelte døvblinde bruger, og at det er
vigtigt, at man oplyser dette til tolken.
Tolkene
i fokusgruppen for talebrugere bemærkede også, at tidspunktet for tolkningen af
et haptisk signal er vigtigt. Relaterer det haptiske signal sig til det
tolkede, for eksempel signalet for grine, skal signalet afgives på det
tidspunkt, hvor den døvblinde modtager budskabet. Foregår tolkningen på taktilt
tegnsprog eller via skrivetolkning, vil det ofte være co-tolken, der har ansvar
for at udføre haptiske signaler, og her skal co-tolken forblive opmærksom og
følge den igangværende tolkning. Hvilken type haptiske signaler, der bør gøres
brug af under en tolkning, kan også ændre sig fra opgave til opgave.
Forbogstaver på andre personer udført haptisk kan for eksempel variere afhængigt
af, om flere deltagere har det samme forbogstav. Det er vigtigt, at det aftales
inden tolkeopgaven starter, så der ikke opstår forvirring undervejs i
tolkningen.
Alle
de døvblinde deltagere i fokusgrupperne med undtagelse af én person, gør brug
af haptiske signaler. Det lader til, at jo mindre syn man har, og jo færre brugbare
kommunikationsmuligheder man har, jo mere gør man brug af haptiske signaler.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Prioritering
af information er i døvblindetolkning ofte nødvendigt, medmindre der er
tilstrækkelig tid til både at foretage en sproglig tolkning såvel som en synstolkning
(Dalum,
Jeppesen, Myrup, & Pedersen, 1997; Næss, 2006)
Da
mængden af de visuelle informationer, mennesker modtager, er enorme, er det en
realistisk antagelse, at tolken i praksis aldrig kan videreformidle alle
informationer og indtryk og derfor må prioritere.
Ellen,
der bruger taktilt tegnsprog, sagde: ”For eksempel i spisesituationer må tolken
udvælge det, som kan være interessant for mig”. Dagmar var enig og sagde: ”Det
er umuligt at følge med i alles samtaler under en middag, så i stedet må det
blive de nærmeste ved bordet, altså dem der sidder over for mig, skråt over for
mig og ved siden af mig.”
Prioritering
af information hænger tæt sammen med den døvblindes ressourcer, fordi der kan
være forskel på, hvor meget information, man kan håndtere i den enkelte
situation. For at minimere ressourceforbruget kan tolken præsentere emner, der
leder frem til et valg [læs mere i afsnittet synstolkning].
”Ind
imellem skal man også lige standse op og lægge de der smagsprøver igen for
konstant at være dynamisk i sin udvælgelse. Det kunne være interessen havde
ændret sig,” fortalte tolken Karen.
For
at være i stand til at prioritere den information, der er vigtig for den
pågældende døvblinde, er det essentielt at have kendskab til dennes interesser,
hvilke personer den døvblinde kender med videre.
Tolken
Ragna sagde: ”Der er super mange frasorteringer, for der bliver ikke plads til
det hele, og så kan man diskutere: Hvad frasorterer jeg, og hvad frasorterer
du? Er man rigtig heldig, så har man den samme bruger tit, og så har man en
fornemmelse af, hvad der er mere eller mindre interessant at få med.”
Det
var ikke alle de døvblinde deltagere, der virkede lige begejstrede for begrebet
prioritering eller udvælgelse af information.
I
fokusgrupperne blev der primært talt om prioritering af information i forhold til
synstolkning og meget lidt i forbindelse med den sproglige formidling, der
finder sted i tolkningen. Dog mente Bo, at “det er ok, at tolken
udelader de ting, der ikke er relevante, eller holder sig til emnet, hvis der
springes i emner”. Poul beskrev, at det er målet, forståelsen af budskabet, der
er vigtigst ved at sige: ”Resume er ok, hvis det er inden for den individuelle
tilpasningsramme.”
At
prioritering forekommer er meget sandsynligt, men vi har behov for mere viden
omkring emnet, hvis vi skal gøre os håb om at forbedre tolkenes prioriteringer.
Af flere, både døvblinde og tolke, blev der givet udtryk for, at samtale og forberedelse mellem den døvblinde og tolken er vigtig for, at tolkningen bliver en succes. At tolken ved hvad formålet med at deltage i begivenheden er, således at tolken kan prioritere de informationer, der er essentielle for den døvblinde i den pågældende situation og præsentere dem på en måde, så den døvblinde bruger færrest mulige ressourcer.
Uanset hvilken tolkeform man bruger, er der behov for at mødes, inden tolkningen påbegyndes. Det kan være for at afklare placering, få kontakt med hinandens hænder og fornemme sprogkoder, aftale hvilke haptiske signaler, der er relevante på den pågældende tolkeopgave, synstolke de nære omgivelser, så det ikke skal gøres under tolkningen, der i så fald ville kræve unødige ressourcer, afklare hvad formålet med tolkningen er og meget andet.
Alt sammen for at tolkningen bliver en succes og
budskabet kan formidles på bedst mulig måde.
Flere foreslår, at 15 minutter vil være et passende tidsrum at mødes inden hver
tolkeopgave. Tolkene understreger, at tidsrummet bør være aflønnet, da det ikke
kan pålægges en i forvejen anstrengende opgave.
I andre lande, som vi normalt sammenligner os med, er der eksempler på denne forberedelse. I forbindelse med alle arrangementer og møder i den finske døvblindeforening afsættes der for eksempel en ’beskrivelsesperiode’, inden arrangementet starter (Lahtinen, Palmer & Lahtinen, 2010). Perioden varierer fra fem minutter til 30 minutter afhængigt af den døvblindes forudgående kendskab til stedet, men kan aldrig tilsidesættes, fordi bordopstilling og placering altid vil skulle tolkes. Dette gøres ud fra en opfattelse af, at tolkningen og forståelsen af det tolkede bliver nemmere, hvis man i forvejen er bekendt med omgivelserne. Denne forberedelse inkluderer dog alene synstolkning og ikke forberedelse i forhold til kommunikation og tolkning.
Alle deltagerne i de to taktile
fokusgrupper gav også udtryk for, at kontrol af og samtale om hvorvidt tolkningen
fungerer optimalt også skal foregå løbende, men det er ikke alle tolke, der gør
det. Kun indledningsvis, men det kan være nødvendigt at justere på flere
parametre undervejs i tolkningen. Derfor kan det være en fordel at snakke om
dette i pauserne.
Efterbehandling eller evaluering er også en vigtig prioritering. Tolken bør spørge ind til, hvad der fungerede godt, og hvad der fungerede mindre godt, meget gerne med konkrete spørgsmål. Svarene kan tolken bruge, hvis den pågældende døvblinde bestiller den samme tolk igen, men også som en samlet erfaring i tolkningen til andre døvblinde.
At tolken er åben over for at skabe et velfungerende samarbejde og arbejde med sin tolkning undervejs vil virke som et godt incitament for døvblinde til at yde konstruktiv feedback. Døvblinde nævnte, at mange er bange for at give feedback til tolkene [se mere i afsnittet Samarbejde]. Tolkens konkrete spørgsmål kan være en måde at skabe tillid og rum til åben dialog om tolkningen på.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Undtaget
taktilgrupperne skildrede deltagerne fra både gruppen af talebrugere og gruppen
for tegnsprogsbrugere med nedsat syn behovet for sommetider at skifte tolkeform
eller kombinere flere tolkeformer.
At
skifte tolkeform kræver, at man har en resterende sans, der kan udnyttes til
denne tolkeform. For taktilbrugerne kunne det være skrivetolkning til en
punktlæseliste udover taktilt tegnsprog, men ingen af de seks taktile deltagere
nævnte dette som en mulighed. Det skal muligvis ses i lyset af, at taktilt
tegnsprog for de fleste er en hurtigere kommunikationsform end at læse
punktskrift. Alle de taktile deltagere har desuden tegnsprog som modersmål, og
derfor vil et skift til punktskriftstolkning ressourcemæssigt være en
belastning.
Deltagerne
beskrev blandt andet skift af tolkeform som en mulighed for at aflaste den
sans, man lige har gjort brug af. Lars sagde: ”Jeg bruger sommetider
skrivetolkning i stedet for tegnsprogstolkning, for eksempel til FDDB’s
landsmøde, fordi det er for anstrengende at kigge på tegnsprogstolk hele
dagen.” Han er dog den eneste af tegnsprogsbrugerne, der ønsker at gøre brug af
skrivetolkning som eneste tolkeform. Poul sagde: ”Jeg kan godt lide at have
muligheden for at kigge på en skærm med skrivetolkning, hvis der er ord, jeg
ikke fanger, men fuld skrivetolkning vil jeg ikke have.” Natalie istemte og
sagde: ”Navne og stedbetegnelser kan også være en fordel at have skrivetolkning
til, for det er ofte, man ikke lige opfatter håndalfabetet i tolkningen. Det
hjælper mig meget, men jeg er enig i, at jeg heller ikke vil bruge
skrivetolkning 100%, men koble lidt af og på. Det vil sige, jeg vil gerne have
begge muligheder samtidig. Skrivetolkning kan sommetider aflaste mit syn, men
ulempen ved skrivetolkning er, at det ofte er langsommere end
tegnsprogstolkning.”
Alle
i fokusgruppen for talebrugere bruger forskellige tolkeformer. Grunden til
dette kan være, at de alle har dansk talesprog som modersmål, der ikke kan
transfereres til en taktil tolkeform eller et sprog med samme hastighed, som
tegnsprog kan.
Derfor
kan man argumentere for, at kommunikationsbarrieren i nogle situationer er
større for talebrugeren end for tegnsprogsbrugeren, og brug af alle de
tolkeformer vedkommende behersker, er nødvendig for at få budskabet formidlet.
Fire
ud af de fem deltagere i talebrugergruppen har gjort brug af skrivetolkning til
skærm [visuel], hvorimod det i dag kun er to af de yngre deltagere, der har
tilstrækkeligt syn til det. De to andre har mistet så meget syn, at det ikke er
muligt for dem at læse på en skærm. Bodil, der allerede kan nogle tegn, og nu
er begyndt at lære punkskrift sagde: ”Det var meget nemmere, da jeg kunne få
skrivetolket [da synet var til at læse på en skærm], der kunne man bare læne
sig tilbage og læse, hvad der blev skrevet på skærmen. Men efter jeg er gået
over til punkttolkning, så er det også rigtig godt, men jeg er jo ikke så
dygtig til punkt endnu, så derfor veksler jeg mellem punkt, tale og taktilt
[beskrives senere som tegn-til-tale].”
Trine
beskrev, hvordan hun ikke kan læse på en skærm mere og i stedet skifter mellem
andre tolkeformer. ”Jeg brugte også skrivetolk i mange år, men øjnene vil ikke
være med mere. (…) Jeg bruger nu tegnsprogstolk [taktil] under møder – det er
jeg begyndt at være rigtig glad for. Men jeg får også taletolk ind imellem, for
man kan ikke blive ved og ved og ved. Der er nogle ressourcer, og de er altså
begrænsede for vores vedkommende. Det er der, jeg står af en gang i mellem.”
Trine kan i forvejen en smule tegnsprog, men forklarede, at det er tolkene, der
gennem tolkningen lærer hende mere tegnsprog. ”Tolkene skal være tålmodige. Nu
kan jeg ind imellem spørge, hvad et tegn betyder, men jeg er ikke så lost, som
jeg plejede at være. Jeg forstår flere og flere tegn, og hvis jeg ikke kender
et tegn, hjælper det lige at få forbogstaverne. Før brugte jeg begge hænder,
men nu bruger jeg oftere kun én hånd, og tolkene er gode til at skifte mellem
hænderne afhængigt af, hvor trætte mine arme er. Det jeg ikke opfatter med
hørelsen, har jeg nu mulighed for at opfatte gennem fingrene,” fortalte Trine.
Da
det primært er talebrugere, der er nødsaget til at skifte mellem
kommunikationsformer, blev fokusgruppen for tolke til talebrugere direkte
adspurgt om deres oplevelser på dette område. Ragna sagde: ”Det kræver en stor
forståelse fra den bevilligende myndighed om, at det her er en proces. Man går
ikke fra en kommunikationsform til en anden overnight. Det tager tid, og det
tager lang tid. Man starter måske med to haptiske signaler, eller man starter
med fire taktile tegn og så den gamle kommunikation, og lige pludselig så
kommer de på plads, og så kan man komme lidt mere og lidt mere på. Og når så
der er gået trekvart til et år, så ser man pludselig, at der begynder at være
noget, der minder om et alternativ til den kommunikationsform, man havde. Det
er enormt berigende at se. Jeg har da oplevet at tænke, at det ikke var meget,
jeg tolkede i dag, men det var, hvad der kunne rummes, og så var det vel godt
nok. Det kunne være rart med en tilkendegivelse af, at tolkning er en proces,
og derfor er der ikke altid tale om 100%’s tolkninger. Det er meget sårbart at
være i et stadie i sit liv, hvor kommunikationen bliver vanskeligere og
vanskeligere.”
Karen
supplerede med at fortælle: ”Det kan være helt fascinerende at opleve. Mange,
der mister syn og hørelse kunne få glæde af at lære en alternativ
kommunikationsform, men det er der ikke så mange muligheder for i Danmark.
Fordi vi, som tolke, sidder med en masse erfaringer, og vi er tæt på døvblinde
i hverdagen, er det også vores opgave at byde ind med, hvad vi tror, der kan
bruges – og vise og demonstrere det. Alle kneb gælder. Jeg synes, som regel, at
der er åbenhed og et super samarbejde. Tilliden og trygheden er der til at
prøve at komme frem til noget, der kan bruges.”
Tilbage til indholdsfortegnelse
De
funktionelt blinde deltagere gav udtryk for, at man skal være tryg ved tolken
under ledsagelse [se mere i afsnittet tillidsvækkende
under personlige kompetencer]. Her har de ingen kontrol over situationen, og en
fejl under en ledsagelse kan have konsekvenser for den efterfølgende tolkning (Dalum et al., 1997). Afhængigt af fejlens grad
og den enkelte kan en episode, hvor en døvblind for eksempel støder ind i noget
under en ledsagelse, føre til manglende tillid. Det kan tage så lang tid for
den døvblinde at komme sig over chokket og tabet af kontrollen, at det påvirker
koncentrationen under den efterfølgende tolkning.
Den
ene fokusgruppe for tolke gav udtryk for, at tolkning under ledsagelse kan være
mindst lige så hårdt som andre former for tolkning for døvblinde. Tolken skal
hele tiden forholde sig til nye steder, nye situationer og være ansvarlig for
den døvblindes fysiske sikkerhed. Derudover er ledsagelse fysisk hårdt for
tolken, fordi mange døvblinde er udfordret på balancen.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Den ene taktilgruppe efterfulgte
diskussionen om emneskift med en snak om at misforstå, hvor Dagmar berettede: ”Jeg
føler mig flov, hvis jeg svarer eller kommenterer på noget, og det viser sig,
at jeg har misforstået, og at det er på grund af en dårlig tolkning. Jeg ved
selvfølgelig ikke, om det er min eller tolkens fejl, at jeg ikke opfatter, hvad
hun siger.”
De andre deltagere udtrykte enighed, og
Emma beskrev, at “… det er så pinligt”.
Det blev også nævnt, at “man skal være
meget modig, hvis man vil være ærlig over for tolkene. Man bider det ofte i
sig, at man ikke kan følge med, men det er selvfølgelig ikke godt. (…) Mange
døvblinde er bange”, hvortil Emma sagde: “Vi bliver nødt til ikke at lade os
kue, men sige det.”
I relation til sidstnævnte emne må det
være essentielt, at tolke ikke forsvarer sig, men er åbne over for egne fejl og
mangler samt andre måder at udføre tolkningen på og spørger ind til, hvordan
tolkningen kan gøres bedre. Et godt og
åbent samarbejde mellem døvblind og tolk er essentielt, for at tolkningen
fungerer.
I
fokusgruppen for tolke til/fra tegnsprog blev samarbejdet mellem tolke drøftet,
såvel mellem de to tolke på en to-tolkeopgave, ofte betegnet som co-tolke, og
samarbejdet mellem alle tolkene i lokalet. I døvblinderegi kan der være tale om
et mindre antal tolke, for eksempel 2-10 tolke i et lokale eller et større
antal som for eksempel ved FDDB’s landsmøde i 2019, hvor der var 57 tolke til
stede på samme tid.
Lisbeth
fortalte: ”Jeg synes, tolkene i døvblinderegi er rigtig gode til at hjælpe
hinanden, også andre end lige den tolk, man tolker sammen med.”
Der
er enighed omkring dette, og Grethe beskrev, at i større sammenhænge ”føler jeg
ikke, at jeg kun har én co-tolk, men at jeg har ti co-tolke.”
Begge
tolke-fokusgrupper var enige om, at formålet med tolkning er, at budskabet
formidles, og støtten fra andre tolke kan være succesfuld, hvis tolken er åben
for at modtage hjælp, og at det er vigtigt, at tolke ikke er nærtagende. Karen forklarede:
”Der er ikke tid til længere drøftelser midt i en tolkning, så kommentarer
bliver ofte korte, ja nærmest en kommando, og det skal tolke kunne klare”.
Kommentarer
til tolkningen bør ikke opfattes kritisk, men som en mulighed for at forbedre
kvaliteten af tolkningen for alle parter.
Tolkene
i fokusgrupperne skildrede, at det er en stor fordel, hvis man kender de tolke,
man arbejder sammen med godt, kender deres procestid samt hvilke udfordringer
og styrker de har. Kender man også opgavens indhold og krav, kan man få en god
fornemmelse af, hvornår og hvordan man skal yde støtte.
Ragna
sagde: ”Samarbejde med andre tolke er alfa og omega. Hvis jeg har en kendt
kollega siddende [ved en middag] nede ved det, der foregår på tegnsprog, og jeg
drejer mit hoved derhen, så får jeg rigtig tit, hvis det er nogen jeg kender,
stikord i forhold til, hvor vi er henne, så jeg lige kan hoppe med og få sagt
de der intro-ord til den talebruger, jeg skal prøve at introducere en samtale
for. Det kræver kendskab til opgavens sværhedsgrad i forhold til, hvad man har
brug for, og det skal man have fra den kollega, der sidder derovre. Og der kan
jeg bare mærke nogen gange, når det er ikke-kendte kollegaer, så får jeg
ingenting.”
For
at dette samarbejde er en succes, kræver det altså, at alle tolkene i lokalet
er opmærksomme og bevarer et overblik ud over sin egen tolkning [læs mere i
afsnittet Overblik og opmærksomhed].
Gruppen
af tolke til talebrugere beskrev desuden udfordringerne i støjfyldte miljøer,
for eksempel hvis flere tolke taler på samme tid. Her er det vigtigt, at
samarbejdet med de andre tolke foregår hurtigt og gnidningsløst. Hvis der er to
talebrugere med tolk, så kan begge ofte ikke tolke samtidig, og her må der
hurtigt skabes en konsensus om, hvem der taletolker. Når en tegnsprogbruger og
en talebruger med hver sin tolk gerne vil kommunikere med hinanden, er det
heller ikke altid tegnsprogsbrugerens tolk, der skal tolke til dansk, men ofte
talebrugerens tolk, fordi denne er placeret tættere på talebrugeren, hvorved
personen bedre kan høre tolkens stemme. Karen forklarede: ”Man skal uden ord
kunne beslutte, om man selv tolker, eller om det er bedre, at en anden tolker.
Det er hele tiden målet, vi har for øje.”
Gruppen
af tolke til/fra tegnsprog er enige om, at døve tegnsprogstolke er en stor
force i forbindelse med taktiltolkninger. Grethe sagde: ”Døvetolke har et bedre
flow i deres taktiltolkning og ofte gode sætningskonstruktioner, hvor jeg
tænker ”Ja selvfølgelig, det er sådan, man kunne formidle budskabet”. Jeg er
også imponeret over, hvor meget de fanger af det som foregår i lokalet. De har
en styrke i forbindelse med overblikket. I forhold til hukommelse, er det som
om døve tolke husker med øjnene, og hørende tolke husker med ørerne.”
Karen
er også fortaler for samarbejde med døve tegnsprogstolke: ”Jeg synes, det
fungerer godt med døvetolke, fordi det er deres modersmål. Mit modersmål er
dansk, og jeg synes, det er godt at bruge hinandens styrker. Jeg synes en
kombination af en døv og en hørende tolk ofte er rigtig godt. Det er win – win
for alle parter.”
Som
døv tegnsprogstolk fortalte Louise: ”Jeg kan tydeligt mærke forskel på
situationerne, afhængigt af, om min co-tolk er hørende, CODA-tolk, døv eller
døv med hørende eller døve forældre. Det er ret interessant.” Det er værd at
bemærke, at én taktilbruger på eget initiativ nævnte, at han har stort udbytte
af en kombination af en døv og hørende tegnsprogstolk. Kombinationen er ikke
medtaget i denne rapport, da det ikke blev et tema i døvblindes fokusgrupper.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Tolkene
i de to fokusgrupper debatterede tolkens styring af turtagning i ikke-styrede
situationer [uden for møde-sammenhæng], specielt i forsamlinger hvor der er
flere døvblinde og tolke til stede. Det kan for eksempel være et større
middagsselskab.
”Det
kan lykkes, at et helt bord kan føre en fælles samtale, hvor alle deltager, men
det kræver, at alle tolkene er 100% opmærksomme, scanner omgivelserne, følger
med og venter på tur. Er der en ny tolk med, kan man tydeligt mærke, at flowet
ikke er der på samme måde, som når alle ved, hvad de skal,” forklarede Karen. Grethe
tilføjede: ”Vores mål er vel, at alle får mulighed for at deltage. At det i
nogle situationer betyder, at vi bliver en form for ordstyrere er måske et
nødvendigt onde. Jeg tror, at det er vigtigt at tænke på, at døvblinde kun kan
høre eller mærke sig selv, når de siger noget, og derfor opdager de ikke, hvis
andre samtidig vil have ordet.”
Ragna
beskrev, hvordan turtagningen hænger tæt sammen med samarbejdet mellem tolkene:
”Jeg har oplevet flere gange, når vi sidder ved de der store festlige sociale
sammenhænge, hvor der bliver sagt rigtig rigtig meget, så synes jeg, at det kan
være svært med turtagningen nogle gange, og tolkene kommer til at styre rigtig
meget. Så kan der være en tegnsprogsbruger, der siger noget, og så kan jeg bare
kigge på den tolk, der sidder ved siden af og sige ja, altså give et nik til
min kollega - jeg har faktisk set det, det er bare virkelig dårligt at få ind
lige nu. Jeg har set det, jeg skal nok huske det, og så får man gjort det
færdig, man er ved at taletolke, og så får man det så lagt ind. Men at min
kollega ved, at jeg har set det, og at jeg ikke er ude på at ignorere hendes
bruger. Det handler bare om, at det må lige vente lidt.” Karen bemærkede, at i
sådanne situationer er det også vigtigt at synstolke til den anden
[tegnsprogsbrugeren i dette eksempel], at der sker noget andet, men at personen
bliver tolket om et øjeblik.
Gruppen
af tolke til talebrugere diskuterede også, om tolke sommetider bliver for
styrende, når man ikke lader døvblinde selv opleve konsekvenserne, hvis de selv
vælger, hvornår de ønsker at sige noget. Der blev givet udtryk for, at hvor
meget ansvar, tolken bør påtage sig, også afhænger af den døvblindes syns- og
hørerest, og at en synstolkning er at foretrække, såfremt det er muligt.
Tolkene er dog også af den overbevisning, at det er vigtigt at holde en rød
tråd og færdiggøre emner, så budskaberne bliver forstået. Det er ikke altid at
foretrække at stoppe midt i en sætning for at foretage en synstolkning, fordi
det ikke vil give mening, og fordi det vil føre til manglende sammenhæng [se
mere i afsnittet emneskift].
Ydermere
argumenterede Ragna for, at formålet for tolkene er, at kommunikationen
fungerer, og at folk bliver hørt: ”Jeg har oplevet at tolke for en talebruger,
der hører rigtig dårligt og helst skal have én ting ad gangen og ikke for meget
baggrundsstøj. Og så kan der godt sidde en anden tolk, hvis bruger har sagt et
eller andet, en kommentar, og så føler den tolk, at det er da vigtigt at få
sagt, og hun [døvblind] skal med i samtalen, og så kommer det bare [tolkningen
fra tegnsprog til dansk] ind over det hele. Hvor jeg kan føle sådan lidt: Tak
for ingenting, for det gør altså mit arbejde rigtig svært. Så kan man diskutere,
om den anden person bare må have lov – ja, det må hun jo gerne – men jeg tænker,
at hun [døvblind] siger det, fordi hun jo gerne vil høres, og hun bliver ikke
hørt. Det kan godt være den anden tolk har sagt [tolket] det og tænker:
”Færdig, jeg har gjort mit”, men budskabet er jo ikke kommet videre, og jeg
tænker at vores fokus hele tiden skal være, at vi skal have kommunikationen til
at køre igennem, for hende der har sagt noget i hjørnet tror jo, at hun er
blevet hørt, hun tror jo hendes budskab er gået igennem, og det er også blevet
tolket af hendes tolk, men det er bare ikke kommet igennem til dem, der ikke
kan høre det.”
Tilbage til indholdsfortegnelse
Tolkene i fokusgruppen til/fra
tegnsprog er enige om, at man i et samarbejde med døvblinde, specielt taktile
døvblinde, er nødt til at være personlig. Den personlige samtale er vigtig for
at finde og forstå hinanden. Der gives dog udtryk for, at der er forskel mellem
at være personlig og privat, men en tydelig distinktion mellem disse er ikke
klar.
Ønsket
om at tolken skal være personlig i samarbejdet med døvblinde, er nært beslægtet
med behovet for at føle sig tryg. ”Jeg føler, at døvblinde skal være trygge ved
tolken,” forklarede Louise, hvor til Grethe uddybede: ”Den døvblinde skal kunne
stole på mig, og for at kunne det, er de nødt til at lære mig at kende. Man kan
ikke stole på en anonym person. Derfor er jeg nødt til at åbne mig. De lægger
deres liv i mine hænder, så er jeg også nødt til at vise, at de kan stole på
mig. Derfor skal man have mennesket med og give noget af sig selv.”
Karen
tilføjede: ”Man skal have sat ansigt på tolken [uden at kunne se]. Jeg giver
altid lidt mere af mig selv, når jeg tolker for døvblinde. Ellers er det svært
at skabe en balance mellem os. Døve kan for eksempel se, hvis jeg er træt,
fordi jeg har rander under øjnene, og en taktilbruger kan måske mærke, at der
er noget galt. Så er jeg nødt til at give noget af mig selv og forklare årsagen.
Engang sagde jeg til en døvblind, at jeg ikke syntes, jeg var den rette tolk
for ham, for jeg havde meget svært ved at aflæse og stemmetolke ham. Jeg
foreslog, at han skulle bestille en anden næste gang. Det afviste han, fordi
han var tryg ved mig, sagde han. Så tryghed betyder meget for døvblinde.”
Lisbeth
mente ikke, at der er noget odiøst i, at tolken skal være personlig: ”Man
sidder klods op og ned ad tolken med hinanden i hænderne – så er det da
underligt, hvis man ikke ved noget om tolken”.
Næsten alle taktilbrugerne gav udtryk
for, at det er vigtigt, at tolken i pauser og lignende ikke er tavs, de beskrev
det at tolken skal være neutral som tolken begrundelse for at være tavs. At man
også kan tale med tolken om dennes private liv giver et indtryk og et billede
af tolken, som man ellers ikke har mulighed for at danne sig på grund af det
manglende syn.
”Det skaber en tryghed at kende tolken”
sagde Bo, og Jacob tilføjede: ”Den tavse tolk giver en følelse af frustration.”
[læs mere i afsnittet Tillidsvækkende,
der også berører dette emne].
Den
kultur man befinder sig i, er også vigtig at tage i betragtning. Tolken skal
tilpasse sig situationerne og personerne. Pernille sagde: ”I døvblindekulturen
gives der knus, også til tolken. Måske har de behov for at mærke ens højde og
drøjde. Der gives selvfølgelig også knus i døvekulturen, men det er på en anden
måde.”
Emnet
omkring at give knus blev ligeledes berørt af den ene taktile fokusgruppe, der
også gav udtryk for, at det er en del af døvblindekulturen, og at tolkene er
blevet ’bedre’ til det, end de var tidligere. Dog var de enige om, at det også
afhænger af, om det er en ny eller en kendt tolk, og at døvblinde skal
respektere tolkes individuelle grænser.
Deltagerne
i tolke-fokusgruppen for tegnsprogsbrugere mente, at der i forhold til etiske
overvejelser er stor forskel på at tolke for døve med normalt syn og for
døvblinde. Grethe sagde: ”Udeladelser er for eksempel vidt forskellige i en
tolkning til døve og en til døvblinde. Jeg bruger måske mere tid på at beskrive
og gå i dybden med et emne og udelader et andet. Det ville jeg ikke gøre i en
almindelig tolkning til døve. Man har utrolig stor magt, og her er det vigtigt,
at jeg er loyal over for den døvblindes ønsker. Den seende døve har mange flere
muligheder for selv at vurdere sine interesseområder ud fra de visuelle
indtryk, personen får. Døvblinde får kun denne information gennem mig, og det
pålægger naturligvis mig et stort ansvar. Så jeg skal være personlig og er det,
men samtidig skal jeg også blot være et medie, som den døvblinde får formidlet
igennem og tilsidesætte mine egne ønsker.”
Døvblindetolken
arbejder altså inden for et bredt spektre – fra at være personlig til
professionel – og agerer inden for alle områder inden for dette kontinuum.
Fire ud af de seks deltagere i
taktilgrupperne tilkendegav desuden tydeligt, at de mener, at det er tolkens
ansvar at stoppe taleren, hvis der tales for hurtigt, utydeligt, tolken ikke
kan følge med eller lignende. Bo sagde: ”Det er vigtigt, at møder styres, og at
der er en talerliste, men hvis tolkningen ikke fungerer, er det tolkens ansvar
at stoppe og sikre tolkningen.”
I tolkegruppen for tolkning til
talebrugere blev der også talt om, at det ikke altid lykkes at få
feedback/respons på det haptiske signal for ’Kan du høre?’ (Foreningen Danske DøvBlinde, 2018). Dette
sandsynligvis fordi den døvblinde er så koncentreret om forståelsen af
budskabet, at de ikke kan svare.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Det er et krav, at tolke for døvblinde
ikke er berøringsangste. De taktile deltagere beskrev, at de tydeligt kan
mærke, hvis tolken ikke er glad for at være så tæt på et andet menneske og ikke
føler sig afslappet i berøringssituationen. Emma gengav en situation: “Til
gymnastikundervisning har jeg oplevet en tolk, der ikke ønskede, at jeg rørte
ved hende. Altså, jeg er jo nødt til at mærke øvelserne på hende, mærke hvordan
hendes ben og arme bevæger sig, men det ønskede hun ikke. Så jeg kunne slet
ikke følge med.”
Der er dog enighed om, at tolkene generelt
er mere fleksible i dag, end de var tidligere, og har fået en større forståelse
for døvblindes behov.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Flere
af de døvblinde deltagere i de forskellige fokusgrupper fremsagde ønsker om, at
tolken skal være fleksibel. Det beskrives primært i forhold til opgavens art, at
tolken skal være løsningsorienteret og omstillingsparat og kunne tilpasse
tolkningen til den døvblindes behov. Desuden skal tolken være fleksibel i
forhold til pauser. ”Jeg synes, det er fint, at tolken holder pauser, når det
passer ind i programmet og mine behov, men det er bare vigtigt, at tolken er
opmærksom på mig igen,” sagde Alexandra. Bodil beskrev det på denne måde: ”Jeg
skal kunne stole på, at tolken ikke beder om pauser på uhensigtsmæssige
tidspunkter, hvor det ikke passer ind i programmet.”
Nogle
døvblinde fortalte, at de har oplevet at blive efterladt alene eller set andre
blive det, fordi tolken skal have pause. Afhængigt af hvor man befinder sig,
kan det efterlade en følelse af utryghed.
Tolkegrupperne
diskuterede også pauser og beskrev en følelse af, at det ikke anses for
positivt, hvis tolken beder om en pause, netop fordi den døvblinde vil blive
efterladt alene. Er man to tolke, er det muligt for den ene at holde pause i
pauserne, eller man kan deles om en pause, men tolker man alene, kan tolken
risikere at arbejde mange timer uden en pause. Tolkene fortalte, at de ofte går
på toilettet eller henter kaffe for at kunne få lidt luft og rense hovedet til
at fortsætte tolkningen. De understregede dog, at det at gå på toilettet ikke
kan opfattes som en reel pause, fordi det ikke må vare for længe, og fordi de
stadig skal være opmærksomme på ting, der sker undervejs, som eventuelt skal
synstolkes, når de vender tilbage.
I
traditionel tegnsprogstolkning skal tolken have 15 minutters pause efter 45
minutters tolkning, hvilket ofte ikke sker i døvblindetolkning af hensyn til
den døvblinde.
Tolkene
i fokusgrupperne udtrykte, at det er forståeligt og acceptabelt, at der ikke
altid er mulighed for en pause baseret på normative regler, fordi døvblinde har
behov, der nødvendiggør, at tolken er til stede. Det behov har døve ikke på
samme måde, da de selv kan færdes. Såfremt der ikke er mulighed for pauser hver
time, er det dog nødvendigt med en længere reel pause i løbet af dagen. Nogle
døvblinde er gode til at give tolken den pause på et tidspunkt, men det er ikke
altid, der er mulighed for det, og heller ikke alle der husker det, muligvis
grundet egne behov.
Den
ene tolke-fokusgruppe beskrev, hvordan de ofte selv betaler for deres pause,
fordi der på heldagsopgaver eller opgaver af flere dages varighed ikke er
mulighed for en pause i løbet af dagen. Det betyder, at de først har en
decideret pause kl. 17, når der er officiel pause i programmet. Denne pause
skal de dog selv betale og så fortsætte tolkningen kl. 18. Det føles
uretfærdigt, når tolke på alle andre områder har et kvarters betalt pause hver
time. Døvblindetolke risikerer at arbejde otte timer i træk uden pause, selv
betale for en times pause for derefter at fortsætte fire timers tolkning uden
pause.
Dette
er et område, der bør være opmærksomhed omkring, så døvblinde ikke efterlades
alene på uhensigtsmæssige tidspunkter, samtidig med at man bevarer et godt
arbejdsmiljø for tolke og undgår nedslidning.
Tolkene
i fokusgruppen for talebrugere gjorde desuden opmærksom på, at der i tolkningen
for døvblinde ofte er brug for kontinuitet. Kontinuitet i forhold til
sprogvalg, synstolkning og meget andet. Derfor er det i mange tilfælde ikke
optimalt at skifte tolk i løbet af dagen.
Bo,
der er taktil tegnsprogsbruger, beskrev det således: ”Det er bedst, at det er
de samme tolke. Ved et længere møde, skiftes der måske tolk midt på dagen, og
det er svært og udmattende. Hvis den nye tolk så heller ikke kender navne på de
andre tilstedeværende, fungerer samarbejdet mellem os overhovedet ikke, og jeg
bliver enormt frustreret og vred. Her går jeg virkelig glip af meget af
indholdet, men må bide det i mig og ikke vise min frustration.”
Tolkeskift
og manglende kontinuitet i tolkningen som helhed dræner døvblindes ressourcer.
For at undgå det, er det vigtigt, at tolkene er fleksible. Tolkene i
fokusgruppen for talebrugere nævnte en form for udholdenhed, der skal
oparbejdes. De beskrev selv, at den ikke var til stede, da de først begyndte at
tolke for døvblinde under disse vilkår, men at den oparbejdes i takt med, at
erfarenhed og kondition trænes. De mente, at det ikke kan forventes, at nye
tolke besidder denne udholdenhed, men at der skal være et ønske om at oparbejde
den for at arbejde som døvblindetolk.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Denne
kompetence fylder meget for næsten alle de døvblinde deltagere. Undtagen enkelte
fra gruppen af tegnsprogsbrugere med nedsat syn gav alle udtryk for, at det er
yderst vigtigt, at man kan stole på tolken og er tryg ved tolken.
Kompetencen
omhandler dels fysisk sikkerhed, for eksempel at tolken kan ledsage sikkert, at
tolken ikke efterlader en døvblind alene og holder aftaler.
Gerda,
der er helt blind, sagde: ”Det er også godt, at de er gode til at
ledsage, at man ikke får en hofte ind i en kant osv. Men de fleste tolke er
også okay til det. Det er kun nogle få, der går og tænker på noget helt andet,
samtidig med at de ledsager.”
Ledsagelse kan altså opfattes som en
simpel opgave, men ud over læren om ledsageteknikker kræver det meget opmærksomhed
og koncentration fra tolkens side.
Trine, der har en lille synsrest, gengav
en traumatisk oplevelse grundet en tolk: “Jeg har oplevet at have tolkning i
Givskud [ZOO], hvor vi fik vist forskellige dyr. Jeg havde sagt til tolken, at
når slangen kom ind, ville jeg ud derfra, for jeg går i panik, når der er
slanger til stede. Hun blev ved med at sige, at den slange ikke var der.
Pludselig opdager jeg, at det er den altså. “Nå ja, men du så den jo ikke.”
Puh, hvor var jeg dårligt tilpas, og det blev jeg ved med at være. Det var
meget ubehageligt, og jeg sveder bare ved at snakke om det, og hun kommer
aldrig nogensinde til at tolke for mig mere.”
I forhold til kommunikation blev der
givet udtryk for, at det for eksempel giver større tryghed at bruge en tolk
frem for en ægtefælle, der ikke tolker korrekt, eller ikke kan læse
tilstrækkeligt dansk, og at det giver større tryghed at bruge en erfaren tolk
frem for en mindre erfaren tolk.
Tryghed kan også være ikke at skulle
kommunikere taktilt med personen på den anden side af bordet af frygt for at
vælte ting, men i stedet at bruge tolken ved sin side til at spejltolke.
Ydermere nævnte flere af
taktilbrugerne, at de føler sig mere trygge, såfremt tolken er åben og
personlig i sin samtale med den døvblinde, for eksempel inden opgavestart og i
pauser. De ønsker at kende til tolkens baggrund, for eksempel om denne er gift,
har børn, bopæl, baggrund for at være tolk med mere. Flere føler, at det ikke
er alle tolke, der er åbne i denne samtale. Årsagen til dette ønske fra de
taktile tegnsprogsbrugere kan ses i relation til, at taktil kommunikation er
fysisk og på nogle måder intim, og derfor et paradoks hvis man ikke har
kendskab til den person, man i flere timer har fysisk kontakt med. Desuden er
det for seende muligt at danne et indtryk af en person ud fra visuelle
informationer, der ikke på samme måde er muligt for en blind [mere om dette i
afsnittet etik].
Tilbage til indholdsfortegnelse
Overblik
og opmærksomhed beskrives af en stor del af de døvblinde deltagere som vigtige
kompetencer for døvblindetolken. At tolken er i stand til at have fokus og
opmærksomhed på flere ting på samme tid, være opmærksom på den døvblindes behov
og tilpasse tolkningen efter dette. Nanna gengav en episode: ”Jeg havde en
oplevelse på Fuglsangcentret i Fredericia. Det var tegnsprogskursus, hvor der
var tolke, jeg ikke kendte. Jeg var meget i tvivl, om de var døvblindetolke
eller bare døvetolke [tegnsprogstolke til seende døve]. Jeg kendte dem ikke,
der var en enkelt der kendte mig, fordi hun havde skrivetolket på mit studie.
Men ellers kendte jeg dem ikke. Og jeg husker det kaos der var. Medlemmerne
talte med hinanden, og der blev ikke oversat fra tolkene. Der var slet ikke den
samme opmærksomhed, som jeg oplever fra de tolke, jeg kender. Og når de endelig
skulle tolke for mig, var det mere fra underviseren, men ikke hvad folk sagde
omkring mig. Og selvom jeg prøvede at få øjenkontakt med dem, så var der ikke
det der initiativ, hvor de kan se, at der er en bruger, der vil sige noget.
Vores døvblindetolke kan derimod hurtigt fornemme, at man gerne vil sige
noget.”
Flere
beskrev lignende episoder, blandt andet Bodil, der også beskrev hvilken følelse
manglende opmærksomhed frembringer i hende: ”Vi har nogen gange temadag, og så
har vi flyvertolke, som vi gerne vil have går rundt og er lidt opsøgende og
hjælper til, hvor der er behov for det. Men som regel kan vi finde dem nede i
kaffeøen og hive fat i dem, hvis vi vil bruge dem. De går ikke selv rundt og
ligesom er opsøgende og siger: Her er jeg, har I brug for mig? Det er os
døvblinde, som er blinde og ikke kan se, der skal lede efter dem. Det er så
svært at gå hen til en gruppe tolke, hvor de sidder fire tolke og snakker
sammen og drikker kaffe og sige: Jeg kunne altså godt bruge en tolk – har I tid
til at hjælpe mig? Altså, det er så ydmygende. Det kunne jeg tænke mig at få
ændret på, og det er jo også en af grundene til at vi vælger vores egne
døvblindetolke, fordi de kunne ikke drømme om bare at sætte sig i et
kaffehjørne. De går sgu rundt og er opsøgende.”
Deltagerne
nævnte også, at tolkens overblik er medvirkende til, at den døvblinde også kan
bevare overblikket. Bodil forklarede: ”Som kursusleder oplever jeg, at man
virkelig skal bevare overblikket, og det kan man, hvis man har en dygtig tolk.
Hvis tolken hele tiden synsbeskriver, hvordan stemningen er blandt de enkelte
personer i lokalet, og hvordan personerne også reagerer i forhold til hinanden.
Som kursusleder skal man være meget opmærksom, og det kan vi kun være, hvis vi
har nogen dygtige tolke, der kan være vores øjne og ører.”
Tolkene
i fokusgruppen til/fra tegnsprog er enige i, at det kræver et godt overblik for
at være en god døvblindetolk. Tolken skal konstant være opmærksom. På tegnsprog
beskrives det som havende et 180 graders synsfelt og se alt hvad der foregår.
Louise forklarede: ”Vi er så meget på og har hele tiden antennerne ude.”
Man
skal altså tage alle informationer til sig og derefter vurdere, om de er
relevante for den enkelte døvblinde eller ikke. Grethe beskrev det som en
radar, der konstant scanner, hvad der er relevant at formidle. Det relevante
vil ofte være samtaler, der interesserer den døvblinde eller information, der
giver den døvblinde mulighed for at handle.
”En
stor del af vores opgave er at give basis for et godt informeret valg. Måske
man ikke bruger oplysningerne om, at en person gaber lige nu, men senere til
aftensmaden kan den døvblinde måske sige: ”Nå, jeg så, du gabte i formiddags –
har du fået en ny kæreste, der holder dig vågen?” Det giver mulighed for at
komme hinanden ved og snakke sammen ud fra et mere bredt udgangspunkt,” sagde
Karen.
Desuden
nævnte tolken Grethe selvkontrol som en kompetence i denne sammenhæng. ”Man
skal både have overblik og scanne alt, men samtidig skal man også have selvkontrol
og kunne vente med at videreformidle noget til et senere tidspunkt, hvor det
passer bedre ind i konteksten.”
Selvkontrollen
må naturligt også gælde elementer, som tolken vælger at udelade.
Flere
af tolkene beskrev, at de bruger quasi-visuelle metoder (Baddeley,
2003; Wilson & Emmorey, 2003) for at genkalde emner eller
elementer. Det kan være i en spisesituation, hvor den døvblinde ikke kan
afbrydes, da hænderne er optagede. Derfor må tolken være opmærksom på andre
samtaler eller begivenheder i nærheden. Her beskrev nogle tolke, at når de skal
tolke det de har lagret i hukommelsen, genkalder de det visuelt, enten som et
billede, en overskrift der siges på tegnsprog eller lignende.
Tilbage til indholdsfortegnelse
De
døvblinde fokusgruppe-deltagere ønsker, at tolken er omstillingsparat og blandt
andet kan skifte mellem tolkeformer eller metoder inden for en tolkeform. Der
ønskes ydermere, at tolkene også selv tager initiativ til skiftet, såfremt de
fornemmer, at tolkeformen ikke fungerer. Natalie sagde: ”Hvis tolken kan se, at
det ikke fungerer for mig, synes jeg, at det er tolkens ansvar at tilbyde en
anden metode. Det handler om service. De leverer en service til mig, der skal
fungere. Hvis jeg ikke føler, at jeg har udbytte af det, så køber jeg fandeme
ikke den service igen.” De andre deltagere i gruppen for tegnsprogsbrugere med
nedsat syn var enige i denne udlægning, og flere sammenlignede det med at købe
et fjernsyn for herefter at opdage, at det er utydeligt. ”Så klager man og får
et nyt,” sagde Alexandra.
Som
nævnt i afsnittet Synstolkning gav de
fleste deltagere udtryk for, at tolkene gerne må være kreative i forhold til at
finde løsninger på kommunikationen.
Tolken
Karen beskrev omstillingen mellem forskellige discipliner inden for samme
tolkning på denne måde: ”Døvblindetolkning indeholder mange elementer, der er
dynamiske. Det er ikke altid, man bruger samme mængde af samme element: Ledsagelse
til et mødelokale – der bruger man nogle kompetencer. Så taletolker man en
smule, og man bruger noget taktilt. Det hele svinger i forbrug afhængig af
situationen, tid, sted, ressourcer. Der er intet statisk i en
døvblindetolkning. Det er konstant i bevægelse, og man skal hele tiden tilpasse
sig, og hele tiden vide, at man skal kigge efter noget.”
De
døvblinde deltagerne beskrev, at det er vigtigt, at tolken er
løsningsorienteret mod en individuel tilpasning til den enkelte døvblinde. Der
er sjældent to tolkninger, der er ens, og forberedelse mellem den døvblinde og
tolken inden tolkningen starter nævnes af alle grupper som en faktor for, om
tolkningen bliver en succes. ”Det er utrolig vigtigt, at man tilpasser mængden
af information, og at man aftaler det med tolken. Man burde faktisk altid have
et kvarter inden noget starter, til lige at få afklaret og aftalt, hvad der er
vigtigt her i dag,” sagde Gerda.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Når
samtalerne i fokusgrupperne for døvblinde faldt på selv at kunne vælge, hvilke
tolke man ønsker, var der begreber der gik igen, nemlig tryghed og tillid.
Dagmar
sagde: “Det er vigtigt, at man føler sig tryg
som døvblind. Hvis man ikke føler sig tryg, så fungerer samarbejdet ikke. Når
jeg kan, så udvælger jeg min tolk efter, hvem jeg er tryg ved, hvem jeg kan
aflæse og forstå samt hvem jeg har en god kemi med. Hvis man for eksempel farer
vild eller går meget langt et sted, hvor jeg ved at der ikke er langt, så
bliver jeg lidt nervøs. Det hele bliver fremmed for mig, men det er
selvfølgelig vigtigt at stole på tolken.” Resten af fokusgruppen nikkede
samstemmende til dette.
Deltagerne fortalte, at det frie valg
ofte vil omfatte en mindre gruppe tolke, som oparbejder en viden omkring
personen, både i forhold til kommunikationsmetode, interesser, interaktionen
med andre mennesker og meget andet. Gerda sagde: “Det er en fordel at bruge de
samme tolke, fordi de så også kender de mennesker, man er sammen med. Det
gælder både til familiefester og i FDDB-sammenhænge, at det er en stor fordel,
at de kender de personer, der er til stede [for at kunne synstolke]. Jeg
oplever også, at man [tolke] gør tingene lidt forskelligt, og hvis man har lært
det på den ene måde, som de tolke man bruger, gør, så er det lidt svært, hvis
man får en ny tolk. Men altså, jeg er jo åben over for det, man skal bare være
klar over, at man skal bruge tid på lige at finde ud af, hvordan det fungerer,
hvis man skal bruge nye tolke. Sådan er livet jo, der vil jo altid komme
tidspunkter, hvor man vil være nødt til at skulle bruge nye tolke, og derfor er
det så vigtigt, at man lige bruger tid på, hvordan det fungerer bedst.”
Årsagen til ønsket om frit tolkevalg
kan også være en direkte afledning af den kommunikative udfordring. Bo sagde: “Det
er lettere at forstå tolke, der ofte tolker for mig”, mens baggrunden også kan
ligge i menneskelige og etiske overvejelser. Emma beskrev en følelse af at
blive undertrykt og umyndiggjort af unge og uerfarne tolke. “De overskrider mine
personlige grænser og vil overtage. Som om jeg ikke er et voksent menneske.”
Poul beskrev deslige den nervøsitet,
han oplever, ved ikke at vide, hvilken tolk han får: ”Det er vigtigt, at jeg
kender tolkene, så fungerer vi bedre sammen. Sommetider kan jeg være nervøs,
når jeg har bestilt en tolk gennem DNTM’s portal, for jeg ved ikke, hvilken
tolk jeg får. Sommetider er jeg uheldig, og andre gange går det lidt bedre, men
jeg bestiller helst mine egne tolke, da jeg ved, hvem der kan klare opgaven for
mig.”
Det virker ikke som om, døvblinde har
interesse for tolkenes ansættelsesforhold, men at det er kvaliteten for den
enkelte, der er i højsædet. Lars sagde: ”Der er mange forskellige tolkefirmaer,
men jeg udvælger de tolke, jeg synes er gode og rigtige til opgaven, uafhængigt
af hvor de er ansat, eller om de er selvstændige.”
Tilbage til indholdsfortegnelse
Nogle
beretninger og kommentarer relaterede sig til rammerne for tolkning, herunder
uddannelse og bevilling af tolke. De medtages derfor i dette afsnit.
De
tre tegnsprogstalende grupper udtrykte alle, at tolkeuddannelsen i Danmark ikke
kvalificerer tolkene tilstrækkeligt, og at det også er en af grundene til, at
de nyuddannede tolke kommer ud på arbejdsmarkedet med meget lidt viden om
døvblinde. Det blev nævnt, at tolkeuddannelsen kun har en uges undervisning om
døvblinde, og at der i de andre nordiske lande er meget mere fokus på
døvblindetolkning. Tolkeuddannelsen i Sverige blev givet som eksempel på,
hvordan det kan lykkes at uddanne tolke tilstrækkeligt.
Lars
sagde: ”Det betyder, at når jeg får en nyuddannet tolk, skal jeg bruge enormt
meget energi på at lære hende op og uddanne hende, hvilket er meget krævende.”
Den
ene taktilgruppe udtrykte desuden bekymring for fremtidens muligheder for
tolkning, fordi tolkeuddannelsen i Århus har faldende elevtal.
I
fokusgruppen for tolke til/fra tegnsprog mener tolkene, at spejltolkning som
fag er nødvendigt for at kvalificere tolkene.
Udbuddet
af tolke var også et emne, de tegnsprogstalende døvblinde deltagere udtrykte
frustration omkring. Det blev nævnt, at det er svært at skaffe taktiltolke med
kort varsel, også i alvorlige situationer. Ellen sagde: ”Det begrænser vores
muligheder for at få løst problemstillinger, der naturligt løbende dukker op.
Hvis jeg får en tid hos lægen om nogle dage, så er det umuligt at få tolk, og
jeg må i stedet bede min datter om hjælp”.
Begrænsninger
inden for de områder, man kan få bevilliget tolk til, var det emne, der fyldte
mest, dog ikke for gruppen af svagsynede. Det blev nævnt, at der i dag er
tekster på film i biograferne, men at døvblinde ikke er ligestillede i denne
kontekst, fordi der kun ydes tolkning mellem personer, der er fysisk tilstede.
Ligeledes ønskes der bedre muligheder for tolkning af visuel information ud fra
en betragtning om, at digitale medier fylder mere og mere og bliver samtidig
mere visuelle. Informationer inden for døvesamfundet formidles også i stigende
grad visuelt [på tegnsprog] gennem sociale medier, og det bliver stadigt
sværere for taktilbrugere at følge med.
Nogle
deltagere mente også, at det bør være en mulighed at kunne gemme
skrivetolkning. En deltager begrundede det på denne måde: ”Jeg kan ikke nå at
læse alt, men der er det vigtigt for mig, at det er okay som døvblind, når man
får punktskriftstolkning, at man må gemme tolkningen. Når man ikke hører alt,
kan man så læse det, man ikke lige fik fat i. Det kan være meget svært både at
høre og forstå på én gang, så derfor er det vigtigt, at vi må få lov at gemme
tolkningen.”
Et
ønske om, at man kan bestille tolk i hele tidsrummet for aktiviteten fremkom
også. Der er brug for at kunne gå en kortere tur, for at få klaret hjernen,
læse nyheder eller lignende. ”Som det er nu, er døvblinde nødsaget til at tage
kontaktperson med, hvis man ønsker at komme ud og få frisk luft, også selvom
det drejer sig om en meget lille procentdel af den samlede tolkning,” sagde en
deltager.
Der
var desuden undren over, at man ikke må bruge tolk i udlandet, medmindre det er
en politisk aktivitet, og at tolke ikke mere må ledsage døvblinde i egen bil.
Til førstnævnte kommenterede en anden, at det ville blive alt for dyrt, hvis
tolkning i udlandet blev frigivet.
Ellen
fortalte også, at hun flere gange har oplevet, at hospitalet i forbindelse med
undersøgelser og samtaler, ikke vil betale for tolkning. Det resulterer i, at
hun ikke har mulighed for at kommunikere og få information om sit eget helbred.
Flere
døvblinde deltagere var frustrerede over at få forskellige udmeldinger fra
tolke om, hvilke opgaver tolken kan varetage under en tolkning. Der blev blandt
andet givet eksempler på, at tolke ikke mere må tolke tekst fra skilte [sight-translation]
og ej heller skrive notater, som den døvblinde kan gemme.
En
deltager sagde, at det giver stor utryghed ikke at kunne stole på, at aftaler
overholdes og beskrev en situation, hvor nogle tolke mente, at der kunne
synstolkes fra skilte, mens andre havde fået besked fra Den Nationale
Tolkemyndighed om, at det ikke er en opgave, som tolkene må udføre. ”Jeg blev
hylet helt ud af den, og synes det er meget uheldigt, at man laver om på
tingene midt i det hele – det giver ikke tryghed” beskrev deltageren.
Tolkene
i fokusgrupperne udtrykte ligeledes frustration over, at der ikke er klare
udmeldinger fra de bevilligende myndigheders side, og fordi der gives
forskellige svar, er det utrolig svært for tolkene at navigere i. Alle tolke
virkede interesserede i at overholde de retningslinjer, der pålægges tolkene,
men de skal også være retningsgivende i praksis. En tolk fortalte, at det er en
stress-faktor hele tiden at skulle vurdere, om man må tolke den ene del, men
måske ikke en anden del. ”Det er svært hele tiden at skulle dele det op i små
detaljer, om det var noget man hørte, eller noget man så,” forklarede hun.
Ragna
mente desuden: ”Der er flere ting, der isoleret set ikke er en tolkeopgave, men
det bliver en tolkeopgave i situationen, fordi det er mennesker, vi taler om.
Det kan også være at skære en bøf ud. Det er isoleret set ikke en tolkeopgave,
men i situationen løser man det, for hvem skulle ellers gøre det? Ja, man kan
bede en tjener om det, men det kræver rigtig meget forklaring og kan komme til
at fylde meget.”
Carina
eksemplificerede, hvordan synstolkningen i så fald ville være på en
tolkeopgave: ”Hvis et skilt på et museum er en del af en lang opgave, så synes
jeg, der er forskel på dén, og hvis en myndighed har besluttet sig for, at man
ikke må læse en vejledning op i eget hjem. Men at man tolker en masse under en
opgave, synsbeskriver osv., og så kan jeg slet ikke tolke den opgave, fordi jeg
skal læse et skilt op undervejs. Nej… Hvis jeg skal ledsage, at nu kommer 200S
[bus] mod Rødovre station – det læser jeg da også op! Ellers skal jeg sige BUS
[på taktilt tegnsprog], der jo er en synsbeskrivelse, og når brugeren spørger:
HVAD NUMMER?, så må jeg sige: DET VED JEG IKKE. JEG MÅ IKKE LÆSE. Når brugeren så
spørger: ER DET VORES BUS?, kan jeg blot sige: DET VED JEG IKKE. JEG MÅ IKKE
LÆSE.”
Tolkene
var enige om, at man i tolkning til døvblinde ikke kan adskille information,
som kommer fra henholdsvis syn og hørelse. Indtryk modtaget fra de to sanser
bruges til at skabe et helhedsbillede af situationen.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Døvblindetolkning er tydeligvis et komplekst område, der kræver mange forskellige kompetencer for at resultere i en kvalificeret og succesfuld tolkning. Mængden af informationer, der skal indeholdes i tolkens arbejdshukommelse [også kaldet korttidshukommelse] på samme tid er særdeles høj, og uanset hvilken tolkeform der benyttes, vil der være en høj grad af kognitiv belastning på tolken. Arbejdshukommelsen er tillige begrænset i forhold til hvor meget information, den kan indeholde på samme tid (Cowan, 2001; Miller, 1956).
Inden for tolkeområdet findes der forskellige kognitive belastningsteorier (Gile, 1999; Seeber, 2011), men med de adskillige opgaver, der skal have samtidig opmærksomhed i en døvblindetolkning, kan man hævde, at ingen teorier medtager de yderligere elementer, som en døvblindetolkning består af. Derfor vil døvblindetolkning påføre tolken en højere kognitiv belastning end andre former for tolkning, heriblandt også fremmedsprogstolkning.
At udføre komplekse opgaver kræver, at personen er i stand til selektivt at udvælge information i omgivelserne [attention], dvs. er i stand til at fastholde fokus og opmærksomhed samt er i stand til at fastholde den relevante information i en periode – hele tiden klar til at komme i brug. Fastholdelsen sker i arbejdshukommelsen, der vurderes til at kunne holde information i op til et minut. For at et element kan lagres i arbejdshukommelsen, kræves det, at der har været fokus og opmærksomhed på det (Cowan, 2000).
Af rapporten fremgår det, at tolken både skal have opmærksomhed på den enkelte døvblinde og på de omkringliggende informationer, prioritere i indtrykkene og det sproglige budskab på samme tid, vel at mærke i en form, der er tilpasset den enkelte døvblinde.
Det sproglige budskab lagres ligesom de andre
informationer i tolkens arbejdshukommelse med delvis inddragelse af
langtidshukommelsen (Ericsson & Kintsch,
1995), såfremt tolken besidder baggrundsviden om emnet. Evnen til at
kunne indeholde information
til senere brug er et vigtigt kendetegn for den dygtige døvblindetolk. Det er
nødvendigt for at undgå for mange emneskift, hvilket kan resultere i et
unødvendigt ressourceforbrug for den døvblinde.
Arbejdshukommelsens kapacitet kan således hurtigt
blive overbelastet i en døvblindetolkning, og blandt andet derfor er et
velfungerende co-tolkesamarbejde essentielt for at kunne udføre opgaven.
De opgaver, der ligger ud over den sproglige formidling i døvblindetolkningen, kan antages også at gøre brug af langtidshukommelsen, såfremt tolken har baggrundsviden om den døvblinde og om situationen.
Jo flere færdigheder og jo mere baggrundsviden tolken har inden for de forskellige parametre, jo mere kapacitet vil hun have på dette felt. Den overskydende kapacitet kan således frigives til andre områder og i sidste ende minimere risikoen for en kognitiv overbelastning. En erfaren døvblindetolk vil dermed føle mindre udmattelse og have bedre udholdenhed, hvilket resulterer i, at tolken kan fortsætte længere tid uden pause end den mindre erfarne tolk. Det hænger i tråd med flere døvblindes ønske om, at tolkene ikke følger de normative regler for pause, som i traditionel tegnsprogs- og skrivetolkning samt ønsket om et frit tolkevalg.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Det
fremgår med al tydelighed, at en uddannet tegnsprogstolk ikke er ensbetydende
med, at tolken besidder tilstrækkelige tegnsprogs- og tolkekompetencer. At alle
11 tegnsprogsbrugere beskriver, at det sommetider ikke er tegnsprogstolkning de
modtager, men i stedet tegndansk tolkning baseret på dansk syntaks, er
foruroligende. Det bør være forventeligt, at en uddannet tegnsprogstolk er i
stand til at udføre tolkning til tegnsprog. Årsagen kan dels skyldes
tegnrummets begrænsning på taktilt tegnsprog samt en opfattelse af, at
tegnrummet skal begrænses i tolkning til tegnsprogsbrugere med nedsat syn, men
det må anses for usandsynligt, at dette er den grundlæggende årsag.
En
yderligere årsag kan være tolkens frygt for at prioritere i
budskabsformidlingen, hvilket leder til en tegndansk tolkning. Hvis tolken ikke
tør prioritere vil alle informationer medtages, hvilket resulterer i, at
tolkningen skal foregå i et så hurtigt tempo at tolken i sin tolkeproces ikke
er i stand til at foretage budskabsformidling til et sprog med en anden
syntaks.
At
foretage budskabsformidling til et sprog med en anden syntaks kræver en
procestid (Kirchhoff, 2002). Fordi tolken
er kapacitetsmæssigt presset på andre parametre, vælger tolken muligvis at
tilsidesætte sin procestid i forhold til budskabsformidlingen for at få plads
til andre ting med det resultat, at tolkningen bliver tegndansk.
I
tolkens iver for at medtage alle informationer kan konsekvensen af det hurtige
tempo ydermere være, at den døvblinde ikke kan nå at mærke forskel på tegns
fonemiske forskelle, hvilket leder til at den døvblinde må bruge flere ressourcer
på indre kompensation.
Ligeledes
kan man stille spørgsmålstegn ved, om alle tolke kender de rigtige fonemer for
hvert enkelt tegn, og hvilke konsekvenser det har. Ud fra meldingen om at det
er svært at følge med i tegnsprogets udvikling, er det også muligt at
forestille sig, at flere taktilbrugere selv ikke har en korrekt opfattelse af
et tegns fonemer og dermed kan have udfordringer i aflæsningen – selv hvis et
tegn er udført korrekt.
Samtidig
er det dog ikke sikkert, at et højt tempo på sætningsniveau nødvendigvis er
svært at følge for tegnsprogstalende døvblinde. Taktilbrugernes beskrivelse af
at det generelt er lettere at forstå en døv tegnsprogstolks formidling end en
hørende tolks, også selvom den foregår i et hurtigt tempo, indikerer at det er
muligt at foretage en taktil tolkning med en tegnsprogssyntaks. Det vil
formentlig være af større betydning at sætningskonstruktionen er let forståelig
og skaber det billede af historien, som de tegnsprogstalende døvblinde
efterlyser.
Der
er flere ting inden for taktil tegnsprogstolkning, der kunne være relevant at
undersøge nærmere, for eksempel hvordan tegn, der består af identiske fonemer,
men har forskellig betydning, formidles. Vi ved, at nogle af disse tegn ændrer
håndform, så håndformen repræsenterer forbogstavet for ordet. Det ses for
eksempel ved tegnet LAND, der også kan betyde have, marked, grund, mark, plads
og andet (Ordbog over Dansk Tegnsprog, u.å.)
Det
er almindeligt i taktil tegnsprog, at håndformen kan skifte afhængigt af
betydningen (Dalum, Jeppesen, Myrup, &
Pedersen, 1997), men det gælder ikke for alle betydninger. I ovennævnte
eksempel bruges for eksempel aldrig GRUND tolket med håndformen G. Der findes
utallige eksempler på dette, og derfor er det nærliggende at tænke, at disse
tegn udgør en udfordring i aflæsningen og medfører en højere grad af indre
kompensation. For seende døve adskilles betydningen af disse tegn ofte visuelt
ved at se på tolkens mundbevægelse, så seende døve bliver ikke påført samme
grad af indre kompensation som døvblinde.
Brugen
af hyperonymer, som tolkene også omtaler, kan være en mulig løsning, men det er
ikke alle ord, der er et underbegreb [hyponym], og derfor er det kun en
løsningsmulighed i enkelte situationer.
Collins
& Petronio (1998) beskriver, at non-manuelle
artikulatorer, der i visuelt tegnsprog produceres samtidig med en proform, kan
udtrykkes gennem en diskret forskel i tegnets udførelse på taktilt tegnsprog.
Tegnet kan således udføres enten hurtigere eller langsommere eller med
afslappede eller spændte muskler i stedet for non-manuelle artikulatorer. Dette
bør være et område, der undersøges i forhold til dansk taktil
tegnsprogskommunikation og tolkning, fordi det kan have store fordele for
døvblindes kommunikation, hvis tolke har mulighed for at udtrykke non-manuelle
artikulatorer manuelt.
Ligeledes
vil det være interessant at overveje modifikationer i henhold til begrebet
pro-taktil kommunikation. Man ser ind imellem primært døve kontaktpersoner
ændre på tegns udførelse. Det kan for eksempel være LÆGE, der er et
to-håndstegn med to forskellige håndformer, hvor den ene er passiv og den anden
er aktiv. Her holder den døvblinde sin hånd oven på kontaktpersonens aktive hånd,
men når LÆGE skal produceres, ændrer kontaktpersonen sin passive hånd til at
være aktiv [dog uden at den døvblinde kan mærke dette]. Kontaktpersonen bruger
den alternative aktive hånd og udfører tegnet LÆGE oven på den døvblindes
’lytte-hånd’, der i dette øjeblik ændrer funktion til passiv hånd. Det kan være
for at give en tydeligere indikation af artikulationsstedet, der ellers vil
være svært at mærke på kontaktpersonens passive hånd i traditionel taktil
tegnsprog. Her ville tegnet formentlig kunne forveksles med MINUT, da LÆGE og
MINUT er minimal par, der kun adskiller sig fra artikulationsstedet, hvilket i
øvrigt ligger tæt på hinanden.
Pro-taktil
kommunikation er ikke udbredt i Danmark og bruges kun sporadisk, men pro-taktil
kommunikation vil kunne højne såvel tolkes bevidsthed om døvblindes perception
som formidlingen af budskabet. Det kunne være nærliggende at inddrage
kontaktpersoner i fremtidige undersøgelser, da de besidder stor viden om
kommunikation med døvblinde.
Fra et grammatisk perspektiv må det
formodes at henførende sætninger, specielt parentetiske relativsætninger,
medvirker til yderligere emneskift og dermed ofte bør udelades. Et eksempel på
en parentetisk relativsætning er ”Præsidenten, der lige var vendt hjem fra
Kina, mødte pressen i det ovale værelse.” Parentetiske relativsætninger er
karakteriseret ved at kunne udtages af den overordnede helsætning, uden at
denne ændrer betydning. Den relative sætning er at betragte som et stykke
ekstra information, der ligger ud over den øvrige information i helsætning og
ikke udgør en integreret del af denne (Den Store Danske Ordbog. u.å). Derfor
kan det opfattes som unødvendig information og være en kilde til forvirring for
en taktilbruger. Informationen kan eventuelt tilføjes senere, når sætningen er
færdigtolket.
Deltagernes tilkendegivelser omkring
udfordringerne med emneskift kræver, at tolken må sørge for i sin lingvistiske
formidling at færdiggøre et emne, inden der fortsættes til næste. Det kræver, at
tolken besidder en vis mængde selvkontrol for at undgå at medtage informationen
i første omgang samt genkaldelsesteknikker, der sikrer, at informationen kan
genkaldes, når det bliver nødvendigt (Dohm,
2015). Dette må ligeledes gøre sig gældende i synstolkning.
Emneskiftene kan til dels afhjælpes af
tolken, men til møder og lignende i FDDB-regi, bør det også afhjælpes af god
mødeledelse og bevidsthed hos de andre deltagere.
Ovenstående udfordringer understreger,
at det er af største betydning, at der altid er god tid i kommunikationen med og
tolkningen for døvblinde (Dalum et al., 1997),
at tolken tager sig tiden og ikke lader sig stresse af andre faktorer.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Mange tegnsprogstolke foretrækker at tolke fra talesprog til tegnsprog, dvs. fra deres modersmål til et fremmedsprog (Napier, Rohan, & Slatyer, 2005). Grunden til dette kan være, at tolkens kapacitet ofte bliver overbelastet på grund af udfordringer med, at visuel perception og produktion af et sammenhængende målsprog foregår simultant.
Dohm’s undersøgelse (2018) af danske tegnsprogstolkes perception af tegnsprog i en tegnsprog til dansk tolkning viser, at når tolkenes kapacitet overbelastes, for eksempel i produktionen [formulering af danske sætninger], ser de ikke vigtige elementer af den efterfølgende ytring på udgangssproget [tegnsprog], hvilket leder til fejltolkning. Den manglende perception gør sig specielt gældende for pronomener og tegnsprogsmarkører, der indikerer tid. Overbelastningen i produktionen begrundes oftest med indholdsmættede sætninger på tegnsprog, for eksempel brug af proformer samt manglende mundbevægelser, der kræver en vurdering af betydning eller register fra tolkens side.
I forbindelse med tolkninger for døvblinde vil tolkens kapacitet udfordres yderligere, hvis den døvblinde producerer tegn, hvor der bruges andre fonemer end de, som man kunne forvente, mangler angivelse af tid, manglende mimik med videre. Som der nævnes af en tolk fra fokusgruppen er en lang procestid meget vigtig i en tegnsprog til dansk tolkning for taktile døvblinde, hvilket betyder, at tolken skal indeholde endnu mere information end i en traditionel tolkning fra tegnsprog.
I en international undersøgelse af døve lederes samarbejde med tegnsprogstolke (Haug et al., 2017) er en af deres strategier i forhold til at kontrollere tolkningen fra tegnsprog til talesprog, at holde øjenkontakt med tolken samt se efter reaktioner fra de tilhørende. Dette er ikke umiddelbart en mulighed for døvblinde, hvilket øger kompleksiteten.
Haptiske signaler kunne være et godt værktøj til at give den døvblinde mere kontrol over situationen og bør i højere grad overvejes.
Løsningen på denne udfordrende tolkeform kan tillige være i højere grad at gøre brug af døve tegnsprogstolke, så belastningen på den måde deles. Døve tegnsprogstolke kan således tolke tegnsproget til den hørende tolk i en sprogkode, der i højere grad består af en dansk syntaks med tydeliggørelse af referenter, tid med videre. Derudover kan den døve tegnsprogstolk indeholde information, hvis der kræves flere ord på målsproget på grund af tegnsprogets simultane struktur og/eller en længere produktionstid, for eksempel grundet krav om tydelig artikulation. Denne løsning bruges allerede i dag i begrænset omfang, men set ud fra flere deltageres ytringer om fordelene ved et tolketeam bestående af en døv og en hørende tolk, er det måske at foretrække for endnu flere døvblinde.
Spejltolkning kræver, som nævnt af deltagerne, øvelse. Det er nærliggende at overveje det faktum, at hørende tolke normalt tolker mellem deres modersmål, dansk, og et fremmedsprog, tegnsprog, men i denne henseende tolker de mellem to fremmedsprog, hvilket kan give en større belastning. I den forbindelse vil det være relevant at lære fra døve tegnsprogstolkes tolkeproces og hukommelsesstrategier i forbindelse med spejltolkning.
I sammenhænge, hvor det er muligt, vil det være en fordel at foretage en konsekutiv tolkning, eller skifte mellem konsekutiv og simultan tolkning, da tolkens kapacitet ellers overstiges.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Sproglyde i tale består blandt andet af
grundtoner [stemmebåndets svingninger] og overtoner [klang]. Hvisker man, taler
man meget dæmpet uden at sætte stemmebåndet i svingninger, hvilket betyder, at
der ikke er en grundtone, hvorfor mange talebrugere ikke kan høre hvisken.
Klangen i sproglyden er næsten lige for talende personer. En person med nedsat
hørelse har svært ved at opfatte klangforskel, hvilket er en af grundene til,
at man altid skal præsentere sig for døvblinde (Raanes,
2001b).
Taletolkning kræver stor indsigt i den
døvblindes hørelse samt en konstant opmærksomhed på, hvad samtalepartneren
siger, hvordan det siges, og hvad der sker i omgivelserne.
Fordi tydelig tale gør det lettere for
døvblinde at skille lydene og ordene fra hinanden (ibid.), skal tolken være
opmærksom på, om samtalepartneren kigger i en anden retning, udtaler et ord
utydeligt, taler med mad i munden, eller der opstår støj for eksempel en stol
der trækkes ud, personer der hoster og andet. Det er disse huller, tolken skal
udfylde, hvilket betyder, at tolken konstant er i ’alarmberedskab’.
Ørbeck’s undersøgelse (2012) af 12
døvblinde med nedsat hørelse viser en signifikant dårligere taleforståelse, når
der er baggrundsstøj, hvilket betyder at lydforholdene er afgørende for, hvor
meget der skal tolkes.
Undersøgelsen viste også, at deltagere
med synsrest kan udnytte denne til at forbedre taleforståelsen gennem
mundaflæsning. Det afhænger dog af en række faktorer som afstanden, læbernes
kontrast, lysforhold og andet. Dette bekræfter nødvendigheden af, at tolken
hele tiden skal være opmærksom og have en god fornemmelse, ikke kun af den
døvblindes hørelse, men også af personens syn for at kunne yde en
fyldestgørende tolkning.
De manglende ord kan enten formidles
gennem modersmålet, tale [tydeligt artikuleret] eller på de forskellige
sekundære kommunikations- og tolkeformer, som den døvblinde behersker.
Sidstnævnte betyder, at det ikke er nødvendigt at afbryde samtalen. I
situationen vil valgene tages af tolken på baggrund af den baggrundsviden,
tolken besidder. Omhandler de manglende ord et spørgsmål for eksempel om den
døvblinde ønsker kaffe, vil en rutineret bruger af haptiske signaler kunne
modtage budskabet for eksempel med signalet ? [spørgsmålstegn] + KAFFE, ligesom
en ’Skål’ råbt i et støjfyldt lokale vil kunne formidles med det haptiske
signal for SKÅL.
Er det ikke muligt at formidle
budskabet gennem haptisk signaler, kan tolken overveje, om hun mener den
døvblinde kender tegnet og, i så fald udføre det taktilt, eller om det/de
manglende ord bedre formidles ved punkttolkning eller andet. Ud fra de
tidligere beskrivelser om tegns opbygning og kompleksitet i en taktil aflæsning
bør tolken tage i betragtning, at tegnet skal være så simpelt at aflæse som
muligt, da det ikke er den døvblindes modersmål.
Man kan antage at, for personer der
ikke har tegnsprog som modersmål, er det lettere at aflæse et taktilt tegn, der
er et to-håndstegn med samme håndform, og hvor den ene er aktiv, mens den anden
er passiv, som for eksempel ARBEJDE og MÆLK. Naturligvis under forudsætning af,
at den døvblinde kender tegnet. For at tolken kan udvælge taktile støttetegn på
et tilstrækkeligt grundlag, kunne dette også være et område til fremtidige
undersøgelser.
Raanes (Ibid.), der har undersøgt tale
og taleforståelighed for døvblinde, beskriver, at det kræver meget
koncentration for en talebruger at lytte til tale, og at der også her ofte
gøres brug af indre kompensation. ”Jo mere man skal gætte sig til, jo større
risiko for misforståelser, og på et tidspunkt vil det ikke være muligt at høre
tilstrækkeligt for at forstå, hvad der siges” (egen oversættelse). Deslige mener
hun, at alle døvblinde bør motiveres og gives mulighed for at lære en
alternativ kommunikationsform, der kan benyttes, når den primære ikke kan
bruges, enten i kortere eller længere perioder, eller som supplement til den
primære kommunikationsform.
I den forbindelse kan man overveje om
haptiske signaler kan være en sekundær kommunikationsform. Da haptiske signaler
ikke kan bruges som en ren tolkeform, hvis hørelsen helt forsvinder [man kan for
eksempel ikke bruge haptisk til at tolke et foredrag], er det mere nærliggende
at anskue haptiske signaler som supplerende til en eksisterende
kommunikationsform.
Det er ikke alle talebrugere, der har
en så alvorlig grad af syns- og hørenedsættelse, at de har behov for tolk.
Eller nærmere: det er ikke i alle situationer, de har behov for tolk. Alle
døvblinde vil kunne befinde sig i situationer, hvor de ikke kan følge med
grundet deres høre- og synsnedsættelse, men ligeledes vil der, for
størstedelen, være situationer, hvor forholdene er optimale, og det derfor er
muligt at høre. Man kan sige, at det er situationsbestemt, om der er behov for
tolk. Dette vil også gøre sig gældende for tegnsprogsbrugere med nedsat syn,
hvorimod personer, der er helt døve og helt blinde, altid vil have et
tolkebehov, medmindre kommunikationen foregår med kun én samtalepartner, og
denne kan kommunikere tilfredsstillende direkte med den døvblinde.
Tilbage til indholdsfortegnelse
I forhold til disciplinens størrelse er
litteraturen om synstolkning meget begrænset. Synstolkning er delvist beskrevet
i forhold til synstolkning for blinde, herunder tolkning af tv-udsendelser,
teater, film med videre, på engelsk kaldet ’audio description’, og i meget
begrænset omfang i forbindelse med synstolkning for døvblinde. De nordiske
lande har dog haft fokus på dette område siden årtusindskiftet, og primært
gennem norske og finske udgivelser findes der god og nyttig litteratur. Synstolkning
defineres også som ’synsbeskrivelse’, ’beskrivelse’ og ’miljøbeskrivelse’.
De beskrevne metoder til synstolkning
er for omfattende at gengive i denne rapport, men mange af elementerne i de
fleste udgivelser om synstolkning for døvblinde går igen i de betragtninger,
som deltagerne i fokusgrupperne er kommet frem til, såsom fra helhed til
deltalje eller omvendt.
Inden en synstolkning indledes, er det
vigtigste, at tolken er i stand til at give omgivelserne opmærksomhed. Raanes (2001a) skriver: ”Al beskrivelse starter med at
se. At være opmærksom på omgivelserne (…) at se med vågne øjne” (egen
oversættelse).
Denne skærpede opmærksomhed er i
overensstemmelse med deltagernes udmeldinger, men nogle døvblinde deltagere
beskriver også, at det ikke er alle tolke, der besidder eller benytter sig af
skærpet opmærksomhed. Det kan være grundet manglende viden, men også at en
konstant skærpet opmærksomhed kræver meget kapacitet og kan være udmattende for
tolken. Flere tolke nævner netop synstolkning som et af de sværeste felter at
navigere i inden for døvblindetolkning.
Den skærpede opmærksomhed skal sættes i
kontekst til den døvblindes generelle interesser og formål med tolkningen.
Lahtinen, Palmer & Lahtinen (2010) mener, at forberedelse
sammen med den døvblinde er vigtig i denne forbindelse. En god forberedelse vil
guide tolken til at kunne prioritere sin tolkning. Trine Næss, døvblind nu
afdød forfatter, mente, at det vigtigste samarbejde mellem tolk og døvblind
sker netop på dette tidspunkt, og at det er enhver døvblinds ”pligt at bidrage
med at definere, hvad man ønsker at få beskrevet og hvilket fokus der er
vigtigt i den enkelte sammenhæng.” (Næss, 2006)
(egen oversættelse).
Alle elementer behøver ikke blive
italesat, men tolken skal have en fornemmelse af, hvad hun skal bide mærke i i
den enkelte situation. Har den døvblinde elektronisk udstyr med, vil et vigtigt
fokuspunkt for eksempel være, hvor stikkontakter er placeret. Stikkontakten
tolkes ikke tilfældigt, lige når man kommer ind ad døren. Tilfældig tolkning og
uorganiseret informationsstruktur kan medvirke til et kaotisk billede af
situationen (Lahtinen, Palmer & Lahtinen, 2010; Raanes, 2001a). I
stedet er det vigtigt, at tolken har fokus og opmærksomhed på dette og andre elementer,
hvorefter det er muligt at lagre oplysningerne i arbejdshukommelsen, indtil de
kan tolkes i en struktureret og meningsgivende sammenhæng.
Som en døvblind deltager beskrev, vil
andre deltageres udtryk og væremåde være relevant, hvis man for eksempel er
kursusansvarlig, da det giver mulighed for at handle på de informationer.
Tolken skal således tænke funktionelt og overveje, hvad man som døvblind har
brug for i situationen (Raanes, 2001a).
I relation til deltagernes udtalelser
beskriver Raanes (ibid.), at stemning og
atmosfære sjældent ytres lingvistisk, men at det er uhyre vigtigt at tolke den
for at sætte forståelsen i kontekst. Næss (2006)
nævner fremstilling af atmosfære i relation til kravet om, at tolken skal være
objektiv som en de største udfordringer i synstolkning. Den samme holdning har
hun til karakterisering af personer i omgivelserne. Hun argumenterer for, at en
tolkning af stemning eller atmosfære altid vil være subjektiv, fordi
situationer opleves forskelligt afhængigt af øjnene, der ser, og hvilken
baggrund den enkelte tolk har. ”At erkende at det er sådan, er første skridt på
vejen mod en professionel tryghed med den accept det er at fremstille,
karakterisere, beskrive omgivelserne med udgangspunkt i egne, subjektive
erfaringer og forståelse af omgivelserne,” skriver hun.
Næss mener desuden, at man ikke skal
undervurdere døvblindes evne til selv at danne sig en mening.
Dette er meget interessante
perspektiver set i forhold til tolkenes udtalelser om synstolkning, hvor det
ikke virkede til, at der var fuld enighed i fokusgrupperne. Det understreger
det komplekse felt, som tolkene navigerer indenfor, og det er måske vigtigt at
finde en måde at gøre prioriteringerne og tolkningerne mere transparente på.
Næss (ibid.)
beskriver desuden, at muligheden for at vise interesse for andres liv og
oplevelser er vanskelige for døvblinde. ”Når man ikke uden videre opfatter så
meget fra sine omgivelser, er det mest ens egne erfaringer og daglige sysler,
der ligger til grund for at etablere social kontakt og samtale. (…) Man kan
blive overfokuseret på egne erfaringer og opfattes let som selvcentreret. Ved
en mere aktiv miljøbeskrivelse, hvor karakteristik af personer og stemninger
vægtes, kan dette i stor grad undgås,” skriver hun.
Taget i betragtning af at mange
døvblinde tilbringer en stor del af dagen alene eller ikke modtager
synstolkning fra en professionel, giver dette god mening, og det falder i tråd
med deltagernes beskrivelse af, at synstolkning kan skabe samtaler. Samtidig
kan Næss’ beskrivelse være med til at skabe forståelse for isolationens
konsekvenser, og hvorfor nogle døvblinde ikke reagerer på tolkens synstolkning
og i stedet vælger at snakke med tolken.
Synstolkning giver således både
mulighed for at skabe kontakt med andre (Næss,
2006; Raanes, 2001a), mulighed for at være delagtiggjort i sit eget liv (Raanes, 2001a) samt mulighed for at træffe
valg (Lahtinen, Palmer & Lahtinen, 2010).
Tilbage til indholdsfortegnelse
Der
er stor forskel på tolkens involvering i turtagning afhængigt af, om tolkningen
er ordstyrer-ledet, som under et møde, eller om det ikke er. Er tolkningen
ordstyrer-ledet, vil beslutninger om turtagning overlades til deltagerne gennem
synstolkning. Haptiske signaler vil ofte være den primære del af synstolkningen
i disse situationer, hvor det let kan angives, hvem der markerer, og hvem der
har ordet. Dette både til mødelederen og til de deltagere, der har tolk. Raanes &
Berge (2017) har undersøgt en mødesituation i forbindelse med et
bestyrelsesmøde i døvblindeforeningen i Norge, hvilket i hovedtræk viser samme
praksis som i Danmark.
Fokusgruppen
for tolke til talebrugere drøftede også emnet turtagning i relation til
ikke-ordstyrerledede tolkninger, som for eksempel en middag for
døvblindeforeningens hovedbestyrelse. Tolkene virker meget bevidste om deres
formål i disse situationer, men samtidig er det skrøbeligt, fordi det kræver et
samarbejde, hvor tolkene med præcision og nøjagtighed dækker hinandens behov. Der
eksisterer meget lidt forskning om turtagning i døvblindes tolkede samtaler (Berge
& Raanes, 2013) og mere viden kan være en
mulighed for at sikre tolkningens kvalitet på dette område.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Fire
ud af de seks døvblinde taktilbrugere i fokusgrupperne mente, at det er tolkens
ansvar at afbryde den, der taler, såfremt budskabet ikke kan formidles. Dette
er naturligt, fordi det kun er tolken selv, der ved om hendes kapacitet er ved
at være udfordret i en sådan grad, at det vil lede til fejltolkning.
Årsagen
til at døvblinde ønsker, at tolken har ansvaret for at stoppe taleren, kan ses
i relation til Dagmars udtalelse: ”Det er ikke altid, man har overskud til at
sige, at man ikke forstår”. Ligeledes beskriver nogle af tolkene, at de ikke
altid får respons på det haptiske signal ’Kan-du-høre?’. Man kan forestille
sig, at det kræver mange ressourcer for en døvblind at metaperspektivere på sin
egen situation uden at miste koncentrationen om aflæsningen og forståelsen af
budskabet. Al kapacitet og ressourcer er
dedikeret til aflæsning af tolkningen, og det kan derfor være svært at træde ud
af rammen omkring forståelse af tolkningen og selv stoppe taleren.
Magt, som også blev nævnt i nogle
fokusgrupper, er derfor nærliggende at medbringe her. I lyset af Foucault’s
teori om samspillet mellem magt/viden, hvor viden om et menneske uløseligt
hænger sammen med magt over mennesket, er diskussionen yderst relevant.
Erstatter vi viden om mennesket med viden om situationen, giver det unægteligt
tolken magt. Tolken besidder den visuelle og ofte også den kontekstuelle viden
om situationen og har magten til at vurdere, hvilken viden der skal
videreformidles. Med magten følger der ansvar – ansvar for at de elementer der
videreformidles giver den døvblinde information og viden til at kunne træffe
valg, men måske endnu vigtigere også et ansvar for at den information og viden,
der ikke videreformidles ikke var
nødvendig, for at den døvblinde kunne handle autonomt.
Som flere af deltagerne har beskrevet,
handler synstolkning for dem om, at døvblinde får valgmuligheder. På denne måde
forsøger tolkene at give magten tilbage til den døvblinde. Det er empowerment,
det vil sige kontrol over og ansvar for sit eget liv og
sin situation (Den Danske Ordbog, u.å.). Næss (2006)
beskriver netop, at synstolkningen betyder, at tolkens magt flyttes til den
døvblinde, og dermed gives der empowerment.
Det er derfor afgørende, at tolke
erkender den magt, de besidder, og er i stand til at forvalte den med henblik
på empowerment.
Der findes mange modeller for
praksisbaseret tilgange til etisk beslutningstagning (Cottone & Claus, 2000). Da døvblindetolkning er individuelt
baseret og tilpasset til den enkelte døvblinde person, er en normativ etisk
tilgang, der beskriver, hvad man må og ikke må, ikke at foretrække, og ville i
praksis alligevel blive tilsidesat i mange situationer (Dean & Pollard, 2018).
Derfor bør der fokuseres på en deskriptiv
tilgang, der ikke fokuserer på at vurdere en adfærd, men i stedet på at
årsagsbeskrive den. Inden for den deskriptive teori kan en konsekvens-etisk
tilgang (Dean & Pollard, 2013) være relevant i
døvblindetolkning, da beslutninger så vil træffes ud fra en refleksiv praksis
om konsekvenserne af ens beslutninger.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Det er ikke enestående viden, at der er behov for, at tolken bør være tillidsvækkende. I en international undersøgelse af døve lederes samarbejde med tegnsprogstolke gives der fire parametre for en dygtig tolk: Tolkens sproglige og tolkefaglige færdigheder, tillid til tolken, tolkens baggrundsviden og villighed til at formidle kontekstuel viden samt tolkens kendskab til den døve kunde (Haug et al., 2017).
Tilbage til indholdsfortegnelse
Beskrivelserne af tolkes fysiske
kendetegn samt eventuelle konsekvenser understreger vigtigheden af et frit
tolkevalg for døvblinde. Ud over sproglige og tolkefaglige færdigheder er det
umuligt for andre at vurdere om højde og drøjde resulterer i konsekvenser for
den enkelte døvblinde, ligesom det heller ikke er muligt for andre at vurdere
konsekvensen af graden af sved i håndfladerne, eller om en tolks teint
forstyrrer aflæsningen.
Samfundsøkonomisk er det spildte
ressourcer ikke at lade den døvblinde selv vælge, hvilken tolk han/hun ønsker
at benytte sig af.
Det er vigtigt at huske på, at hvis døvblindes ønsker skal opfyldes, stiller det ikke kun krav til tolkene, men også tolkeleverandørerne og deres planlægning af tolkningen. Har en døvblindetolk arbejdet flere dage fra morgen til aften med kun få pauser, vil det være nødvendigt for tolken at holde en periode fri for at restituere. Som tolkene beskrev handler det om udholdenhed, og det kan vel sammenlignes med en maraton, der netop kræver restitution for ikke at ødelægge sig selv.
Ydermere vil det i forbindelse med tolkning under ledsagelse være nødvendigt ikke at planlægge tolken til en tolkning umiddelbart efterfølgende, ligesom tolken ikke kan planlægge private aftaler. Skulle der ske noget uforudset, at togene ikke kører eller andet, kan tolken ikke efterlade den døvblinde, uagtet om hun har en anden tolkeopgave. Som beskrevet kræver det tillid og tryghed til tolken, hvilket også betyder, at den døvblinde under ingen omstændigheder kan efterlades et ukendt sted.
Disse ting bør tolkeleverandøren være indstillet på, når man leverer en døvblindetolk.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Konklusionerne
i denne rapport bygger på fokusgruppe-interviews med 16 døvblinde, der hver
især benytter sig af forskellige kommunikations- og tolkeformer, samt syv
erfarne døvblindetolke. De 16 døvblinde er henholdsvis seks taktilbrugere, fem
tegnsprogsbrugere med nedsat syn og fem talebrugere.
I fokusgruppe-interviewene var deltagerne inddelt efter deres primære tolkeform. Igennem direkte dialog med hinanden beskrev og uddybede de deres ønsker til og erfaringer med tolkning.
Efterfølgende
blev der etableret to fokusgrupper bestående af syv tolke med stor erfaring i
at tolke for døvblinde. Tolkene beskrev deres erfaringer og bud på bedste
praksis inden for døvblindetolkning. Tolkenes refleksioner er i denne rapport
på flere områder fremstillet som en deskriptiv metode for, hvordan en
døvblinde-tolkeopgave kan udføres tilfredsstillende samt hvilke tolkefaglige og
etiske overvejelser, en døvblindetolk bør foretage.
Grundet
de store forskelle i døvblindes grad af syns- og hørenedsættelse og sproglige
forudsætninger er der ikke to tolkninger, der er ens. Den erfarne og kompetente
døvblindetolk tilpasser sin tolkning til den enkelte døvblinde og til de
ressourcer, der er til rådighed den pågældende dag.
Døvblindetolkning
adskiller sig fra traditionel tegnsprogs-og skrivetolkning ved sin
kompleksitet, da den indeholder flere forskellige discipliner. At der skal
tages højde for det manglende syn, men samtidig forsøges at give et
helhedsbillede af den pågældende situation, kræver stor forståelse af tolken.
Tolken skal være opmærksom på alt, hvad der foregår i omgivelserne, såvel
visuelt som auditivt, og prioritere og indeholde information under
tolkeprocessen. Hele tiden med en konstant strøm af ny information. Det
betyder, at der er en særdeles høj kognitiv belastning på tolken og
døvblindetolkning kræver øvelse og indsigt såvel i egne som i den døvblindes
kapaciteter og begrænsninger.
Et
godt samarbejde med den døvblinde er essentielt for at kunne udvælge den
korrekte information og dermed udføre den bedste tolkning. Forberedelse mellem
tolken og den døvblinde kan være et afgørende parameter, således at tolken ved,
hvad der er mest relevant for den døvblinde, og dermed hvor fokus skal rettes
henimod. Et godt samarbejde mellem tolken og tolkekolleger er ligeledes en
vigtig faktor for tolkningens succes.
De
taktile tegnsprogsbrugere udtrykte ønske om taktiltolkning til
tegnsprogssyntaks med tydeligt adskilte tegn. Derudover skal tolken have
opmærksomhed på, om tegnenes fonemiske opbygning kan aflæses og forstås taktilt,
eller om de må modificeres.
Det
visuelle tegnsprogs non-manuelle artikulatorer skal ydermere formidles taktilt
for at sikre en succesfuld tolkning.
Der
blev blandt de taktile tolkebrugere berettet om massive problemer med
spændinger i arme, skuldre og nakke, hvilket gør korrekt placering under
tolkningen yderst vigtig. Overvejelser om tegnrummets størrelse, og at tolken
ikke lader hånden hænge i en ’lytte’-position er også vigtigt for at undgå
smerter.
Fra
tegnsprogsbrugere med nedsat syn var der ønske om at modtage
tegnsprogstolkning, der indeholder alle elementer af tegnsprog. Mimik og
kropsbevægelse var blandt de mest markante ønsker. Alle deltagerne gav udtryk
for, at tolkenes udfoldelse på tegnsprog begrænses for meget, når der forsøges
tolket til et lille tegnrum. Når tegnene og tegnsproget udføres småt, virker
tegnsproget sjusket, og det bliver sværere at aflæse. Alle ønsker derimod et
tegnrum, der er nærmere det som almindeligt seende døve bruger, og at afstanden
i stedet tilpasses den enkeltes synsfelt.
Talebrugerne
beskrev vigtigheden af, at tolken artikulerer ordene i en taletolkning
tydeligt, ikke taler for hurtigt eller mumler. Tolken skal have en stemme, der
er tydelig at høre. Det er en stor udfordring, at taletolkning ofte ikke kan
foretages simultant med taleren, da det medfører, at tolken kun sjældent kan
foretage en fuldtolkning. Derimod må tolken simultant supplere med andre
kommunikationsformer, som oftest haptiske signaler, og udvælge de vigtigste
elementer til en konsekutiv tolkning.
En
døvblindetolk skal ikke være berøringsangst og må i samarbejdet med døvblinde
indstille sig på at være personlig. Såfremt tolken ikke kender den døvblinde,
hun samarbejder med, skal tolken være interesseret i at tilegne sig kendskab
for at kunne yde den bedste tolkning. Døvblinde ønsker, at tolken er fleksibel
og tillidsvækkende, da døvblindes fysiske sikkerhed, kommunikationsmuligheder
og mulighed for autonomi afhænger af tolken.
Tolken
skal have en høj grad af overblik og opmærksomhed samt kunne skelne mellem
relevant og irrelevant information, da prioritering af information er en
vigtig del af døvblindetolkens arbejde.
Såvel
den sproglige som den visuelle tolkning skal foregå på en struktureret måde, så
emneskift kan undgås, da det kan være forvirrende og ressourcekrævende.
Synstolkning
er essentielt, for at døvblinde kan føle sig delagtiggjort og for at kunne
vælge og handle ud fra den information, der videreformidles. Synstolkning er
ligeledes med til at skabe kontakt til andre mennesker. En god døvblindetolk
kan således give døvblinde bedre mulighed for autonomi.
Resultaterne i denne rapport er enestående, fordi de beskriver døvblindes tolkeønsker fra døvblindes eget perspektiv. Der er variationer og specifikke ønsker, og det er derfor essentielt, at tolken altid afstemmer og aftaler ønsker til tolkningen med den enkelte.
Alligevel har denne rapport afdækket mange sammenfald, der kan bruges til at give fremtidige døvblindetolke større forståelse for og viden om døvblindetolkning. Rapporten kan ikke stå alene, da færdighederne i de enkelte discipliner ikke er beskrevet fuldendt. Den kan dog være udgangspunkt for videre undersøgelser samt danne grundlag for videreuddannelse af tolke, der ønsker at opkvalificere egne færdigheder inden for døvblindetolkning.
Desuden giver rapporten et nuanceret billede af døvblindes kommunikative behov, der kan understøtte interessepolitisk arbejde samt give myndigheder viden, der i sidste ende kan lede til et aktivt og selvstændigt liv for døvblinde.
Tilbage til indholdsfortegnelse
Afdeling
for Dansk Tegnsprog (u.å.). Tema: Tegnenes byggeklodser. http://dansktegnsprog.dk/temaer/tema/tegnenes-byggeklodser/
(set 06.01.2020)
Baddeley, A. (2003). Working memory
and language: An overview. Journal of Communication Disorders, 36(3),
189–208.
Battison, R. (1974). Phonological
Deletion in American Sign Language. Sign Language Studies, (5), 1–19.
Battison, R. (1978). Lexical
borrowing in American Sign Language. Silver Spring, MD.
Berge, S. S., &
Raanes, E. (2013). Coordinating the Chain of Utterances: An Analysis of
Communicative Flow and Turn Taking in an Interpreted Group Dialogue for
Deaf-Blind Persons. The Aluminum Association, Inc, 14.
Collins, S. D. (2014). Adverbial
Morphemes in Tactile Sign Language: Deafblind Interpreting. In R. Adam, C.
Stone, S. D. Collins, & M. Metzger (Eds.), Deaf Interpreters at Work
(pp. 117–139). Gallaudet University Press.
Collins, S., & Petronio, K.
(1998). What Happens in Tactile ASL? In C. Lucas (Ed.), Pinky Extension and
Eye Gaze: Language use in Deaf Communities (pp. 18–37). Gallaudet
University Press.
Cottone, R. R., & Claus, R. E.
(2000). Ethical Decision‐Making Models: A Review of the Literature. Journal
of Counseling & Development, 78(3), 275–283.
Cowan, N. (2000). Processing limits
of selective attention and working memory: Potential implications for
interpreting. Interpreting, 5(2), 117–146.
Cowan, N. (2001). The magical number
4 in short-term memory: A reconsideration of mental storage capacity. Behavioral
and Brain Sciences, 24(1), 87–185.
Dalum, V., Jeppesen, O., Myrup, L.,
& Pedersen, A. (1997). Taktil tegnsprogskommunikation
(1st ed.). Copenhagen: F. Hendriksen Eftf.
Dean, R. K., & Pollard, R. Q.
(2013). The Demand Control Schema: Interpreting as a Practice Profession.
CreateSpace Independence.
Dean, R. K., & Pollard, R. Q.
(2018). Promoting the use of normative ethics in the practice profession of
community interpreting. In L. Roberson & S. Shaw (Eds.), Signed Language
Interpreting in the 21st Century: Foundations and Practice (pp. 37–64). Gallaudet
University Press.
Den
Store Danske Ordbog (u.å.). Relativsætning. Gyldendal.
http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Morfologi_og_syntaks/relativs%C3%A6tning
(set 06.01.2020)
Det
sociale tolkeprojekt, delprojekt 3. (2003). Kompetencer og forudsætninger
for en døvblindetolk. Døvblindes
tolkeformer.
Dohm, C. B. (2015). Excuse me!
Was it 7,559 or 759? – Memory strategies in sign language interpreting.
Humak University of Applied Sciences.
Dohm, C. B. (2018). “Did he say
that?” Perception of sign language in Danish sign language – Danish
interpretations. Aarhus University.
Edmunds, H. (1999). The focus
group research handbook. American Marketing Association.
Edwards, T. (2014). Language
Emergence in the Seattle Deafblind Community. University
of California, Berkeley.
Engberg-Pedersen,
E. (1998). Lærebog i tegnsprogs grammatik (2nd ed.). F. Hendriksens
Eftf.
Ericsson, A., & Kintsch, W.
(1995). Long-Term Working Memory. Psychological Review, 102(2),
211–245.
Fenlon, J., Cormier, K., &
Brentari, D. (2017). The Phonology of sign languages. In S. J. Hannahs & A.
Bosch (Eds.), The Routledge Handbook of Phonological Theory (1st ed.,
pp. 47–88). Routledge.
Foreningen
Danske Døvblinde. (2010). 103 Haptiske signaler - en opslagsbog.
Foreningen
Danske Døvblinde. (2000). Taktile signaler.
Foreningen
Danske Døvblinde. (2013). Veje til kommunikation med nedsat syn og hørelse.
Foreningen
Danske Døvblinde. (2018). HAPTISKE SIGNALER - 139 nye og kendte signaler.
Gile, D. (1999). Testing the Effort
Models’ tightrope hypothesis in simultaneous interpreting-A contribution. Hermes
- Journal of Linguistics, (23), 153–172.
Hale, S., & Napier, J. (2013). Research
Methods in Interpreting. London/New York: Bloomsbury Academic.
Halkier, B. (2002). Fokusgrupper.
Roskilde universitetsforlag.
Haualand, H., & Nilsson, A.-L.
(2019). Working with Active Interpreters : A Commentary about
Interpreting Terminology and Concepts. International Journal of Interpreter
Education, 11(2), 40–45.
Haug, T., Bontempo, K., Leeson, L.,
Napier, J., Nicodemus, B., Van Den Bogaerde, B., & Vermeerbergen, M.
(2017). Deaf leaders’ strategies for working with signed language interpreters:
An examination across seven countries. Across Languages and Cultures, 18(1),
107–131.
Isham, W. P. (1994). Memory For
Sentence Form After Simultaneous Interpretation: Evidence Both For And Against
Deverbalization. In S. Lambert & B. Moser-Mercer (Eds.), Bridging the
Gap: Empirical Research in Simultaneous Interpretation (pp. 191–211).
Amsterdam: John Benjamins.
Kirchhoff, H. (2002). Simultaneous
Interpreting: Interdependence of variables in the interpreting process,
interpreting models and interpreting strategies. In F. Pöchhacker & M.
Shlesinger (Eds.), The interpreting studies reader (pp. 111–120).
London: Routledge.
Lahtinen, R., Palmer, R., &
Lahtinen, M. (2010). Environmental Description for visually and dual sensory
impaired people. Helsinki/Finland: Art-Print Oy.
Lester, S. (1999). An
introduction to phenomenological research. Taunton UK, Stan Lester
Developments.
Liddell, S. K., & Johnson, R. E.
(1989). American Sign Language: The phonological base. Sign
Language Studies, 64, 195–277.
Lyng,
K. (1991). Syn og aldring. Rapport 1. Norsk Gerontologisk Institutt.
Mesch, J. (2013). Tactile Signing
with One- Handed Perception. Sign Language Studies, 13(Winter),
238–263.
Miller, G. (1956). The magical
number seven, plus or minus two: Some limits on our capacity for processing
information. Psychological Review, 63, 81–97.
Napier, J., Rohan, M., &
Slatyer, H. (2005). Perceptions of Bilingual Competence and Preferred Language
Direction in Auslan/English Interpreters. Journal
of Applied Linguistics, 2(2), 185–218.
Næss,
T. (2006). Å fange omgivelsene: Kontekstuell tilnærming ved ervervet
døvblindhet. Heggedal: CoCo Haptisk.
Ordbog
over Dansk Tegnsprog (u.å.) Land. http://tegnsprog.dk/#%7Csoeg%7C'tekst'land%7Cresultat%7C97%7Ctrestjerner%7C1%7Ctegn%7C135
(set 06.01.2020)
Pfau, R., Steinbach, M., & Woll,
B. (2012). Sign Language: An international handbook. Berlin: De Gruyter
Mouton.
Pope, J., & Collins, S. D.
(2014). PRO-TACTILE: Understanding Touch Techniqies to Facilitate Communication
with Deaf-Blind People, part 1.
Rathmann, C. (2017). Deaf Studies,
presentation. Aarhus University.
Reed, C. M., Delhorne, L. A.,
Durlach, N. I., & Fischer, S. D. (1995). A study of the tactual reception
of sign language. Journal of Speech & Hearing Research.
Raanes,
E. (2001a). Beskrivelse. Arbeidstekst nr. 37. NUD.
Raanes,
E. (2001b). Tale og Taleforståelighet. Arbeidstekst nr. 36. NUD.
Raanes,
E., & Berge, S. S. (2017). Sign
language interpreters’ use of haptic signs in interpreted meetings with
deafblind persons. Journal of Pragmatics, 107, 91–104.
Seeber, K. G. (2011). Cognitive load
in simultaneous interpreting: Existing theories — new models. Interpreting,
13(2), 176–204.
Silverman, D. (2006). Interpreting
qualitative data (3rd ed.). London: Sage.
Socialstyrelsen
(2018). Om medfødt døvblindhed. https://socialstyrelsen.dk/handicap/dovblindhed/om-medfodt-dovblindhed
(set 06.01.2020)
Socialstyrelsen
(2018). Om erhvervet døvblindhed. https://socialstyrelsen.dk/handicap/dovblindhed/om-erhvervet-dovblindhed
(set 06.01.2020)
Socialstyrelsen
(2018). Nordisk definition af døvblindhed. https://socialstyrelsen.dk/handicap/dovblindhed/definition-af-dovblindhed
(set 06.01.2020)
Twilhaar,
J. N., & Bogaerde, B. van den. (2016). Concise Lexicon for Sign Linguistics.
John Benjamins.
Vermeer, H. J. (1989/2000). Skopos
and Commision in Translational Action. In L. Venuti (Ed.), The Translation
Studies Reader (pp. 221–232). Routledge.
Wilson, M., &
Emmorey, K. (2003). The effect of irrelevant visual input on working memory for
sign language. Journal of Deaf Studies and Deaf Education, 8(2),
97–103.
Ørbeck, B. (2012). Den
funksjonelle hørsel. Hørselens betydning for
taleoppfattelse. NTNU, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet.
Refleksionsspørgsmål
til fokusgruppen for tolkning for tegnsprogsbrugere
I taktiltolkning hvilke overvejelser
har du om disse områder:
· Tegnrum
· Hænder og fingre/tydeliggørelse af tegn
· Pegninger
· Udeladelser - kan du beskrive overvejelser om udeladelser?
· Pausemarkører
· Hvis taleren foretager mange emneskift, evt. springer tilbage til et tidligere emne
· Hvordan håndterer du indskudte sætninger?
· Hvordan markerer du, at du i en tolkning af en taler pludselig beskriver noget, der sker i rummet, og så vender tilbage til tolkningen? (behøver ikke være det specifikke eksempel)
Hvad tænker du om etik i tolkningen for
døvblinde, og adskiller den sig fra tolkning for døve? I så fald, hvordan?
Hvordan forholder du dig opmærksom på omgivelserne, og hvordan udvælger du
emner til synsbeskrivelse?
Ved to-tolkeopgaver og tolkeskift, hvordan sikrer I en fuldstændig
synsbeskrivelse tilpasset den enkelte døvblinde?
Har I overvejelser om at undgå gentagelser i synsbeskrivelsen ved tolkeskift og
i så fald, hvilke?
Gør du brug af nogen strategier i stemmetolkning af døvblinde tegnsprogsbrugere?
Co-tolke samarbejde - hvordan gør I,
specielt i stemmetolkning?
Hvordan samarbejder du med
kontaktpersoner?
Har du oplevet døvblinde, der siger, at de er ligeglade med, hvor de sidder i
en spisesituation, hvor mange er samlet? - Hvad er dine tanker omkring dette,
og hvad gør du?
Går du aktivt ind i den døvblindes administrering af ressourcer, og i så fald
hvordan?
Har du erfaringer med at tolke i et døvt/hørende tolketeam (co-tolk), og hvad
synes du om det?
Refleksionsspørgsmål
til fokusgruppen for tolke til talebrugere
Hvordan udvælger du, hvad der skal
tolkes?
-
Er der forskel på, hvornår du
fuldtolker, og hvornår du stikordstolker?
-
Hvordan ved I, hvornår der er behov for
tolkning, og hvornår der ikke er? (hvis det er muligt at generalisere, vil det
være fint, men det er også okay at fortælle ud fra arbejdet med en specifik bruger)
Hvordan udvælger I information til en
synsbeskrivelse?
-
Hvilke overvejelser har I omkring
udvælgelse ift. at være med til at administrere den døvblindes ressourcer?
Hvilke erfaringer har I med at bruge
nye kommunikations-/tolkeformer til døvblinde talebrugere, for eksempel
Taktiltolkning?
Hvad tænker I, om at nogle døvblinde
ønsker at have den samme tolk en hel dag eller flere dage i træk? For eksempel
i forhold til (men gerne andet):
-
Arbejdstid
-
Pauser
-
Kvaliteten af det leverede arbejde
-
At der kan være lange perioder, hvor
man ikke tolker? I så fald, yder tolken så en anden service? Hvad tænker I om
det?
Hvad er Jeres tanker om fortolkning af
mimik, kropssprog, tonefald m.m.? Det kan være til et møde, hvor den døvblinde
lytter på teleslynge, men ønsker punktskriftstolkning, haptiske signaler eller
andet, der formidler disse informationer.
Hvad tænker I om tolkes opmærksomhed i
forbindelse med tolkninger for døvblinde?
Hvis en døvblind har behov for at
’koble ud’ i en tolkning, hvad bruger I så tiden på?
En døvblind, der bruger
tale/skrive/haptisk og synsbeskrivelse har dette udsagn: “Under møder er tolkningen
mere intensiv, og under middage er tolkningen mere fri, og man kan regulere
efter behov. Den kører i et lavere gear.”
Gælder dette også for tolken, eller er
det anderledes?
[1]
CODA er en engelsk betegnelse for Children of
Deaf Adults – børn af døve
[2] Ove Bejsnap var formand for FDDB fra FDDB’s stiftelse 1987 og frem til 2003.
[3] Usher syndrom er en arvelig genetisk sygdom, der gør at man fødes enten med et høretab, som forværres gradvist gennem livet, eller fødes døv. I kombination har man øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, der ødelægger øjets nethinde, også med gradvis forværring.