Døvblinde føler sig ladt i stikken under krisen: Vil have fri adgang til tolkebistand

Døvblind kvinde får taktiltolket i hænderne og synsbeskrivelse på ryggen

Døvblind kvinde får taktiltolket i hænderne og synsbeskrivelse på ryggen

Artikel på www.altinget.dk
14. maj 2020

Af Rasmus Løppenthin og Simon Lessel

OPRÅB: Døvblinde har følt sig isolerede under coronakrisen og efterspørger nu fri adgang til tolkebistand. Det er ydmygende, at vi ikke kan deltage på lige fod med andre i samfundet, siger formand for Foreningen Danske Døvblinde.

Døvblinde har reelt været afskåret fra social kontakt under den delvise nedlukning af samfundet. Sådan lyder meldingen fra Foreningen Danske Døvblinde, der ligesom resten af foreningslivet har været tvunget til at lukke ned for sine aktiviteter.

"Som døvblind er du afhængig af andre menneskers hjælp både til ledsagelse, synsbeskrivelse og kommunikation med andre mennesker," siger formand Anders Fransson og fortsætter.
"Digitale fællesskaber opstod på kryds og tværs via Facetime, Skype, Zoom og mange andre steder, men for døvblinde er det kun muligt at deltage i den slags med tolk."

De omkring 113 døvblinde herhjemme har adgang til tolkehjælp. Men de har kun 20 timer, som skal række til hele året. Derfor har mange været bange for at løbe tør og har det meste af tiden været isoleret.

"Mange døvblinde blev reelt frataget muligheden for at kommunikere med deres venner og bekendte og for manges vedkommende også med deres nærmeste familie," siger Anders Fransson.

Vil have fri tolkebistand

Han mener, at coronakrisen viser, det er tid til at gøre op med timebanken, så hans medlemmer kan få fri adgang til tolkehjælp.

"Det er ydmygende for døvblinde ikke at kunne deltage på lige fod med andre i samfundet," siger Anders Fransson.

Social-og indenrigsminister Astrid Krag (S) har noteret sig de døvblindes opråb.
”Det er helt afgørende for døvblindes og døves deltagelse i samfundet, at de har adgang til tolkning – det er simpelthen deres livline. Derfor følger vi udviklingen i tolkeforbruget tæt, og jeg er også meget villig til at se på, hvordan vi samlet bedst muligt anvender de afsatte midler til borgere med hørehandicap,” siger hun i et skriftligt svar til Altinget.

Webdesign og udvikling / SYNERGI

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK