Foto fra filmstudie
Foto fra filmstudie

"At lukke Døvefilm vil være et stort tab for døvblinde"

Se nyheden på tegnsprog her

Døvefilm er ikke med på Finansloven for 2018. Hvis politikerne vælger at holde fast i den beslutning, betyder det øjeblikkelig lukning af den eneste danske tv-station, der producerer udsendelser på tegnsprog for døve og døvblinde. En katastrofe for de mange tegnsprogsbrugere, der ser udsendelserne hver uge og er afhængige af deres modersmål for at kunne følge med i samfundets udvikling.

I et fælles brev til politikerne har FDDB sammen med Danske Døves Landsforbund og Danske Døves Ungdomsforbund skrevet, at "det strider mod al fornuft, at handicappede skal ekskluderes yderligere fra samfundet. Med anerkendelsen af dansk tegnsprog i 2014 og et diskriminationsforbud på vej bør det være en grundlæggende forventning, at tegnsprogstalende døve og døvblinde kan få informationer på deres modersmål, så de er inkluderet i samfundet."

Formand for FDDB, Anders Rohde Fransson siger: ”Vi er meget forundrede over, at Døvefilm ser ud til at blive strøget fra Finansloven uden varsel. Døvblinde, døve og hørehæmmede har svært nok i forvejen ved at få informationer om samfundet. At lukke Døvefilm vil være et stort tab for de mange døvblinde, der er afhængige af tegnsprog for at kommunikere. Vi håber, politikerne vil tænke sig om en ekstra gang”.

Senest har Enhedslistens handicapordfører, Jakob Sølvhøj, den 15. november stillet spørgsmål til Børne- og socialminister Mai Mercado i Folketingets spørgetime, hvor han forsøger at få hende til at svare på, om de tegnsprogsmæssige forskelle ikke er af afgørende betydning for at bevare Døvefilm. Men ministerens svar ser ikke ud til at ændre noget på sagen.

Du kan bakke op om Døvefilm!

Skriv under her - BEVAR DØVEFILM

Læs flere nyheder...
Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau