Foto: Døvblind ledsages og mærker ledelinjerne med sin hvide stok
Foto: Døvblind ledsages og mærker ledelinjerne med sin hvide stok

DEBAT: "Mennesker med handicap har brug for lokalsamfundet – og de har brug for os"

Kommentar i netmediet POV INTERNATIONAL 8/12 - 2021

Af Jackie Lehmann Hansen, formand for FDDB

“Desværre er det blevet til en kamp at få det, vi har ret til. Det oplever vi og mange andre personer med handicap. Som symbol på dette har vi desværre igen ved kommunalvalget oplevet, at døvblinde er forsøgt forhindret i at stemme med deres egen udpegede hjælper, selvom dette er blevet sikret i lovgivningen,” skriver Jackie Lehmann Hansen, formand for Foreningen Danske DøvBlinde.

Vi har netop haft kommunalvalg, og det var selvfølgelig en festdag, men også en dag for refleksion for mennesker som mig – et menneske med handicap. 3. december var tilmed den internationale handicapdag, og den sætter fokus på lige muligheder for mennesker over hele verden.

Artikel 19 i Handicapkonventionen handler om retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet. I den står der blandt andet, at personer med handicap skal have den nødvendige, personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet.

I Danmark har vi derfor en ordning for døvblinde som mig, hvor vi kan få tildelt en kontaktperson, som hjælper os med at færdes og leve på lige fod med andre i samfundet – være vores øjne og ører. 

Jeg er døvblind, og derfor havde kommunalvalget en særlig betydning for mig, for som andre døvblinde er jeg afhængig af den hjælp, der skal til, for at jeg har lige muligheder med resten af befolkningen. Opgaven med at tildele den hjælp ligger hos kommunen.

For mange mennesker med handicap er det afgørende, at vi ikke bare får hjælp, men også den rigtige hjælp, i den rigtige mængde og på det rigtige tidspunkt. På den måde kan vi få et værdigt liv, og mange af os kan bidrage til samfundet som de ligeværdige borgere, vi er.

Vi oplever store forskelle kommunerne imellem – kan det virkelig passe?

Desværre har de senere år ikke givet os tillid til, at opgaven med hjælp til personer med handicap kan løses i lokalsamfundet. Som døvblinde oplever vi store forskelle kommunerne imellem i forhold til tildeling af kontaktperson. Og selvom vi selvfølgelig er med på, at der er kommunalt selvstyre, så er det ikke en god ting, når lovgivningen trods alt er så klar i forhold til at hjælpe døvblinde, at der gøres så stor forskel.
I en kommune har en døvblind fx fået frataget sin kontaktperson, da vedkommende kom på plejehjem, mens en anden i en anden kommune kunne beholde kontaktpersonen. Nogle døvblinde oplever, at de får frataget timer til kontaktperson uden en god begrundelse, andet end at det skønnes, at de ikke har brug for dem.

Lokalsamfundet ér vigtigt

Vi mener principielt, at det er utroligt vigtigt, at vores lokalsamfund er tæt på borgerne. Derfor var det i sin tid klogt, at man placerede handicapområdet i kommunerne. For det betyder også, at vi kan være med til at gøre opmærksom på, hvordan man får inkluderet alle i samfundet.

Gør man noget for personer med handicap, så gør man ofte noget for alle borgere. Hvis man fx sørger for god tilgængelighed på byens rådhus eller gågade for kørestolsbrugere, folk med synshandicaps osv., så giver man samtidig også bedre tilgængelighed for fx ældre eller folk med en barnevogn.
Desuden er det en gulerod for kommunerne, at de kan spare på udgifter til eksempelvis hjemmehjælp, hvis folk som os bliver hjulpet til at holde os i gang. Vi kan også være med til at holde gang i mindre byer ved at deltage i aktiviteter i lokalsamfundet.

Skal det være en kamp at få det, man har ret til?

Desværre er det blevet til en kamp at få det, vi har ret til. Det oplever vi og mange andre personer med handicap. Som symbol på dette har vi desværre igen ved kommunalvalget oplevet, at døvblinde er forsøgt forhindret i at stemme med deres egen udpegede hjælper, selvom dette er blevet sikret i lovgivningen.
Flere af vores medlemmer skulle diskutere med valgtilforordnede, selvom de kunne henvise til loven. Det er symptomatisk for den kamp, vi oplever på andre områder også, når vi henvender os til kommunen for at få hjælp. Ikke alle kommuner, nej, men flere og flere har ikke god nok rådgivning, og der skal klages og kæmpes for at få det, som er vores ret.

Vi har brug for vores lokalsamfund – men ikke på den måde

Vi forudser en større bevægelse i de kommende år, som handler om at få handicapområdet ud af kommunerne. Fordi den nærhed til os som borgere, der var meningen med at placere området så tæt på os som muligt, ikke giver en sikring af, at vi får den nødvendige hjælp. Dermed mister mennesker med handicap livskvalitet og følelsen af at være ligeværdige med resten af samfundet.

Det er ærgerligt, for vi har brug for vores lokalsamfund, og de har brug for os til at skabe gode løsninger og være aktive i nærmiljøet.
Vi kan være et aktiv, hvis vi får lige muligheder, men hvis ikke vi får det, så sker der netop den adskillelse og isolation, som Handicapkonventionen taler om. Lige muligheder for personer med handicap bør derfor ikke kun være en vision, som lokalpolitikerne taler om i skåltaler.
Det skal føres ud i livet, så vi som medborgere kan få lov at leve liv på lige fod med alle andre – uanset om vi bor i Roskilde eller Rødby, i Farsø eller Faaborg.
Det lokale demokrati er kun noget værd, hvis alle borgere får hjælp til at blive en del af samfundet.

Læs artiklen på netmediet POV International her 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK