DEBATINDLÆG I AVISEN DANMARK: "Døvblinde er også en del af samfundet"

AVISEN DANMARK bragte i mandags et vigtigt debatindlæg af FDDBs formand Jackie Lehmann Hansen. Læs det her:
27/6-2022

DEBAT: "Døvblinde er også en del af samfundet"

Forestil dig, at du går på gaden. Der kommer en person over til dig og siger ”Hej *mumle mumle mumle*”. Du kigger og ser bare en sløret skikkelse, og samtidig kommer der en lastbil kørende som forstyrrer lyden, så dine høreapparater ikke fanger, hvad der bliver sagt. Du kan ikke se, hvem der taler med dig, hvad de siger, eller hvem der taler til dig, fordi du ikke fik opfanget stemmen.

I anledning af den internationale døvblindedag mandag 27. juni vil jeg gerne oplyse om, hvordan det egentlig er at være sådan én som mig, og hvordan man ved at hjælpe mig også hjælper andre. For selv om du ikke ved det, så har du muligvis en ældre pårørende, der er døvblind - eller du møder måske døvblinde i din hverdag.
Når du er såkaldt funktionel døvblind, har du måske en lille rest af syn, som kan bruges i nogle situationer, for eksempel når der er ekstra lys. Du har måske også en hørerest, som betyder at du har brug for, at der er meget rolige omgivelser for at kunne genkende stemmen og høre, hvad der siges.

Derudover er der døvblinde, som enten er helt døve eller helt blinde eller endda begge dele. Vi er i alle aldre, men mange af os er ældre, der måske har haft nedsættelse af én sans og så har mistet den anden med alderen. Fordi kommunikation, socialt samvær og hverdagslivet bliver så svært, når man mangler de vigtigste sanser, så skaber døvblindhed en alvorlig barriere for god livskvalitet. Derfor har vi for 35 år siden, på den Internationale Døvblindedag, etableret FDDB - Foreningen Danske Døvblinde.

Vi arbejder for, at døvblinde som os får bedre vilkår for at leve uden for mange barrierer og isolation. Det gode budskab er, at hvis man hjælper os, så hjælper man også mange andre grupper i samfundet.

Tænk for eksempel, hvis man i alle landets kommuner prioriterede at få brede fortove, så sådan nogle som os kan gå ved siden af vores kontaktpersoner (ledsagere, som er vores øjne og ører). Samtidig ville det være fantastisk at undgå lygtepæle og cykelstativer midt på fortovet - det samme er gældende for butiksskilte, stole, bænke, borde, og så videre.
Hvis disse for så vidt enkle krav blev en realitet, ville det ikke blot hjælpe os som døvblinde, men også for eksempel den borger, der bruger rollator, den nybagte mor med barnevognen eller forældrene, der kan gå på fortovet sammen med deres børn og ikke er nødsaget at sætte eget liv i fare, fordi de bliver tvunget ud på vejen, hvor bilerne kører, når de skal passere andre.

Tænk hvis der på alle stationer, i ventesale og ved busholdepladser blev sat ekstra stærkt lys op! Foruden at hjælpe os, der har et restsyn, vil det skabe mere tryghed både for unge der går i byen og ældre der bruger meget offentlig transport - og mere utryghed for for eksempel lommetyve.

Tænk, hvis man i den nye digitaliseringsstrategi fra regeringen og i de digitale medier og udviklingsvirksomheder tog vores brugerorganisation med ind i maskinrummet! Hvis vi var med for eksempel, når hjemmesiden skal opdateres eller ny hardware opdateres, så ville man sikre fuld tilgængelighed på alle parametre. Ikke bare for døvblinde, men også for den ikke så digitalt vante ældre bruger, den ordblinde og de andre grupper, som har svært ved at navigere eller bruger tilgængelighedsudstyr for at kunne tilgå apps og digitale løsninger.
Ved at inddrage os som brugerorganisation i udviklingen samt tanker for produktet eller opdateringen, forhindrer vi, at software og hardware skal ændres, efter udviklingen er fuldendt, og derved spares penge, da alle løsninger er indtænkt fra starten.

Ovenstående er bare nogle få eksempler på, at hvis der bliver tænkt i bedre tilgængelighed som gavner døvblinde, så gavner løsningerne også mange andre borgere landet over i Danmark.

Jeg håber, at du vil tænke over, hvis du møder en døvblind, at vi er ligesom alle andre mennesker - vi har bare brug for lidt ekstra hjælp til at blive en del af samfundet!

Indlægget kan også lægges på AvisenDanmarks hjemmeside her

 

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK