Foreningen Danske DøvBlinde

Se filmen om hørehandicap - den varer 4 minutter

Hvordan kan personalet i Københavns Lufthavn bedst hjælpe passagerer, der har handicap? Det er FDDBs næstformand Bjarne Hvidsten med til at oplyse om i denne lille fine film om hørehandicap, der skal bruges til at uddanne de 24.000 ansatte i Københavns lufthavn, der har passager-kontakt som en del af deres daglige funktion. 

For at skabe yderligere opmærksomhed på handicap - også usynlige handicap - indfører lufthavnen fra 1. januar som noget helt nyt Solsikke-snoren. Solsikke-snoren er en nøglesnor, man kan få ved henvendelse i Informationen i Terminal 3. Bærer man den, viser man personalet, at man har brug for lidt ekstra tid, tålmodighed og måske en hjælpende hånd. Solsikke-snoren udleveres efter 1. januar uden at nogen stiller spørgsmål om, hvorfor man har brug for den.

Filmen om hørehandicap varer 4 minutter og kan ses her på siden (tekstversion kan læses længere nede)  

 

Tekst-version af filmen om hørehandicap 

Servicedirektør Stine Ringvig Marsal fortæller: ”Hørehandicap kan være alt fra tinnitus over nedsat hørelse i større eller mindre grad til døvhed. Det kan være svært at spotte, at du har at gøre med en person eller en kunde, der har nedsat hørelse. Et godt råd, uanset hvilken kunde du har med at gøre, er: Hold øjenkontakten. For alle mennesker er det en god oplevelse at blive set, og for de passagerer, som er døve eller har nedsat hørelse, er det en stor hjælp, at du har front mod dem og kigger dem i øjnene. På den måde kan dine mundbevægelser og din mimik bedre aflæses. Vær tålmodig, også hvis du må gentage noget, som du allerede har svaret på”.

Hørehæmmet mand, Søren: ”Jeg har ikke store høreapparater, så det er ikke åbenlyst, at jeg er hørehæmmet. Jeg har venner, der aldrig tænker over, at jeg er hørehæmmet. Som medarbejder kan man ikke nødvendigvis vide det, så det bedste en ansat kan gøre er at kigge direkte på personen, så man kan følge mundbevægelserne”.

Bjarne Hvidsten, døvblind tegnsprogsbruger, siddende i lufthavn foran stort vindue. Bag Bjarne ser man fly holde ved gate. Han fortæller ved hjælp af tolk (Vibe Michelsen): ”Hvis man har med en døvblind at gøre, så duer det ikke, at man har for travlt. For det tager tid. Døvblinde har brug for længere tid til at forstå, hvad der sker. Det er vigtigt med tålmodighed og ro. Vi kan fx ikke snakke samtidig med, at vi tager jakke på og finder vores stok og alle de her ting, eller får billetten ned i lommen og sådan noget. Vi kan gøre en ting ad gangen”.

Døv kvinde, Nathalie: ”Jeg kender nogen, der har oplevet at blive tilbudt en kørestol, hvis de giver udtryk for, at de er døve. De gør det i en god mening i et forsøg på at give service, men det bliver lidt akavet.”

Døv kvinde, Jette: ”Mit råd er, at de skal tale meget tydeligt, og de må gerne bruge kropssprog. Brug gestik vi fx hvilken vej, jeg skal. Det gør alting nemmere, hvis man bruger naturligt kropssprog, ligesom man oplever i Sydeuropa”.

Hørehæmmet mand, Søren: ”En lufthavn er stor og kan virke uoverskuelig, især hvis der er rigtig travlt, og medarbejderne ikke når at kigge direkte på mig. Hvis der ikke bliver set på mig, kan jeg ikke se mundbevægelserne. Hvis der bliver talt hurtigt, skal jeg nogen gange have det gentaget flere gange, og kan godt mærke, at medarbejderen kan blive en smule irriteret”.

Døv kvinde, Jette: ”Det kan være en god ting at skrive, hvis der fx er et fly, der er meget forsinket, og der er en grund til det, som man gerne vil have uddybet. Men hvis det bare er småting, fx hvordan man hurtigt kan komme videre i sikkerhedskontrollen, så er det ikke nødvendigt at skrive. Der kender man jo proceduren. Det kan bruges i ekstraordinære situationer. Nogen gange oplever man, at folk siger: ”Kan du ikke lige få din ven, din mor eller far til at hjælpe? Så siger jeg: Nej, jeg er døv, og jeg beder dig om at hjælpe mig i forhold til det her”