Formandens vinkel - november 2022
Så er Medlemsnyt 11 udkommet, og det er tid til Formandens Vinkel for november!
Af Jackie Lehmann Hansen, formand for FDDB
Folketingsvalget er nu veloverstået, og vi vil i FDDB ønske alle de gen- og nyvalgte folketingsmedlemmer tillykke med valget. Op til valget har jeg forsøgt på sociale medier at gøre opmærksom på de udfordringer, vi som døvblinde har i hverdagen, og har haft dialog med forskellige politikere. Det har bestemt været spændende.
I starten af oktober var jeg sammen med næstformand Anders Fransson i Stockholm, hvor der blev holdt DøvBlindes Nordiske Samarbejdskomité, DBNSK. Her mødes lederne fra Norge, Sverige, Island, Finland og Danmark. Mødet bruges til at aftale samarbejde på tværs af de nordiske lande samt orientere om de forskellige landes arbejde og om de udfordringer, vi hver især oplever. Fx er tolkestrukturerne forskellige i de nordiske lande. Tilbage i 00’erne var der tale om at lave en fælles nordisk tolkeordning. Denne prøver vi nu at genoptage.
Det er Danmarks tur til at varetage værtskabet frem til næste DBNSK-møde, som finder sted i København i oktober 2023.
Den 11.-13. oktober holdt FDDB sit andet store frivilligkursus for alle frivillige i FDDB. Vi var ca. 50, som alle varetager frivillige poster i foreningen, samlet på Fuglsangcentret i Fredericia. Temaet var ’Pas på dig selv i samarbejde med andre’. Det var nogle rigtig gode og informative dage med plads til selvforkælelse, gode debatter, gode snakke og en masse socialt samvær.
For mig er det vigtigt, at vi husker at anerkende, motivere og lytte til alle de frivillige, vi har i FDDB. FDDBs frivillige er hele grundstenen i FDDB. Uden de frivillige eksisterede FDDB ikke. Så fra mig skal lyde en kæmpe tak til de mange engagerede frivillige, vi har i FDDB!
Den 22. oktober var det Europæisk DøvBlindeDag. På denne dag i 2003 blev ’European Deafblind Union’ (EDbU) grundlagt. Det skete på en stiftende generalforsamling i Fredericia i Danmark. Det betyder, at det europæiske samarbejde til næste år fylder 20 år.
Det europæiske samarbejde betyder meget for os i Danmark. Vi deltager jævnligt i samarbejde med andre europæiske lande, hvor vi både bliver klogere på andre landes måder at arbejde på, og hvor de kan blive klogere på, hvordan vi arbejder i Danmark.
3. december er det FNs Internationale Handicapdag. Dagen vil blive markeret på sociale medier og i pressekampagner. I år bliver temaet fra Danske Handicaporganisationers side, hvor vigtigt det er med fællesskaber. I FDDB har vi et enormt tæt og godt fællesskab. Til tider føler jeg faktisk, at FDDB er min anden familie. Uden dette fællesskab er jeg ikke sikker på, at jeg havde været så afklaret omkring min døvblindhed og ikke haft så gode og tætte venskaber, som vores fællesskab har skabt. Så tusinde tak til hele den gruppe af engagerede mennesker, som har været med til at udvikle dette fantastiske fællesskab i løbet af de sidste 35 år.
Siden sidst har jeg på formandssiden på facebook ’Jackie Lehmann Hansen – formand i FDDB’ skrevet følgende opslag:
• Oplæg på SOSU-skolen i Nykøbing F.
• Møde med lokal folketingskandidat fra Guldborgsund
• Opslag om besøg fra Ankestyrelsen, hvor tre medlemmer i
FDDB fortalte deres historie
• Hovedbestyrelsesmøde 21.-22. september
• FNs Internationale Tegnsprogsdag
• På tur med ’Midt imellem’ i Vikingeskib på Roskilde Fjord
• Besøg hos Erfagruppen Sjælland Tegnsprog
• Deltagelse i DHs handicappolitiske Råd
• Møde med folketingskandidat fra Odense
• Strategiseminar med DUKHs bestyrelse
• Deltagelse i Notas paneldebat i forbindelse med Nakskovs kulturdag
• Opslag om DBNSK
• FDDBs store frivilligkursus
Husk at du altid kan kontakte mig på
Jackie@fddb.dk
eller på tlf. eller sms: 20 27 70 11