Foreningen Danske DøvBlinde

Kommunernes økonomi for 2022 er netop blevet aftalt med regeringen. Kommunernes Landsforening (KL) gik til forhandlingerne med et hovedkrav om 5,5 milliarder kr. over de næste tre år til det specialiserede socialområde.
De fik 0 kr.
Danske Handicaporganisationer (DH) kaldte efterfølgende resultatet for en fuck-finger til handicapområdet.

DH opfordrede medlemsorganisationerne til at skrive til DH med deres mening. Det gjorde FDDB og adresserede brevet direkte til formanden for DH, Thorkild Olesen. Læs brevet her:

Kære Thorkild

Her følger vores tanker omkring økonomiforhandlingerne.

1) Vi er rystede over, at på trods af de mange fine ord om at se på handicapområdet, både fra kommunerne og regeringen, så ser det nu ud til, at der tværtimod kommer til at ske en nedprioritering.

2) Når vi kigger på aftalen, ser det ud som om, hverken kommunerne eller regeringen vil se i øjnene, at de har ansvar for, at der er et problem på handicapområdet. Tværtimod giver de indirekte borgere med handicap skylden for, at der er et tillidsproblem.

3) DH og dermed vi bruges som en slags forsikring for, at kommunerne vil gøre noget ved problemerne på handicapområdet, så regeringen ikke behøver det.

Her er en nærmere uddybning af vores kommentarer:

1) Når der i aftalen står, at der fremadrettet er ’Vanskelige prioriteringer i forhold til de øvrige velfærdsområder, så læser vi, at ingen har tænkt sig at bruge flere penge, så det bliver gjort til en kamp indbyrdes mellem handicapområdet og fx skoler, børn og ældre.
’Den afsatte ramme’ samt ’kommunerne har mulighed for at prioritere både til gavn for sårbare borgere og den borgernære velfærd’ betyder igen, at kommunalpolitikerne skal vælge mellem, om de vil hjælpe en mindre gruppe vælgere – personer med handicap – eller en større gruppe – nemlig alle de andre.
Der regnes hele vejen igennem aftalen med ’luftpenge'. Man indregner aftaler, man allerede har lavet med tidligere finanslove og økonomiaftaler fx til at ansætte flere lærere og til at skære i konsulentforbrug, samtidig med at man henviser til, at man har givet flere penge pga ’befolkningsudviklingen’, hvilket er kodeord for, at der bliver flere ældre og flere børn.
Så lægger man alle de penge sammen, og som ved magi mener man, at man samlet set har givet 2 milliarder kroner mere til velfærdsområdet i 2022. Men udgifterne er som bekendt ikke nedadgående, vi får flere behandlingsmuligheder, og mange andre faktorer spiller ind netop pga. flere ældre og flere børn.

Fx står der, at kommunerne skal spare på konsulentydelser svarende til 1,25 milliarder kroner frem til 2025, men samtidig lægges der flere steder i aftalen op til, at kommunerne skal bruge konsulenter eller i hvert fald en masse tid og dermed også penge på at undersøge forskellige ting, fx en afdækning af ’hvordan kommunernes dokumentationen har udviklet sig over de seneste 10 år’, og selvfølgelig specialområdet osv. osv.
Det er den samme sang, vi har hørt et utal af gange. Regelforenkling ville da være en fordel, men hvor mange gange har man ikke brugt et utal af konsulenttimer, men også timer fra kommunalt ansatte på at gennemtrawle reglerne? Og resultatet er altid, at de fleste regler er der af en årsag, der enten er fornuftig eller som har en politisk symboleffekt, som de ikke ønsker fjernet. Og så brugte vi tid og penge på det.

2) Det manglende ansvar for situationen på handicapområdet skinner fx igennem i afsnittet om merudgiftsydelser og en forenkling af reglerne, hvor det står skrevet, som om klagerne til Ankestyrelsen handler om, at ’ordningen er svær at gennemskue for borgerne.
Igen er det os, der er problemet, og ikke kommunernes dårlige sagsbehandling, som ellers gang på gang er dokumenteret ved omgørelser fra Ankestyrelsen. Vi kan nok godt forvente, at en ’forenkling af merudgiftsydelsen’ ikke bliver til vores fordel. Det samme i afsnittet om ’Styrket retssikkerhed’, hvor det fremgår, at det er ’afgørende, at borgerne så vidt muligt kan forstå reglerne samt deres egne rettigheder og muligheder.’ Altså en fuldstændig udeladelse af, at det kunne være økonomi og dårlig sagsbehandling og en politikerdrevet ’Lad os se, om vi bliver fanget i Ankestyrelsen’-måde at lave afgørelser på, der er skyld i den manglende tillid og retssikkerhed.

3) Desværre ser det ud til at være gået som frygtet, at både DHs alliance med Kommunernes Landsforening (KL) samt Partnerskabet om tillid og retssikkerhed med DH sammen med regeringen, KL og Dansk Socialrådgiverforening (DS) – og dermed vi – bliver brugt som skjold for, at det der står i aftalen er okay. Fx i afsnittet om ’Styrket retssikkerhed’, hvor det fremstår som om alt er okay, fordi nu har vi gang i et arbejde og udarbejdet nogle principper, som jo er en lillebitte del af det, vi har foreslået, og som vi ønsker.

I FDDB ønsker vi derfor at bakke op om, at DH skruer bissen på. Vi er glade for at se, at DH tager bladet fra munden og siger tingene lige ud, fx at økonomiaftalen er en fuckfinger til mennesker med handicap. For det er det.

Det betyder, at DH har vores opbakning til at trække sig fra samarbejder/alliance/partnerskab, indtil der loves reelle forbedringer, som bakkes op af økonomi.

Når vi i den grad i årevis har spillet med, været diplomatiske og samarbejdsvillige og ikke har fået andet ud af det end at blive trådt på, så vil vi ikke længere være ’den pæne i klassen’. Vi ønsker reelle forandringer.

Vi har ikke tid til at høre en masse sympatitale fra politikerne for så at blive lagt i syltekrukke igen med diverse evalueringer og pæne ord. Vores medlemmer har oplevet forringelser i flere år nu. Der skal ske noget. Vi er med på at lave noget larm, så sig til, hvordan I tænker, vi kan hjælpe til med at råbe op.

Efterfølgende...

Efter afsendelse af brevet indkaldte KL til et digitalt møde om økonomiaftalen, hvor også FDDB og DH deltog og fik lejlighed til at udtrykke vores kritik. Efterfølgende har DH/Thorkild meddelt, at DH fortsætter dialogen med KL, blot ikke med det udgangspunkt, der var i Retssikkerhedsalliancen. I stedet skal dialogen foregå i andre fora.

 

Læs flere nyheder...