Nødvendigt for nogle - godt for alle: I dag er det International Handicapdag

Debatindlæg i Jyllands-Posten 3/12 af Anders Rohde Fransson, formand for Foreningen Danske DøvBlinde

Lad os lige drømme stort sammen

Der er bedre akustik i kommunernes kulturhuse, på restauranter, caféer og andre private steder, hvor mennesker samles. Der er investeret i tekniske løsninger, så aflysninger eller ændringer af bus og tog nu hurtigt kommunikeres på både skrift og tale. Der er bedre belysning på veje og fortove. Og fjernet forhindringsbaner i form af skilte, cykler og borde og stole på offentlige gangarealer - eller i butikker, hvor gangene er fyldt med små kurve og skilte. Der er blevet nem adgang, også til offentlig transport. Og på nettet er hjemmesiderne blevet letlæselige, så man nemmere kan finde rundt på siden.

Det er vel egentlig noget, som vi alle godt kunne have glæde af.

Og jeg er helt sikker på, at det vil gavne de omkring 10.000 døvblinde, de ca. 50.000 personer med et synshandicap og de rundt regnet 800.000 danskere, der har nedsat hørelse.

Jeg er selv døvblind, og jeg drømmer om at kunne være mere med i vore samfund. Jeg vil gerne selv kunne gå ned for at stemme til kommunalvalget. Jeg vil gerne selv købe ind uden at skulle have hjælp hver gang. Eller deltage i kulturlivet og mødes med venner på en café i gågaden i Roskilde. Jeg vil gerne kunne handle på nettet på hjemmesider, der er tilgængelige.

Vi er heldigvis ikke mange, der har både et syns- og hørehandicap, men der er mange danskere, som har enten svært ved at høre eller ikke ser så godt. Særligt er der mange, som med alderen får problemer med syn og hørelse. Så selvom det ikke lige gavner dig, kan det være, at det gavner en i familien eller en kollega eller dig selv, når du bliver ældre. Og så tror jeg faktisk på, at alle os, som det gavner, er værd at have med som en del af samfundet.

3. december er det international handicapdag.Den sætter fokus på lige muligheder for mennesker over hele verden. For mange er hver dag en handicapdag, og det er ikke noget, I skal have ondt af. Så lad os bruge dagen på at fejre, at vi er mange mennesker, der gerne vil være mere med i samfundet. Og lad os hylde de kommuner, private virksomheder og frivillige, der alle sammen arbejder for at skabe lokale samfund, hvor mennesker har lige nemt ved at færdes.

Læs flere nyheder...
Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau