Birgit får tolket omgivelserne af en af sine tolke
Birgit får tolket omgivelserne af en af sine tolke

"Uden mine tolke havde jeg ikke oplevet en brøkdel". Læs Birgit Larsens rejseberetning fra Nepal

Se nyheden på tegnsprog

Jeg og mine to tolke rejste fra Kastrup 5. marts om aftenen og ankom til Nepals hovedstad Katmandu næste eftermiddag. Ann Thestrup, den danske projektkoordinator, var kommet dagen før. Formålet med turen var at følge op på de mange samarbejdsaftaler og initiativer, vi efterhånden har fået etableret i landet i forbindelse med vores ulandsprojekt. Bl.a. skulle jeg holde workshop for de ressource-personer, som er tegnsprogsbrugere, om døvblindhed og Usher og hvilket budskab de gerne skulle videreformidle fx i deres lokale døveforeninger. Der deltog også et par stykker fra DANs bestyrelse. DAN er den lille døvblindeforening med godt 30 medlemmer, der repræsenterer døvblindblevne. I bestyrelsen sidder mange kvikke unge mennesker. Efter frokost var der en ceremoni i andledning af 8. marts, kvindernes kampdag, hvor nogle af os blev kaldt op og skulle holde tale. Der blev skåret lagkage ud til alle, og når noget fejres, tager man lidt af cremen og smører på kinderne af hinanden. Samme dag kom en kæmpe lastbil med det solcelleanlæg, som FDDB har sponsoreret, til den døveforening, hvor DAN låner gratis lokaler.

Projektkoordinator, Ann Thestrup, holdt møde om hørelse med tre primært blinde døvblinde, som senere kom til ørelæge og høreprøve. Inden Ann rejste hjem, havde de tre herrer fået nye digitale høreapparater, sponsoreret af midler, som FDDB har modtaget til hjælpemidler.

Generalforsamling i døvlindeforeningen DAN

Jeg var med til generalforsamlingen i DAN i Pokhara. Jeg tændte et lys, som skulle åbne generalforsamlingen, og da jeg var dagens æresgæst, skulle jeg tale til sidst. Der var ni gæster før mig, så det tog flere timer, før det blev min tur. Efter alle talerne gik generalforsamlingen i gang. Meget er anderledes i Nepal. Man fik fx at vide, at man skulle betale et beløb for at stille op til bestyrelsen, men efter valget blev man enige om, at det skulle man ikke alligevel. De, der ville vælges, gik ud i gården og stillede sig i en rundkreds og diskuterede, hvem der skulle have de forskellige poster. Efter lang diskussion blev man enige. Denne dag blev stort set alle syge, omkring 40 mennesker, så vi er sikre på, det var maden. Det varede heldigvis kun et døgn, hvor man helst skulle være tæt på et toilet hele tiden.

Der var mange forslag til ændringer af vedtægter, men forslagene virkede ikke særlig gennemtænkte, og det gik her op for mig, hvor meget grundlæggende viden DAN mangler inden for organisations-opbygning. Det mener jeg, vi kan bidrage til, også uden at nepaleserne skal ændre på deres normer og kultur. Senere havde vi møde med den nye bestyrelse, hvor Ann gav rådgivning om, hvordan man planlægger og gennemfører møder på fornuftig vis. Det blev ivrigt drøftet på hvilke medier og hvornår dagsorden skulle udsendes osv.

Langsomme landskaber

Vi havde mange flotte, men også hæsblæsende køreture, når vi rejste rundt til andre distrikter. Vejene er meget dårlige, og man kan mange steder kun køre 25 km i timen på smalle veje. Fx kørte vi en dag fra det bjergrige Pokhara til lavlandet Rhupandehi. Undervejs blev størrelsen på rismarkerne større og større. I bjerglandsbyerne dyrkes risen på terrasser, som med møje og besvær er blevet hakket ud på klippesiderne. Kvinder gik foroverbøjet og svingede deres segl, og man kunne næsten mærke den smerte i lænden, de måtte have.
En gang imellem måtte farten sættes lidt ned. Ikke kun for at gennemføre et uoverskueligt sving, hvor muligheden for at møde modkørende er forsvindende lille, men fordi små gedekid valgte at sætte i kåde spring hen over vejen. Vi var fire blinde, og for os føltes turen som én lang tur i rutchebanen, sådan som man hele tiden skifter imellem at sidde på henholdsvis højre og venstre balle, alt afhængigt af hvilken side, bilen svinger til. Uden for byerne så vi kvinder, der vaskede deres lange, sorte hår i vandposterne langs vejen eller børn, der helt nøgne stod og blev skrubbet af deres mødre i det kolde vand. Andre steder blev smeltevandet brugt til at vaske tøj i.

Vi kørte til byen Butwal i Rhupandehi distriktet, tæt ved den indiske grænse. En støvet og beskidt by, hvor husene er malet i pastel-farver, og der er mange små butikker. Der er dog så mange myg, at man om aftenen må holde sig inden døre. Vi nåede et besøg i den lokale blindeforening den første dag. Her fortalte vi om det at være døvblind. Vi aftalte at komme igen dagen efter, da de så ville forsøge at kontakte andre blinde med høreproblemer, som vi kunne tale med.

Vil starte netværk

Dagen efter besøgte vi igen Blindeforeningen, hvor vi mødte de to samme blinde med hørenedsættelse igen. Det havde ikke været muligt at få andre til at komme, da de enten var forhindret eller boede for langt væk. De to ældre herrer, hvoraf den ene var formand for blindeforeningen, kendte som sagt andre og ville danne en netværksgruppe. Det hjælper vores projekt dem i gang med, og vi aftalte også, at projektet betaler for at de blinde, som har en hørenedsættelse, kan blive undersøgt af en ørelæge og blive udredt med høreprøve mv. I Nepal er der mange, som ikke har råd til at gå til læge, og slet ikke hvis man er handicappet.

Blinde elever med høreproblemer

Om eftermiddagen besøgte vi en offentlig skole med 1200 elever, hvor der var plads til 28 blinde kostelever. Tre af disse elever havde også nedsat hørelse, og der blev formidlet kontakt, så de kan komme til ørelæge og høreprøve. Jeg holdt et oplæg for nogle af lærerne om døvblindhed og fortalte, hvordan de kan opdage, om blinde elever også har en hørenedsættelse. De seende lærere fik både sorte briller og ørepropper i ørerne og skulle tale sammen to og to. Det gav dem en lille fornemmelse af, hvordan det er at være døvblind.
Jeg og Sanu, som er projekt-koordinatoren i landet, holdt også et møde med de unge blinde og svagsynede elever. De fortalte os i hvilke situationer, de har svært ved at høre. Eleverne lærer punktskrift og andre metoder og bliver sluset ud i klasserne, efterhånden som de kan klare det. Skolen har fem computere med kompenserende programmer. Der er 50 andre computere på skolen. Det er første gang, jeg har set en skole, hvor eleverne har adgang til computer. Vi havde fodbolde og håndbolde med til skolen, som nok skal gøre gavn på skolens fodboldbane.

14. marts tog vi hen til den lokale døveforening. Vi blev modtaget af formanden og flere bestyrelsesmedlemmer. Vi fortalte om projektet, døv-blindhed og Usher. Da vi først havde fortalt om synsproblemer, som døve kan have, var der flere der kendte døve med synsnedsættelse. De var meget interesserede i haptisk kommunikation, og vi forklarede om taktil kommunikation og viste eksempler på haptiske signaler. Før vi kørte derfra, blev der lavet aftaler om fremtidigt samarbejde.

Om eftermiddagen kørte vi til en døveskole, hvor Sanu igen fortalte om projektet, og jeg holdt mit oplæg om døvblindhed og døve med synsproblemer. Vi udleverede mørke briller og ørepropper til alle seende og hørende lærere. Vi blev meget forbavset over, at der kun var én døv døvelærer til de 200 elever på skolen. Med briller og ørepropper fik lærerne for-skellige øvelser, de skulle igennem. De skulle skrive deres navn, tale tegnsprog to og to, se på tavlen når én skrev, og se på stort og lille tegnrum. Lærerne skulle også gå rundt i lokalet.
Lærerne var rigtig glade for undervisningen, og efterføl-gende havde Sanu og jeg et møde med syv af de ældste elever. De var mellem 16 - 30 år. Ud fra deres fortællinger var det meget tydeligt, at flere af dem har Usher. Vi vil sørge for, at de alle kommer til øjenlægen, så de kan få stillet en diagnose.

Døve elever med synsproblemer

16. marts, hvor vi var tilbage i Katmandu, kørte jeg sammen med mine tolke til en døveskole i Karve ca. 1 times kørsel fra hotellet. Her blev vi modtaget af en flok glade børn, der viste os gymnastik-øvelser udført på række. De sang også nationalhymnen på tegnsprog. Formålet med at besøge skolen var et møde med de elever, der også har en synsnedsættelse. Der var ni børn mellem 14 - 22 år og derudover fire yngre børn, der ikke deltog i mødet. Rektor var også til stede, og vi fik en god snak med de unge mennesker omkring deres synsproblemer. Min vurdering var, at de alle har synsproblemer i svær grad. Tre fortalte, at de også er natteblinde, men klarer sig godt om dagen. Én er meget langsynet og én meget nærsynet. Én har problemer med at øjnene løber i vand. Vi talte om de problemer, de har med at se på tavlen.

Vi gik en runde og så alle klasse-værelserne, og i hver klasse drøftede vi, hvad man kan ændre, fx at tavlen ikke skal være i modlys. Vi aftalte, at Sanu følger op angående øjenundersøgelse for de, der ikke allerede har en diagnose. Jeg aftalte med rektor, at jeg vil undersøge, om det er muligt at få en optiker fra den frivillige organisation ’Syn for sagen’ til at besøge skolen for eventuel tilretning og udlevering af filterglas og briller. Vi var på skolen i tre timer. Det var et godt besøg.

Fra klokken 13 holdt vi fri resten af dagen og kørte til Bhaktapur, hvor vi så ruinerne fra jordskælvet. Det var et sørgeligt syn, da en stor del af de gamle historiske bygninger var styrtet helt eller delvis sammen. Derefter kørte vi til et andet historisk sted ved en flod, hvor man bisætter og siger det sidste farvel til de døde.

17. marts om formiddagen fortalte Sanu om projektet, og jeg holdt et oplæg for gæster fra myndighederne om døvblindhed og forskel-len på døvblindfødte og døvblindblevne. Der var mange spørgsmål, som vi hjalp hinanden med at svare på. Om eftermiddagen var der møde i det rådgivende udvalg, hvor Sanu og Ann gav en status for projektet. En god dag hvor alle involverede i projektet var samlet.

"Uden mine tolke ville jeg ikke have oplevet en brøkdel"

Smuk udsigt fra terrasse ud over en by. I baggrunden flotte bjerge og gylden solBirgit Larsen får tolket omgivelserne i Nepal Det er kun muligt for mig at involvere mig i ulandsarbejde med bevilling af professionelle tolke på rejserne. Jeg og tolkene er i gang fra tidlig morgen til sen aften, for efter det officielle program er der formøder, evaluering og planlægning af næste dag. Nogle opgaver har Ann og jeg sammen, men flere og flere opgaver deler vi op, da vi så når mere.

Undervejs har mine tolke hele tiden sideløbende opgaver, der skal løses. Mens den ene fx taktiltolker og giver haptisk under et oplæg, oversætter den anden fra dansk til engelsk, og en sprogtolk oversætter fra engelsk til Nepali. Man tror måske, at alting bliver langsommeligt af det, men jeg oplever faktisk, at det kan være en fordel for tilhørerne, fordi der bliver pauser i tale-strømmen og tid til at tænke over spørgsmål.

Uden dygtige og professionelle tolke ville jeg ikke have oplevet en brøkdel af, hvad jeg får ud af at have tolke med på turen. Ud over taktil tolkning og skrivetolkning, som jeg veksler imellem, har jeg stort udbytte af haptisk og synsbeskrivelse under møder, transport mv. Det giver mig en oplevelse af at være fuldt til stede og giver mig en følelse af, at jeg ser de blomster, træer, templer og udsigter, som jeg får beskrevet.

Vi har fortsat brug for økonomisk støtte til bl.a. hjælpemidler til Nepal, som ikke kan dækkes af projektmidler. Hvis du vil støtte vores arbejde i Nepal, kan du læse mere om mulighederne på FDDBs hjemmeside om Nepal. Her kan du også læse meget mere om projektets formål

 

Læs flere nyheder...

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK