
Mød ungdomsudvalget
Vi er fire vidt forskellige unge, som til sammen udgør FDDBs ungdomsudvalg. Fælles for os er, at vi brænder for at lave fede arrangementer for unge med nedsat syn og hørelse og elsker det gode fællesskab, der opstår, når man møder nogen, der forstår én. Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har lyst til at høre mere om vores arrangementer!
Nicoline Hastings (øverst til venstre)
26 år, tegnsprogsbruger, døv og har uklart syn på venstre øje. Højre øje nærsynet, men næsten normalt med briller
Hvorfor er du medlem af ungdoms-udvalget?
"Jeg vil gøre en forskel for døveblinde og opleve ting på lige fod med andre i samme situation".
Hvad er det fedeste ved at være med i FDDB-ungdom?
"Det fedeste var helt klart Bornholmturen sidste år, fordi vi oplevet meget og havde en super flink buschauffør. Også Nordisk Ungdomslejr i Danmark, hvor man mødte nye mennesker og skabte venskaber. Vi var ansvarlige for lejren og fik meget ros. Det betød meget for os".
Hvorfor skal man være med i FDDB-ungdom, hvis man er ny og ung døvblind?
"Fordi man får nye erfaringer og møder nye mennesker. Her føler man sig mere lige med andre".
Cathrine Kjeldsen (øverst til højre)
27 år, døv og svagsynet, har det sjældne syndrom capos
Hvorfor er du medlem af ungdoms-udvalget?
"Jeg har altid været medlem af FDDB. Jeg vil gerne dele mine erfaringer med andre. Jeg synes, der er spændende arrangementer, og jeg kan lide at lære nye ting"
Hvad er det fedeste ved at være med i FDDB-ungdom?
"Jeg har fx været med på ungdommens nordiske lejr i Sverige. Der var spændende arrangementer og aktivister og foredrag."
Hvorfor skal man være med i FDDB-ungdom, hvis man er ny og ung døvblind?
"På grund af det stærke sammenhold! Vi deler erfaringer og ser positivt på tingene"
Mehtap Dimirkaya (nederst til venstre)
30 år, talebruger uden erfaring med tegnsprog, blind, med en smule lyssans på det ene øje og med moderat hørenedsættelse
Hvorfor er du medlem af ungdomsudvalget?
Jeg har valgt at melde mig ind i ungdomsudvalget, da jeg finder det vigtigt, at vores medlemmer får nogle herlige oplevelser i FDDBU, og at man kan glæde sig over hyggelige arrangementer med gode venner og spændende ture.
Desuden vil jeg gerne være med til at sørge for, at FDDBU er et sted, hvor man kan sparre med hinanden i forhold til skole, uddannelse, arbejde og dagligdag.
Hvad er det fedeste ved at være med i FDDBU?
Det bedste ved at være medlem af FDDBU er, at man kan være sig selv. I dagligdagen, hvor man konstant er sammen med mennesker, som har både fuldt syn og hørelse, kan man godt opleve følelsen af hele tiden at løbe stærkt for at følge med omgivelsernes forventninger.
Til arrangementerne med FDDBU er der god plads til blot at nyde oplevelserne, turene og det sociale samvær.
Hvorfor skal man være med i FDDB-Ungdom, hvis man er ny og ung døvblind?
Fordi det er vigtigt at føle sig som en del af et fællesskab, hvor man kan være tryg ved bevidstheden om, at det ikke er skammeligt at sige ‘hvad’ eller at misse bolden, når den kommer flyvende.
Fordi man i FDDBU kan sparre med hinanden om stort og småt i forhold til alle tankerne omkring identitet og fremtiden, som man ofte tumler med som ung og handicappet.
Niklas Eriksen (nederst til højre)
25 år, tegnsprogsbruger, døv med god synsrest på højre øje
Hvorfor er du medlem af ungdomsudvalget?
Jeg meldte mig til ungdoms-udvalget, fordi jeg gerne vil være med til at gøre lidt forskellige ting på området, og fordi jeg synes det er spændende.
Hvad er det fedeste ved at være med i FDDB-ungdom?
Det fedeste jeg har oplevet med FDDB-ungdom var engang i Aalborg, hvor der var et oplæg af to døveblinde fra Nepal. Det var fedt og meget inspirerende.
Hvorfor skal man deltage i FDDB-ungdoms arrangementer?
Fordi det er vigtigt, at man er sammen med andre unge døvblinde og hygger sig sammen socialt