To glade unge med fødderne i vandet
To glade unge med fødderne i vandet

Mini weekend på Solskinsøen

Af Anders Fransson

Så kom 4. juni endelig, hvor vi skulle til Bornholm. Vi mødtes på Københavns Hovedbanegård og sammen fulgtes vi til bussen, som kørte os til Ystad og derfra videre med færgen til Bornholm. Det var en lang tur, men med godt humør.

Fredag stod vi tidligt op og kørte til Hammershus, som er en gammel borgruin. Her gik vi rundt i mindre grupper og nød den fantastisk smukke udsigt. Vi mødtes med Anvor, som er erfaleder på Bornhom i FDDB og bor på Bornholm. Vi mødtes stort set alle ved frokosttid, og vi spiste vores medbragte madpakker på Hammershus midt i den smukke natur.

Herefter kørte vi til Allinge, hvor der allerede var ved at blive gjort klar til folkemødet. Vi skulle besøge Lillis Glasdesign. Her lavede vi vores eget navneskilt i glas. Folk dekorerede deres skilte efter alle kunstens regler. Personalet var super begejstrede for vores besøg, og de lavede et indlæg på Facebook om vores besøg. På vejen hjem til vandrehjemmet kom vi forbi Gudhjem for at få en is. Nogle købte en stor is og andre nøjedes med en mindre.

Lørdag blev vi enige om at dele os op i to grupper. Den ene gruppe skulle i forlystelsesparken Highpark, og den anden gruppe tog til Gudhjem for at shoppe. Highpark var ikke den store succes, da nogle af tingene krævede, at man havde fuldt synsfelt. Det forlyder dog, at én kom hele 18 meter op i et træ.

Gruppen fra Highpark samlede de andre op i Gudhjem, og nu gik turen til Østerlars rundkirke. Vi fik en kort fortælling om kirken og dens historie, og herefter oplevede vi kirken på egen hånd. Det var en spændende oplevelse, og bestemt ikke hver dag man ser en rundkirke. På vejen hjem stoppede vi ved ekkodalen. Området var super flot, men ikke alle havde lige let ved at høre ekkoet.

Der var mange, der valgte at tage en tur ned til stranden efter festmiddagen. Vejret var super godt selvom det blæste en del.

Søndag var det hjemrejsedag. Da vi havde god tid, var der tid til at køre forbi Rytterknægten, som er Bornholms højeste punkt. Nogle var helt oppe i toppen. Det var en meget blæsende oplevelse, men udsigten var fantastisk. Herefter kørte vi til færgen, og resten af turen hjemad. Folk var godt trætte, og fyldt op af gode oplevelser i skønne menneskers selskab.

Læs flere reportager...

Webdesign og udvikling / SYNERGI

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK