
Når syn og hørelse svigter, kun for unge - Del 1
Af Sandie Roland Tvergaard
En lørdag i februar fik vi skudt hul på vores projekt i 2016! Der deltog 11 unge medlemmer, tre ledsagere og tre tolke. I løbet af dagen fik vi besøg af socialrådgiver Lis Larsen og synskonsulent Else Marie Andersen fra kommunikationscentret i Slagelse. Vi mødtes kl. 12 i 'Paladset' (Handicaporganisationernes Hus), hvor vi startede med en kort præsentationsrunde af alle, inden vi spiste frokost. Derefter lagde Lis ud med at fortælle om sin rolle i FDDB og om alle hendes andre gøremål. Hun er kendt som en blæksprutte. . Lis kom omkring bla. SU, STU og revalidering især i forhold til de unge, som gerne vil eller er i gang med at studere. Vi hørte om fleksjob, pensionsopsparinger og om førtidspension, både de nye og gamle ordninger/regler. Der blev stillet mange spørgsmål, både Lis og andre kom med konstruktiv feedback.
Så var det tid til kaffe og kage, hvorefter Else Marie kort fortalte om de forskellige hjælpemidler hun havde med for at vise os. I workshoppen kunne vi kigge på spejle - store og små - , filterbriller, Penfriend, talende køkkenvægt, transportable cttv, elektroniske lupper og meget meget mere. Alle deltog flittigt, og der blev snakket og delt erfaringer. Til sidst sluttede vi af med info om vores næste endags arrangement.
”En meget lærerig og spændende dag”, sagde en af de unge deltagere.
Læs flere reportager...