Portrætudstilling
Portrætudstilling

Portrætudstilling: "Uden mit hjælpemiddel gik det ikke..."

Se portrætterne i galleriet nederst på siden eller læs tekstversionen her

 

Tekstversion med synsbeskrivelse

Heike Michelsen
Har nedsat syn & nedsat hørelse

Portræt: Heike står med en farvetester, som hun holder mod en farvestrålende pude. Pudens motiv er en broderet hjort. Heike griner.
Citat: ”Uden min farvetester ville hverdagen være mere trist. Jeg kan godt lide at vide, at jeg omgiver mig med farver, der passer sammen, selvom jeg ikke selv kan se det”


Susanne Løcke

Har nedsat syn & nedsat hørelse
Portræt: Susanne rækker sin arm frem og viser sit smartwatch på håndleddet, mens hun smiler.
Citat: ”Uden mit smartwatch ville hverdagen være mere uoverskuelig. Her har jeg alt samlet: Rejseplaner, mails, sms og GPS-funktion. Og er der noget, jeg ikke kan finde, er min mand kun en knap væk. Jeg kan tale med ham gennem uret. Det giver mig en fantastisk tryghed”

Mehtap Demirkaya    

Er blind & har nedsat hørelse
Portræt: Mehtap står på et bibliotek omgivet af bogreoler og viser sin dymo-tang frem. Hun ser målrettet og seriøs ud.
Citat: ”Uden min dymo-tang til at lave punktskriftlabels ville jeg være nødt til at snuse mig frem, når jeg fx laver te eller mad. Med dymo kan jeg lave labels, som jeg hurtigt kan aflæse med fingrene”

Britta Vestergaard

Svært hørehæmmet & har nedsat syn
Portræt: Britta viser sin lup frem med lys i og ser stolt ud.
Citat: ”Uden min lup med lys i ville jeg være på den. Jeg har altid én i tasken. Jeg har faktisk flere hjemme, så jeg
altid hurtigt kan finde én, når jeg skal læse noget”


Jackie Lehmann Hansen

Har nedsat syn & nedsat hørelse    
Portræt: Jackie holder sit øreapparat frem i hånden og smiler.
Citat: ”Uden mit høreapparat ville jeg ganske simpelt ikke kunne høre noget. Det ville være så anstrengende at opfange og skelne lyd. Med høreapparat kan jeg kommunikere på både tale og tegnsprog. Det er en stor fordel”

Arne Krogh

Har nedsat syn & nedsat hørelse    
Portræt: Arne står ved en vej med sin førerhund og ser søgende ud.
Citat: ”Uden min førerhund og min hvide stok ville jeg være bundet til lejligheden det meste af tiden. Hunden er min faste følgesvend og hjælper mig med indkøb og gåture. Vi er uadskillelige. Nej, den ville jeg nødigt undvære”

Allan Olsen

Har nedsat syn & nedsat hørelse
Portræt: Allan står i et fitness center og viser en metal-pen frem, som han bærer i en snor om halsen
Citat: ”Uden min nye Phonak Roger pen ville jeg ikke kunne følge med i, hvad der foregår omkring mig. Når min fitnessinstruktør har senderen om halsen, går hendes stemme direkte i mine høreapparater via en modtager, jeg har om halsen. Det giver mig en bevægelsesfrihed, som jeg ikke vil undvære”

Ella Schäffer

Helt døv & helt blind
Portræt: Ella står i sin lejlighed og viser et målebånd frem. Der er farvestrålende strikketøj foran hende.
Citat: ”Uden mit målebånd med følbar afmærkning kunne jeg ikke sy og strikke. Jeg kan heller ikke undvære min PC med punktskrift, men jeg vil fremhæve målebåndet. Jeg strikker til mine børnebørn og har altid holdt af at arbejde med farver - selvom jeg ikke kan se”

Kari Steffens

Har nedsat syn & nedsat hørelse
Portræt: Kari sidder i sin lejlighed ved en stor skærm og ser på skærmen.
Citat: ”Uden mit CCTV kunne jeg ikke læse alt det, jeg gerne vil. Her er det en reklame for en smart lille pedaltræner. Det hele er skrevet med småt, men på skærmen kan jeg forstørre det mange gange”

Suzanne Dalsgaard

Har svært høretab & nedsat syn
Portræt: Suzanne står foran et stort maleri. På et bord står hendes computer med forstørrede tal og stor musepil på skærmen.
Citat: ”Uden mit forstørrelsesprogram på computeren ville jeg være lost, både i mine studier til miljøteknolog og i hverdagen. Jeg bruger ZoomText, når jeg researcher på nettet og skriver mails. Uden forstørrelse kunne jeg ikke se og behandle de store mængder data”

Arne Løcke

Har nedsat syn & nedsat hørelse
Portræt: Arne, som er en ældre herre, står sammen med sin kone udenfor. De kigger på hinanden og griner.
Citat: ”Min kone vil jeg ikke undvære, men jeg ved ikke, om hun tæller som et hjælpemiddel? Hun er i hvert fald både nyttig og uundværlig, når jeg færdes ude, og hun passer godt på mig”

Designed by Synergi Reklamebureau Webbureau

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her.
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her.

LUK