Reportage fra Mallorca-turen på besøg hos ONCE

"En meget interessant dag hos ONCE"

En stor flok medlemmer fra FDDB med ledsagere er lige nu på Mallorca, hvor de ud over at nyde omgivelserne også har været på et spændende besøg i ONCEs hovedkontor på de Baleariske øer. ONCE er en meget stor privat blinde-organisation, som hovedsageligt arbejder for blindes rettigheder, men som også har tilbud til spanske døvblinde.

Til stede var præsidenten for ONCE på De Baleariske Øer, Alejandra Luque, vicepræsident Angel Urraca, Jorge Díaz Peinado, chefen for afdelingen for sociale ydelser samt Mari Carmen Soler, der er rådgiver for døvblinde. Det var meget interessant at høre, hvordan arbejdet for døvblinde er organiseret i Spanien og på De Baleariske Øer.

De har tre indsatsområder:
- UTS som er den tekniske afdeling for døvblinde, der hjælper med at træne mobility fx brug af blindestok, men også brugen af programmer og udstyr som Jaws og Braille samt forstørrelse og digitale løsninger.
- FOAPS er fonden, der især er rettet mod uddannelse og job.
- PESZ er et netværk af døvblinde-specialister, der hjælper og vejleder døvblinde.
Samtidig har de sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige tilbud til døvblinde.

Der var god spørgelyst og interesse for at høre, hvordan arbejdet med døvblinde fungerer. Ligeledes var ONCE meget interesserede i at høre, hvordan området fungerer i Danmark.
Det hele foregik på spansk, hvilket FDDBs sekretær Trine heldigvis kunne oversætte til dansk via FDDBs medbragte transportable teleslynger og centraltolken via tegnsprog.

Der er mange ligheder imellem, hvordan det fungerer i de to lande. I Spanien er det dog ONCE og ikke staten og kommunerne, der sørger for at døvblinde får den hjælp, de hjælpemidler og den undervisning, der er behov for.

Der var en lille gave til alle deltagerne fra ONCE. FDDB havde nogle bøger med haptiske signaler med til repræsentanterne fra ONCE samt FDDBs sorte taske og lille pung.

Det var en meget interessant og spændende dag, som ikke havde kunnet gennemføres uden en tolk. I det hele taget er kommunikationen på turen mellem tegnere og talere helt afhængig af, at der er en tolk med. Ellers ville det slet ikke have kunnet lade sig gøre!

 

Webdesign og udvikling / SYNERGI

Læs mere om FDDBs persondatapolitik ved at klikke her
Læs mere om FDDBs brug af Cookies på hjemmesiden her

LUK