Foreningen Danske DøvBlinde

Af Birgit Larsen, HB-medlem

Fotos: Isabel Morales Bondy 

18. september: Besøg på døveskole

Vejret er skønt her i Nepal. I dag har vi spist dal bhat, som består af ris, grøntsager og linsesauce. Der var også stegte svampe til. I Nepal spiser man på lidt andre tidspunkter end i Danmark.

I dag har jeg besøgt en døveskole, hvor jeg har undervist et hold lærere i, hvordan de kan hjælpe de elever, der også har synsproblemer. Belysningen var virkelig dårlig. Nogle steder var bordene gået i stykker, eller et bord var blot et halvt bordtennisbord. De yngste elever sidder ikke ved borde, men på et tæppe på gulvet. Der er tremmer for alle vinduer.

Da vi kom tilbage til hotellet talte jeg med filmholdet, der er med os i Nepal. De planlægger at lave en kort dokumentarfilm med temaerne: erkendelse og accept.

19. september: Kommunikation med klap

Jeg har besøgt en familie, som består af 13 personer. Forældre, børn, bedsteforældre og søskende bor under samme tag. Huset er meget primitivt. Datteren, Sihddi, er døvblindfødt og er 19 år gammel. Hun sad i skrædderstilling på gulvet, da vi kom. Jeg satte mig på hug og prøvede at komme i kontakt med hende.
I starten var hun lidt reserveret, men hurtigt tog hun mine hænder, og vi legede en klappeleg. Det var hendes måde at fortælle mig, at det var i orden, at jeg var der. Jeg kunne mærke, hun var tryg ved at holde om mine hænder. Det var en god følelse, men jeg blev også berørt af det, fordi jeg ved kontakten med hende oplevede hvor få kommunikationsfærdigheder, hun har. Efterhånden fandt jeg ud af, hvordan hun kommunikerede med familien. Et klap på maven betød, at hun skulle på toilettet. Et klap på knæet, betød om hun ville have noget at drikke. Sihddi er glad for musikinstrumenter. Ved at tromme kan hun mærke vibrationerne. Efterhånden kom vi tættere og tættere på hinanden, og jeg kunne mærke, hun var tryg ved at mærke mit hoved mod sit. Sihddi er heldig, at hun har en god familie, og at der altid er nogen hjemme, når hendes mor er på arbejde. Mange handicappede børn i Nepal er ofte alene hjemme når deres forældre er nødt til at tjene til føden.

20. september: ”Den hårdeste tur jeg nogensinde har gået”

Det har været en barsk dag med besøg hos en familie, som bor i en landsby på en bjergskråning to timers kørsel fra Katmandu. Det var et smalt, ujævnt og nogle steder meget stenet terræn. Da det også var varmt og gik meget opad, er det den hårdeste tur, jeg nogensinde har gået. Jeg gik bag min tolk og holdt for det meste på hendes skulder eller overarme, mens den anden tolk hele tiden fortalte, hvor jeg skulle sætte fødderne. Jeg var ikke på noget tidspunkt ved at opgive, men jeg tænkte da på, om jeg kom ned igen med livet i behold.

Højt oppe på en frodig klippevæg, hvor der bl.a. groede majs, ris og frugter, som jeg ikke før har set, boede der en familie på syv personer. Far, mor, fire voksne børn og en bedstemor. To af børnene var døvblindfødte og var 19 og 21 år gamle. De to drenge var meget handicappede. Den ene kunne gå med støtte, men han var syg, så jeg kunne ikke få kontakt med ham. Han lå under et tæppe under et halvtag. Den anden var krøbling og kunne ikke rette sine ben ud. Han sad også under halvtaget. Jeg fik ret hurtigt kontakt med ham. Han søgte selv med sine hænder, og han kunne tydeligvis lide, at jeg aede ham på ryggen.

Jeg talte med moderen om de svære livsvilkår, de har med to døvblindfødte drenge. Det var tydeligt, at moderen elskede sine drenge, men hun sagde også, at det var svært at leve med. Drengene kunne ikke komme ned fra bjerget, og de havde ikke råd til at tilkalde en læge. Det gjorde virkelig indtryk på mig, hvor elendige vilkår de lever under, og da jeg sad i bilen igen fik tårerne frit løb.

Filmholdet, som er med i Nepal denne gang, synes også det var barskt, og at det vil være for skræmmende at vise i en film, især fordi det heldigvis ikke er helt almindelige forhold, vi oplevede. Den syge dreng fik vi hentet af en ambulance dagen efter. Han kom på sygehuset og blev undersøgt og er heldigvis ikke alvorligt syg.

21. september: Møde i undervisningsministeriet

I dag har vi holdt møde i afdelingen for inkluderende undervisning i undervisningsministeriet. Her fortalte formand og næstformand i døvblindeforeningen om de udfordringer og problemer, man har i uddannelses-systemet som døvblindbleven. Efter mødet spiste vi frokost på en restaurant, hvor alle ansatte er døve. Der er 11 døve-restauranter i Katmandu.

22. september: Workshop

Vi har holdt en workshop. Kommunikationen tager lang tid, da alt skal igennem mange led: Dansk, engelsk og nepalesisk tegnsprog og nepali. De primært døve døvblinde foreslog, at næste projekt skal uddanne 10 ressourcepersoner, som kan tage rundt i 8 distrikter og oplyse om døvblindhed og undervise i kommunikation. Den primært blinde døvblinde gruppe fandt frem til, at de gerne vil have en underviser fra Indien til Nepal og undervise i fingerbraille. Workshoppen skal ende med, at der opsættes tre mål for næste projekt.

23. september: Næste projekt

I dag havde vi en hel dags workshop med livlig diskussion om målene for næste projekt. Nu skal det drøftes i den danske Nepalgruppe. Døveforbundet har været vores partnere i dette projekt. I næste projekt bliver det døvblindeforeningen DAN.

Efter workshoppen tog vi direkte videre til det næste møde med Sense India, som også har planlagt at lave et projekt for døvblinde i Nepal. Dem vil vi selvfølgelig samarbejde med, hvis deres projekt bliver til noget, og hvis vi får godkendt vores. Efter mødet spiste jeg afskedsmiddag med projektlederen Sanu og Nikitan, projektets tolk. Det var rigtig hyggeligt.